Litteratur

LITTERATUR

ALFREDO CASELLA: The Evolution of Music îhroughout thé History of ihe Perfect Cadence. — J. &W. ehester ltd., London 1964. 80 sider, 31 sh.

Med genoptrykket af Alfredo Casellas mere end fyrre år gamle bog har forlaget givet en ny generation af liebhavere mulighed for at nyde denne højtbegavede italienske komponists værdifulde overblik. Hvad der ved første udgaves trykning i tyverne kunne forekomme profetisk klarsynet eller provokerende revolutionært ved Casellas musik-syn, vil næppe forbløffe nogen i dag; men selv om musikken har fundet veje, som Casella ikke forudså, er studiet af hans tankebaner lige interessante og karakteristiske for det musikalske miljø, han var med til at tegne.

Dr. Edmund Rubbra, der har ført værket op til vore dage, har med nænsom hånd og uden at forråde Casellas særegne pædagogiske stil fundet eksempler frem fra de sidste fyrre års musik, der trækker konsekvensen af Casellas teorier. Men dette sidste afsnit er uden synderlig betydning i forhold til den bærende idé - musikkens udvikling fortalt med få ord og mange noder - som har gjort værket til en klassiker.

jeb

HANS-JAKOB PAULY: Die Fuge in den Orgelwerken Dietrich Buxtehudes. — Gustav Bosse Verlag, Regensburg 1964.

Siden Spitta i forbindelse med sine grundlæggende Bachstudier drog Buxtehude frem af glemselens mørke og forestod den første kritiske redaktion af hans orgelværker, har denne nordtyske orgelmester i stigende grad påkaldt sig musikvidenskabelig interesse. Utalte bøger og artikler har søgt at bringe klarhed om komponisten selv og den rolle, han spillede i den musikalske form- og stiludvikling frem til Bach, idet man ud over kantaterne især koncentrerede sig om orgelværkerne som de stærkest personlige vidnesbyrd.

Hvad man derfor måtte forvente af en ny behandling af Buxtehudes orgelværker — kun en halv snes år efter Hedars vægtige dispu-

tats - er næppe den epokegørende nyorientering, men snarere en videnskabelig videre-bearbejdelse i form af en præcisering eller korrektion af de hidtidige forskningsresultater. Som sådan føjer Paulys studium af orgelfugaen hos Buxtehude, til dels polemisk rettet mod Hedar, sig naturligt og sagligt overbevisende ind i debatten.

Forfatteren har sin afgjorte force i en omfattende og velfordøjet boglærdom (litteraturlisten er således ført ud i de fineste danske forgreninger), kombineret med stor dis-positionel klarhed. Bogens første del beskæftiger sig med fugaen i det 16. og 17. århundredes orgelmusik, et frodigt voksende vildnis af krydsende og til dels parallelt løbende tendenser, hvor Pauly i sin fremstilling tager klar afstand fra enhver pædagogisk forenkling af forholdene, herunder den gængse skelnen mellem begreberne canzona og ricer-care, der ikke synes at have dækning i værkoverleveringen.

Efter at have behandlet milieu og traditioner omkring Marienkirche i Lübeck, vender Pauly sig mod emnet i snævrere forstand og gennemarbejder i tre hovedafsnit fugaform, tematik og fugeringsteknik i B.s frie orgelværker. For den, der betragter de specifikke B.-problemer i ærbødig afstand, kan visse polemiske udfald mod Hedar forekomme ret inferiøre i sammenhængen, uden at de derfor anfægter fremstillingens hele saglige grundpræg. Udfra en kritik af Spitta-og Hedarudgavernes værkbetegnelser stilles den flerleddede toccataform hos B. op over for senbarokkens præludium og fuga, og udviklingen fra Frescobaldi og Sweelinck til Bach anskues i nøje sammenhæng med dur-molharmonikkens fremtrængen og de spille-tekniske landvindinger i forbindelse med udbygningen af en selvstændig instrumental udtryksmåde; alt sammen for så vidt videnskabeligt fællesgods, men af forfatteren udmøntet på overbevisende selvstændig vis i gennemgangen af de enkelte elementer i satsen.

Uden iøvrigt at gå nærmere ind på Paulys mange interessante iagttagelser og sikre argumentation, vil det her være tilstrækkeligt at understrege, at hele afhandlingen, og med den selve konklusionen, virkelig får sagt væsentlige ting om B.s værk og dets historiske placering, hvorfor den på det varmeste kan anbefales enhver, hvis interesse på dette område går ud over fingersætningsproblemer.

A.B.