Spredte betragtninger i anledning af en hundredårsdag

Poul Rovsing Olsen
Spredte betragtninger i anledning af en hundredårsdag

Der lever en udbredt tro på, at en komponists livsværk er en materiale-samling, en gruppering af stiltræk, der for den interesserede iagttager peger måske frem, måske tilbage, og som i visse tilfælde kan gribes og videreføres af en efterfølgende generation. Det hænder, at komponisten ligefrem udnævnes til at have været forud for sin tid, hvad der åbenbart er noget meget betydningsfuldt.

For mig er slig tale laboratorie-tale. Et stykke musik er ikke en kemisk forbindelse, men et menneskes billede - eller snarere: sjæl (og et menneske kan jo have mange sjæle). Det dragende ved en stor komponists livsværk er ganske simpelt, at man gennem det lærer et egenartet menneske at kende. Han bliver éns ven, man blander blod med ham.

Det kan godt være, at Carl Nielsen set udefra kun har status som en kunstner i andet plan. På linie med tyskernes Reger og Pfitzner eller franskmændenes Chausson og Chabrier, hvis verdensberømmelse er begrænset til verdener af de små. Uretfærdigt? Ja, måske. Men hvad gør det? Selv om vi, der var unge under krigen, i stigende grad bliver os bevidste som europæere, kan vi ikke komme bort fra, at Danmark er vort europæiske sogn, og at vi har bedre forudsætninger end de fleste andre for at forstå, hvad der bevæger sig i vore medsognebørn. Vi vil have svært ved at sælge »Maskarade« for »Rosenkavalleren«.

Hvad der drager mig i Carl Nielsens musik er ham selv: Han er underfundig og levende, som Mozart var det, ikke indsvøbt i et edderkoppespind af aristotelisk logik, frygtindgydende etiske idealer eller blegrød følsomhed. Han kan ikke alene smile, han kan le. Og de eneste, der fortjener at blive taget alvorligt, er dem, der ikke tager tingene helt alvorligt.

Carl Nielsen blev den, han blev, fordi han var født i en landsby som søn af en fynsk spillemand. Fordi han selv som dreng sad dagen igennem på marken med dyrene, og fordi han selv som dreng var med til at spille op til bal blandt bønderne. Han bevarede altid mindst ét ben på jorden.

Siden blev han en lille konge i dansk musikliv, og det er en kendsgerning, som igennem den sidste halve snes år har givet anledning til mange forunderlige kommentarer. Nielsen er blevet gjort til syndebuk for, hvad der åbenbart betragtes som graverende danske undladelsessynder. Det er hans skyld, at vi ikke tog de tyske senromantikere samt Schönberg med elever til os, som var de vore egne. Skulle dette være rigtigt, måtte man få en mistanke om, at Nielsen har haft en verdensomspændende indflydelse, vi hidtil ikke er blevet orienteret tilstrækkeligt om. For hvor havde senromantikernes og Schönberg-skolens musik afgørende gennemslagskraft i Nielsens levetid udenfor det såkaldte tysktalende område (altså Tyskland og Østrig)? Sandelig ikke mange steder.

Det skal åbenbart også være Nielsens skyld, at vi længe vægrede os ved at tage Debussys nye stil til vore hjerter. Men det danske forhold til Debussy var ikke stort anderledes end de øvrige nordiske landes. Nej. Der er ingen grund til at skyde på Nielsen. Sagen er den, at vi - alle små forbehold til trods - stadig fulgte de tyske signaler, og tyskerne havde jo længe besvær med at vise den helt store begejstring for den musik, man gerne kalder impressionistisk.

Så er der snarere hold i anklagen mod Nielsen for at have givet Wagners navn en ilde klang i danske musikøren. Visse betragtninger i »Levende Musik« blev citeret med fryd af Nielsens åndelige arvtagere og kan den dag i dag få wagnerianere til at blive røde i kammen. Men man har trods alt overdrevet virkningen af disse betragtninger og blandt andet glemt, at en af Danmarks mest fremtrædende dirigenter i hin periode hed Georg Høeberg. I øvrigt ser jeg ingen anledning til at tærske langhalm på det irrelevante spørgsmål, om Nielsen havde ret i sit syn på Wagner. Man kunne jo også diskutere, om for eksempel Wagner havde ret i sit syn på Meyerbeer. Dogmatik er en god gammel vesteuropæisk leg, som jeg kun dyrker til husbehov. Og i tilfælde som disse er det vist klogere ikke at diskutere en mening, men at overveje en erfaring.

Carl Nielsen blev en lille konge i dansk musikliv, men noget ønske om at være diktator bar han ikke på. Han var spillemanden, der endte med at fortrylle sine samtidige, ikke eneherskeren, der dirigerede dem. Skal man beklage noget, må det være, at Danmark er et lidet land, hvor enhver stor (sommetider endda blot dynamisk) personlighed med eller mod sin vilje kaster sin skygge hen over alle andre. Vi savner plads.

Selvfølgelig kan Nielsens livsværk beskrives gennem en analyserende gennemgang af hans væsentligste opus. Det er vel tilmed den eneste udbyttegivende fremgangsmåde. Men det kan trods alt ikke være helt meningsløst at prøve at gøre sig klart, hvad der umiddelbart dukker op i éns musikalske erindring, når man udtaler navnet Carl Nielsen. Giver det ikke andet, giver det i hvert fald skelettet til éns forestilling om komponisten og mennesket.

Jeg har opdaget, at de passager, som først trænger sig på hos mig, slet ikke udmærker sig ved nogen mærkværdighed, i hvert fald kun den mærkværdighed, at de er så afvæbnende enkle. Der er nu for eksempel starten på finalens allegro con brio i den lille suite, opus 1. Er man nærsynet, vil man ikke opdage andet end et par banale skift mellem tonica og dominant i en uforfalsket A-dur sats. For mig er denne start et jubelskrig af de sjældne, og jeg tænker først i dette øjeblik på, at disse takter udviser node-slægtskab med andre af den klassiske musikhistories mere overgivne udbrud. Som sidetemaet i Oxford-symfoniens finalesats. Eller hovedtemaet i Den italienske symfonis førstesats. Sandt at sige fortæller disse tre melodiske idéer noget betydningsfuldt om Haydn, Mendelssohn og Nielsen. De spreder armene ud for at favne verden. Bevægelsen er omtrent den samme hos alle tre, men man genkender dog let hver af dem på hans gestus. Og ingen jubler mere gudhengivent end Nielsen.

Så bliver jeg erindret om »Jeg véd en lærkerede« og »Jeg bærer med smil min byrde«. Hvorfor mon? Det kræver vel ikke en stor kunstnerisk begavelse og en grundig teoretisk uddannelse at komponere sådanne små melodier? Nej, jeg véd det godt og har kun ét svar: Hvilket menneske!

Og jeg mindes Nielsens glæde ved at lege med den enkelte tone ved stadig gentagen. Sommetider spinder han sig rundt om den som i en af klavervariationerne og i en af blæser kvintetvariationerne. Sommetider gør han sit partitur til hjemsted for klukkende høns. Men navnlig føler jeg mig slået af de store vegetative afsnit som den store B-dur episode i Espansiva-symfoniens finale. Lurer Beethovens sjette symfoni bagved? Ja, og hvad så? Nielsens kontemplative oplevelse er helt hans egen. Han stræbte ikke efter at blive et enestående menneske, der lever af kildevand, men skyer kærlighed.

Så er der den fantastiske introduktion til blæser kvintettens trediesats. Nej, jeg giver op. Jeg mærker, hvorledes de møder op, flere og stadigt flere af Carl Nielsens musikalske idéer. De myldrer frem, så jeg er nær ved at drukne i dem. Det må ikke ske - jeg trækker mig tilbage i god orden, før det er for sent. Det er allerede for sent at afslutte med den engelske digters ord: To create a little flower is the labour of ages. Det havde jeg bedre kunne tillade mig - som et pikant kontrapunkt - for en snes linjer siden. Men digteren siger også: He whose face gives no light, shall never become a star. Og det ord giver alle mine spredte betragtninger i en sum. For Carl Nielsens ansigt lyste.