Litteratur

Af
| Årgang 40 (1965) nr. 07 - side 233-236

LITTERATUR
Frank Howes: The Music of William Walton. Oxford University Press 1965 234 pp. 45 shill.

William Walton, født 1902, står som en af sin generations førende komponister i England. Efter en tid som korsanger i Christ Church i Oxford gennemførte han sammested et Bachelor of Music studium og indledte allerede her bekendtskaber med flere betydningsfulde personligheder. Som komponist er han nærmest autodidakt, men har dog fået undervisning af bl. a. Busoni, Ansermet og E. Goosens. Vigtigst for hans kunstneriske udvikling blev dog venskabet med Sitwell-familien, med hvilken han samarbejdede i flere værker, bl. a. »Facade« (1923), et for tiden avanceret stykke for lille instrumentalensemble og recitatorer med tekster af Edith Sitwell. Elementer fra jazz, ballade og forskellige dansetyper leder sammen med den præcist skårne instrumentation tanken hen på et værk som Stravinskys »Historien om en soldat«. I de følgende år blev Waltons musik hyppigt opført ved ISCM-festerne, og han følger med de fleste andre komponister af sin generation den tendens, som sætter ind i 1930'erne, og som går i retning af en mildning og afklaring af stilmidlerne.

Hans produktion er ikke stor, men til gengæld kvalitetspræget. Som de forskellige hovedværker kan noteres: 2 symfonier, enkelte andre rene orkesterværker samt 4 koncerter (concertante, viola, violin og cello); oratoriet »Belshazzar's Feast«, operaen »Troilus and Cressida«, en del filmmusik, et par kammermusikværker og nogle sange. Ingen af dem kan vel siges at have spillet sig ind i det danske musikpublikums bevidsthed måske med undtagelse af bratsch-koncerten fra 1928-29, uropført af P. Hindemith. Walton står i dag på den moderate fløj, og hans musik indtager en position i England og Amerika, der ligger på linie med Williams'. Han blev adlet i 1951 og er æresdoktor ved flere engelske universiteter. Siden slutningen af 1940'erne har han boet i Italien, men dirigerer hyppigt egne værker i England.

Om Walton foreligger nu en bog af Frank Howes, tidligere hovedanmelder ved »The Times«. Han gør kort rede for Waltons biografi og gennemgår derefter værkerne inddelt efter genrer. Efter et afsnit om Waltons musikalske stil bringes til slut en fyldig liste over grammofonindspilninger, værkregister og sang- og navneregister. I et forord tilslutter Howes sig den nye analytiske metode, der er anvist af Reti (»The thematic Process in Music«), og flere af Retis fundamentale fejltagelser genfindes da også i Howes' analyser (undervurdering af de rytmiske og klanglige fænomener, vilkårlig undersøgen af »kærnetoner« etc.). Side 30 finder man f. eks. følgende forkerte sammenstilling af begreber: »The interest of the second movement is not thematic or structural, but rhytmic and dynamic«. Hovedvægten er lagt på værkanalyser, som imidlertid ofte former sig som referater af de musikalske forløb. På trods af mange interessante detaljer er det ørkesløst at komme igennem, og forfatteren har selv en bemærkning herom side 48: »This sort of narrative catalogue of the contents is an unsatisfactory form of analysis«. Han forsøger at afhjælpe miseren ved fiks og elegant billedtale, f. eks. side 46: »... till the whole orchestra boils like milk and, as always happens with milk, boils over in a trumpet solo.« Sproglige delikatesser af denne art bliver i længden kedelige og formår ikke at dække over mangelen på en klar oversigtsmæssig behandling af værkerne. Dette forhold kan ikke opvejes af bogens konklusion, et kapitel med titlen »Style« på kun 6 ½ side; af disse er kun de 4 sider anvendt til stilproblemer. Det bliver ikke bedre af, at Howes tilsyneladende ikke er i stand til at frigøre sig for sonatesatsformens ordvalg, men at han gang på gang i sine undersøgelser tager sit udgangspunkt i denne formtype, selv om han er klar over, at musikken udvikler sig efter andre principper. Efter min mening kunne Waltons musik have fortjent en mere både vidtskuende og dybtgående behandling i overensstemmelse med den position, den indtager i de engelsktalende lande i øjeblikket.

M. H. P.

Niels Friis: DOMKIRKEN VOR FRUE KIRKES ORGEL. Th. Frobenius & Co. København 1965.

Orgelbyggerfirmaet Frobenius har i anledning af Domkirkens nye orgel udgivet en bibliofil lækkerbid: Niels Friis' historiske essay om orglerne i Vor Frue Kirke. Uden egentlig at indeholde sensationer kaster Niels Friis' skildring af de forskellige instrumenter, deres dispositioner og restaureringer, et interessant sidelys over den musikalske tradition, der har eksisteret på Frue Plads fra den første kendte organist - Anders Andersen Orghemester, vicarius perpetuus i 1488 - til vore dages orgelspillere.

Forfatteren samler med megen omhu de spredte og sparsomme efterretninger, der eksisterer om kirkens første orgler. Hovedsageligt udgøres kildematerialet af regnskabsbilag som bevidner eftersyn, istandsættelser, udskiftning af piber og vindlader etc., der udføres af skiftende organister og orgelbyggere. Et enkelt navn med musikhistorisk klang træffes i arkiverne: Den kgl. priviligerede orgelbygger Johan Lorentz, hvis søn, komponisten og domorganisten Johan Lorentz hørte til Danmarks betydeligste musikere i første halvdel af det syttende århundrede og eventuelt virkede som lærer for Buxtehude.

Først med bygningen af kirkens første store barokorgel i 1690, der blev udført af den kendte orgelbygger Johan Petersen Botzen, kommer der klarhed over instrumenternes art. Et prægtigt orgel med tre værker og pedal på ialt 47 stemmer til den anseelige sum af 4.000 rigsdaler dukker op af Universitetets arkiver. Hovedværket tæller tre sekstenfodsstemmer, rausch-quint, trekors cymbel og femkors mixtur; pedalet ligeledes tre sekstenfodsstemmer, mixturer og fire- og to-fods oktaver; og de øvrige værker er rigt forsynede med særprægede, overtonerige stemmer. Hvordan det har lydt, findes der ingen vidnesbyrd om; men de ældste dele af orglet i Vor Frelsers Kirke stammer fra samme orgelbyggers hånd - og de har som bekendt dannet grundlaget for de sidste restaureringer og ombygninger af Vor Frelsers orgel.

Fra indvielsen af Botzen-orglet i 1691 følger beskrivelsen i store træk lokalhistorien med dens talrige brande og ødelæggelser, der ikke sparede Domkirken. To gange - i 1728 og 1807 - nedbrændte Domkirken og med den både Botzens orgel og det instrument, som Schnitger-eleven Daniel Karstens byggede i 1730'erne.

Den klassicistiske kirke, der rejstes i 1820'erne, fik fra starten et problematisk instrument - Oppenhagens Jammersminde kaldet efter dets uheldige bygherre. Dette instrument blev med talrige forbedringer og ombygninger, udvidelser, indskrænkninger og moderniseringer virkefelt for musikere som Weyse, Hartmann og Raasted. Niels Friis redegør omhyggeligt for de mange metamorfoser, orglet gennemgik og skildrer - med en vis fordømmelse - dets forvandling til rent romantisk »kæmpeorgel«. Nu er dette instruments mere end hundredårige æra som bekendt afsluttet med indvielsen af det nye Frobenius-orgel, der skal honorere såvel den klassiske som den romantiske orgellitteraturs krav. At man har fundet anledning til at markere dette vendepunkt i Domkirkens musikalske historie med udgivelsen af Niels Friis velskrevne og typografisk fint udstyrede bog, er et smukt vidnesbyrd om den pietetsfølelse og den historiske sans, der kendetegner orgelbyggerfagets første mænd.

jeb.

STRING MUSIC IN PRINT, Edited by Margaret K. Farish. R. R. Bowker Co., New York 1965. 25 dollars.

Margaret Farish' bog om musik for strygere er nærmest betegnet et forlagskatalog, der på 420 sider søger at medtage mest muligt af den udgivne musik, der kan udføres af strygere (d. e. violin, viola, cello og bas) alene eller i forening med andre instrumenter. Det siger sig selv, at en sådan opgave - hvis den overhovedet kan løses - kræver væsentlig mere plads end små 500 sider, og det er da også med nogen skepsis, man tager stikprøver i Margaret Farish' værk.

Vigtigst er naturligvis listen over udgivere, der omfatter godt 200 navne - ikke overvældende mange i betragtning af de mængder af beskrevet papir, vore dages bogtrykkerier udspyer. Så vidt det kan bedømmes, er alle de betydeligste forlag med og endvidere en række mindre forlag. Med tilfredshed finder man Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og Engstrøm og Sødring, mens Skandinavisk Musikforlag og f. eks. det (eneste) islandske musikforlag mangler.

Går man til værkfortegnelserne forbløffes man over den tilfældighed, der lægges for dagen. Blandt autorer til strygekvartetter nævnes f. eks. Carl Nielsen, Høffding og Hornemann. Holmboe leder man derimod forgæves efter. I gruppen »musik for vokalstemme og (stryge)instrumenter« mangler et navn som Boulez ganske, mens man finder Fortner og mange andre mindre ånder fra den ny musiks verden. Og den sporadiske litteraturliste til slut rummer interessante titler som »Paganinis hemmelighed« og lignende - men tilsyneladende ikke ét væsentlig værk om strygeinstrumenternes historie eller bygning. Derimod en teorilærebog for violinspillere! Man må derfor anholde titlen »String Music in Print« som mildest talt pretentiøs og langt fra svarende til indholdet. Men hvis man har femogtyve dollars for meget, så -.

jeb.