Subjektive betragtninger

Jens Wilhelm Pedersen
Subjektive betragtninger om kulturdagene i Jyväskylä

Efter sidste verdenskrig er kongressernes antal steget til det uoverskuelige. Der findes kongresser for alt: gymnastik, musik, sexualoplysning, fred, madlavning, frimærker, Nato, aldrig mere krig osv.

Jeg skal ikke her berøre årsagen hertil, blot har jeg ofte tænkt, at disse kongresser visselig inden for deres eget fagområde fremmer den indre kommunikation, men at de udadtil ofte virker som sluttede samfund, der ikke har nogen egentlig interesse for de problemer, som ikke berører deres fag.

Det var derfor meget opmuntrende at få tilsendt programmet for kulturdagene i Jyväskylä, hvortil jeg sammen med seks andre unge skandinaviske komponister var inviteret til at deltage i György Ligeti og Friedrich Cerha's seminar. Her blev der givet én mulighed for at møde mennesker, hvis fag lå langt fra mit eget, samtidig med at der blev tilbudt teateraftener og filmforevisninger m. m. Jeg var selvsagt fast besluttet på at deltage i seminaret.

Kompositionsseminaret var en ønskedrøm for en ung komponist. Alle komponister fik pålagt at skrive et værk til seminaret. Dette værk skulle så sendes til alle seminarets medlemmer, så at man var bekendt med hinandens værker inden seminaret begyndte. Selve seminaret skulle udformes således, at man hver dag gennemgik ét af de indsendte værker. Om formiddagen skulle Ligeti redegøre for dets kompositionstekniske aspekter, om eftermiddagen skulle værket gennemspilles af radioens ensemble for moderne musik under ledelse af Friedrich Cerha, og til slut skulle følge en diskussion mellem Ligeti, Cerha og komponisterne samt eventuelt nogle af musikerne. Det siger sig selv, at det var med store forventninger, jeg beredte mig på at rejse til Jyväskylä.

Blev mine forventninger da opfyldt? Nej, bestemt nej. Jeg så ikke skyggen af et partitur, og da jeg den 26. juni rejste fra Danmark, var mine forventninger betydeligt formindskede. Denne kendsgerning forstærkedes yderligere ved ankomsten til Jyväskyläs universitet, hvor man yderst venligt tog imod mig, men intet kunne oplyse om seminaret. Dog fik jeg at vide, at prøverne var begyndt, og skyndte mig derfor derhen for om muligt at komme til at hilse på orkestret og dirigenten. Desuden ville jeg meget gerne læse korrektur på stemmerne til mit stykke. Ved ankomsten til prøvelokalet opdagede jeg til min glæde, at der blandt musikerne fandtes flere af mine bekendte fra U.N.M.-festerne, som jeg i de sidste tre år har deltaget i. Medens gensynsglæden var stor, virkede dirigenten meget forbavset over, at jeg præsenterede mig, og mit navn syntes ikke at vække nogen erindring hos ham. Jeg fik forklaringen senere: han havde endnu ikke fået partituret, og nodematerialet var heller ikke på rette sted.

I parantes kan jeg sige, at jeg 31. maj (!) havde afsendt tre eksemplarer af partiturer og stemmer til Helsingfors.

Nå, i løbet af de nærmeste dage kom partituret, nodematerialet, kolleger og Ligeti - og den 2. juli kunne seminaret begynde. Men af det ventede samarbejde mellem Ligeti, Cerha, komponisterne og musikerne blev der intet.

For det første varede det en hel uge inden orkestret og instrumentariet var fuldtalligt, hvilket bevirkede, at der var stykker, som det var umuligt at holde prøve på. For det andet skulle orkestret foruden at uropføre syv nye kompositioner, opføre en række yderst vanskelige værker fra århundredets første fjerdedel, alt dette på elleve dage, i sandhed en svær opgave for såvel dirigent som orkester. At det virkelig lykkedes dem at opføre seks af de syv nye værker og et stort antal andre værker var en enestående præstation, selv om man tager radioens orkester for ny musik's høje standard i betragtning. En mildt sagt elendig slagtøjsgruppe retarderede desværre orkestrets standard i betydelig grad.

Med hensyn til samarbejdet mellem musikere og komponister blev det heller ikke til meget, hvilket er fuldt ud forståeligt, når man tænker på det store pres under hvilket musikerne arbejdede. Dog må jeg sige, at jeg aldrig har mødt et orkester, som var så hjælpsomt og venligt, og havde der været mere tid, ville det ønskede samarbejde uden tvivl være blevet en meget frugtbar faktor i seminarets arbejde.

Ligeti's timer var derimod en oplevelse. Denne mand ejer i særlig grad evne til at indleve sig i det arbejde han skal kritisere, hvilket han gør på én gang varsomt og hensynsløst; hensynsløst i udtalelsen om værkets mangler, varsomt når det drejer sig om dets sjæl. For ham ejer hvert værk sin sandhed - vi bør lære os selv at være ærlige over for denne.

Ligeti samt samværet og diskussionerne med kolleger fra de nordiske lande var absolut seminarets væsentligste lyspunkter. Man kan ikke fremhæve vigtigheden heraf nok, og alene af den grund fortryder jeg ikke min rejse til Jyväskylä.

Så meget om selve seminaret, men hvad mener jeg om Jyväskylä som fænomen?

Jeg må sige, at allerede den første dag varslede ilde, idet jeg blev vidne til en hændelse, som jeg ikke troede, kunne forekomme i vore dage. En ung i mine øjne meget begavet svensk komponist, som var kommet til Jyväskylä for at opleve kulturdagene, blev på grund af sit udseende bortvist fra universitetsområdet af en politibetjent. Trods det at jeg senere lærte, hvor meget man i Finland dømmer et menneske efter dets udseende, var jeg mildest talt rystet. Dog denne oplevelse giver faktisk mit indtryk af Jyväskylä i en nøddeskal. Der fandtes f. eks. en såkaldte »Kulturklub«. Hensigten med en sådan klub turde vel være, at man under utvungne former skulle have mulighed for at slappe af, diskutere, udveksle meninger med anderledes tænkende, men nej - hele kulturklubben fungerede som en fin, men dødtrist natklub. Man skulle have medlemskort for at komme ind, og éns påklædning skulle være perfekt. Allerede dette hindrede mange i at træffe bekendte i klubben, og når man dertil føjer høje priser og dårlig servering, kan læseren måske forstå, at det just ikke var stedet, hvor man oplevede den inspiration, som jeg f. eks. havde fundet under de såkaldte »eftersnackkvaller« ved U.N.M.-festen i Helsingfors, 1962.

Inden man gik i kulturklubben (som var den eneste restaurant, hvor man kunne møde bekendte) kunne man lytte til koncerter med kendte ensembler og kunstnere, meget fornemt, men til hvilken nytte? Hvis man ser bort fra Cerhas og Música Antiquas koncerter, kunne man med en hurtig gennemlæsning af programmet se, at resten af koncertprogrammet kun gav de gode gamle schlagere, som man havde hørt så ofte før. Vidunderlige ting, dejlig musik, men det gav ingen fornyelse i sjælen, virkede blot som en komprimeret koncertsæson. Derimod var opførelsen af Markku Lahtelas »Kevätsadetta« en stor oplevelse. Her var fornyelse, noget som fik mig til at føle: det var godt du tog til Jyväskylä.

Måske har jeg misforstået det hele, måske ønsker man slet ikke besøg af langhårede komponister eller lignende suspekte personer, måske ønsker Jyväskylä at sommerkurserne i stedet for at være fornyende og inspirerende blot skal give mulighed for en underholdende og »kulturelt præget«, ikke for anspændende sommerferie. Gør Jyväskylä det, er det synd, thi denne uge har virkelig en chance for at blive en væsentlig og skabende faktor i nordisk kulturliv.