Tanker omkring Musikkommissionens betænkning om musikpædagogisk eksamen

Peder Holm
Tanker omkring Musikkommissionens betænkning om musikpædagogisk eksamen

Musiklivet er en kompliceret organisme, sammensat af en række enkeltled, som øver indflydelse på hinanden. Hvordan er sammenhængen mellem disse enkeltled?

Ovenstående diagram over det esbjergensiske musikliv er hentet fra en skrivelse til Esbjerg byråd for et par år siden og må nu betragtes som ufuldstændigt. Det er dog medtaget her, fordi det påviser den nævnte sammenhæng, hvis styrkelse vil komme det samlede musikliv til gode.

Spørgsmålet er nu, i hvilken ende man skal begynde, når man - som den i 1957 af undervisningsministeriet nedsatte musikkommission har fået til opgave - skal undersøge den danske musikopdragelse og det danske musiklivs vilkår og fremsætte forslag til forbedringer. Det er givet, at styrkelsen af sammenhængen mellem musiklivets enkelte led må fordre, at man begynder fra neden. Det vil sige, at - hvis vi ser på det esbjergensiske diagrams »hovedakse« - jo mere skolemusiken udbygges, des flere elever vil kunne overføres til mere fremskreden undervisning på musikhøjskolen, hvorfra igen de mest talentfulde vil søge optagelse på konservatoriet. Rekruttering af medlemmer til symfoniorkesteret, som i Esbjerg er sammensat af professionelle, amatører og konservatoriestuderende, er igen afhængig af både konservatorium og musikhøjskole.

Det er imidlertid karakteristisk, at Musikkommissionen er begyndt fra oven. Landsdelsorkestrene og konservatorierne har fået deres love. Med betænkningen om musikpædagogisk eksamen er man begyndt at nærme sig de lavere led. Og det er glædeligt, at nævnte betænkning forvarsler, at man vil grave endnu længere ned. Således står der på side 38, at kommissionen i en senere betænkning vil »stille forslag om placeringen af musik som fag i de almene skoleformer og som interessefag i den frivillige undervisning og stille forslag til støtte for amatørmusikken.«

Hvorfor er man begyndt fra oven? Ja, sagen er nok den, at det faktisk er lettere at skabe rammerne om den højere undervisning end om den elementære. Det er lettere at undervise talenter og skærpe kravene til disse end at få børn med gennemsnitlige evner til at yde noget acceptabelt. Det er lettere at få et godt orkester til at yde det udmærkede end at få et lidet formående orkester til at yde det hæderlige. Det er lettere, og det er mere taknemmeligt. Dertil kommer, at det er disse øverste led af musiklivet, der har offentlighedens bevågenhed. Skal man tro aviserne, består det danske musikliv først og fremmest af koncertlivet - koncertlivet består først og fremmest af det københavnske koncertliv - her er igen væsentligst det internationale islæt. Der kan anføres mange argumenter for, at det er sådan, men er det gavnligt for dansk musikliv som helhed?

Nu til selve betænkningen. Efter en indledning og et afsnit om forslagets tilblivelse bringer betænkningen forslag om den fremtidige tilrettelæggelse af den musikpædagogiske uddannelse og eksamen. Ifølge forslaget bliver musikpædagogisk eksamen nu en egentlig konservatorie-eksamen, og den musikpædagogiske uddannelse indpasses i den nye konservatoriestruktur således, at den - for så vidt angår de instrumentale hovedfag - påbegyndes efter 2 års studium i hovedskolen og gennemføres i løbet af 2 år. Efter den hidtil gældende ordning begynder den musikpædagogiske uddannelse efter 3. års studium i hovedskolen. Men når det tages i betragtning, at langt de fleste vil komme til at begynde deres studium i den nyindførte 2-årige forskole, mener man at kunne se bort fra risikoen for, at de studerende vil være for umodne, når de skal påbegynde den musikpædagogiske uddannelse. I de relativt sjældne tilfælde, hvor en studerende er startet i hovedskolen i en meget ung alder, må man regne med, at optagelsen er sket med henblik på en videregående uddannelse i solistisk, ikke pædagogisk retning.

Det vil stadig være muligt at indstille sig til optagelse direkte til musikpædagogisk studium uden forudgående forskole- og hovedskolestudium. Den foreslåede præparandklasse, der kan gå forud for optagelsesprøven, vil blive af stor betydning for landsdelskonservatorierne. Det vil også stadig være muligt at indstille sig direkte til eksamen uden forudgående studium på et konservatorium, men antallet af denne kategori eksaminander er efterhånden meget lille og vil sikkert fremover yderligere formindskes.

Betænkningens 4. afsnit er et udkast til bekendtgørelse om musikpædagogisk eksamen. Her er foretaget en hårdt tiltrængt revision og skærpelse af eksamenskravene. Som eksempel på revisionen kan nævnes, at hvor man til eksamen med klaver som hovedfag, hvad angår værker skrevet efter Beethoven, efter de gældende krav kun skal kunne undervise i to større stykker, deraf et af Chopin, lyder de tilsvarende krav nu: en romantisk komposition, en impressionistisk komposition og en komposition, repræsenterende en nyere skrivemåde. Skærpelsen af eksamenskravene finder navnlig udtryk i en differentiering af prøverne i de pædagogiske færdigheder, i en forøgelse af kravene i de almene obligatoriske fag - idet den studerende efter afslutningen af den musikpædagogiske uddannelse skal være ligestillet med de studerende, der har gennemgået hovedskolens 3. år - og i fastsættelsen af højere krav til eksaminandens egne færdigheder - ikke så meget i teknisk henseende (man forventer ikke en koncertpræstation, men en musikermæssig præstation på et forsvarligt teknisk grundlag), som hvad angår beherskelsen af et større repertoire. For at lette overskueligheden er der skabt en fælles ramme for eksaminanderne med instrumentalt hovedfag. Denne ramme fremgår af § 7 i udkastet til bekendtgørelsen om musikpædagogisk eksamen. Paragraffen gengives her i sin helhed.

I. Prøver i egen instrumental færdighed.

a) Eksaminanden må samtidig med sin indtegning til eksamen opgive et antal forudindstuderede værker eller enkelte satser inden for forskellige kategorier. Af disse værker spiller eksaminanden ved eksamen en opgave efter eget valg. Det meddeles eksaminanden en uge inden eksamensdagen, hvilket af de opgivne værker (subsidiært dele af de opgivne værker) censorerne yderligere ønsker, at eksaminanden skal spille ved prøven.

b) Af et teknisk øvelsesstof repræsenterende forskellige kategorier spiller eksaminanden et eller flere eksempler, udvalgt af censorerne.

c) Eksaminanden aflægger en prøve i prima vista stil.

d) Eksaminander, der ikke indstiller sig til eksamen i klaver som hovedfag, aflægger en prøve i lettere klaverspil.

II. Prøver i undervisningsfærdighed.

Til brug ved bedømmelsen af eksaminandens undervisningsfærdighed skal han ved sin indtegning til eksamen skriftligt afgive:

En kortfattet redegørelse for eksaminandens fremgangsmåde over for elever på begynderstadiet, mellemstadiet og det videregående stadium, herunder en progressivt ordnet fortegnelse over undervisningsstof (skoler, andre samlinger, selvstændige kompositioner, øvelsesstof og sammenspilsopgaver), som eksaminanden er fortrolig med og tænker sig at benytte i sin undervisning, samt

En karakteristik af de fremførte egne elever, herunder oplysninger om disses hidtidige og nærmest forestående undervisning.

Eksaminanden demonstrerer sin undervisningsfærdighed ved:

a) At undervise to egne elever (subsidiært en enkelt elev og et hold) således at både begynder- og mellemstadiet er repræsenteret. Disse to undervisningsdemonstrationer - hver af en varighed på 30 min. - skal forme sig som normale lektioner og må tilsammen indeholde eksempler på: Instruktion i én eller flere kompositioner som eleverne har under indstudering, særskilt beskæftigelse med ét eller flere tekniske problemer (eventuelt ved øvelser eller etuder), vejledning i et hørelære- eller nodelæsningsproblem, samt gennemgang af en komposition, eleven (holdet) skal påbegynde arbejdet med (herunder gives anvisninger med hensyn til øvemåde).

b) At korrigere og vejlede en tilstillet elev, der fremfører en komposition, som ikke er blandt de opgivne værker, og som er af en vanskelighedsgrad svarende til mellemstadiet. (Denne ekstemporalprøve varer 5-10 min.)

c) At undervise to tilstillede viderekomne elever; disse instrueres hver i en eller flere kompositioner, udvalgt af censorerne på grundlag af eksaminandens før eksamen fremsendte opgivelser. De af eksaminanden her opgivne værker, som kan omfatte værker, der er indstuderet til prøven under I a, må beherskes i en sådan grad, at han på fyldestgørende måde er i stand til at forestå en indstudering af dem; de må kunne demonstreres i det omfang, det pædagogisk er nødvendigt, ligesom eksaminanden må kunne tage stilling til de pågældende kompositioners fremførelsesmåde, derunder formning, dynamik, artikulation, klangkarakteristik, ornamentik m. m. samt til de i værkerne forekommende tekniske problemer (alt efter instrumentet: ved angivelse af fingersætning, buestrøg, henvisning til egnede forøvelser m. m.).

d) At instruere en eller flere tilstillede elever i sammenspil. Eksaminanden opgiver før eksamen, hvilke kompositioner han ønsker at instruere i.

Den ene af de under II c nævnte prøver med tilstillede elever kan erstattes af en undervisningsdemonstration med en egen viderekommen elev; denne demonstration skal forme sig som en normal lektion af ca. 45 minutters varighed. Endvidere kan den ene af de under II a nævnte prøver med egne elever erstattes af en prøve med en tilstillet elev; de fornødne oplysninger vedrørende denne elev meddeles eksaminanden 24 timer før undervisningsprøven.

III. Eksaminanden aflægger prøve i følgende almene obligatoriske fag:

Hørelære og nodelæsning.

Musikteori.

Musikhistorie og formlære (musikalsk analyse).

I Dansk Musiktidsskrifts oktobernummer har Henning Bro Rasmussen redegjort for betænkningens nydannelse: musikpædagogisk eksamen i musikledelse. I mange år har der været set hen til oprettelsen af en sådan eksamen, som skulle være det tryllemiddel, der løste det folkelige musiklivs problemer.

Hvordan er det så gået? Ja, direktørerne for landsdelskonservatorierne - og mange med dem - er enige om, at eksamenskravene er skabt på basis af en skøn fremtidsdrøm, men at de set ud fra den nuværende situation skyder langt over målet. Når musikkonsulenten for Esbjergs kommunale skolevæsen siger til mig, at nu er 23 % af de skolesøgende børn i Esbjerg beskæftiget inden for den frivillige skolemusik, og han tilføjer: nu er det jeres (altså konservatoriets) sag at skaffe lærerne, må jeg stadig svare, at det musikpædagogiske studium, der tager sigte på den talentfulde, men travlt beskæftigede folkeskolelærer, der skal få skolens musikliv til at udfolde sig, endnu ikke findes. Der vil dog meget snart fremkomme et forslag, omfattende studieplan og eksamen, til en sådan uddannelse.

Her er kun omtalt lidt af det, som den righoldige og udmærkede betænkning foreslår, fastslår og kommenterer. Problemkomplekset hovedstad contra provins har jeg således måttet lade ligge i denne omgang. Målet - den almindeligt udbredte musikkultur - ses nu ret klart, omend det stadig er langt borte. Og så venter vi spændt på musikkommissionens næste betænkning.