Musikalier

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 06 - side 193-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

MUSIKALIER

Concentus-Musicus, redigeret af Aksel H. Mathiesen og Irmgard Knopf Mathiesen. Wilhelm Hansen Musikforlag, København 1964.

Med CONCENTUS MUSICUS-serierne har Aksel H. Mathiesen og Irmgard Knopf Mathiesen påtaget sig en betydelig opgave til fremme af blokfløjtespillet. Tanken om et instruktivt værk, der viser blokfløjtespillet i alle dets afskygninger, må siges at være tiltalende for den, som sætter pris på blokfløjten og de pædagogiske og musikalske muligheder, den repræsenterer.

Den megen entusiasme, der p. t. ombølger instrumentet, dets egen tilsyneladende fordringsløshed og den for opfattelsen så let tilgængelige litteratuj, der hører det til, kunne nok vække en stille uro for en almindelig fejlvurdering af situationen. Blokfløjten skulle gerne være kommet for at blive. Tidspunktet er således udmærket valgt til at demonstrere, at for blokfløjtespillet gælder lignende love som for anden musikudøvelse, hvis resultatet skal blive til nogen glæde på længere sigt.

Det endnu ikke fuldt udbyggede værk er lagt stort an, delt op som det er i ni serier, hver serie med sit emne. Foreløbig har følgende set dagens lys: serie III, 1: trestemmige satser, serie IV, 1: blokfløjte-kvartet og -kvintet, serie VI, 1-4: solo-sonater for altblokfløjte med b.c. og serie VII, 1-4: altblokfløjten i samspil med andre kammermusikinstrumenter. Hvert nr. i en serie består af en grammofonplade med et tilhørende teksthefte. Det instruktive teksthefte er beregnet på den, som ønsker at sætte sig ind i de almene såvel som de mere specielle overvejelser, udgiverne knytter til den indspillede musik.

Nu må pædagoger og studerende så se at finde ud af, på hvilken måde denne indsats for blokfløjten og dens musik kan komme til at gøre den gavn, den tilsigter. Vi ser stadig flere mekaniske hjælpemidler taget i brug i undervisningsøjemed. I hvor stort omfang dette kan være formålstjenligt i musikundervisningen, skal ikke drøftes her, men til beroligelse for

en og anden, hvem selve tanken måske foruroliger, skal det siges, at udgiverne af concentus musicus ikke tænker sig at gøre en lærer overflødig. Musikundervisning er jo ikke blot kundskabsmeddelende. Den er fuldt så meget et forsøg på at skærpe elevens opfattelsesevne og dømmekraft og på at udvikle hans evne til at give udtryk for de værdier, han tilegner sig gennem sit arbejde med musiken. Dette og meget andet må ske under vejledning af en velvillig personlighed, der har syn for den enkelte elevs muligheder og særpræg. Det er altså udgivernes hensigt at række såvel lærer som elev en hjælpende hånd.

Som allerede antydet er kommentaren delt op i afsnit, nogle af et alment musikalsk indhold, andre af et indhold i nøje tilknytning til hvad der spilles. Afsnittene med det mere principielle indhold er selvfølgeligt kun nødtørftigt orienterende og fælles for flere hefter. Lad mig nævne nogle af de emner som behandles: Vejledende bemærkninger i forbindelse med udførelsen af generalbas (bemærkninger, som de generalbas-spillende i visse tilfælde ikke lever op til), Nogle grundlæggende regler for sammenspil, Regler for sammenspil med flere blokfløjter, Lidt om diminu-tioner i renaissancetiden, Resonans og mellemgulvstøtte (et emne, som forekommer mig at være for vanskeligt tilgængeligt på tryk) og Generelle udførelsesmulighe-der (et afsnit om forsiringer, i hvilket der har indsneget sig en mindre ufuldkommenhed under omtalen af dobbeltslag. Her hedder det, at dette ornament benyttes til at forbinde intervaller, samt til at skabe en mildere fremhævelse af enkelte toner. Eksemplerne viser udelukkende det sidste. Denne anvendelse af ornamentet er da også den for baroktiden mest karakteristiske; at benytte det forbindende er baroktiden fælles med en senere periode om. Man kunne altså med nogen ret ønske sig to forskellige tegn anvendt, som hver angav sin anvendelse af ornamentet. Se f. eks. Hildemarie Petets forsiringstabel i udgaven af Valentine »Sechs Sonaten für 2 Alt-Blockflöten in f«).

I hvert teksthefte står til sidst en liste over blokfløjtelitteratur med relation til heftets emne, som må være overordentlig kærkommen hos de allerfleste, der beskæftiger sig med blokfløjten. Jeg burde måske glemme at nævne de små pjankede omtaler af komponisterne; de er værdiløse.

Noget lignende kan man derimod ikke sige om de afsnit, der behandler de på pladerne indspillede værker; de er overordentlig værdifulde - intet mindre. Her taler en erfaren pædagog. Alt, hvad det af hensyn til indstuderingen af opgaven må være nødvendigt at få sagt, siges - tilmed kort og klart. Der tales om frasering og artikulation. Der gives anvisninger på, hvorledes man skal arbejde for at opnå det ønskede resultat. De enkelte satser karakteriseres overbevisende, og eventuelle afvigelser fra et stykkes hovedkarakter får al den ret der tilkommer dem. Her er virkelig i en nøddeskal et vidnesbyrd om megen indsigt, pædagogisk som musikalsk. Alle, som har med gammel musik at gøre, vil have udbytte af at stifte bekendtskab med disse afsnit. Navnlig kunne man ønske sig, at alle slag tasteinstrument-spillende folk ville tage sig til hjerte, hvad der siges f. eks. om sangbarheden i den gamle musik.

Af den på pladerne indspillede musik er de tre- til femstemmige blokfløjtesatser nok de mest instruktive, kammermusik-værkerne nok de kunstnerisk mest værdifulde. Sonaterne for altfløjten er af en lidt svingende kvalitet; bedst er nok de to Telemann-sonater, f-moll og C-dur, navnlig den sidste. Denne C-dur-sonate, som stiller så store krav til instrumentets behandling, spiller Irmgard Knopf Mathiesen ubesværet, med den dejligste klang og med en sikker pointering af musikens karakter. De generalbas-spillende lever ikke helt op til solistens mål. Lidt dominerende og unanceret forekommer generalbasud-føreisen til sonaterne mig gennemgående at være; værst går det i L/Oeillets dejlige a-moll, hvor gambens og cembaloets begyndelse er så intetsigende, at det tilsyneladende påvirker solisten. Sidste sats forekommer mig helt uantagelig i sin firkan-tethed.

Blokfløjtesatserne, 111,1 og IV,l, er velvalgte. Det drejer sig her om gamle sager og et enkelt nyt værk, Lerich's »Kleine russische Suite«. Og det er velspillet. Når man tænker på, hvor følsomt øret er overfor den tonehøjde i hvilken fløjten klinger, og på, hvor let påvirkelig fløjtens intona-

tion er, må man beundre det resultat ensemblet er nået til. Ensemblet, medlemmer af Capella Hafniensis, kan, hvis det er bestandigt, måske forbedres endnu et lille gran, hvis de spillende gør sig fortrolige med terzens placering i diverse samklange. Efter mit øre hersker der lidt usikkerhed i den henseende. Der spilles ellers med ynde og liv over såvel klang som bevægelse. Man frydes derved og betænker sig ikke på at anbefale såvel plader som kommentarer til grundigt studium. Når de følgende numre i disse to serier foreligger, håber jeg at finde eksempler på tre- og firestemmig sats uden sopranfløjte. Ikke fordi sopranen ikke er god her, det er den, fornem, men fordi satser spillet på de dybere fløjter rummer så værdifulde klanglige egenskaber, at de må vises i en sammenhæng som denne.

Den kræsne kammermusikelsker vil uden al tvivl gælde sig over de fire værker serie VII byder på. Plade nr. l har den kendte trio-sonate i d-moll af Tele-mann, hvor Henrik Gotthardt Olsen yder et vægtigt bidrag ved sit smukt beherskede violinspil. Så fint passer han sig ind i sammenspillet med blokfløjten, at man er lige ved at tro at trio-sonaten må udføres med en moderne violin, ja, ganske vist en anno 1862, men ikke en barokviolin og da slet ikke den gambe, som komponisten har tænkt sig. Kommentatoren har da også besværligheder med at forlige komponistens forskrift, dessus de viole, og ensemblets idealer med den foreliggende instrumentation. Der findes trio-sonater for blokfløjte og violin, der findes også en violintype, som kommer baroktidens klangideal nærmere, end den moderne gør. Ved at benytte sig af disse muligheder havde ensemblet undgået at friste nogen til at sammenligne dets udførelse med andre betydelige musikeres.

På næste plade er det Jørgen Hammer-gaard, som med sin vidunderlige obo spiller Telemann's e-moll triosonate sammen med blokfløjtesolisten. Den musikalske værdi af udførelsen er endda meget høj. Men skal vi tage det forbilledlige med i betragtningen, og det skal vi, fordi serierne påstår sig lagt an på at være det, så stiller sagen sig lidt anderledes. Lidt anderledes, selvfølgelig ikke så meget at forbilledlighed bliver det alt afgørende. God er indspilningen, men enhver god indspilning kan, uden at ville det, have en pædagogisk værdi for den som søger en sådan, l indeværende tilfælde: den moderne obo, så klangskøn den ellers er, virker for voluminøs i forhold til blokfløjten, som endda, qua flauto dolce, ikke er nogen svækling. Der bliver rigelig stor dynamisk forskel på obo-spillet, når det indordnes under fløjten og når det lyder en periode alene. En ujævnhed i den dynamiske helhed er følgen. Udførelsen af forsiringer er de to solister ikke helt enige om, og her er dog et af de områder, hvor blokfløjtespillet i almindelighed kan rose sig af en forbilledlighed. Endelig fristes man til at spørge, om det ikke var i denne trio-sonate, fagotten skulle have været med som continuo-instrument, helst barokfagotten.

Tredje plade bringer noget så lifligt som en concerto a tre - også af Telemann -, hvor Hans Emil Sørensen spiller horn. Musikalsk set hører værket næppe til komponistens Spitzenleistungen, men udførelsen af det er en vederkvægelse at lytte til. Kommentaren til pladen dvæler ved den dynamiske forskel på de to concer-terende instrumenter og fremhæver at denne kompenseres ved deres forskel i klangfarve. Afstanden i tonehøjde, den med vio-lone forstærkede generalbas og ikke mindst den overlegne udførelse af hornstemmen spiller en rolle for det gode resultat.

Som sidste plade figurerer Joh. Fr. Fasch's sonate for blokfløjte, obo og violin med b.c. Oboen og violinen varetages på bedste måde af henholdsvis Jørgen Ham-mergaard og Lars Grunth og udførelsen ligger som hos de tre ovennævnte på et højt musikalsk plan. Alle væsentlige - og mindre væsentlige - indvendinger til trods kan man roligt betro alle interesserede til Irmgard Knopf Mathiesens førerskab gennem blokfløjtens verden, som den afspejler sig i tilrettelæggelsen af disse serier, i studievejledningen og sidst, men ikke mindst, i hendes storartede spil. Man må se frem til, at de påbegyndte serier com-pletteres, og til at udgiverne en dag møder op med hele dette musikpædagogiske værk fuldt udbygget.

E. R. L.

Harald Bjerg Emborg: Syng rigtigt efter noder, Sangbogen, Teoribogen (Gjellerup).

Der har tidligere i DM været bragt anmeldelse af H. B. Emborgs 4 bøger med titlen Spil rigtigt uden (udg. på Gjellerups

forlag), og der skal her omtales de to nye bøger, der direkte tager sigte på sangundervisningen ved seminarierne. Ud fra melodier opbygger forfatteren sit nodelæs-ningssystem. I stedet for f. eks. hjælpemidler som do mi so etc. anvendes farver til at anskueliggøre de vigtige toner i en melodi. Igennem 13 kapitler, der udgør bogens første del, gennemgås det vigtigste grundlag for den dur-mol-tonale musik samt kirketonearterne. Det er forbløffende at se, hvor velorganiseret stoffet er, hele tiden i pagt med levende melodier. Det er tillige værd at notere sig, at forfatteren uden omsvøb går lige til sagen og anvender fagbetegnelser som Tonika (forkortet T) etc. 2. del udvider nodelæsningen og sangen fra bladet gennem indførelse af de »svære tonearter«, altså de med flere fortegn.

Teoribogen er, som forfatteren selv gør opmærksom på det, bestemt ud fra sangbogens disposition. Det er hensigten med denne indførelse i det elementære teoretiske stof at give seminarieeleven viden om det stof, der foreligger i sangbogen, som det hedder i forordet: »Med tilegnelsen af Teoribogens musikteori får seminarieeleven for det første et sikkert udgangspunkt for en eventuel linielæsning i musik, for det andet det overskud af viden og indsigt, der skal til for med sikkerhed at kunne undervise folkeskolens elever i 6.-10. skoleår i det stofområde, der ligger bag sangbogens sange.« Teoribogen rummer i sammentrængt form mange væsentlige ting, der vil lette et videregående musikstudium, sådan som det bemærkes i forordet (linielæsning). Med hensyn til det sidste punkt (undervise folkeskolens elever etc.) må man stille sig noget, endda meget skeptisk. Teoribogens indhold giver et lille udsnit af musikkens teori, den indeholder gode oversigter, heriblandt nogle glimrende modulationssange i et melodisk forløb, men dette er ikke nok. Der skal ikke her rettes alvorlige bebrejdelser mod et så vel tilrettelagt pædagogisk arbejde, men skytset skal rettes imod folkeskolens musikundervisning, der er så forældet og dilettantisk, at man stadig undrer sig over, at levende musikere og pædagoger ikke forlængst har protesteret. Han forlanger, at børnene skal tilegne sig et passende pensum af fædrelandssange og salmer, helst i kirketonal stil, og dette tager al musikundervisning sigte på, også ved læreruddannelsen på seminarierne. Sådan er det nu, og sådan var det for snart hundrede år siden. Det er en degneskole-sang ikke en musikundervisning, der svarer til de krav, der stilles til et musikpublikum af i dag. Det må være skolens opgave, at børn og de unge får en musikopdragelse, der udvikler deres ører, inspirerer deres fantasi og konfronterer dem med levende musik. »Degnesangen« kan vel næppe være vejen til at opbygge en større musikinteresse. Selvfølgelig er der noget, der hedder den danske sangskat, men dette stof måtte kunne koncentreres omkring litteraturlæsningen, de kostbare sang- og musiktimer skal bruges til noget andet og vigtigere. Dette kræver en omlægning af seminariernes musikundervisning, og her er det, at musikpædagogerne burde træde ind i stedet for de halvt uddannede musiklærere, der nu udgår fra lærerskolerne. Emborg har i skrift og tale og i andre fortrinlige publikationer slået til lyd for at etablere et samarbejde med den nutidige komponist og skolen. Dette er målet, tab det aldrig af syne. Og med dette in mente må teoribogen forekomme temmelig stagneret. Det er et grundlag, som også skal til. Men sandheden ligger langt dybere. Den skal søges der, hvor det nye gror og spirer frem, hvor ungdommen virkelig nysgerrigt flokkes omkring de skabende musikere. Pædagogen, komponisten, den udøvende, alle må arbejde sammen om det fælles ideal: At formidle vor tids musik i skolen, gennem en studieordning, der helt tager sigte på at aktivisere børn og unge til et intensivt lyttende publikum. Til dette formål egner den traditionelle sangtime sig ikke. Bring den til ophør, jo før des bedre!

B, J.

Musica-serien. Wilhelm Hansens Musikforlag, København 1964.

Håndbog i skolemusikalsk arbejde, redigeret af Ejner Boesen, Hans Jørgen Heyn og Harald Bjerg Emborg. Karin Dupont og Bent Lorentzen: Sopranblokfløjte I og II (med lærervejledning).

Peder Holm:

Violin I og II (med lærervejledning). Hans Erik Deckert og Peder Holm: Cello I og II. Niels Heyn:

Messing (med lærervejledning). C. Fred. Biilmann-Petersen: Klarinet I og II (med lærervejledning).

Adjunkt Jørgen Due har på DM's opfordring anmeldt hele MUSICA-serien, da redaktionen har skønnet det væsentligere at få værket omtalt af én fagmand, der er dybt engageret i skolemusikarbejdet, end at få de enkelte bind behandlet af specialister.

Med denne samling værker er der gjort en helt usædvanlig anstrengelse for at leve op til en ny situation i dansk musikpæda gogik.

I erkendelse af, at der i den sidste årrække er opstået nye institutioner, der betjener barnet i dets musikalske opdragelse, institutioner med en ny struktur og derfor også med nye grundsyn på denne opdragelse - har man villet fremlægge en værksamling, der på samme tid i videst muligt omfang nyorienterer musik- og sanglæreren og byder eleven på instrumentalskoler på begyndertrinnet.

Håndbogen i skolemusikalsk arbejde indledes med en artikel af Gerda von Bii-low: Musikalsk legestue som forudsætning j or musikopdragelse i folkeskolen. Der er her gjort et dygtigt forsøg på at redegøre for én af de mange måder til at gøre et barn musisk modtagelig og skabende, man i disse år indarbejder. Blot sidder man efter læsningen med en lille (ikke helt ubegrundet) frygt for, at en eller anden efter gennemlæsning af dette afsnit skal tro sig kompetent til at begynde at undervise. Jeg er helt sikker på at være i overensstemmelse med Gerda von Biilow, når jeg hævder, at dette arbejdsområde er både umådelig vigtigt og umådelig vanskeligt. Her hjælper i lige så ringe grad som i al anden musikpædagogik en overfladisk kunnen og viden.

Jørgen Pauli Jensen og Bengt Johnsson har skrevet et afsnit om musikpsykologi - en ny videnskab. Endnu forekommer det, den kan byde på, meget elementært eller lidet koncist, men artiklen giver et

godt og redeligt billede af, hvad der er at hente i dag.

I 2. afsnit redegøres der for, hvorledes man kan disponere for at opbygge skoleorkestre. En hel del af det her fremførte forekommer at måtte virke som trivielle selvfølgeligheder selv for uerfarne organisatorer. Stærkest og mest nyoplysende er Karin Dupont og Bent Lorentzens artikel om blokfløjteorkestret. Buur B. Rasmussen redegør for mandolinorkestret. Han udtaler som sin overbevisning, at mandolinerne ved orkesterdysten i Danmarks radio i 1962-63 og 63-64 »kunne gøre strygerne rangen stridig«, samt at man på dette område er nået til »en sådan spil-leteknisk og repertoiremæssig standard,« at mandolinorkesterarbejdet »kan have sin helt naturlige placering i det bredt anlagte skolemusikalske arbejde.« Det anføres som så ofte før som en væsentlig grund til mandolinens eksistensberettigelse som pædagogisk instrument, at den er en så storartet forskole til andre instrumenter -navnlig violinen. Vi mangler endnu at få dette belyst, ikke mindst hvad sidstnævnte instrument angår. Hvad repertoire angår, forekommer det sundest, når et instrument i langt højere grad kan betjene sig af originallitteratur.

3. afsnit omhandler organisation og administration af skolemusikalsk arbejde. Der bringes her en række artikler skrevet af ledere og administratorer af musikskoler, og den aktuelle situation på dette område belyses. Man får her oplysning om de meget forskelligartede situationer, der hersker på dette område alt efter de lokale forudsætninger. Det vil sikkert være nødvendigt at omredigere disse afsnit ved hver ny udgave af værket, da dette nye arbejdsfelt er inde i en så hurtig udvikling, at meget med ret korte mellemrum forældes. Men både for nystartede og for mere erfarne er her mange oplysninger at hente.

Til slut har Henning Krogsholm skrevet et afsnit om de praktiske hjælpemidler i administrationsarbejde. Her er mange gode impulser, også når ens egne lokale forhold ikke kommer til at ligne dem, der danner baggrunden for det af Krogsholm fremførte.

De efterfølgende instrumentalskoler opstilles i såvel de medfølgende lærerhæfter som i håndbogen i et koordinerende skema, hvori man redegør for, hvornår man i grove træk tænker sig, at barnet kan begynde på de enkelte instrumenter. Man har tydeligvis haft til hensigt at skabe en række samarbejdende instrumental skoler, en tanke, der umiddelbart synes tiltalende og yderst interessant. Der kunne jo måske være mulighed for et pædagogisk helhedssyn f. eks. det helhedssyn, der måtte kunne opstå ved at forfatterne af de enkelte instrumentalskoler foruden at være kyndige på deres specielle felt også var indlevede i den moderne pædagogik, som den giver sig udtryk i Orff-Schulwerk eller i det foreliggende værks egen artikel om musikalsk legestue. En interessant men indlysende meget vanskeligt gennemførlig idé.

Der er da også kun een af skolerne, hvori man mærker denne orientering, Karin Dupont og Bent Lorentzens Blokfløjteskoler I og II. Her er mange sjove legemuligheder og produktive opgaver kædet med en solid instrumentaltræning, der er bygget op i en storartet progression. Måske kan familien Bloks rejse såvel i tiden som geografisk blive noget langstrakt for eleven, men den af rejsen følgende virkning - elevens orientering om stilarter og epoker - må kunne få afgørende positiv betydning for barnets udvikling. Der findes ingen sammenspilsstof i denne skole. Bag denne mangel ligger en klar disposition, idet man i denne henseende henviser til det sammenspilsstof, der er udkommet og vil udkomme i de medfølgende musica-sammenspilsblade. Læreren spares herved for i en årrække at skulle arbejde med det samme sammenspilsstof, men den oftest meget unge elev skal til gengæld holde rede på både sin skole og sine sammen-spilsblade. Det kan diskuteres, hvor praktisk dette er.

Blandt de resterende skoler forekommer C. Fred. Biilmann-Petersen: Klarinet I og II at være den, der fremlægger det grundigste og mest ny vurder ende pædagogiske arbejde. Der må vist være mulighed for på en forsvarlig måde at komme lidt tidligere i gang med opøvelsen på dette instrument end man tidligere har vovet, så skolen og barnet får glæde af hinanden i en lidt længere periode.

Violinskolen er udarbejdet af Peder Holm. Der omtales i oversigten en forskole som endnu ikke er udkommet. Den vil muligvis kaste et nyt lys over selve violin-

skolen, der foreløbig blot kan karakteriseres som et solidt tilrettelagt men helt traditionelt værk, en karakteristik, som også gælder for Hans Erik Deckert og Peder Holm: Cello I og II og Niels Heyn: Messing.

Det er i disse arbejder, at bestræbelserne for at koordinere de forskellige instrumentalskoler er mest synlige, men rigtignok på en ganske forbløffende måde. Man har i meget stor udstrækning benyttet sig af det samme melodi-stof. En ganske mærkelig disposition. Hvis man beskuer situationen ud fra elevens synsvinkel (og det plejer at være gængs praksis for pædagoger), så vil den elev, der skifter instrument eller dyrker to instrumenter sandt at sige få et noget begrænset repertoirekendskab.

Og hvilket repertoire?

Det er ikke direkte underlødigt (det er som bekendt svært at trække grænsen præcist), men det stryger vandlinien så tit, at man får kolde gys. Old Mac Donald (på dansk er titlen vist: »Hansens bondegård«) er en af gengangerne, og der er mange i det niveau. Har man mon villet skele både til pædagoger, der kun tror på opdragelse til kvalitetssans gennem kvalitetsstof og til dem, der måtte mene, at der findes mellemveje?

Til slut skal atter omtales, at man i fortsættelse af skolerne udgiver en musica-serie, hvori der bydes på sammenspilssat-ser på en række forskellige områder. Det vil føre for vidt med en detaljeret anmeldelse, men her er gode satser, der kan udvide repertoiret på disse punkter. Dog kan man også her støde på ting, der er urovækkende, som eksempelvis når man har tilsat en mandolinbesætning til Corelli: Concerto grosso nr. 10. I al pædagogik må der være ting, vi ser forskelligt på, sider af arbejdet, hvor vi virker regulerende på hinanden, tvinger hinanden til nyvurderinger. Der er dog én ting, som ikke kan diskuteres, når man sidder ved sit arbejdsbord med denne mængde værker foran sig: Redaktøren, Harald Bjerg Emborg og forlaget fortjener anerkendelse for den vilje til at bringe noget nyt, der ligger bag alt dette, og opmuntring til at fortsætte bestræbelserne.

J. D.

Årgang 40/1965, nr. 06