Litteratur - En Carl Nielsen-bog

LITTERATUR

En Carl Nielsen-bog

CARL NIELSEN i hundredeåret for hans fødsel. Redigeret af Jürgen Baltzer. Nyt Nordisk Forlag -Arnold Busk 1965. 121 sider, pris kr. 21,75.

I anledning af hundredåret for Carl Nielsens fødsel er udsendt en bog om hans værker under redaktion af Jürgen Balzer. Forskellige forfattere har ydet deres bidrag, og indholdet former sig væsentligt som en kort gennemgang af værkerne ordnet efter genrer. Thorvald Nielsen har skrevet en smuk artikel om sine personlige indtryk af komponisten, levende fortalt og skildret med ægte begejstring, det, der er særkendet for den ældre generation af musikere, der har haft personlig kontakt med Carl Nielsen.

De to ypperlige artikler om vokalmusikken, Søren Sørensens om korværkerne og Nils Schiørrings om sangene, belyser klart den

danske sangtradition og de fornyende momenter Carl Nielsen tilførte den. Disse to bidrag er bogens bedste. Desværre føles den temmelig overfladiske formgennemgang af symfonier, kammermusik (Hamburger) og koncerter (Rosenberg) utilstrækkelig. Carl Nielsens personlighed, hans stil og hans tilhørsforhold til forgængere og samtidige komponister fortegnes. Hvorfor nævnes hans store samtidige Rued Langgaard ikke? Man betoner for stærkt sammenhængen med Brahms, mens Reger, der optog Carl Nielsen stærkt, forties. Havde det ikke været på sin plads ved hundredårs-festen at få Carl Nielsens satsteknik i de instrumentale værker belyst gennem en dybtgående strukturanalyse? Jeg tror, det ville have givet et virkeligt interessant billede af komponisten. Der kan måske hertil indvendes, at en sådan specialundersøgelse kun henvender sig til et begrænset publikum, men da bogen tillige udgives med engelsk oversættelse, må der givetvis være grundlag for at publicere et større, banebrydende arbejde. De foreliggende formoversigter er i og for sig heller ikke populære, da de kræver, at læseren sidder med partituret, for at kunne forstås med udbytte. Men ret beset tager en sådan formanalyse af det rent oversigtsmæssige sig temmelig fattig ud, for i virkeligheden, sådanne opremsninger af et værks ydre disposition kunne lige så godt anvendes om en Haydn en Bruckner, som om en Carl Nielsensymfoni.

Når man kommer til 6. symfoni ramler også hele »korthuset«. Hamburger siger: »Af de klassiske formmønstre findes der, fraset finalen, så godt som ingen spor, overhovedet kendetegnes værket i flere henseender ved en stilistisk nyorientering«. Javel, men her begynder det netop at blive spændende, det med formen, her var der netop grund til at bore dybere, at finde en udviklingslinie bagover eller fremover fra de øvrige symfoniske værker, al den stund Nielsen selv ustandselig eksperimenterede, opfattede formen som noget levende, en organisme, der ikke kunne spændes inde i et akademisk skema »Det ene skal gro frem af det andet« citerer Hamburger efter Carl Nielsen, og netop denne udtalelse viser, hvor intenst, komponisten arbejdede, hvorledes formen voksede frem for ham så at sige fra det mindste motivkim. En dybtgående strukturanalyse kunne sikkert nå til opsigtsvækkende resultater, opsigtsvækkende, fordi de ville placere Nielsen på linie med en række senromantiske symfonikere fra Centraleuropa og tillige stille ham som forpost til nyere mestre (f. eks. Bartok). Det kunne man måske vide i forvejen, men derfor ville det alligevel være vigtigt at få det dokumenteret i denne forbindelse.

Om den organiske vækst hos komponisten læser man hos Hamburger, at »med denne evne er vist næppe nogen nyere komponist kommet Beethoven nærmere end Carl Nielsen«. Man vil gerne se konkrete beviser! Om 3. symfonis 2. sats siges med henblik på den unisont fremførte melodi med det »mixoly-diske« b, at Nielsen her »åbenbarer på det lykkeligste sin nære pagt med den rene enstemmighed, således som denne nåede sit europæiske højdepunkt i middelalderens grego-rianske sang«. Ja, sådan er man jo her til lands vant til at bedømme hans melodik, men Nielsen er nu engang ikke så middelalderlig, som man vil gøre ham til. Det melodiskmodale spores rundt om hos mange komponister på den tid; hvad med Nielsens svenske ven Stenhammar? I hans g-moll syfoni, der er noteret med eet b i stedet for to (altså på »dorisk« manér), optræder »rene« melodier, et udbrud fra den funktionsbestemte melodik hos højreromantikerne (og for så vidt også hos klassikerne), ja selv senromantikere som Liszt og Mahler åbner nye tonale muligheder gennem indførelsen af andre intervaller inden for dur-moll systemet, og hvad med Janácek?

Bøhmens Carl Nielsen. Det lå i luften at arbejde med »friske« intervaller uden, at man derfor bevidst ville arkaisere, og samtidigt opløstes det senromantiske toneområde og banede vejen for det kommende, det nye afgørende og stabiliserende, Dodekafonien.

Det ville også være af interesse at få undersøgt, i hvor stor udstrækning Nielsen var influeret heraf. Selv om han afskyede Schönberg, må der et eller andet sted ligge en påvirkning, hvorfor ellers hans noksom bekendte (og ægte) begejstring for Wagners »Tristan«? Trods vor tilvante danske opfattelse af Nielsens stil, står hans musik dog som det klareste udtryk for en tid, på en gang ny og samtidigt så stærkt traditionel. Dette sidste beror ikke på en »historisk« tilknytning til gamle stilperioder, men simpelthen til de brydninger, han selv oplevede i tiden. Bartóks velkendte bemærkning til Nielsen: »Mester, er jeg moderne nok«? indeholder i hvert fald den sandhedskerne, at man uden for Danmarks grænser så og ser anderledes på hans musik. Det gør den netop aktuel, men hvis hans musik blot skal ses som et udslag af et lille privat opgør med dansk (og germansk) senromantik ved hjælp af kirketonearter og gre-gorianik, så tror jeg ikke, Nielsens musik ville have noget af interesse at meddele den store verden.

Redaktørens egen artikel om operaerne er fyldig og velskreven, kun spørger man sig, hvorfor Jürgen Balzer har villet give os et lynkursus i operaens historie. Den plads, som denne oversigt optager, kunne have været bedre anvendt.

B. J.

CARL NIELSEN: Kompositioner. En bibliografi ved Dan Fog i samarbejde med Torben Schousboe. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, København 1965. 64 sider, pris: kr. 12,75.

Den, der har anvendt megen tid i mere eller mindre forgæves søgen efter bibliografiske oplysninger om Carl Nielsens musikalske og litterære produktion, vil utvivlsomt hilse denne nyttige bogs udgivelse med glæde. Her synes nemlig for første gang fremkommet en overskuelig og (såvidt det kan bedømmes) autoritativ håndbog over den tilgængelige del af Carl Nielsens værker.

Forfatterne har omhyggeligt anført de 222 numres biografiske data: titel, besætning, spilletid, uropførelser, trykte udgaver, førsteudgave, samt, hvor det har været muligt, manuskriptets opholdssted. Med hensyn til det sidste kan man beklage, at det kun har været muligt at opgive »privateje«, mens de lykkelige ejermænds navne dølges bag anonymiteten. Det ret store antal manuskripter i privateje vidner nemlig klart om de vanskeligheder, der møder Carl Nielsen-forskningen og de besværligheder, de interesserede vil få med at opspore hvilke privatpersoner, der sidder inde med de manuskripter, han skal bygge sine resultater på.

Foruden gennemgangen af Carl Nielsens kompositioner indeholder bogen en fortegnelse over hans vigtigste litterære værker, et titelregister og - hvad der vil forøge dens anvendelighed ved almindelige biografiske studier - et personregister, der rummer et væld af interessante navne Carl Nielsen og hans værker vedrørende.

jeb.

• Tilsendt fra forlagene

Litteratur:

Eget forlag: Dansk Udsyn.

Barenreiter- Verlag:

Peter Prelleur: The Modern Musick-Master (Faks).

Gjellerup:

Ejnar Hartby: Cantiones Latinae.

Musikalier:

Boosey & Haivkes:

Stravinsky: Elegy for J. F. K.

Breitkopf & Hart el:

Rosenstengel: Musikalischer Spielplatz

nr. 8 + 10+13-

Jürg Baur: Dialoge for Violoncell og Klaver. Joh. Nep. David: Zweite Sonate for violin solo. Zbinden: Präludium, Fuge und Postludium for

trompet og klaver.

Heinrichshof en's Verlag:

Joh. Fr. Fasch: Concerto for fagot, strygeork. og basso continuo (score).

Carl F. Abel: Concerto C-Dur for fløjte og strygeork. (score).

Thomas F. Wood: Liebwertes Tanzbüchlein aus dem Rokoko for blokfløjte.

Francis D. Miller: Tänze aus dem französischen Rokoko for blokfløjte.

W. Hillemann: G. Fr. Händel: Chaconne fór 2 altblokfl. og continuo.

W. Hillemann: H. Purcell: Chaconne fór 2 altblokfl. og continuo.

Otto Rosenberger: Musik für Harfe.

Stamitz: Konzert C-Dur fór violin og strygeork. (partitur).

Leclair: Sonata B-Dur fór 2 violiner og continuo.

Campagnoli: Konzert D-Dur for fl. og ork. (partitur).

Rust: Sonate D-Dur for 2 violiner.

Musikhøjskolens forlag:

J. Ph. Krieger: Rufet nicht die Weisheit, Kantate for soli, kor og strygere (Edition KB 115).

Oxford University Press:

William Mathias: O Sing Unto The Lord (korblade).

Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik: E. Reesen: Kong Kristian stod ved højen mast — Der er et yndigt land (for harmoniork).