Et år for Boulez . . .

Sven Erik Werner
Et år for Boulez . . .
Samtale med pianistinden Elisabeth Klein

Pierre Boulez' anden klaversonate fra 1948 hører til litteraturens allermest komplicerede værker, samtidig med at den bryder radikalt med alt, hvad vi har vænnet os til at betragte som anstændig klaverstil. Det er derfor meget få pianister, der indtil nu har vovet sig i kast med den, og herhjemme er pianistinden Elisabeth Klein den første, der har opført den i sin helhed - nemlig ved en koncert i DUT den 12. september dette år, hvor programsekretær, cand. mag. Sven Erik Werner kommenterede værket.

Sven Erik Werner:

Det er indlysende, at et værk af en så speciel karakter og en sådan sværhedsgrad som Boulez' anden sonate må stille
ganske særlige krav til indstuderings-arbejdet.

Elisabeth Klein:

Gieseking sagde, at indstuderingen skal begynde ved skrivebordet. Det er rigtigt, men de fleste lader sig vist alligevel friste til at spille fra bladet, altså til at begynde ved klaveret. Den fristelse bliver man næppe udsat for, første gang man ser noderne
til Boulez' sonate. Her går ingen vej uden om skrivebordet. Forud for den rent pianistiske tilegnelse ligger lang tids tålmodigt arbejde med simpelthen at prøve at læse - eller måske snarere: dechiffrere nodebilledet. Først så kan man tænke på at sætte sig til klaveret.

Nu er det jo især det rytmiske, der volder problemer. Boulez arbejder med en yderst differentieret rytmisk polyfoni, og det er vel først og fremmest den, De sigter til, når De taler om dechiffrering?

Ja, skal man virkelig opnå at gøre loyalt rede for alle det komplicerede klangbilledes mange detaljer, må man takt for takt have analyseret sig frem til hver eneste figurs mindste enhed. Og det bliver jo ikke lettere af, at Boulez ikke arbejder med taktangivelser i traditionel forstand. Der er nok taktstreger, men der er ikke to ens takter i hele sonaten.

Nej, den er et tidligt eksempel på hans bevidste brud med grundtaktbegrebet, det han kalder »taktpulsslagets tyranni«. De enkelte rytmefigurer er autonome, rytme og metrum bliver eet. . .

... og det vil sige, at pianisten må have tilegnet sig disse selvstændige rytmer uden den støtte fra grundtakten, han er vant til, før han overhovedet kan tænke på at spille. Det er en omstilling, der tager lang tid. Og er han så endelig kommet så vidt, vil han opdage, at de tekniske vanskeligheder dog er langt de værste. Havde jeg ikke været hele Bartóks produktion igennem og spillet Boulez' Structures, ville jeg næppe have kunnet løse denne opgave. Man får intet foræret - alt i sonaten repræsenterer en udfordring.

Boulez' hensyntagen til den udøvende og til instrumentets muligheder kan i dette værk være på et meget lille sted. Mange gange stiller han krav, som næppe vil kunne honoreres, samtidigt med at han med sine minutiøse anvisninger begrænser den udøvendes frihed til et minimum.

Også det er jo en udfordring. Egentlig klavermæssig er Boulez' sats slet ikke, men hans foragt for det pianistisk brillante, for det rent udvendige, opvejes mere end rigeligt af de vægtige tanker, han meddeler, og den geniale alvor, hvormed han bearbejder dem. Derfor bliver den begrænsning, han pålægger den udøvende, egentlig kun en spore til yderligere fordybelse i stoffet.

De har sammenlignet sonaten med Bartóks Etuder, der med rette regnes blandt klaverlitteraturens alvorligste prøvesten.

Det forekommer mig, at Bartók især i den sidste etude har foregrebet Boulez' komplekse rytmik, men mens Bartok endnu knytter til traditionen, bryder Boulez radikalt med den, og det er derfor vanskeligere at finde ind til hans intentioner.

Og der har ikke været nogen hjælp at hente i de traditionelle indstuderingsmetoder?

Som tidligere Bartók-elev føler jeg mig selv nogenlunde rustet til en sådan opgave, men for en pianist, der har gennemgået den almindelige konservatorieuddannelse med dens hovedvægt på det klassisk-romantiske repertoire, vil den være meget vanskelig, for ikke at sige umulig at løse.

Er det overhovedet muligt at skabe pædagogiske metoder, der vil kunne lette tilegnelsen af den nye musik? Der må jo være afgørende forskel på at skulle indstudere f. eks. Hammerklaversonaten, hvis musikalske struktur man dog nogenlunde kan læse og spille sig til, inden det egentlige indstuder ingsarbejde begynder, og så et værk af denne art, der næsten tvinger pianisten tilbage til kravlestadiet.

Hvert nyt værk har ligesom en rebus, der først må løses. Og den må løses individuelt - ingen pianist kommer et moderne værk nærmere ved blot at høre en anden spille det, han må selv gøre hele arbejdet fra grunden.

Det vil sige, at Deres erfaringer ikke vil kunne hjælpe andre, der måtte få lyst til at spille sonaten?

Jeg kunne måske nok hjælpe vedkommende til at undgå alle de omveje, jeg selv har måttet gå på grund af manglende erfaring - men ellers ikke.

Og i Deres undervisning?

Sonaten kræver en fuldbefaren pianist og ligger langt uden for selv den dygtigste elevs rækkevidde. Noget andet er, at man naturligvis kan hjælpe sine elever på vej ved så tidligt som muligt at lade dem beskæftige sig systematisk med ny musik. Man må begynde i det små, f. eks. med Bartóks Bagateller eller Schönbergs små klaverstykker. En af mine elever har netop spillet Per Nørgaards Skitser ved Musikpædagogisk Forenings Tivoli-koncert og havde megen glæde af det.

Mener De, at et værk som Boulez' sonate ligefrem kan gå hen og blive et repertoirestykke?

Hvorfor ikke? Vi savner ganske vist en systematisk undervisning i vor tids musik, men før eller senere må vi vel komme så vidt, at vi spiller den ligeså selvfølgeligt som Bachs fugaer. Den vil sikkert stadig kræve længere indstuderingstid end det ældre repertoire, men det er den rigeligt værd.

Hvor længe har De arbejdet med Boulez' sonate?

Et år - med kortere pauser. Som pianist føler jeg mig imidlertid 3 års erfaringer rigere.