Gaudeamus' musikuge i Holland

Jan Jacoby
Gaudeamus' musikuge i Holland

Den internationale musikuge, som den hollandske stiftelse for opførelse af ny musik, »Gaudeamus«, hvert år afholder, stod i år i Anton Weberns tegn: I anledning af tyveåret for Weberns død havde hele seks af de otte koncerter Webern på programmet, og på selve hans dødsdag den 15. september afholdtes en ren Webern-koncert i Singermuseet i Laren. Her hørtes samtlige værker for strygekvartet, fortræffeligt fremført af Gaudeamuskvartetten, tillige sangene op. 23 og 25 i en ringe udførelse og endelig variationerne for klaver op. 27.

Det var en meget omkringfarende uge. Stiftelsen, hvis hjemsted er Bilthoven, afholdt foruden i Laren koncerter i Amsterdam (for første gang i sin tyveårige historie) såvel i Concertgebouw som i Stedelijk Museum, i Zwolle (Grote Kerk med et pragtfuldt Schnitger-orgel), i Utrecht og i Hilversum.

Blandt de værker, som denne uge bød på, var såvel prøvede ting af anerkendte komponister så som Xenakis, Stravinsky (!), Ferrari, og Stockhausen som uropførelser af unge, fortrinsvis hollandske komponister. Af disse, som interessen naturligt nok især samler sig om, blev to: Girolamo Arrigos »Thumos« og Jan van Vlijmens »Serenata II« præsenteret den første aften i Concertgebouw. I pausen blev der foretaget en afstemning blandt publikum, som skulle vælge, hvilket af de to værker, man ønskede repeteret efter pausen. Valget faldt på van Vlijmen, hvis stykke for solofløjte og orkester var klart leddelt og i nogen grad baseret på lovlig udvendige virkninger, kort sagt: let tilgængeligt. Når hertil kom, at komponisten var til stede, var pæn, charmerende og landsmand, kan valget ikke undre. »Thumos« forekom mig imidlertid langt smukkere, indholdsrigere og med større sans for en organisk udvikling og differentiering af det klanglige. Koncerten blev fortræffeligt dirigeret af Bruno Maderna.

Af de øvrige uropførelser vil jeg fremhæve tre komponister: Hollænderne Joep Straesser og Ton de Kruyf samt italieneren Mario Bertoncini. Straesser var repræsenteret med hele to uropførelser; et orgel-værk, »Mouvements pour orgue« og et værk for orkester og tre mandsstemmer, »22 Pages« med tekst fra John Cage's »Silence«. Begge disse stykker virkede originale og fantasifulde. Orgelstykket udnyttede instrumentets muligheder i rigt mål indenfor en velorganiseret og letopfattelig form, som blev glimrende fremført af Charles de Wolff, hvem stykket er tilegnet.

»22 Pages« varligeledes et yderst fængslende værk. Her har Straesser frembragt en farverig orkestersats, hvori vokalstemmerne indgår helt integreret. Dette stykke vandt en pris for det bedste hollandske værk. Maderna, der også ledte denne koncert, havde iøvrigt store vanskeligheder med det meget kontrære radioorkester, der var meget uvilligt til at spille musik, skrevet af »provo's«, hvilket er omtrent det samme som læderjakker!

Ton de Kruyf havde skrevet et værk for et utraditionelt kammerorkester og en sopransolist over Jacques Preverts digt »Pour faire le portrait d'un oiseau«. Dette værk skilte sig kendeligt ud fra det meste af, hvad man ellers hørte, ved at excellere i lækker, blød klanglighed, opnået ved en yderst delikat anvendelse af blæsere og slagværk.

Endelig Bertoncini: Han modtog prisen for bedste udenlandske værk for sin komposition »Quodlibet«. Dette værk, som er blevet opgivet af tekniske grunde ved flere andre lejligheder, blandt andet ved festivalen i Palermo, lagde i så høj grad vægt på det visuelle ved opførelsen, at det næppe ville lønne sig overhovedet at indspille det. Musikerne var en bratschist (en yndig pige, hvilket næppe var tilfældigt), en cellist, en kontrabassist og en janitschar. Partituret, der bestod af et antal løse blade, som kunne spilles i forskellig rækkefølge, var i kæmpeformat klæbet op på bagvæggen, og musikerne dirigerede alle fire hinanden med nogle til lejligheden opfundne store bløde bevægelser, som i lige høj grad var for publikum og for musikernes fornøjelse. Efter nogen tids musiceren, som indkorporerede enhver tænkelig måde at frembringe lyd på en stryger, alt holdt i en diskret dynamik, bevægede musikerne sig én for én til fire piatti sospesi i forgrunden, som de trakterede med buerne dels ved slag dels ved strøg, ofte i vild uenighed om hvis bækken, der var hvis. Musiken sluttede efter mønsteret »Afskedssymfonien«.

En eftermiddag med konkret musik og eksperimental film fortjener omtale. Service de la recherche fra Paris havde ansvaret for denne seance, hvor især filmene tiltrak sig interesse. En af de mest interessante var måske »Trois portraits d'un oiseau qui n'existe pas«. Her fik man præsenteret en art halvabstrakt »malefilm«, som på en morsom og overbevisende måde karakteriserede tre imaginære fugle til elektronisk akkompagnement. Yderligere sås helt abstrakte bevægelige billedkompositioner til så forskellig musik som Vivaldi og elektrofoni. Dette sidste virkede mindre overbevisende, dog ikke så meget på grund af formen som på grund af indholdet.

I løbet af musikugen løb forskellige dagarrangementer af stabelen: Deltagerne blev således vist rundt på studiet for elektronisk musik i Utrecht, som under ledelse af blandt andre G. M. Koenig er under udbygning for at kunne afløse det nedlagte studie i Eindhoven. Herudover ledte Francis Travis en diskussion om notations- og opførelsesproblemer, og de sidste fire dage afholdt Iannis Xenakis et analysekursus.