Italiensk renæssancemusik

Povl Hamburger
Italiensk renæssancemusik i Knud Jeppesens udgivelser

Die italienische Orgelmusik am Anfang des Cinquencento. Zweite, neubearbeitete und wesentlich erweiterte Ausgabe. Band I-II. 130 + 32 s. / 103 s. Wilhelm Hansen 1960.

ITALIA SACRA MUSICA - Unknown Italian Cathedral Music of the Early 16th Century, Vol. I-III. XXIV + 179 s. / XIV + 187 s. / XIX + 191 s. Wilhelm Hansen 1963.

Førsteudgaven af denne vægtige publikation fremkom i et bind i 1943 (Munksgaards Forlag) som en af de mange betydningsfulde frugter af prof. Jeppesens årelange kildeforskningsarbejde hovedsagelig i italienske biblioteker og arkiver. Formålet med dette så utrætteligt gennemførte arbejde var vel i første række opsporing og udgivelse af hidtil ukendt vokalmusik fra det 15.-16. årh.s Italien, men i ny og næ er det ved siden heraf lykkedes Jeppesen at komme på sporet af forskellig glemt eller tilsyneladende forsvundet instrumentalmusik fra samme epoke, - i det foreliggende tilfælde tilmed sådan, at grænsen for vort kendskab hertil samtidig er blevet flyttet et ikke ubetydeligt stykke længere tilbage i tiden. Medens nemlig den ældst bekendte samling orgelmusik fra Italien hidtil havde været Girolamo Cavazzonis »Intavolatura cioe Recercari, Canzoni, Hinni, Magnificat. Libro primo« (Venezia 1542), bærer de to af de tre samlinger — Frottole intabulate da sonare organi. Libro Primo af Andrea Antico da Montona og Recerchari, Motetti, Canzoni. Libro Primo af Marco Antonio (Cavazzoni) da Bologna - som Jeppesen med denne publikation har bragt for dagen i kommenteret nyudgave årstalsangivelserne henh. Roma 1517 og Venezia 1523.

Andrea Anticos samling havde allerede siden 1928 været eftersøgt af Jeppesen, men først i 1939 lykkedes det ham at finde den i Parenza, hvor den fra omkring 1880 havde været i en adelig families besiddelse. Samlingen indeholder 26 frottolesatser i italiensk orgeltabulatur, hvoraf Jeppesen bringer et udvalg på seks i moderne transskription, hver af disse instruktivt sammenstillet med den originale korsats. Medens det således her drejer sig om instrumental bearbejdelse af vokalsatser, indeholder Marco Antonio Cavazzonis samling - her ny udgivet i sin helhed efter et eksemplar i British Museum - foruden seks sådanne stykker to orgelricercarer, hvis karakter tydeligt røber det rent instrumentale udspring. Med føje gør prof. Jeppesen disse to kompositioner til genstand for særlig indgående kommentarer, thi - som han selv fremhæver det og begrunder det gennem detaljeret analyse - er de ikke kun bemærkelsesværdige derved, at de er de ældste hidtil kendte orgelricercarer, men også derved, at de udgør de første kunstnerisk helt vellykkede forsøg på uden støtte af en tekst at skabe en stor enhedspræget form. De to satser, der omfatter ikke mindre end henh. 127 og 150 takter, adskiller sig forøvrigt fra den noget senere udviklede ricercaretype derved, at de ikke beror på efterligning af den gennemimiterede motet, men på samme vis, som det gælder den samtidige luth-ricercare, væsentlig udfoldes som et fantastisk vekselspil mellem akkordgreb og skalafigurer og således nærmest tilhører toccataens genre. Forbavsende, ikke mindst i betragtning af det tidlige tidspunkt er imidlertid ikke blot den udtrykkets storhed, der træder for dagen i disse to kompositioner, men også den overlegenhed, hvormed de mange indbyrdes kontrasterende episoder her er føjet sammen til et organisk hele.

En smule i strid med titelangivelsen »Die italienische Orgelmusik etc.« bringer denne publikation endvidere en ubearbejdet vokalkomposition, Kyrie-Christe-Kyrie af et messefragment betitlet "Missa: Domini Marci Antonii«. Men bortset fra, at denne ægte italiensk prægede sats i sig selv er offentliggørelse værd, forbinder der sig hermed det interessante moment, at det trods den ufuldstændige autor-angivelse er lykkedes Jeppesen at føre sandsynlighedsbevis for, at også dette værk stammer fra Marco Antonio Cavazzonis hånd. Den pågældende messe benytter nemlig en frit opfundet cantus firmus, der nærmere undersøgt afsløredes som en art kryptogram: Idet de enkelte toner i melodien underlægges de dermed sammenhørende solmisationsstavelsers vokaler, træder samtidig vokalerne i Marco Antonio Cavazzonis fulde navn utvetydigt frem!

Det nye stof, som bringes i 2. udgaven, består af et udvalg af orgelsatser, dels ricercarer, dels vokalbearbejdelser, fra en række håndskriftlige tabulaturer opbevaret i det til hovedkirken i Castell'Arquato (Emilia) hørende bibliotek, hvis indhold Jeppesen i 1949 og 1952 fik lejlighed til at undersøge. Som den betydeligste og interessanteste af de offentliggjorte kompositioner fremhæver Jeppesen orgelmessen »de la dominica« af Jacques Brumel, der 1533-64 var hof organist i Ferrara og formentlig var søn eller nevø af den berømte nederlænder Antoine Brumel. Messen, der er skrevet over temaer fra messerne XI og XVII i Graduale Romanum, hører til alternatim-messens genre kendetegnet ved den vekselvise udførelse af messeleddenes enkelte afsnit ved enstemmigt kor og orgel.

Allerede i førsteudgaven bragtes en længere ekskurs, nærmest en lille studie for sig, over den klassiske orgelbygning i Italien. Endnu på det tidspunkt (1943) var den foreliggende litteratur herom ret sparsom, Jeppesen fremhævede som symptomatisk herfor, at selv i et moderne standardværk som H. Klotz: »Über die Orgelkunst der Gotik, der Renaissance und des Barock« (1934) er knap to sider viet den italienske orgelbygning. I de senere år er emnet dog blevet væsentlig mere uddybet bl. a. gennem et værk som R. Lunelli: »Der Orgelbau in Italien« (1956). Jeppesens fremstilling har dog bevaret værdi i sig selv og er derfor med føje - suppleret med de nyeste oplysninger - blevet genoptrykt i 2. udgaven.

Da prof. Jeppesen for godt fyrretyve år siden forfattede det grundlæggende værk »Palestrinastil med særligt henblik på dissonansbehandlingen«, måtte han nu og da beklage ikke med sikkerhed at kunne afgøre, om denne eller hin hos Palestrina ekstraordinært virkende vending måtte betragtes som genuin eller som arkaisme, eftersom netop den epoke, som ligger umiddelbart forud for Palestrinas optræden, endnu kun var svagt udforsket og derfor fattig på ny tryk. Et centralt objekt for Jeppesens videre forskning blev da i de følgende årtier den før-palestrinensiske musik, hvis skatte endnu i så rigt mål henlå uhævede rundt om i Italiens biblioteker. Som det første markante resultat af Jeppesens forskerflid på dette område forelå i 1935 den monumentale udgave af henved et hundrede flerstemmige lauder fra tiden omkring 1500, en genre, som ved den fremtrædende anvendelse af klangfyldig homofoni ligesom i kim rummer et af palestrinastilens bærende karakteristica.

Denne samling er nu blevet fulgt op med den foreliggende publikation, hvis tre bind tilsammen bringer en fylde af hidtil ukendte vokalkompositioner af indfødte italienere fra første halvdel af det 16. årh., det altsammen stammende fra datidige håndskrifter eller tryk. Ved siden af tidligere kendte navne som Ph. Verdelot og Costanzo Festa, begge især betydelige madrigalister, samt de som frottolister bekendte Bartolomeo Tromboncino og Marchetto Cara, møder man her tillige flere »nye« som især Gasparo Alberti (ca. 1480 -1560), hvis tre messer - alle optaget i denne samling - blev trykt i Venedig 1549 - som fremhævet af Jeppesen som den første publikation af denne art af en enkelt mester; den næste var Palestrinas 1. messebog (1554).

Hvad indholdet i disse tre statelige bind angår, må man give udgiveren medhold i, at det ikke alene har betydelig historisk interesse netop ved det lys, det kaster over denne hidtil ret dunkle epoke, men også rummer arbejder af ægte kunstnerisk værdi. Ikke mindst bør vel her atter peges på Gasparo Alberti, hvis messer, såvel som også de i samlingen optagne motetter, både ved linieføringens plasticitet og de klare rene samklange allerede giver stærke varsler om palestrinastilen. Det samme gælder stort set dissonansbehandlingen. Friheder i forholdet til synkopedissonansen er næppe påviselige, kun er de gennemgående fjerdedele her, som hos de fleste af de øvrige repræsenterede komponister, nu og da behandlet med større frihed end hos Palestrina - betonet såvel som relativt betonet gennemgangsdissonans træffes således ikke sjældent, ret almindelig er ligeledes springvis indført eller videreført dissonans, således bl. a. i forbindelse med den arkaiske »underterts-kadence«.

En speciel interesse frembyder bd. III, der især er koncentreret om musik til den stille uge, og som afsluttende bringer nogle hymner og lamentationer, som formentlig må tilskrives Palestrina, i hvert fald bærer de stærkt præg af dennes skole.