Litteratur

Af
| Årgang 40 (1965) nr. 02 - side 43-44

LITTERATUR

HANS JOACHIM MOSER: Orgelromantik. Ein Gang durch Orgelfragen von vorgestern und übermorgen. - Walcker & Cie. Ludwigsburg 1961.

Bogens titel er så absolut en appetitvækker. Dels savner man en moderne, fyldestgørende information om den romantiske epoke og dens righoldige orgelmusik, dels ville tidens debat om moderne kirkemusik og orgelbygning sikkert kunne hente et og andet fra en mere polemisk formet artikelrække over samme emne. At det er det sidste, der har foresvævet forfatteren, ses allerede af undertitlen, men desværre har sagen i Moser ikke fundet nogen fremragende advokat, og mens det må forblive et postulat, om en romantisk holdning i videre forstand kommer til at spille nogen rolle for »übermorgen«, så står det klart, at kun de mest rabiate efterroman-tikere af i dag vil føle sig tiltrukket af de Moserske tanker og udlægninger.

Moser er en såvel meget lærd som meget skrivende forsker, og ideen med at forme fremstillingen i »løs form af tilsyneladende let henkastede, halvt skitseagtige billeder« er i sig selv velegnet til formålet, om den blot var fulgt op af et klarere formuleret sigte. Men netop sigtet, linien i fremstillingen savnes (når man ser bort fra den historiske kronologi), og hertil kommer, at emnet er begrænset til tysk romantik, således at f. eks. César Franck og de betydelige impulser, der fra ham og hans elever leder direkte

frem til vor tids mest overbevisende orgelmodernisme, helt er forbeholdt bisætninger og fodnoter. Bedst er kapitlet om Abbé Vogler, hvor det rent oplysende stof dominerer, mens de følgende komponister, fra Mendelssohn til Reger, må nøjes med causerende almindeligheder, der ikke kan siges at kaste nyt lys over nogen af dem. Desuden iagttager man med stigende forbløffelse, hvorledes forfatteren ublufærdigt indføjer skønlitterære produkter af gyseligste art, bieder-meierdokumenter, der i dag kun med skepsis ville blive optaget i en julealmanak, og som her blot tjener til at bringe emnets aktualitet på afstand. Trods enkelte gode iagttagelser, der røber forskerens store viden, fortaber Moser sig for ofte i følelsesbetonede videreudviklinger til, at hans bidrag kan siges at få betydning for dagens debat.

A.B.

GEORG KARSTADT: Las s t lustig die Hörner erschallen. Eine kleine Kulturgeschichte der Jagdmusik. 136 s. ill. + 8 tvl. - Berlin 1964. (Verlag Paul Parey).

Denne lille bogs titel er ganske uhøjtidelig og forpligter ikke til mere, end hvad man kan placere inden for det populær-videnska-belige. Den udmærker sig da også ved at være skrevet let og fornøjeligt, og selve emnet er af almen interesse, bl. a. fordi vi ud af jagtmusikkens instrumenter har hentet et af vore fornemste medlemmer Í det moderne symfoniorkester, valdhornet.

En indledning skal man jo have, og Karstadt kan ikke dy sig for at starte med en forholdsvis bred omtale af antik og nordeuropæisk forhistorie. Om begge gælder, at vi kender nogle instrumenter, og vi ved også, at man har jaget, men nogen nøjere sammenhæng mellem disse to forhold lader sig ikke dokumentere, selv om man har lov til at gisne om dette og hint. Det er sober tale, men skal helst fylde lidt mere og kommer derved til at røbe, at hvad disse epoker angår, er forfatterens viden andenhånds og ofte hentet fra kilder, som ikke er up to date. Som et enkelt eksempel kan anføres, at såvel tekst som illustration til benfløjten fra Hammeren er gal, og det drejer sig her om et verdenskendt instrument, hvis datering har været drøftet på hovedsprogene de sidste 10 år.

Det havde været tilstrækkeligt at tage sit udgangspunkt i Karl d. Stores jagt og derfra berette om middelalderens og efterfølgende tiders jagtmusik, som vi vitterlig kender noget til, og det er morsomt i selskab med denne forfatter at følge de gamle franske lærebøger med deres morsetegn til hornenes vældige udvikling i midten af 1600-tallet og deres lejlighedsvise optræden i kunstmusikken, indtil jægere efterhånden bliver faste kapelmedlemmer og instrumentets placering stadfæstes. Mange glimrende illustrationer supplerer desuden teksten, som altså i hovedafsnittene honorerer kravet til at skrive populært om et emne: at gøre eksisterende viden tilgængelig for en bredere kreds. Men det er anmelderens indtryk, at Karstadt ikke strengt nok har holdt sig for øje, at ved man intet, er det en mageløs udvej at tie stille.

M. M. *

• Nyt fra forlagene

Boosey & Hawkes:

Lommepartiturer: Britten (Symphony for cello and orchestra op. 68, Britten (Cantata Misericor-dium), Barraud (Divertimento), Jolivet (Concertó), Copland (Connotations)

Panufnik: Song to thé Virgin Mary for choir.

Bond: Trumpet Concerto

Spinner: Variations for violin and piano

Lees: Three Variables for winds, horn and piano

Jolivet: Messe

Breitkopf & Härtel:

Steffens: Hommage à Bêla Bartok, for klarinet og

klaver Stadlmair: Sonate for klaver

Carl Gehrmans Alusikforlag: Kor-Bibliotek 411-415 Kvartett-Bibliotek 339-342

Kör-blad 85-89

Korsanger, Trestämmige 105-106

Karkoff: Pianokonsert op. 28

Dama:

Bjerre: Syv Sange

Engstrøm og Sødring:

Danske Hof danse fra Rokoko tiden (Clausen og Fledelius)

Heinricbshofen's Verlag:

Schoch: Durch Blockflötenunterricht zur Musik Schoch: Durch Klavierunterricht zur Musik Suter: Inventionen für Flöte, Violine und Violoncello Ed. Pegasus: Kammermusik (værker af Mozart,

Quantz, Telemann) Werdin: Konzertante Musik

Musikhøjskolens Forlag:

Helldén: Spiílehefte 3

Korblade (Musik i skolen), serie l OA-28-30, serie 10B-7-11, serie 10C-8

Oxford Univ. Press:

Palestrina: Ten Four-Part Motets for The Church's

Year

Lasso: Alma Venus Leo: Tenebrae The Oxford Choral Songs: The Battle of Jericho