Litteratur

LITTERATUR

Musikhistorie i billeder

Serien »Musikgeschichte in Bildern«, der redigeres af H. Besseler og Max Schneider, og hvis første del om Ægyptens musik omtaltes i DM nr. 3, 1963, er nu beriget med yderligere to bidrag: Griechenland ved Max Wegner (Band II, Lieferung 4) og Etrurien und Rom ved Günter Fleischhauer (Band II, Lieferung 5), begge som led i seriens behandling af »Musik des Altertums«.

M. Wegners introduktion og billedkommentarer er klare og lettilgængelige. Den antikke musiks kultiske og sociale funktion skildres, dens plads i det græske drama, ved de store turneringer, symposier og andre festformer omtales indgående, ligesom talrige litterære vidnesbyrd om musikken fra Homer til Platon meddeles og stilles i relation til den ikonografiske overlevering. De tidligste eksempler herpå (bl. a. en helt moderne virkende bronce-statuette af en lyrespiller) går tilbage til det 8. århundrede, altså til homerisk tid. Bortset fra nogle få statuetter hidrører det fremdragne billedmateriale - ialt 76 illustrationer - fra vasemalerier, der ofte med fænomenal artistisk sans og realisme gengiver de situationer, hvori musikken indgik som væsentligt element: offerprocessioner, dionysosfester, begravelsesceremonier, dramatiske og muntre tildragelser i den græske gudeverden o.s.v. Af musikinstrumenter forekommer her hyppigst dobbeltskalmajen, Aulos, og lyren, Phor-minx eller Kithara. Men også andre instrumenttyper indgår i instrumentariet: fløjter, dyrehorn, harper og allehånde rytmeinstrumenter.

Er selve musikken fra den antikke verden kun overleveret i nogle få ret sene og fragmentariske nedskrifter, så får vi til gengæld gennem de billedlige fremstillinger sammen med de litterære og teoretiske vidnesbyrd et levende indtryk af musikken som en integrerende del af græsk kultur.

Gennem G. Fleischhauers værk dokumenteres den hellenistiske musikkulturs omplantning til og videreførelse på den italienske halvø hos Etruskerne og i kej-

sertidens Rom. Ganske vist har vi end ikke brudstykker af denne kulturs musik bevaret, men musikken - hvilket her vil sige kunstmusikken - har spillet en dominerende rolle, og tidligere tiders opfattelse af Romerne som et totalt umusikalsk folkefærd er ikke holdbar. Billedmaterialet omfatter navnlig en lang række relieffer og mosaikker, hvor musikalske motiver indgår i de gengivne scener, ofte kampscener, triumftog, offerfester eller begravelsesceremonier. Instrumentariet er stort set som det græske, dog synes f. eks. blæseinstrumenterne hos Romerne at være større og teknisk mere udviklede, ligesom man også møder typer, der er specifikke for den etruskiskromerske kultur, f. eks. horn (cornu), trompet (lituus) og den fra orienten importerede pandura.

Billedstoffet præsenteres i kronologisk orden og fører udviklingen frem til det 6. årh, e.v.t, men man skal ikke vente at finde nogen billedlig anskueliggørelse af den tidlige kristne kults musik. Her var som bekendt enhver form for instrumental medvirken bandlyst, knyttet som den var helt og holdent til hedensk eller verdslig kultur.

Det forekommer mig ,at billedgengivelserne i Fleischhauers værk gennemgående er af højere kvalitet end i værket om Grækenland, men måske er relieffer mere »fotogene« end vasemalerier. Det skal tilføjes, at de til begge bind hørende korte, skematiske oversigter og bibliografier er til uvurderlig nytte. Overhovedet gælder det, at denne series værdi rækker langt videre, end dens snævre musikhistoriske sigte kunne tyde på.

H. G.

Bibliografisk jubilæum

DANSK TIDSSKRIFT INDEX 1964. 50. årgang. Udgivet af Bibliotekscentralen, 284 spalter + 49 sider registre. -Kbh. 1965.

Dette værdifulde bibliografiske hjælpeværk kan i år fejre sin halvhundredårige fødselsdag og kan med begrundet tilfredshed se tilbage på stadig vækst og forbedring siden starten i 1915. Det var to af de førende mænd indenfor dansk biblioteksvæsen, der satte værket i gang, nemlig Danmarks første biblioteksdirektør Th. Døssing og første rigsbibliotekar Svend Dahl, og udgivelsen beroede i Statens Bibliotekstilsyn indtil i fjor, da Bibliotekscentralen overtog udgivelsen.

Fra starten indtil i fjor er stofmængden vokset til omtrent det dobbelte. I den nu foreliggende jubilæumsårgang er over 300 tidsskrifter registreret, deriblandt en række norske tidsskrifter. Tidligere havde man tillige registreret de mest betydningsfulde svenske tidsskrifter, indtil dette stof blev gjort mere omfattende tilgængeligt gennem den nu etablerede svenske tidsskriftindex.

Dansk Tidsskrift Index har til opgave at registrere alle væsentligere faglige artikler og er blevet et uundværligt led i den danske nationalbibliografi. Som sådan bliver den støttet af offentlige midler, og står til rådighed på alle, blot mellemstore biblioteker Danmark over.

Også Dansk Musiktidsskrift er naturligvis repræsenteret i denne index, som for året 1964 henviser til ikke mindre end ca. 25 artikler i DM. Vi har således ikke noget at beklage os over, idet vi sætter jubilæumsårgangen på plads blandt andre nyttige opslagsværker.

B.

Michael Alt:

Das muskalische Kunstwerk II Pädagogischer Verlag Schwann. Düsseldorf 1965.

Det er et yderst interessant arbejde, Schwann-forlagets flittige musikmedarbejder fremlægger i denne bog. Michael Alt er manden bag den storartede pædagogiske grammofonpladeserie »Musikkunde in Beispielen«, som tidligere er omtalt i DM (1960,1). »Det musikalske kunstværk« er en musikhistorie, som har disse plader som klingende forudsætning. Bogen har musikhistorisk ramme, og bringer inden for denne ramme gennemgang af de store musikhistoriske epoker med detailgennemgang af en meget lang række (200-250) større og mindre musikværker med et fyldigt nodeeksempelmateriale. I en oversigt bagest i bogen findes en henvisning til pladeindspilningen inden for serien »Musikkunde in Beispielen«. Den der kender de til hver plade hørende lærervejledninger vil genkende nodeeksemplerne. Det er en naturlig, rationel og økonomisk anvendelse af stoffet.

At lave en bog på det kæmpestof, der er nedlagt i »Musikkunde in Beispielen« er en fin idé, som på én gang giver en fyldig pladeantologi og en praktisk anvendelig musikhistorie. Bogen er skrevet og tilrettelagt med henblik på undervisningen i gymnasier og skønnes anvendelig overalt, hvor man giver undervisning i musikhistorie på gymnasie-seminarieniveau.

En nordisk læser kan fremføre den sædvanlige anke mod en tysk musikhistorie: musikken eksisterer tilsyneladende ikke i Norden - i nævneværdig grad. Grieg og Sibelius får hver et par linjer, og dermed slut. Ikke et ord om Sverige og ikke et ord om Danmark.

Dette århundredes musik har fået en ganske pæn omtale. Knap 100 af bogens 400 sider er viet musikken efter 1900; en væsentlig del koncentrerer sig om værker af Stravinskij, Hindemith og Bartok samt om værker af nulevende tyske komponister. Henze, Pepping og Stockhausen er repræsenteret, men ikke Boulez, Nono eller Krenek.

Skønhedspletter af den art kan let frem-

drages, men trods dette må bogen varmt anbefales for dens pædagogiske fortrins skyld. HBR.

Kurt Pahlen:

Musik — eine Einführung Schweizer Verlagshause AG, Zürich 1965

Hvem henvender en 300 sider stor og grundig bog om den elementære musiklære sig til? Smudsomslagets anbefaling af bogen påstår, at bogen er værdifuld, såvel for den der for første gang beskæftiger sig med musik, som for musikpædagogen og den der ganske privat vil sætte sig ind i, hvad musik er.

Det er et spørgsmål, om ikke denne række af læsere, til hvem bogen anbefales burde have været anført i den omvendte rækkefølge. Den, der kender en del musik, spiller eller synger selv, kan læse noder - altså den, der er orienteret og har appetit på mere, han vil have glæde af at læse Pahlens indføring i musikkens fysiske fænomener, musikkens nomenklatur, musikkens love, i instrumenter, former og meget andet, som denne bog behandler.

Pædagogen vil finde den for omfangsrig til undervisningsbrug, for en lærebog er den ikke. Den er selve den elementære musiklæres omnibusbog, en bog, der selv vil sige og forklare det hele.

Den arme læser, der vil begynde forfra og som gerne vil sætte sig ind i, hvad musik er, ham skal man næppe overhovedet henvise til en elementær musiklære. Han skal henvises til at musicere selv, evt.lytte til musik.

Med andre ord: man sidder med en tyk og velskreven bog af en kyndig forfatter og ved ikke rigtig, hvad formål sådan en bog tjener. Og dog: den er jo altid interessant at læse for en musiker eller en pædagog, for det er jo altid fængslende at se et velkendt stof præsenteret appetitligt og velordnet.

Bogen er med sine mange oversigter, systematiske opstillinger og skemaer nyttig at have i baghånden til supplerende læsning, og den er god for den, der gerne vil have sin mere eller mindre tågede viden afklaret og genopfrisket.

HBR.