De første toner

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 08 - side 287-288

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

De første toner

Direktøren for Det kgl. danske Musikkonservatorium, komponisten Knudåge Riisager, er i en kronik i Berlingske Tidende den 18. oktober 1965 fremkommet med nogle betragtninger over skolens musikundervisning i anledning af det i folketinget fremsatte forslag til lov om læreruddannelse.

I Musikpædagogens novembernummer citeredes musikkommissionens skrivelse om dette lovforslag. Her skal citeres et par afsnit af Knudåge Riisagers kronik, hvori der bl. a. stilles forslag om, at statsprøvede musikpædagoger med en nødvendig supplerende til-lægsuddannelse skal kunne gå ind i skolearbejdet.

Det er ikke så mærkeligt, at der står blæst omkring det forslag til lov om læreruddannelsen, som i den ny samling igen bliver lagt på Folketingets bord. Langt ud over snævrere skolekredse har spørgsmålet om uddannelsen af lærerne til folkeskolen naturligt den største interesse. Det drejer sig om et forhold, hvis virkninger ethvert hjem må være dybt interesseret i. Det griber ind i samfundsstrukturen, vidt frem i tiden og bredt ud i det nærliggende. Her gælder for alvor non (sólum) scolae, sed (etiam) vitae.

Det er derfor heller ikke til at undre sig over, at talsmænd for almene kulturinteresser har ladet høre fra sig i denne anledning. Kulturministeren har grebet ind med et: »tøv en kende«, og såvel fra det under hans ressort hørened »Kulturudvalg« som fra musikkommissionens side er der fremkommet indlæg, som næppe vil kunne overhøres.

På Det kgl Musikkonservatorium og, efter at den nylig gennemførte lovgivning om endnu et statskonservatorium i Århus samt tre landsdelskonservatorier (i Ålborg, Odense og Esbjerg) har muliggjort det, uddannes de såkaldte »statsprøvede musikpædagoger«, som med de færdigheder både af musikalsk og pædagogisk art, de har erhvervet, bedre end andre læreruddannede ville kunne bestride en sådan undervisning. Men man bruger dem kun i yderst ringe omfang i skolen. Trods den ofte understregede lærermangel.

Efter de planer, som er nedfældet i musikkommissionens betænkning om konser-vatorieuddannelsen og den dertil hørende betænkning om den musikpædagogiske uddannelse, vil - så såre disse betænkninger realiseres - uddannelsen af musikpædagoger blive yderligere rationaliseret, idet den

musikpædagogiske uddannelse af lærere i musik bliver en »linie« inden for kon-servatorieuddannelsen. For at disse lærere skal kunne gå ind i skolearbejdet, savnes imidlertid endnu, at de ud over det allerede gennemførte studium får lejlighed til at gennemgå en uddannelse i almindelig pædagogik med særligt henblik på klasseundervisning, og at de desuden får mulighed for at kunne undervise i et almindeligt skolefag. Dette sidste har sin særlige forklaring behov, nemlig den, at musiklærerne let vil komme til at danne en enklave i lærerkorpset, når de ikke kan gå ind i det almindelige skolearbejde under en eller anden form. Det ser ud, som om dette sidste spørgsmål vil kunne løses ved et samarbejde mellem konservatorierne og lærerseminarierne - et samarbejde, der f. eks. kunne lignes ved det samarbejde, der på opera-uddannelsens område finder sted mellem Det kgl. Teater og Det kgl. Musikkonservatorium. På samme måde kunne endvidere uddannelsen i almindelig pædagogik finde sted ved seminarierne.

Den såkaldte kulturkløft har i mange henseender sit udspring deri, at der fra skolens side ikke gives det fornødne grundlag for muligheden for at være med. Og under kulturdebatten har man nok i nogen grad draget fritidsproblemet for stærkt ind i diskussionen. Det er ikke kunstens opgave at »udfylde« fritiden. Men det er det enkelte menneskes opgave at beskæftige sig - bl. a. i sin fritid - med det, der kan udvikle og højne dets personlighed og forståelse. At medvirke hertil er et væsentligt led i en bevidst planlægning af det samfund, der forestår. Vi må ikke overse,, at i jo højere grad teknikken træder ind i vor daglige tilværelse, med alle dens uomtvistelige goder, i jo højere grad bliver det nødvendigt, at mennesket rustes mod åndelig mekanisering. Film og TV, presse og billigbøger, radio og grammofon lader de kulturelle goder strømme ind over os. Men er vi i stand til at modtage det hele? Forudsætningen herfor, grundlaget herfor, må lægges i skolen.

Årgang 40/1965, nr. 08