Sådan blev tivolikoncerten bedømt

Sådan blev tivolikoncerten bedømt
Spilletanten er død.

Hvis man for alvor er interesseret i dansk musiklivs vækst og farbare udviklingsmuligheder, er de statsprøvede musikpædagogers årlige elevkoncert i Tivoli på sommersæsonens sidste dag egentlig noget af det mest spændende, der kan bydes på. Musikpædagogisk Forenings formand, mag. art. Henning Bro Rasmussen, sagde ganske vist til indledning, at eftermiddagens eneste formål var at vise, at musik er den dejligst tænkelige fritidsbeskæftigelse. Men koncerten fik nu på flere måder et væsentligt større perspektiv.

Naturligvis var det udvalgte elever, der optrådte, men alligevel var det påfaldende ud fra en slags gennemsnitsbetragtning hvilket kvalitetsniveau, især klaverundervisningen er kommet op i. Man kunne konstatere, at den sagnomspundne »spilletante« nu åbenbart er ren fortid, og at der er opfundet metoder til at lære børnene at spille med en overraskende omfattende, kunstnerisk forståelse af musikkens væsen. Og når man er nået frem til det, ja, så er det jo en selvfølgelig ting, at musikken pludselig er sjov. Men når man så sad og var behørigt imponeret over, hvad en dreng som Flemming Ørbeck og en pige som Lis Damm allerede nu kunne, ja, så må konsekvensen heraf vel være, at de som 15-årige spiller Brahms »Händel-variationer« og som 18-årige Boulez' klaversonater - for øjensynlig har moderne musik indstillet sig på rumfarts-tempi, og udviklingen skulle jo gerne føres helt til tops, når metoderne åbenbart er så effektive.

Ligesom sidste år kommer koncerten til at virke for lang, selv om man omhyggeligt havde sørget for at skabe afveksling mellem klaver-numrene med sang, violin, guitar, obo og blokfløjtespil, foruden det lille strygeorkester fra Holte gymnasium, der så påpasseligt spillede Telemann som optakt til eftermiddagen. Desværre havde koncerten også overtaget sidste års uvane med, at tilhørerne ugenert vandrede ind og ud fra deres pladser, mens de unge optrådte. Når man tænker på, hvor lidt der skal til for at slå selv professionelle ud, var det både hensynsløst og ubetænksomt af disse voksne, faktisk også utilgiveligt i de tilfælde, det fik indvirken på præstationerne fra tribunen.

H. V. i Aktuelt d .13/9-65.

Musikungdom.

Den, der for ca. 40 år siden selv optrådte ved elevkoncerter, hvor nervøse unge, i bedste fald dresseret til fingerfærdighed, spillede gode og halvgode og dårlige ting mellem hinanden, måtte glæde sig meget over Musikpædagogisk Forenings elevopvisning i Tivoli søndag eftermiddag.

Her et par eksempler på standarden: Den purunge Tine Henriksen fik med sin tætte og lysende blokfløjtetone en sonate af Telemann til at blive en ørenslyst i en lyn-sikker musikalsk form, og den endnu yngre Flemming Ørbeck spillede Händel med glimrende klaverbehandling og en formidabel stil- og formsans. Også et ensemble fra Holte Gymnasium under ledelse af Esther Skorpik var en glædelig oplevelse.

Spillelærerinden og -læreren, disse dårligt uddannede og underbetalte stakler, hører historien til. Vor tids pædagoger lærer godt nok eleverne at synge og spille, men de lærer dem først og fremmest musikkens sprog, måske gør de de unge til fremtidens musikere, men i hvert fald gør de dem til musikelskere.

Walter Zacharias

i Land og Folk den 14/9-65.

Rettelse til programmet i septembernummeret af Musikpædagogen: 1. nummer blev spillet af Holte Gymnasiums Musikskoles orkester.