Melodien, der blev væk...

Melodien, der blev væk...

Mens Musiktidsskriftets redaktion har puslet med udgivelsen af dette nummer, er en principiel debat, båret af en højrøstet proteststorm, fløjet forbi vor hyggelige Møntergade mod Kulturministerens udsatte residens nede ved Kanalen. Burde vi have stukket hovedet frem og kastet vore beskedne 32 sider ind i den malstrøm af beskrevet papir, der fra øst og vest har prædiket pro eller contra?

Vi modstod fristelsen, for det viste sig jo snart, at kulturdebatten ikke rigtigt handlede om musik. Den drejede sig om malerier, der intet forestillede; om digterværker uden mening; om Klaus Rifbjergs provokerende virksomheder; samt om nødvendigheden af at de således fastslåede kulturgoder værdsættes uden for en kreds af direkte implicerede. Den moderne musik blev næppe nok draget ind i debatten og slet ikke anbragt i nogen gabestok til almindelig bespottelse.

Her modståes fristelse nummer to: at foregøgle sig den moderne musik som værende så rodfæstet i danskernes bevidsthed, at dens understøttelse kun kan fremkalde et respektfuldt, lavmælt samtykke i alle skatteyderes sind.

Tværtimod må man vedgå, at melodien, der blev væk i kunstdebatten, er et lidet smigrende eksempel på den moderne musiks minimale andel i dansk kultur anno 1965; med heraf følgende anledning til at gribe i egen barm, hvor nogle af årsagerne til den nye musiks alt for sekteriske udfoldelser er at finde.

Vi skal være de første til at beklage, at kunstfonddebatten kostede nogle talentfulde og (efter vor mening) højt fortjente komponister en velmotiveret anerkendelse; men resulterer den i erkendelsen af, at de hidtidige anstrengelser i den nye musiks tjeneste har været utilstrækkelige til at placere denne på linje med moderne litteratur og billedkunst i den offentlige bevidsthed, kan den blive en lykkelig indledning til en udadvendt aktivitet i de kredse, der hidtil i for høj grad har betragtet moderne musik som en privatsag.