Herman D. Koppels Moses - en introduktion

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 06 - side 191-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Anders Koppel
Herman D. Koppels Moses - en introduktion

Værket blev uropført ved radioens torsdagskoncert den 21. oktober 1965 med Lone Koppel, Gurli Plesner, Kurt Westi, Willy Hartmann, Frans Andersson, Hans Christian Andersson, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret under ledelse af Miltiades Caridis.

l.del

1. afsnit: Skabelsen, syndefaldet.
2. afsnit: Guds prøvelse af Abraham.
3. afsnit: Moses' og israeliternes sang for Herren. Stentavlerne, guldkalven.

2. del

4. afsnit: Israeliternes klage i ørkenen. Profeti om mødet med det hellige land.
5. afsnit: Moses' forbandelse og velsignelse.
6. afsnit: Moses' sang. Moses' død. Lovprisning af Herren efter sørgemusikken. Halleluja.

Værket er skrevet for stort orkester, kor og følgende solister:

Sopran-solo.
Fortæller: Tenor.
Herrens engel: Tenor.
Abraham: Bas.
Moses: Bas.
Mirjam: Alt.
Josua: Tenor.

Guds profet Moses og et gennemgående sopranparti er i Herman D. Koppels oratorium Moses (opus 76, 1963-64) de hjerter, hvorom hele værket samler sig: i dem afspejles værkets indre komposition, i dem udskilles værkets elementer.

I Moses har Herman D. Koppel fundet den person, der er så menneskeligt rummelig, at han formår at rumme alle de muligheder, som oratoriets øvrige personer og forskellige situationer indebærer; i Moses er det musikalske stof og den dramatiske konsekvens så tæt sammenvævet, at Moses i lige grad bliver det musikalske og det dramatiske centrum for oratoriet. Og for at Moses i værket kan få så stor menneskelig baggrund som muligt, må der - før Moses indføres - i oratoriets to første afsnit skabes det grundlag, som Mosesskikkelsen kan bygge på: Mandens og kvindens skabelse, syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset (menneskets løsrivelse fra Gud), Guds prøvelse af Abraham (menneskets stræben efter Gud). Med denne udvikling bag sig kan Moses optræde som Guds sande repræsentant over tor menneskeheden, og i oratoriet konfronteres han derefter dels med menneskenes af Gud skabte vilkår på Jorden over for Gud (israeliterne i ørkenen, stentavlerne etc.), dels med de af menneskene selv skabte situationer (guldkalven, velsignelse og straf, lovprisning af Gud) - han har gaven at kunne se og derfor også gaven at kunne dømme, velsigne og straffe.

Hvert af værkets seks afsnit afsluttes med en sopransolo, for sopransolisten er det menneske, som bevæget deltager i begivenhederne omkring sig, hun opfatter alt ud fra menneskets forudsætninger og handler ud fra menneskets forudsætninger. Hun er det menneske, som - med Jean-Lue Godards ord - gennemlever »tous les sentiments humains profonds possibles« » hun elsker (»Kys mig«), angrer (»Herre, revs mig ej«), jubler (»Halleluja«); og ligesom værkets første del afsluttedes med hendes anger og ruelse (»Lad os ransage«) efter den dæmoniske dans om guldkalven og efter at Moses har brudt dens magt, således slutter anden del efter Moses' død med hendes lovprisning af Herren: både Helvede og Paradis eksisterer i Moses og mennesket har lod i dem begge. Sopransolisten giver Moses' oprindelige, guddommelige sandheder en ny menneskelig gyldighed, og disse to personer bliver de to komponenter, som i værkets sammenhæng kommer til at hænge uløseligt sammen.

Dermed kan forskellen ses mellem Moses og Koppels tidligere værk for kor og orkester med bibelske tekster, de Tre Davidssalmer (opus 48, 1949): medens de Tre Davidssalmer var tre forskellige lyriske situationer, er Moses en lang række sammenhænge — både kompositorisk og dramatisk; elementer, som hele tiden forskyder sig i forhold til hinanden, som vider sig ud og trækker sig sammen over de samme kompositoriske enkeltbestanddele; og samtidig med at Moses er et værk om to enkeltpersoner (Moses, sopransolisten) og situationerne omkring dem, kommer oratoriet til at handle om menneskenes muligheder over for hinanden - veje at vælge. Og derfor bygges en verden op i Moses, hvor vor rives ned.

Årgang 40/1965, nr. 06