Musikalier

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 07 - side 237-240

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

MUSIKALIER

Boesen, Clausen, Dal og Embarg: SALMER, SANGE og VISER. Wilh. Hansens Forlag 1965.

Der er i de senere år kommet adskillige skolesangbøger fra danske forlag på markedet, og her i sommer så »Salmer, sange og viser« dagens lys. Man spørger uvilkårligt sig selv, om der stadig kan udgives sangbøger, der på samme tid både vedkender sig den fædrene arv og tilføjer et nyt, personligt præg. Svaret er i dette tilfælde bekræftende. Allerede bogens titel »Salmer, sange og viser« disponerer overordentlig klart dens indhold, hvis stof rækker fra 3. til 10. klasse i folkeskolen. Småbørnssange er af rigtige grunde ikke taget med, men en sangbog for de yngste alders- og klassetrin er stillet i udsigt.

Der er lagt lige megen vægt på salmer, sange og viser samt kanons - stort set også i antal - og denne brede forankring forhindrer slagside og gør bogen værdifast og tillidsvækkende.

Salmevalget er naturligvis traditionelt sigtende mod skole- og menighedssalmer og i det store og hele fyldestgørende. Blot synes jeg, man savner Carl Nielsens: »Forunderligt at sige« og »Min Jesus, lad mit hjerte få«, ligesom det må kaldes en luksus at anvende Laubs melodi til »Alt hvad som fuglevinger fik« hele to gange, idet den gentages til »Som forårssolen

morgenrød«. Det skal her lige indskydes, at stoffet i bogen er ordnet på den mest enkle og hensigtsmæssige måde, nemlig alfabetisk, og for at undgå den ofte irriterende sammenblanding af numre og sidetal, er sidstnævnte simpelthen udeladt!

Sangstoffet er på ca. hundrede sange fra den danske sangskat, og med tilfredshed konstateres enkelte nyere sange som f. eks. Kaj Munks og Bernhard Christensens »Nu kræver Danmark af os -« og Nordahl Griegs og Otto Mortensens »Kringsatt av fiender«. Personlig hilser jeg Knud Vad Thomsens melodi til Blichers »Hulde engel« velkommen i en dansk skolesangbog, hvorimod et par andre hævdvundne sange savnes. Det er en erfaring, at børn holder af sange med mange »billeder« som f. eks. »Spurven sidder stum bag kvist«, og det er derfor en skuffelse, at Aakjærs og Rings »Når rugen skal ind« samt Garffs og Mortensens »Septembers himmel er så blå« ikke er taget med. »Høje Nord« kunne passende have afgivet plads til den ene af disse!

Visestoffet har sin rod i mange lande, og det vil utvivlsomt tiltale eleverne i de højere klasser. Det danske visestof indtager naturligt nok den største plads her, men der er et udmærket udvalg af norske, finske, svenske, tyske, engelske, franske og

Gymnamusas koncert den 30. oktober er udsat til lørdag den 4. december kl. 16 i Odd Fellow Palæets mindre sal.

amerikanske viser, af hvilke flere for første gang er repræsenteret i en dansk skolesangbog. Til sidst i bogen findes et fint udvalg af de allerbedste kanons til skolebrug - 40 i antal.

Flere af bogens melodier har fået en flerstemmig iklædning. Enkelte er originale, men de øvrige eller dele af dem (f. eks. omkvæd) har Karl Clausen udsat for 2 eller 3 lige stemmer. Det er et dygtigt arbejde, og stemmerne er sangbare og let lærte; det skal nok inspirere sanglæreren og hans elever til at dyrke korsang i sangtimerne. Karl Clausen, der er en af vore fineste kendere af dansk sanghistorie, har til indledning skrevet en klog og meget læseværdig afhandling om folkelig sang og folkesang, hvori han gør rede for de to genrers herkomst, forskelle og berøringsflader.

Nodetrykket er stort, klart og letlæseligt, og sidst, men ikke mindst må nævnes det utraditionelle billedstof, for hvilket Erik Dal har ansvaret. Helsidesfotografier-ne har alle et til teksterne meget relevant og realistisk motiv. En virkelig fornyelse i en skolesangbog!

Bogens for- og bagside symboliserer med billeder af orgelpiber, murstensfacade og modne rugaks titlen »Salmer, sange og viser«. Murstenene har allerede fremkaldt navnet murstenssangbogen, der dog også kan referere til sangbogens format og vægt! Allerhelst vil jeg forbinde ordet med bogens anvendelse i musikopdragelsens tjeneste. Thi her er den et godt bygningsmateriale.

Å. N.

N. O. Racist ed: Sonate for klaver op. 109.

Samfundet til udgivelse af dansk musik, 3.

serie nr. 162. Caspar Diethelm: Klaviersonate IX. Hein-

richshofen's Verlag. Wolfgang Fortner: Epigramme für Klavier

1964. Edition Schott 4810. Jan Wise: Cristalli per due pianoforti.

IMPERO Verlag Gmb H. Wilhelmshafen.

Af de fire klaverværker, der skal omtales i det følgende, er Sonate op. 109 af N. O. Raasted det i stilistisk henseende »ældste«. Til gengæld synes det mere afrundet og overbevisende end de tre andre. Det er tonalt, men med et modalt præg, som i nogen grad afsvækker tonaliteten og giver plads for kromatiske friheder. I slægt med den »Hindemithske« stil med andre ord.

Har Raasteds sonate stilistisk retning fra det tonale mod det kromatiske, kan det omvendte omtrent siges om Caspar Diet-kelrris Sonate IX. Dens første sats er en helt skolemesteragtig præsentation af en tolvtonerække og dens tre elementære varianter. Formuleret som en koral i fire lige lange afsnit af fjerdedelsnoder. De følgende satser byder på en noget friere formulering. Til gengæld falder stilen »tilbage« mod en tonal opfattelse. Samtidig fastholdes imidlertid tolvtonerækkens elementer, men selv om de er tydet tonalt med god sans for intervallernes spænding - og selv om satserne har flugt - bliver helhedsindtrykket aldrig rigtig vellykket.

I »Epigramme für Klavier« af Wolfgang Fortner er sproget mere homogeniseret, trods en del »fløde« fra den tonale musik. Tolvtonerækken er udnyttet med større sans for dens iboende kræfter end hos Diet-helm, men alligevel med en lovlig snæver konsekvens i forløbet. Indenfor den ramme dog ikke uden inspiration.

I det sidste værk Cristalli af Jan Wisse er grebet endnu strammere. En ret streng serialisme ligger til grund for kompositionen, og den synes ikke at have udfordret til modsvarende fantasi og opfindsomhed. Trods forordets forsøg på at overbevise én: »- Kontraste in der Bewegung, der Töne, in der Klangstücke, der Stellung, der Aufführungsweise und der Dichte des Tones, - all dies in eine organische Einheit ver-schwolzen, in der nichts gewollt oder kalkuliert erscheint.«

Jan Wisse's værk er for to klaverer, de øvrige for ét. Alle er overkommelige at spüle.

F. S.