Sangen om det uendelige

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 05 - side 149-150

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hans Riis-Vestergaard Knudåge Riisagers

»Sangen om det uendelige«

(Canto dell' Infinito)

For kor og orkester. Komponeret 1964 på

bestilling af Danmarks Radio.

Tekst af Giacomo Leopardi.

Uropføres på torsdagskoncert d. 30. sept.

Dirigent Ole Schmidt.

Giacomo Leopardi regnes blandt Italiens største digtere. Han fødtes i Recanati (Umbrien) i 1798 og døde i Neapel 1837. Af hans ret store produktion, lyrisk, filosofisk, filologisk og kritisk, har her digtsamlingen »Canti« fra 1831 særlig interesse. Den består af 41 større eller mindre lyriske og lyrisk-filosofiske digte, blandt hvilke nr. 23, »Canto notturno di un pastore errante dell' Asia« har dannet udgangspunktet for Knudåge Riisagers komposition. »En vandrende asiatisk hyrdes natlige sang« er fra formens side et romantisk naturdigt - »Hvad gør du, måne på himlen? Sig, hvad gør du, tavse måne? Stiger op om aftenen og går skuende over ørknerne. ..« Men som i megen af Leo-pardis lyrik bliver den anslåede panteistiske stemning hurtigt til en - i sin beherskede stil - bitter og gennemtrængende verdenssmerte. Hans filosofi fører ham uden om gængs romantisk dødslængsel til

erkendelse af et dybt skisma mellem menneske og natur. Bundet til Kosmos er livet dog kun en gæst i dette. Over for lidelser står naturen ufølsom.

A che tante facelle?

che fa l'aria infinita, e quel profondo

infinito seren?

che vuol dir questa solitudine immensa? ed io, che sonó?

Hvorfor så mange lysglimt?

Hvad sker der i det uendelige himmelrum, og i denne dybe, mørke uendelighed?

Hvad betyder denne grænseløse ensomhed?

Og hvad er jeg selv?

(Kn. R.)

Disse linier, som danner kernen i Leo-pardis digt, udgør teksten i Riisagers komposition. Et tankeindhold, hvis forudsætninger for at vække genklang og blive fattet ikke er blevet ringere, fra det fik sit romantiske udtryk og til vore dage, hvor opbudet af al til rådighed stående teknisk formåen akkurat magter at gøre de første spæde og usikre forsøg på at bringe menneskelige og kosmiske proportioner i relation til hinanden.

Orkesterbesætningen i »Sangen om det uendelige« er: dobbelt træ + piccolofløjte, 4 horn, 4 trompeter, 3 basuner, tuba, 2 sæt pauker, celeste, xylofon, vibraron, klokkespil, rørklokker, stor- og lilletromme, triangel, gong og andet slagtøj, klaver, harpe og strygere. Koret er firstemmigt blandet og benyttes dels som talekor, dels med fikseret intonation.

Kompositionen er gjort i eet forløb med en varighed på henimod 25 minutter. Som naturligt er, bestemmer tekstens fire sætninger inddelingen. De to første er brugt til en eksposition, hvor en relativt lang orkestral indledning fremsætter to grundtemaer (a og b) samt adskillige andre (c, d, e m. fl.), ret talrige, korte motiver, som i en mosaik sammenbindes til hele værkets orkestersats. Koret begynder hviskende, derpå talende og endelig syngende i ganske enkel sats med gruppevis indtrædende stemmer. Fra et stillestående misterioso på første sætning vokser den melodiske bevægelighed og ekspressivitet på anden sætning. Et enkelt ord, infinito, kastes isoleret ind med talestemme mellem sungne passager, og ekspositionen klinger ud i et orkestralt efterspil.

Hoveddelen indledes med liggetoner i hele orkestret, stærkt præget af klanggruppen celeste, vibraron, rørklokker, bækken, gong og klaver, men går snart over til stigende rytmisk aktivitet, baseret på de fra ekspositionen kendte motiver. Herunder indtager koret den menneskelige rolle, med de enkelte sætninger som indskudte passager af overvejende stille, indadvendt karakter. Nogle fremsættes unisont på en klar, deklamerende melodik, medens andre modsætningsvis er polyfont anlagte og foredrages i et mystisk mezza voce. Senere samler stemmerne sig i akkordisk sats på det forpinte questa soliludine immensa? som igen opløser sig i gruppevis indtræden med angstfuldt tremulerende stemmer.

Tekstens sidste sætning, ed io, che sonó, er med åbenbar hensigt og virkning sparet til værkets konklusion. I et trinvis opbygget

cluster, der kommer som et heftigt udbrud på ed io, vindes musikalsk energi til sidste afsnit. Dette bygger for korets vedkommende hovedsageligt på lange, successivt indsatte liggetoner med crescendo-, decrescendo- og ekkovirkninger. For orkestrets vedkommende repeterer det motiverne og klinger ud i bi. Den sidste tone holdes i vibrafon, rørklokke, sopraner og soloviolin »al udibile«.

Af ovenstående overblik over kompositionens forløb er måske delvis fremgået, hvorledes den anvendte musikalske teknik ligner mosaikkens. Dels er i orkestersatsen en symfonisk udvikling undgået - de talrige motiver forekommer stadigt vekslende og i varierende skikkelser (ai, a2, as, bi, b-2 etc.) af sideordnet betydning - og dels er korsatsen gjort utematisk og stykket ud i korte passager. Korsatsens musikalske virkning er uhåndgribelig, svarende til tekstens spørgende, helt åbne karakter. Den samlede vokale og instrumentale sammenhæng præges i detaljen af ret brat skiftende virkemidler: hvisken, tale, deklamation, sang, ekko, tremolo, cluster, udtyndingsdynamik (fra gruppe til solo), soli, glissandi, flageoletter, flatterzunge m. m., hvoraf der under en bredere synsvinkel opstår et mønster. Til dette kommer tonemaleriske effekter, f. eks. »lysglimtene« (motiv es-a) og »rumvirkningerne« i udklingende klokke-, vibrafon- og celestetoner, i blæsersignaler (motiv e) og i ekkodynamik. Komponistens angivelser vedrørende udførelsen foreskriver to klangmuligheder, enten skarpt lys, undertiden skingrende, eller ren æterisk, yderst sart, som efterklang i et ekkomm. Det dynamiske udtryk veksler mellem heftige og resignerende episoder. Et vist moment af improvisation består deri, at de skiftende tempi ikke er nøje fastlagt, og visse rent klangligt bestemte steder dirigeres ad libitum.

»Fremmedhed« og uformidlede modsætninger synes at være emner, som først vor tid har taget op til mere end episodisk musikalsk behandling. Her er det mennesket, ene, blottet og undrende over for verdensaltet. Man imødeser med spænding det klingende resultat af Knudåge Riisagers arbejde.

Årgang 40/1965, nr. 05