Carl Nielsen som Prosaist

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 04 - side 105-109

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Tom Kristensen
Carl Nielsen som Prosaist

Der er naturligvis kun een Maade at lære Carl Nielsen at kende paa, og det er at lytte til hans Musik. Men naar Musikken nu virker paa et Menneske som et svært tilgængeligt Sprog, er der for dette Menneske dog ogsaa en anden Vej at trænge frem til Forstaaelse af, hvor betydelig og oprindelig en Personlighed Carl Nielsen var, og det er en intensiv Fordybelse i hans to Prosaværker Levende Musik og Min fynske Barndom. Selv om man ikke kender en eneste Tone af hans Kompositioner, vil man gennem disse tre hundrede Sider ædelt Dansk ikke kunne undgaa at fornemme, at man staar Ansigt til Ansigt med en Kunstner af Format; og selv om man ikke er i Besiddelse af den fornødne musikkritiske Teknik, vil man gennem Læsningen af hans Prosa sikkert kunne gisne sig frem til en Karakteristik af hans musikalske Værk, i den Tro naturligvis, at det er samme Fingeraftryk, et Menneske efterlader sig, hvad enten det er paa et Klavers Tangenter eller paa en Autobiografis Blade.

De Opgaver, som Carl Nielsen i sine to Prosaværker har taget op til Behandling, er ingenlunde lette. I Levende Musik har han med Ordets Kunst prøvet paa at fortolke Musik og forklare musikalske Problemer, og naar man straks kan fastslaa, at han skrev om disse ubeskrivelige Emner uden et Øjeblik at forsvinde i lyrisk Duft og Ingenting, er det vel nok den største Kompliment, man kan give en Prosaist. Af andre Forfattere er kun Søren Kirkegaard og Jacob Paludan sluppet nogenlunde heldigt fra lignende Eksperimenter. Og i Min fynske Barndom er Carl Nielsen med en saadan reel Dygtighed sejlet uden om Sentimentalitetens Skær, at Bogen uden panegyrisk Overdrivelse kan sidestilles med Jeppe Aakjærs »Fra min Bettetid«.

Denne Sikkerhed skyldes imidlertid Carl Nielsens Skønhedsopfattelse. Han var ikke udflydende, han var ikke uklar, og naar han hyldede Platons Ord: Thi det er og bliver en skøn Tanke, at det nyttige er skønt og det skadelige hæsligt, traadte han dermed mangen usund Lyrisme under Fode, som om det var Giftsvampe. »Derfor kan vi vel nok svare,« siger han selv i Artiklen Musikalske Problemer, »ifald nogen spørger os, hvad Skønhed er, at det nyttige i hvert Fald er en Del af det Skønne«.

Med denne Skønhedsopfattelse maatte Carl Nielsen naturnødvendigt komme til at skrive et nyttigt og væsentligt Dansk, hvis Skønhed er, at det saa præcist som vel muligt skal dække over en Realitet. Men med denne Skønhedsopfattelse in mente forstaar man ogsaa bedre hans Usentimentalitet, og det er derfor heller ikke uden Grund, at man i hans Barndomsskildring hæfter sig ved de udførlige Beskrivelse af, hvorledes man skærer Tørv eller skærer Sten, Beskrivelse, der kan minde om den gamle Goethes Glæde ved al Slags Viden. Carl Nielsen er nemlig aldrig blevet saa meget Musiker, at han har glemt Haandværkeren i sig. Han er aldrig blevet saa meget af en Nyder, at han har glemt sin Sans for Orden. Og det er derfor ogsaa med en vis Glæde, at man fremhæver det Sted i »Min fynske Barndom«, hvor han for første Gang kommer ned i Odense Havn og ser Skibe og i den Anledning skriver: »Men de mange Tove og Liner i alle Retninger forvirrede mig noget, og jeg syntes, det hele var saa lærd og uforstaaeligt, skønt det regelrette deri dog ligesom gjorde mig godt.« I sin nøgterne Enkelhed staar denne Passage paa Højde med Beretningen om hans Møde med det første Klaver: »Her laa Tonerne i en lang, skinnede Række for mine Øjne. Jeg kunne ikke alene høre dem, men jeg kunde se dem.«

Den fremherskende Egenskab hos Carl Nielsen er saaledes en Slags Ordenssans, og Som Prosaist har denne Sans ikke alene været ham til Gavn; men den har været hans Lykke. Hvor tit er det ikke hændt en Kunstner, naar han har villet gaa fra en Kunstart over i en anden, at han har blandet dem begge sammen og skabt en Forvirring, som kun kan benævnes Pløre. Det er jo saa svært at give Afkald paa et Virkemiddel, som er ægte indenfor een af Kunstarterne. Det koster i hvert Fald stor Umage, og det kræver en dyb Indsigt at kunne omforme dette Virkemiddel saa fuldstændigt, at det med Held kan overføres. Men Carl Nielsen havde den Indsigt, og han gad ogsaa gøre sig den store, store, næsten overmenneskelige Umage.

Blandt moderne Mennesker har der vel ikke været nogen, der i den Grad har hadet Sammenblanding af Musik og Maleri, Arkitektur og Litteratur som Carl Nielsen. Han opfattede hver Ting for sig. Han forstod vist ogsaa, paa hvilke Punkter de forskellige Kunstarter kunde løbe parallelt. Men han fortabte sig aldrig i Fantasier og Fantasterier om en Sammensmeltning. I Indledningen til Artiklen Ord, Musik og Programmusik fortæller han saaledes om en Landmand, der gaar paa sin friskharvede Pløjemark og finder mærkelige Sten, og han tilføjer: »I Fald Manden ikke er alt for fantasirig og ikke i den fundne Sten ser en Hund, en Kat, en Fugl eller anden Skabning, saa har vi her den oprindelige Sans for Plastik, som er saa lovende, og hvorpaa i Virkeligheden al plastisk Forstaaelse beror. Dette enkle Forhold, at Tingen ikke skal betyde eller forestille noget som helst, men alligevel vækker vor Opmærksomhed og Forundring blot ved det sanddru, organiske Spil af Former og Linier, det er Urdannelser i det, vi kalder vort Sjæleliv, som Kridt, Moræneler og Muldjord er det i Geologien. Det er fra disse Lag, Kunsten skal vokse op og blive personlig og særegen«.

Musikken er altsaa efter Carl Nielsens Opfattelse en Kunstart, der kun kan opfattes gennem sig selv, eller for at sige det med hans egne Ord: »Heller ikke kan det forkyndes ofte nok, at Musik intet som helst kan udtrykke, der kan siges med Ord eller vises i Farver og Billeder«. Og Prosaen skal ligeledes afgrænses stærkt. Den maa ikke glide over i Maleri, og den maa heller ikke glide over i Musik.

Nu var Carl Nielsens Farvesans imidlertid ikke saa udpræget. Ganske vist kunde Toner danne Synsbilleder for hans indre Øje, hvad der ikke er saa ualmindeligt; men naar han som Hornblæser for Regimentet i sin Tid blæste de fire Signaler, Nummer et! Nu er det os! Tredje Kompagni er et rask Kompagni! Fjerde ligesaa! saa dannede der sig følgende Billeder: Ved det første var Solen lige staaet op, og der var en Række Soldater langt borte, der hilste og svingede med Huen. Ved det andet saa jeg nogle Soldater rejse sig op, og de saa ud, som om de var forberedt paa at gaa i Døden. Ved det tredje var det nogle smaa snavsede Folk i Uniform, der løb fremefter, og de prosaiske Brødposer daskede idelig op og ned paa deres Hofter. Ved det fjerde var det en Række høje, blonde Soldater, der stod stille og greb fast om Geværet.

Farverne i disse Visioner er matte, hvis der overhovedet er nogle. Bevægelsen eller Manglen paa Bevægelse (de stod stille) er udpræget. Visionerne er tydeligt nok motoriske, en Ejendommelighed, der maaske hænger sammen med Carl Nielsens Egenart som Komponist.

Og undersøger man de ganske faa Farvebilleder i hans Prosa, vil man opdage, at de hurtigt forsvinder. Et Sted i Min fynske Barndom skildrer han saaledes, at Moderen var dybt bedrøvet, fordi der kun fandtes lidt Brød og en Krukke Hestefedt i Huset. »Fedtet«, fortæller han paa sin næsten enfoldige Maade, »var nu stivnet, og jeg ser endnu for mig den gullige Overflade. Mor havde skaaret Skiver af Brødet, stod endnu med Brødkniven i Haanden og skulle lige til at smøre Fedtet paa. Da brast det for hende; jeg saa en stor Taare falde ned paa Kanten af Krukken og sprøjte ud til Siderne som en Stjerne«. Bevægelsesbilledet fortrænger med sin eksplosive Kraft Erindringen om Fedtets gullige Overflade. Det motoriske har her som næsten overalt taget Magten over det maleriske.

Det eneste Sted i Carl Nielsens Prosa, hvor Farverne ligesom faar Lov til at hvile, er i Skildringen af den ældste Søster, som led af ulykkelig Kærlighed. Hendes Klædedragt har gjort et uudsletteligt Indtryk paa ham, hendes gule Straahat, det store, lyseblaa Silkebaand om Livet, og han slutter sin Beretning om hende med det eneste Farveraffinement, som overhovedet findes i hans Prosa: »og hun gik langsomt med bøjet Hovede og lignede en blegrød Rose henimod Aften«.

Undersøgelsen af det maleriske i Carl Nielsens Prosa giver saaledes nærmest et negativt Resultat; og tager man fat paa at mikroskopere hans Billeder, Sammenligninger, hans Skildringer, hans Stilkompositioner, viser det sig da ogsaa, at hans Interesser ligger andet Sted. De litterære Sammenligninger er kun faa, en ganske enkelt er hentet fra Holberg, de andre næsten alle fra Biblen. Et særligt smukt Eksempel findes i Min fynske Barndom, hvor en tysk Teglværksarbejder fra Lippe Detmold og hans Kammerater altid minder ham - Gud ved hvorfor, siger han selv - om Josef og hans Brødre fra Bibelhistorien. De fleste af Carl Nielsens Sammenligninger er dog hentet fra Naturen og er alle udformet med en stor Kunstners Sans for Plastik og Bevægelse. Enkelte fra Teatret maa imidlertid ikke glemmes. De kan have en vis kuriøs Interesse, naar man tænker paa hans senere Løbebane, den, han aldrig har beskrevet.

Hovedkilden for Carl Nielsens Prosa er saaledes Naturen, og kan det undre nogen, som kender hans Musik eller har kendt ham personlig?

Tager man disse Sammenligninger med Naturen frem for sig, een efter een, vil man bemærke, at den saglige Tone i dem er det vigtigste. Ingen Bondemand skal kunne gribe Carl Nielsen i, at han siger noget Sludder. Naar han derfor i Ord, Musik og Programmusik siger: »Den ene kunstart kan slet ikke trives uden den anden, og det er en bekendt Sag, at naar man saar Byg og Havre imellem hinanden i samme Ager, saa bliver begge Kornsorter kraftigere, end om de var holdte hver for sig«, hører man straks, at han taler som en Mand med Forstand. Deraf det tilforladelige i hans Stil. Derfor den Tryghed, hvormed man lytter til hans Ord.

Men det er ikke alene Tryghed, man føler. Man opdager hurtigt, at Billederne klares af en særlig usentimental Humor, der staar saa glimrende til den saglige Tendens. Henrivende er saaledes Beretningen om den flotte Violinkasse, han engang som Dreng blev nødt til at slæbe af med, hvilken Situation han selvironisk fremstiller ved Hjælp af følgende Billede: »Folk paa Gaden vendte sig om og gloede efter Violinkassen, og da det var mig, der bar den, og jeg nærmest lignede en Graaspurv i min Hvergarnsdragt, der stod stift af Klister efter et Regnvejr og paafølgende Solskin, var det vel nok Kontrasten mellem Kassen og mig, der vakte Opmærksomhed«.

Og gaar man videre i Undersøgelsen af disse Sammenligninger, vil man se, at alle de Egenskaber, han deri røber, alle tenderer mod Sans for Klarhed, Sans for Plastik og Bevægelse, smukkest maaske i Skildringen af Søsteren Sophie, en Skildring, hvor alle disse tre Egenskaber er sammensmeltede til eet stort, artistisk Hele: »Hendes Væsen var Blidhed og Godhed. Hun var som en Due, der tænker paa at sprede Vingerne, men venter lidt endnu«.

Det ejendommeligste ved denne saglige, humørfyldte, plastiske Natursans er imidlertid, at den hos Carl Nielsen var parret med en Trang til Primitivitet. Nogle af hans mærkeligste Barndomsoplevelser i Min fynske Barndom bærer Spor af dette. Men for en Gangs Skyld er der maaske Grund til at sætte ind med Kritik. Carl Nielsens Primitivitet kan virke villet. Hans Naivitet kan virke altfor bevidst. Man kan læse Skildringen om, da han første Gang saa et Spinet (Min fynske Barndom Side 22) eller første Gang fandt en Galoche (Min fynske Barndom Side 94-95), og man vil forstaa, at der i Carl Nielsens Intelligens laa en farlig Lyst til at ville konstruere primitivt. Morsomt er det konstrueret, det skal indrømmes. Men Natur er det ikke.

Saaledes skildrer Carl Nielsen f. Eks. Spinettet: »Nu tog min Mor alle Tingene bort, løftede Laaget tilbage mod Væggen, og hvad ser jeg! Inde i Halvmørket dukkede efterhaanden de forunderligste Ting frem. Helt ude tilhøjre paa en Afsats i Kassen stod en Mængde smaabitte Tørvestakke. Eller var det smaa Soldater? Ud fra Maven paa hver Soldat gik der en lang Guldsnor. Nogle af Snorene krummede sig helt vildt, og flere Steder var de snoede saaledes ind i hverandre, at det saa ud som gyldent Vand, der sprøjtede«. Og er Carl Nielsen da paalidelig her som en Bondedreng? Eller upaalidelig som en Digter? Man føler sig i hvert Fald paa gyngende Grund. Man føler sig usikker. Men man føler ogsaa, at morsommere kunde selv Johs. V. Jensen ikke være.

Billeder hentet fra Naturen er altsaa Carl Nielsens mest iøjnefaldende Virkemiddel, naar han arbejder med Ord. Han bruger dem ogsaa, naar han forsøger sig paa det vanskeligste af alt, at anskueliggøre Musik. Men har han da ikke hentet Virkemidler fra Musikken, kunde man spørge? Har han da ikke uden at sammenblande Kunstarterne omformet visse musikalske Greb, saa de blev til Prosa? Og hertil maa man svare : Jo.

Men det er ikke sket overfladisk. Det kan ikke ses af Sammenligningerne. Derimod mærker man i mange af Erindringsbillederne, at de er hørte. Saaledes beskriver han omstændeligt sin tuberkuløse Søster Karen Maries Stemme: »Hendes Røst var smuk og dyb og gav ligesom Genlyd nedefter, naar hun talte; først mange Aar senere kunde jeg forstaa, at det hang sammen med hendes Sygdom«. Klangen af hendes Hoste husker han ligeledes tydeligt.

Dette er imidlertid saa selvfølgeligt, at flere Eksempler ikke behøves. Naturligvis maa en Musiker have Klangerindringer, og det vrimler da ogsaa med dem i begge hans Bøger i en saadan Grad, at et umusikalsk Menneske kan blive helt misundelig og længes efter denne forunderlige, lydlige Sanseverden, som paa saa uretfærdig en maade er blevet lukket af for ham.

Derimod mærker man i Carl Nielsens Stilkomposition, at han er Musiker, inde i selve Prosaens Struktur. For dog ikke at gøre denne Undersøgelse for analytisk, skal jeg indskrænke mig til at bevise det ved hjælp af to Eksempler.

I Artiklen Ord, Musik og Programmusik skriver Carl Nielsen et Sted: »Programmet eller Titlen maa da i sig selv indeholde et Stemnings- eller Bevægelsesmotiv, men aldrig et Tanke- eller konkret Handlingsmotiv«, et rent praktisk Raad for Musikere. Men bevarer man dette i sin Erindring, medens man læser hans to Bøger, vil det vise sig, at man ustandseligt støder på Stemnings- og paa Bevægelsesmotiver.

Nu er det svært at definere Ordet Stemning; men har man først faaet Opmærksomheden henledt paa, at den saglige Carl Nielsen regnede med noget, han kaldte Stemning, vil man ikke kunne undgaa at finde frem til en vag Forstaaelse af, hvad han mente med det Ord.

I Min fynske Bardom fortæller han nemlig Side 149-51, hvorledes hans Mor, medens de gik og gravede Kartofler op, advarede ham mod daarlige Kvinder og mod den franske Syge. Især fortæller hun en forfærdende Historie om en syg Kvinde paa Aarslev Mark, der led af denne frygtelige Sot. Og denne Beretning slutter Carl Nielsen saaledes: »Samtidig med, at Mor talte om alt dette, hændte det, at vi af og til gravede fordærvede Kartofler op; Lugten af dem blandede sig saaledes sammen med Mors indtrængende, stærktfarvede Skildring, at den syge Kvinde, den tunge Luft, den fugtige Muld, de faldende Blade paa de stinkende Kartofler gik ud i ét til en besk og uforglemmelig Erindring«.

Dette er en Stemning, et Erindringsbillede, hvor Fornemmelser fra alle syv, otte Sanser glider sammen til eet Hele, og har man først opdaget denne Sandhed, vil man hurtigt blive klar over, hvorledes Carl Nielsen ustandselig kredser om denne Form for Oplevelser og med Ord forsøger at afrunde dem. De er en Ejendommelighed ved hans Prosa. De svarer til Johs. V. Jensens Myter.

Bevægelsesmotiverne giver sig af sig selv. Dem skal man kun konstatere. Men det skal dog fremhæves, at Carl Nielsen altid er paa fuld Højde, naar han skildrer Kørselsulykker eller andre motoriske Oplevelser. Det har han langt stærkere Sans for end f. Eks. for Farver.

Til Slut skal er kun fremføres et Eksempel til, men til Gengæld et meget markant Eksempel paa, hvorledes Carl Nielsen forstod at overføre et musikalsk Virkemiddel paa Prosaen uden at sammenblande Kunstarterne.

Det, som Carl Nielsen i Musikken interesserede sig mest for, var efter hans eget paradoksale Sigende Pausen, og i Artiklen Musikalske Problemer skriver han: »Hvad er nemlig en saadan Pause? Den er i Virkeligheden en Fortsættelse af Musikken. Den er ligesom et Klæde, der er bredt over en plastisk Figur, hvoraf det skjuler en Del. Vi ser ikke Formen under Klædet; men vi ved fra det utildækkede, at den er der, og vi føler den organiske Sammenhæng mellem de Partier, vi ser, og dem vi ikke ser. Pausen er i de sidstnævnte Tilfælde ikke en Afbrydelse, men en underforstaaet Fortsættelse af den musikalske Strøm«.

I Min fynske Barndom er det lykkedes Carl Nielsen at overføre dette musikalske Virkemiddel til Prosaen, og for at klargøre dette bliver det desværre nødvendigt at understrege Pausen, at gøre den til det modsatte af, hvad den er. Men man tilgive mig, at jeg for een Gangs Skyld gør Pausen til det væsentlige.

Side 87 i Min fynske Barndom fortæller Carl Nielsen om sin ældste Søster, der led af en ulykkelig Kærlighed til en Smed. En Dag er han gaaet en Tur i Skoven med denne Søster. De sidder et Sted i Nærheden af Skovens Udkant og opdager, at de ikke befinder sig ret langt fra Landsbyen med Smedien. Da staar der med danske Ord i dette Stykke fabelagtige, musikalske Prosa: »Gennem Træernes Grene kunde vi se Søbysøgaards Sø uden en eneste krusning. Nede fra Bredden hørte vi nogen tumle med nogle Heste, men saa kørte de bort, og der blev helt stille Igen. Jeg syntes, alting varede saa
umaadelig længe, og jeg vilde nok have plukket nogle Blomster, som stod nede ved Søen, men havde alligevel ikke rigtig Lyst. Pludselig hørte vi en hel munter Klang af Slag paa en Ambolt henne fra Smedien i Søby. Tre og tre raske Slag efter hinanden i nogen Tid. Min Søster rettede heftigt paa sit blaa Skærf, idet hun rejste sig, og jeg lagde Mærke til, at hendes Mund stod aaben, og hun drejede Hovedet bort efter Lyden«.

Pausen er understreget af mig; — men aldrig i dansk Prosa er den Elskedes Nærhed blevet understreget og fremhævet af saa genial en Pause, og aldrig er en Pause blevet saa fint psykologisk fortolket som i dette Stykke Dansk.

Her er et musikalsk Virkemiddel virkelig blevet omformet til et stilistisk, og Carl Nielsen har med denne Prosapassage bevist, at det ikke alene var Musikken, han mestrede, at han ogsaa i Prosaen hørte til vore Store.

(Genoptrykt fra Dansk Musiktidsskrift 1932 nr. 1).

Årgang 40/1965, nr. 04