György Ligeti: Aventures

Niels Karl Nielsen
György Ligeti: Aventures

I forbindelse med György Ligetis besøg i Danmark i februar måned i år optog fjernsynet hans indtil da seneste værk Aventures. Udsendelsen ventes bragt i løbet af august måned, og jeg skal i den anledning redegøre for en række observationer, jeg har gjort under beskæftigelsen med dette værk. Nogen detailanalyse er hverken tilstræbt eller ønskelig, men i visse af de resultater som fremlægges, vil den interesserede sikkert kunne finde ting, som - udforsket nærmere - vil lette tilegnelsen af værket.

Aventures, en imaginær opera for tre sangere og syv instrumentalister, uropførtes 4. april 1962, på bestilling af NDR. Kompositionen afsluttedes i 1962, men var påbegyndt allerede i 1957. Efter at have forladt Ungarn i 1956 kom Ligeti i forbindelse med Stockhausen, og gennem samtaler med ham kom han inden længe i meget nær kontakt med den musik, som på daværende tidspunkt komponeredes i den vestlige verden. Allerede i 1957 viste der sig væsentlige resultater af hans intense beskæftigelse med dette stof: dels publiceredes hans overordentlig kyndige analyse af Pierre Boulez' Structures, dels udkastede han planen til Aventures, og endelig realiserede han det elektroniske stykke Articulation, som på væsentlige punkter er en parallel til Aventures. Grundideen bag Articulation var »at artikulere musik som om den var tale«, medens det modsatte er tilfældet i Aventures.

Søger man at efterforske rødderne til et værk som Aventures, kommer man langt omkring, ikke blot i musikkens verden, men tillige og især inden for andre kunstområder: først og fremmest navne og titler som Kurt Schwitters' Lautsonate, Joyce's Finegans Wake, Hans G. Helms' Daidalos, Dieter Schnebels Glossolalie, Kagels Sur Scene, værker af Berio og Busotti, musik af Mahler, collager og surrealisme - måske i særlig grad »præsurrealisten« Hieronymus Bosch. Endvidere ligger stykket naturligvis i klar forlængelse af Ligetis egne tidligere kompositioner; helt tilbage i strygekvartetten Metamorphose nocturne fra første halvdel af halvtredserne kan findes stiltræk som indgår i ny sammenhæng i Aventures.

Værket - som har en samlet spilletid på 12 min. — begynder og slutter på samme måde: det skyder frem ligesom ud af urmørket, man aner et vist forløb, og derefter trækker det sig tilbage i urmørket igen. Det har syv afsnit, hvert med sin fonetiske egenart. Afsnittene er følgende:

I. Ængstelig, erotisk-ironisk indledning.
II. Hvisken og mystik.
III. »Conversation«.
IV. Recitativ. Bariton solo. V. »Allegro appassionato«.
VI. Lille konversation.
VII »Action dramatique«.

Et væsentligt aspekt til forståelse af værket må fremhæves her: Det har ingen text, men er bygget op af affekter, fælles udbrud på mange sprog og sproglyde, der er bevidst fremmedgjorte. Disse effekter er delt op i fem hovedkategorier, som hele tiden veksler imellem hinanden:

I. Ironi, spot, hån, latter.
II. Nostalgi, vemod.
III. Overmod, spøg, humor.
IV. Aggression, erotik, lidenskab.
V. Ængstelse, mystik.

De tre sangere bliver altså, eftersom de hver for sig fremstiller fem forskellige udtryksformer, til ialt 15 personer, som på
skift ler ad hinanden, spotter, sørger, er skadefro, bitre, vrængende osv. osv.

En mulig videreførelse af en sådan fremgangsmåde kunne være at dele de tre sangstemmer op på femten eller flere sangere, hvorefter en scenisk fremstilling ville være muliggjort. Efter sigende er Ligetis næste værk netop en fortsættelse af Aventures, som i kombination med dette - under titlen Aventures complètes - vil komme til at udgøre en »anti-opera« til opførelse på scenen.

Til de enkelte afsnit kan knyttes følgende kommentarer: I første afsnit er en stærkt ophidset stemning til stede. Pludselig skiller baritonen sig ud, bliver melankolsk, og derefter patetisk og melodramatisk, hvorefter han les ud af de to damer. Resignerende synker han tilbage.

I andet afsnit - hviskesatsen - dominerer konsonanterne. Der begyndes med p, t og k; men gradvis ændres klangen og afsnittet slutter med b, d og g.

I Conversationsdelen er alle affektkategorierne repræsenterede, mindst 15 personer er til stede ved dette cocktailparty, hvor stemningen først er behagelig, man snakker hinanden efter munden. Efterhånden skifter tonen umærkeligt, samtalen bliver mere og mere truende, man holder sig for næsen, rækker tunge ad hinanden, og det hele exploderer i baritonens forlorent-heroiske udbrud i recitativet. Dette kan tages som exempel på de forskellige udtryksformer, der er nedlagt i hver af de tre stemmer. Det indeholder elementer fra operarecitativer, ironisk fremmedgjorte, som en slags anti-opera. Det er Gøg uden Gokke, Don Quixote uden Sancho Panza, eller Don Juan med sut i munden, kort sagt: Mænd! som damerne udtrykker det.

Allegro appassionato-delen er exempel på mindst to for Ligeti karakteristiske kompositionsprincipper. Dels: at et tuttisted pludselig afbrydes, således at man blot hører en eller to stemmer, hvorefter tuttistedet fortsætter lige så pludselig igen - af ham selv betegnet »som om et vindue ud til en gade pludselig blev lukket og åbnet igen«. Dels: den strengt kontrapunktiske stil som siden er yderligere udbygget i hans Requiem. Om noget tilgrundliggende serielt princip er der næppe tale. »Hver tone har både en vandret og en lodret orientering, en afhængighed ligesom i et krydsord, der ikke er fastlagt fra begyndelsen, men må tilpasses efterhånden, som et resultat af både spekulative og intuitive forestillinger.«

I sjette del afbrydes den erotiske ménage a trois pludselig af baritonens indsigtsfulde »A-ha!«, hvorefter den frygtelige afsløring (hvilken?) råbes ud for alle vinde, forstærket af megafoner.

VII og sidste afsnit er en art »operafinale«, kædet sammen af en kromatisk faldende linie, hoquetusagtigt fordelt mellem de tre sangstemmer. Værket slutter med alten alene. De øvrige medvirkende står som stivnede, den isnende stemning, hvormed værket begyndte, vender tilbage. I en blanding af ængstelige og stærkt erotisk-farvede udbrud synker alten sammen, lukker sig om sig selv, isolation, stilhed. In my end is my beginning.