Turné i tidnød

Af
| DMT Årgang 40 (1965) nr. 08 - side 267-269

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jens Brincker
Turné i tidnød
Samtale om DUT's gymnasieturné

»Jeg skal altså gå klokken to præcis!« En blandt små to hundrede gymnasieelever fra et københavnsk omegnsgymnasium forkyndte sin optagethed for de nærmeste bænke, da Den danske Kvartet kl. 13.47 satte an til Axel Borup-Jørgensens »Torso«, konfrontationer for strygekvartet og båndoptager.

Han gik kl. 14.00 - og med ham adskillige andre, for hvem en obligatorisk overværelse af moderne kammermusik ikke kunne motivere ti minutters forlængelse af en i forvejen lang og trættende skoledag. Almindelig skramlen med stole, småsnakken og bemærkninger »kom«, »nej, vent lidt« etc.

Kvartetten afbryder spillet - »vi tager den forfra, når der er ro i salen.«

Der blev ro i salen - og fra bageste bænk kiggede vi forskræmte rundt. Hvor mange havde tid til at høre koncerten færdig? Ti? Tredive? Nej - små hundrede! Halvdelen af de »tvangsindlagte«. Få i forhold til koncerten i Næstved, hvor femhundrede elever fyldte salen. Men immervæk dobbelt så mange interesserede tilhørere, som millionbyen København kunne mobilisere, da Den danske Kvartet spillede »Torso« i Hirschsprungs Samling.

DUT er på turné til seminarier og gymnasier. Seksogtyve forsamlinger får besøg af Den danske Kvartet og komponisten Axel Borup-Jørgensen. Borup-Jørgensen fortæller, kvartetten spiller Bartoks sjette strygekvartet og »Torso«, og derpå er der diskussion. De mest interesserede, de mest indignerede og de mest provokerede bliver tilbage, sender deres spørgsmål op til Borup-Jørgensen eller tager ordet fra salen.

Er det meningen, man skal få idéassociationer ved at høre denne form for musik?

Hvorfor bruger De ikke elektriske guitarer?

Gør De oprør mod et eller andet?

Hvorfor var begyndelsen så stødvis?

Stykket er alvorligt ment.. . Skal dette »alvorligt« opfattes således, at De lægger en dybere mening i værket, eller lægges blot en glæde over tonernes sammensætning deri?

Er De rigtig klog?

Alle spørgsmål er tilladt. De seriøse danner udgangspunkt for meningsudvekslinger, der viser, at publikum på én gang er åbent og kritisk. Den blanke accept findes ikke. Den totale afvisning træffes kun hos nogle få af den ældre generation, der møder veludrustet med fordomme, beredt til at forsvare den sidste skyttegrav - kulturkløften.

En sorthåret pige tager ordet - selv-sikkert redegør hun for musikkens mangler. »Når jeg hører Bach, sætter tonerne en masse i gang i mig. Jeg får associationer, musikken si'r mig noget. Men dette stykke lader mig fuldstændig kold. Det er helt fremmed for mig. Er det min fejl?«

Borup-Jørgensen forsøger forsigtigt en sammenligning med forskellige sprog - kinesisk er vel også fremmed for Dem? Men nej! For det første kan opponenten ikke godkende sammenligningen mellem musik og sprog. For det andet bliver ethvert sprog fascinerende i kraft af sproglydene og kontakten med den talende. For eksempel forstår tilhøreren ikke spansk, men synes alligevel, at sproget er »noget af det flotteste - jeg bliver helt vild med det!« Så går det løs ... og efter nogen parlamenteren kommer det for dagen, at det stykke, der virkede fremmed og uforståeligt var - Bartoks sjette, mest »klassiske« kvartet. »Torso«, der med sine punktualistiske virkemidler og sin uvante kombination af båndoptager og strygekvartet forekommer den »voksne« lytter mest fremmed, har tilhøreren ikke haft besvær med at kapere. »Det var ikke fremmed, men det virkede uhyggeligt.«

Diskussionen trækker ud et par timer. Så pakkes der sammen i flyvende fart - ud i bilen og videre til næste koncert, der gerne foregår hundrede kilometer væk. To måltider og to koncerter om dagen er programmet i de tre uger, turneen varer. Men da jeg hørte kvartetten spille Bartók og Borup-Jørgensen for ottende gang på fem dage, forekom det mig, at ensemblet
spillede bedre og mere veloplagt, end det plejer. Hvordan er det muligt?

Arne Svendsen:

»Når man beskæftiger sig med ganske få musikværker daglig gennem længere tid, kommer man til at kende dem og holde af dem på en mere aktiv måde, end orkestermusikeren normalt opnår. Det er vores kongstanke, at få en måned fri til at indstudere nogle værker og derpå tage på turné med dem en måned. Så kan man yde det bedst mulige hver gang. Blot programmet er sammensat af lødige værker - og det synes jeg, vi spiller her - er der ingen fare for, at man bliver træt af musikken. Rejseriet er selvfølgelig anstrengende; men de gode vilkår, musikken får, er besværet værd.«

Knud Frederiksen:

»Hvis vi spiller bedre, end vi plejer, er det publikums skyld. Vi rejste ud for at konfrontere skoleeleverne med ny musik; men vi er selv blevet konfronteret med et publikum, vi overhovedet ikke vidste eksisterede. Da jeg gik i skole, hang der nogle gamle reproduktioner i klasserne. I dag hænger der moderne kunst af virkelig kvalitet på væggene. De unge er forbavsende kvalitetsbevidste og meget mere åbne end det voksne publikum, vi normalt spiller for. Når man spiller i Palæets lille sal for fire mennesker på første række, kan man godt tvivle på sin egen berettigelse som socialt væsen. Her er vi blevet stillet over for et lydhørt publikum med en kolossal appetit på kunst; det har virkelig bekræftet os i det kald, der er en musikers. Så kommer man simpelt hen til at spille mere inspireret.«

Pierre René Honnens:

»Diskussionerne efter koncerterne har fascineret mig. Jeg har været ude for, at attenårige har stillet spørgsmål, der er så centrale og alligevel så overraskende, at det er rystende, jeg i løbet af en femtenårig musikerkarriere ikke selv har stillet mig dem. Jeg har ligefrem svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi disse koncise og spontane reaktioner sætter ideer i gang i mig. Ideer om musiske og menneskelige værdier, jeg aldrig før har fået tænkt grundigt igennem. Den kontaktformidling, jeg deltager i her, har været en direkte berigelse for mig som udøvende musiker.«

Axel Borup-Jørgensen:

»Jo længere vi er kommet bort fra København, des mere lydhørt og åbent har publikum været. Det er, som om hovedstadspublikummet har en vis blaserthed over for musikken. Konkurrencen med de mange andre arrangementer spiller naturligvis ind her. »Musik og Ungdom« og »Gymnamusa« giver den københavnske ungdom rige muligheder for at overvære levende musik, som provinsens unge mangler. En elev fra Jylland sagde for eksempel, at han blev skræmt langt væk af radioens udsendelser i serien »Vor Tids Musik«, mens Han ved mødet med musikerne havde fået et positivt udbytte af de spillede værker. Der er absolut basis for at gøre denne turnévirksomhed permanent, så der drager en trup rundt til skolerne hvert år.«

Knud Frederiksen:

»De næste turneer bør lægges anderledes til rette. Det har vist sig, at vi er taget af sted med et alt for stort program. Skolekoncerterne finder for eksempel sted fra 13 til 14 i en fællestime for gymnasiet, der kan strække sig ud over skoletiden for de interesserede; men mange af eleverne bor langt fra skolerne og skal nå forbindelser, jeg tænker her på de specielle skolebusser, der afgår præcist, for at de kan komme hjem i rimelig tid.«

Palle Heichelmann:

»Næste gang må vi vælge mindre værker som for eksempel Weberns Bagateller og Stravinskij's Stykker for strygekvartet. De unge er opsatte på at diskutere; det bliver der ikke tid til, når vi spiller så lange værker som Bartóks sjette, og diskussionen er faktisk noget af det væsentligste ved initiativet. Hvordan det skal gå med forårs-turneen, hvor PRISMA skal spille »Marteau sans maître« ved jeg ikke. Marteau spiller i fyrre minutter, og skal de også høre Svend Nielsens sange, der jo er bestilt til lejligheden, kommer PRISMA i værre tidnød, end vi er.«

Arne Svendsen ser sigende på uret. Man får fornemmelsen af, at man spilder tiden for musikere, der har travlt med noget meget vigtigt — at spille ny musik, hvor der er behov for den. Troede man, at radio, TV og grammofonplader overflødiggjorde den levende musik uden for Valby Bakke? Så kan Den danske Kvartet og Borup-Jørgensen fortælle noget andet. Kontakten med musikerne og oplevelsen af ensemblet i funktion er nødvendig for at opnå det fulde udbytte af de mekaniske gengivelser, den ny musik almindeligvis præsenteres i. Et vitamintilskud til vor tids musikalske konservesindustri.

Årgang 40/1965, nr. 08