Grammofon

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 08 - side 276-277

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

Gamle grønlandske sange. (RCA DFS 456-459).

Med Dansk Folkemindesamlings udsendelse af en pladeantologi (4 EP plader) med grønlandske folkesange med og uden trommeaccompagnement, er der endelig herhjemme givet et bredere publikum mulighed for at danne sig et indtryk af grønlænder-eskimoernes musiktradition før denne er helt forsvundet, bukket under for amerikansk og europæisk kulturpåvirkning.

Optagelserne stammer fra Poul Rov-sing Olsens ekspedition til Angmagssalik-området i sommeren 1961 samt Mikael Hausers rejse til Thuledistriktet året efter, hvor man med få undtagelser besøgte samtlige bopladser og udsteder i de to områder, og pladeeksemplerne er resultatet af et meget stort udvælgelsesarbejde.

Man må sige at pladerne er rigt varierede. Der er kælesange og vuggeviser for børnene, åndemaner-sange, sange til underholdning og til at udtrykke personlige stemninger og oplevelser og sange til sangkampe.

Med disse mange forskellige genrer kunne der være en fare for at pladerne blev uoverskuelige, men heldigvis følger der kommentarer med til den enkelte plade med oplysninger om de enkelte sanges funktion samt (for de østgrønlandske eksemplers vedkommende) oversættelser eller gendigtninger af teksterne.

Det havde været rart om kommentarerne, specielt angående de musikalske problemer havde været endnu fyldigere end pladsen har tilladt det, men man må trøste sig med, at emnet er behandlet andre steder (bl. a. i DM nr. 3 - 1962), hvor man så kan søge yderligere oplysninger.

Som sagt er eskimosangen ved at forsvinde, først og fremmest ved at de gamle sanggenrer har mistet deres oprindelige funktion og i dag kun synges som under-

holdning, men alligevel har man dog langtfra fornemmelsen af at stå overfor en sidste afglans af en forgangen storhedstid, de enkelte sange lyder spillevende, og sammenligner man med de gamle fonografoptagelser fra 1905, synes sangene i musikalsk henseende ikke at have ændret karakter.

Sv.N.

y. S. Bach: Jesu meine Freude, femstem-mig motet. Unge Akademikeres Kor, dirigent Niels Møller. Noblesse N BL LP 102 stereo-mono.

Renaissance musik: Værker fra spansk, fransk og italiensk renaissance. Det Danske Renaissance-Cap el. Noblesse NBL LP 101 mono.

Tilsynekomsten af et dansk grammofonpladefirma, Noblesse, bør hilses med interesse og anerkendelse af initiativets betydning. Dansk grammofonpladeindustri er endnu i sin vorden, og de undladelsessynder, der er begået mod vore nationale musikalske skatte fra de kapitalstærke firmaers side, er iøjnefaldende store. Man kunne derfor med nogen ret vente, at et dansk pladefirma ville beskæftige sig med dansk musik for derved at opdyrke sit eget felt. Måske er det med i planerne for Noblesses's fremtidige produktion; men dets første udgivelser, Bachs »Jesu meine Freude« og »Renaissancemusik«, røber intet herom. Man har valgt værker, der erfaringsmæssigt forbinder en nogenlunde sikret salgssucces med overskuelige ind-spilningsudgifter, og skønt dette i sig selv er legitimt, indebærer det, at man vover sig ud på et område, hvor konkurrencen er meget stor. Således har for eksempel DGG i årenes løb udsendt adskillige plader med et repertoire, der ligger tæt op ad Noblesse's.

Målt med de eksisterende indspilninger af Bachs motetter og renaissancens små-værker tager Noblesse's to plader sig unægtelig en kende provinsielle ud. Pladeteknikken er ikke på højde med de krav, moderne gengivelsesapparater stiller. Overstyring forekommer på Bach-pladen, præ-ekko er generende, stereo-effekten svigter ind imellem, afbryderklik fra båndoptagere er ikke fjernet, og overfladen er ikke pletfri. Sligt kunne man selvfølgelig bære over med, hvis de indspillede værker kun forelå på Noblesse ~ men det er som nævnt langtfra tilfældet.

Musikalsk er begge pladerne præget af manglende muligheder for at engagere kunstnerne. »Jesu meine Freude« er en koncertoptagelse fra Holmens Kirke, hvilket ikke giver sig udslag i publikumsstøj eller uheldige rumeffekter, men i svigtende intonation. Hele afsnit (som koralverset »Unter Deine Schirmen«) er gennemført i en lavere stemning end de omliggende partier. Dette må man selvfølgelig betale for en koncertoptagelse - men almindeligvis får man noget for pengene, en vis autenticitet, en dokumentarisme, en stemning eller lignende. Det indeholder pladen ikke. Man får præsenteret, hvad UAK sang ved given lejlighed og hvordan de sang det. Sikkert af interesse for fans, men uden forbrugermæssige argumenter. Skal man købe »Jesu meine Freude« på plade må hensigten være: at komme Bach så tæt ind på livet som muligt. Og så bliver det ikke Noblesse, man køber.

Igen må det beklages, at UAK og Niels Møller ikke kunne indsynge et mere ori-

ginalt program. Mogens Pedersøn for eksempel. Hans musik findes ikke på plade og kunne nok interessere et dansk publikum.

Det Danske Renaissance-Capels indspilning er teknisk bedre end Bach-pladen. Man har fornemmelsen af, at indspilnings-apparaturet endnu ikke står mål med stereo-kravene. Men det ville være synd at sige, at værkerne eller udførelsen motiverer nogen form for distribution. Balancen mellem instrumenterne er dårlig. Vokalsolisterne er placeret så tæt ved mikrofonen, at vejrtrækningerne høres klart før hver frase. Til gengæld synes frasering at høre en senere tid til end den danske renaissance. Blokfløjterne er velspillede, men gamben er anmassende og grov i klangen. Krumhornet virker mere som en reverens for det historiske emne end som en musikalsk berigelse - altså som overflødighedshorn. Og continuospillet er yderst uopfindsomt og charmeforladt.

Efter at have hørt Noblesse's første plader grundigt igennem står man med en slukøret fornemmelse: Det er dansk - det er dårligt. Om man i det mindste kunne sige: Det er dansk - vi har det ikke bedre.

je b.

Årgang 40/1965, nr. 08