Grammofon

GRAMMOFON

PENDERECKI: Til Hiroshimas ofre. BACEWICZ: Musik for strygere, trompeter og slagtøj. BAIRD: Erótica. SEROCKI: Sinfonietta for to strygeorkestre. - Stefania WOYTOWICZ (sopran). Warschawa national philharmoniske orkester, dir. Witold ROWICKI. - Philips 835 261 AY.

BAIRD: Fire essays. Expressions for violin og orkester. Variationer uden tema. — Wanda WIL-KOMIRSKA (violin). Warschawa national philharmoniske orkester, dir. Witold ROWICKI. -Philips 835 265 AY.

De, der har besøgt Warschawas efterårs-festspil for ny musik, vil sandsynligvis nikke genkendende til disse optagelser. De er foretaget under festspillene af det polske stats-grammofonselskab Múza, der med bemærkelsesværdig hurtighed og sans for aktualitet lod indspilningerne producere og udgive under selve festspillene, således at der næppe forløb mere end en uge mellem indspilning og salg af færdige plader.

Til gengæld er hverken de her nævnte

indspilninger eller de mange andre, der er blevet til under lignende omstændigheder, nået særlig vidt omkring på grund af manglende distributions-apparat. Herhjemme har en enkelt forretning ført Muza-pladerne — ellers har det kun været muligt at få tag i pladerne ved at henvende sig direkte til Års Polona i Warschawa - det statsforetagende, Muza hører under.

Alene af den grund er disse Philips-overførelser til »Modern Music«-serien af betydning. Og dertil kommer, at indspilningerne har fået et teknisk løft i den nye reproduce-ring, og at de nu foreligger i et udstyr, der gør dem langt mere attraktive i kraft af de ledsagende noter og værk-data.

Der er stadig små mangler ved »Modern Music Series«, man kan ærgre sig over. Noternes kvalitet er svingende. I dette tilfælde er f. eks. Baird-pladen forsynet med en ret løs tekst af Bernard Jacobsen. Og selv om der er rettet godt op på den mangelfulde tekniske kvalitet af Muza-optagelserne, er der naturligvis visse forhold som ikke kan ændres, f. eks. den uklare belysning af de enkelte instrumentgrupper. I begge henseender falder en sammenligning med det netop fremkomne italienske RCA-sæt »La Música Nova« (RCA Italiana SLD 61005) ud til sidstnævntes fordel. Dette treplade-sæt rummer bl. a. en optagelse af Pendereckis »Hiroshima«, dirigeret af Bruno Maderna. Den er ikke musikalsk bedre end Rowickis, men gengivelsen er mere prægnant og Massimo Milas bemærkninger om værket er langt mere givende end dem, man finder i Philips-sættet.

Som eksempel på den banebrydende udvikling i de senere års polsk musik er Pendereckis »Til Hiroshimas ofre« - »Threnos for 52 instrumenter« - nok det mest interessante islæt på disse to Philips-plader. Værket kan ses fra flere sider - dets associations-skabende elementer er uafrystelige, men for hver gang man hører det, antager det med sin koncentrerede form og instrumentale ud-tryksfuldhed stadig ny karakter. Ellers er det Tardeuz Baird, der er pladernes hovedperson. Hans sprog er mindre revolutionerende end Pendereckis, men højst personligt. Mange midler tages i brug til en syntese af suggestiv, romantisk-ekspressionistisk karakter. En helt betagende lyrisk melodik høres i de seks kærligheds-sange for sopran og orkester »Erótica« med den samme solist, der har sunget dem ved en radiokoncert herhjemme: Stefania Woytowicz. Præstationen er så virtuos og medievende som Wanda Wilkomirskas i »Expressions« for violin og orkester.

Grazyna Becewicz og Kazimierz Serocki bevæger sig på mere traditionel grund, navnlig Serocki i sin sinfonietta fra 1956. Det er værker, der ved første overhøring påkalder store forbilleder med neoklassisk adfærdsmønster, men allerede anden gang røber deres individuelle bærekraft.

G. D.-H.

VAGN HOLMBOE: 6. kvartet. PER NØRGÅRD: Quaríetto Brioso. — Koppel Kvartetten. - Wilhelm Hansen Edition LPWH 3011.

Med denne lp introducerer vort største musikforlag sig for alvor som grammofonpladeproducent. Og det med to væsentlige værker. Man kan ganske vist diskutere valget af Per Nørgårds kvartet ud fra den betragtning, at det som det til dato eneste Nørgård-værk, der er bragt på plade, nok må siges at repræsentere et temmelig uaktuelt stadium i denne komponists udvikling. Kvartetten er dateret 1958 på omslaget, men denne datering dækker kun over en omarbejdning - i virkeligheden er kvartetten endnu fire-f em år

ældre. Og de værker af Nørgård, som det for alvor ville være interessant at kunne studere nøjere gennem en plade-indspilning, ligger inden for de sidste tre-fire års produktion.

Men immervæk - denne kvartet er et bemærkelsesværdigt værk. Ikke blot for den, der vil konstatere, hvorledes komponisten i en alder af et-par-og-tyve har suget så megen inspiration og teknik til sig fra sin læremester Vagn Holmboe, at han kan skrive en overbevisende og personlig sats, eller den der konstaterer hans udgangspunkt i en tradition. Men også for den, der har øje for, at Nørgård allerede her røber træk, der peger frem mod de seneste års værker. Metamorf ose-teknikken benyttes nemlig ganske vist - som hos Holmboe - i overvejende grad til tematisk transformation, men der er kim til en overførelse af fremgangsmåden til andre musikalske aspekter, specielt i føstesatsen.

Holmboes 6. kvartet har ventet på denne indspilning. Det er Koppel-kvartetten, der har uropført værket, og allerede ved den første fremførelse, stod det klart, at denne kvartet repræsenterede den vel nok hidtil mest fortættede og suveræne forløsning af Holmboes arbejde inden for kvartet-rammer. De introspektive, ekspressive sider af Holmboes fysiognomi har næppe fundet smukkere udtryk i noget andet værk.

Kvartettens spil er i begge værker overordentlig gennemarbejdet. Teknisk er optagelserne præget af en tør, spids akustik, der nok kommer belysningen af værkernes struktur til gode, men som til gengæld går ud over den klanglige udtryksfuldhed og atmosfære, der også er væsentlige sider af begge kvartetter. Sammenligning med de meget bløde og sonore optagelser af Holmboe- og Carl Nielsen-kvartetter foretaget af Københavns Strygekvartet for Fona er nærliggende, og det synes klart, at der i begge tilfælde opnås ét på noget andets bekostning.

G. D.-H.