Stockholm festivalen 1965

Jens Brincker
Stockholm festivalen 1965

Mens Finland og Danmark kunne celebrere hundredårene for deres største komponister, og Norge fejrede tohundredåret for stiftelsen af »Harmonien« - det bergensiske selskab, der foranstalter den norske musikfestival, benyttede Sverige lejligheden til at bryde ud af festival-fællesskabet de fire nordiske lande imellem og etablere sig om efteråret i stedet for på våren.

Dette udslag af svensk separatisme har naturligvis forårsaget skumlen i krogene. Meningen med at lægge de fire nordiske festivaler samtidigt var jo at skabe én samlet nordisk festival, der kunne udøve uimodståelig tiltrækning på det internationale musikpublikum. En sådan festival måtte ligge om foråret for ikke at konkurrere med de internationale musikfester i Bayreuth, Salzburg, Edinburg etc. Ideen var god; men det internationale publikum glimrede i København, Bergen, Stockholm og Helsingfors med sin fraværelse. Og festivalkomiteerne fik samtidig lejlighed til at studere de vanskeligheder, der er forbundet med at arrangere festivaler, når sæsonen går på hæld.

Det er nemlig mere end svært for ballet og opera at stille virkelige kvalitets forestillinger på benene umiddelbart før ferien. Premierer og uropførelser, der pynter på et festivalprogram, stiller krav om oplagthed og overskud til de implicerede kunstnere og administratorer, hvilket ikke just er nemt at honorere efter otte måneders slidsom sæson. Og det hjemlige publikum, der skal fylde salene når turisternes flokke udebliver, svigter i de lyse nætter, hvor ødegården, fjeldet og Tivoli udøver et virkningsfuldt trylleri.

Konfronteret med disse vanskeligheder, hvis resultat kan sammenfattes i formlen "mådelige forestillinger - tomme sale«, lagde Stockholm sin festival om. Tidspunktet blev sæsonbegyndelsen, hvor kunstnerne er veloplagte. Programmet blev gjort attraktivt for et svensk publikum. Og begivenhederne blev udvidet til at omfatte film og teater foruden opera, koncert og ballet.

Linjen i dette års svenske festivalprogram vidner ligeledes om konsekvens. Svenskerne satser, og de tre kunstneriske ledere Karl-Birger Blomdahl, Göran Gentele og Johannes Norrby, så klart, at det intet formål har at spille symfonier af Brahms og Beethoven, som publikum resten af sæsonen kan høre for den halve pris i udførelser, der ikke nødvendigvis er ringere end festivalens. Man satsede på det tyvende århundredes kunst, der blev fremført i koncertsalene af Det polske Nationalorkester, Stockholms Filharmonikere, Sveriges Radioorkester og forskellige kammerensembler. Operaen spillede foruden »Herr von Hancken« Janácek s »Testamentet«, Strauss »Elektra«, Bergs »Wozzeck«, Blomdahls »Aniara« og Lars Johan Werles eksperimentalopera »Drømmen om Therese«.

I teatrene kunne man overvære forestillinger af Brecht, Peter Weiss, Werner Asperström, Eugène Labiche, Musset, Jack Gelber, Dario Fo, David Rudkin samt de mere eksperimenterende opførelser på Pistolteatret af Pi Linds »Du skal icke begå Skeppsbrott« og Jan Barks »Importation«. Desuden var der forevisninger af udenlandske films, ballet og pantomime med blandt andre Yvonne Rainer og Bob Morris samt - i kontrast til de øvrige begivenheder - »historiske« opførelser på Drottningholms Slotsteater og en række koncerter med musik fra tidlig barok og renæssance.

Alligevel blev den svenske festival ikke den overbevisende publikumssucces, man havde håbet på i det år, hvor festivalen flyttedes, nyt kunstnerisk råd oprettedes og nye ideer gennemførtes med konsekvens. Stockholm-kritikeren Per-Anders Hellquist holder i en artikel i »Svenska Dagbladet« dom over det nye festspil og peger på, at festspillet trods linje og idé ikke skiller sig nok ud fra den øvrige sæson med hensyn til kvalitet, hvorfor publikum opfatter den som en intensiveret sæsonstart, der umærkeligt med arrangementernes udvanding glider over i normaliserede forhold. »Man sætte ølse for, man sætte ølse bag« - festivaler lader sig åbenbart ikke gennemføre uden exceptionel kvalitet.

Denne erkendelse, som også har adresse til vor hjemlige musikfest, der med hensyn lil svigtende publikumsinteresse kan konkurrere med en hvilken som helst manifestation af ligegyldighed i Europa, har ligeledes relevans over for bedømmelsen af Stockholm-festivalens store begivenhed: Karl-Birger Blomdahls og Erik Lindegrens komiske opera »Herr von Hancken« efter Hjalmar Bergmans roman.

Som musikværk lider »Herr von Hancken« under betragtelige svagheder. Skønt Erik Lindegren har reduceret Bergmans tekst - til tider så drastisk, at man må kende romanen for at forstå operaen - er librettoen overordentlig tekstrig. Og da alt overflødigt øjensynligt er skåret ud af teksten, må publikum nødvendigvis opfatte hvert eneste sunget ord. Derfor udfolder musikken - med en enkelt undtagelse - sig i et frit formet recitativ, der yder ordet stor retfærdighed, men giver sangerne og komponisten ringe mulighed for personkarakterisering.

Mens det vokale element således er teksten underlegent, er der til gengæld udfoldet stor kompositorisk fantasi i det instrumentale. Orkesterpartiet rummer en rigdom af musikalsk karakterisering, der især kommer til udtryk i den pantomimiske scene, som iøvrigt er operaens bedste. Sammenligner man »Herr von Hancken« men Henze's »Der junge Lord« - begge er komiske operaer med stærke indslag af det groteske - må man give »Der junge Lord« prisen som det bedste musikteater; men som musikalsk udsang er »Herr von Hancken« af større lødighed end Henze's værk. Hvor Henze skaber en sofistikeret musikalsk spøg, der afvikles i et hæsblæsende tempo, går Blomdahl tungere, mere pretentiøst, men også mere stilistisk bevidst til værks. At dette ikke kom værket til gode skyldtes dirigentens frygt for at overdøve sangerne. Der er væsentligt mere og bedre i »Herr von Hanckens« orkesterpartitur end det, premieren røbede; og det vil komme frem med en frodigere musikalsk ledelse end Michael Gielens.

På lignende vis kan forestillingen »Herr von Hancken« blive bedre musikteater end det, man overværede på Stockholms Opera. Göran Genteles instruktion fejrede ganske vist små triumfer i første akt, hvor det komiske aspekt endnu er dominerende; men som handlingen koncentreres om von Hanckeris personlighed blev iscenesættelsen skematisk og efterhånden intetsigende, så den i stedet for at befordre værket belastede det. Når hertil føjes, at de to hovedroller, Herr von Hancken og Doktor Lesage, var dårligt besatte, er det klart, at forestillingen »Herr von Hancken« langt fra at yde værket retfærdighed blev eksemplet på, hvordan selv den mest celebre musikalske begivenhed virker utilstrækkelig, når den gennemføres uden virkelig kunstnerisk kvalitet.