Det er foruroligende

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 01 - side 16-17

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

X-SAGEN

Gregers Dirchinck-Holmfeld :

DET ER FORUROLIGENDE

Hvordan uddanner man sig til komponist i dette land? Man søger normalt ind på konservatoriet, hvor man bliver optaget, hvis man er talentfuld. Eller hvad det nu er, der kræves. Sagen om unge hr. X' optagelse er en autentisk historie, der er egnet til at kaste lys eller snarere mørke over kriteriet.

En blomstrende studiekreds for ny musik. En gruppe studerende med komposition som hovedfag hos teorilæreren Per Nørgård. Et professorat i komposition, varetaget af Vagn Holmboe, Danmarks førende komponist i den ældre generation.

Sådan tegnede billedet sig på Det kgl. Danske Musikkonservatorium ved afslutningen af forårssemestret 1965.

Efterårssemestret begyndte få måneder senere uden studiekreds, uden hovedfagsstuderende i komposition, uden Per Nørgård, uden Vagn Holmboe og uden noget professorat i komposition.

Konsekvenserne af dette skred, der med ét eleminerede det københavnske konservatoriums status som unge danske komponisters læreanstalt, er behandlet i dette DM-nummers leder. Her skal vi blot undersøge en særlig sag, der havde direkte indflydelse på begivenhederne i sommer, og som iøvrigt synes at være retningsgivende og symptomatisk for situationen på konservatoriet.

Sagen drejer sig om en ung komponist, der i foråret søgte optagelse på konservatoriet, fik afslag, men umiddelbart efter blev optaget på konservatoriet i Århus. Afslaget medførte, at Per Nørgård og samtlige hovedfagsstuderende i komposition forlod konservatoriet, og at studiekredsen for ny musik, der blev ledet af Per Nørgård, dermed nødvendigvis måtte opløses inden for konservatoriets rammer.

Denne sag, som vi roligt kan kalde en affære, skal her fremlægges i sine detaljer, idet vi beder læserne holde fast i svingene. Den er nemlig kompliceret - så kompliceret som Musikkonservatoriet har haft behov for at gøre den for at kunne hylle den i et for konservatoriet selv - betryggende tågeslør.

Den 20-årige komponist - vi kalder ham X for ikke at belaste ham unødigt - søgte sidste år optagelse som studerende med hovedfag »komposition«. Han indleverede en orkesterkomposition til bedømmelse og aflagde desuden forskellige skriftlige og mundtlige prøver.

Ved prøverne opnåede han følgende karakterer (angivet efter skalaen: a, a-, b + , b, b-, c + , c): Musik-historie a-, hørelære b+ og teori (kontrapunkt og takseret til a- af et særligt udvalg bestående af professorerne Vagn Holmboe og Finn Høffding der lod karakteren medfølge af en bemærkning om, at der var tale om »et ægte kompositorisk talent«.

Det så altså meget smukt ud, bortset fra den lave bedømmelse i teori. Dette c+ i faget teori blev skæbnesvangert og udslagsgivende for X's ikke-optagelse.

Det begyndte med rådvildhed i konservatoriets undervisningsråd. Man vidste ikke, hvilken vægt denne teori-karakter skulle tillægges i den samlede bedømmelse. Skulle teori regnes som hovedfag eller bifag i det foreliggende tilfælde? Med deraf følgende større eller mindre vægt i helheds-bedømmelsen. Sagen skulle jo for så vidt være klar eftersom ansøgeren ønskede komposition som hovedfag, men teori var naturligvis et vigtigt fag for en vordende komponist, så man var i tvivl.

Så blev tvivlsspørgsmålet forelagt faggruppen af teorilærere ved konservatoriet. Gruppens formand, professor Svend Westergaard misforstod det uheldigvis og spurgte i stedet sin gruppe, om man burde karaktergive teoriopgaver mildere, når en aspirant søgte optagelse som kompositions-studerende, end hvis han søgte optagelse som teoristuderende.

Dette spørgsmål måtte teorigruppens syv medlemmer naturligvis svare nej til. Man kan ikke give forskellige karakterer for den samme opgaveløsning. Var gruppen derimod blevet stillet over for det spørgsmål, undervisningsrådet i virkeligheden ønskede svar på - hvilken vægt man skulle tillægge karakteren i den samlede bedømmelse - var svaret blevet et helt andet. Teorigruppen kunne nemlig så have henholdt sig til en beslutning, der gik ud på, at teori er et bifag for komponistansøgere. Et mindretal i gruppen, Vagn Holmboe, Finn Høffding og Per Nørgård krævede denne beslutning forelagt undervisningsrådet, men blev stemt ned.

Svend Westergaard forelagde derpå gruppens udtalelse for undervisningsrådet, som om der var blevet svaret på det rigtige spørgsmål med det resultat, at rådet afslog at optage X!

Kort efter blev to af rådets medlemmer, direktør Knudåge Riisager og Kulturministeriets tilsynsførende, fuldmægtig Harder Rasmussen, opmærksom på, at der var sket en fejl. Sagen blev taget op igen. Teorifaggruppen blev forelaget det korrekte spørgsmål, og svarede denne gang korrekt: teori måtte betragtes som bifag, når hovedfaget var komposition.

Nu skulle tilfældet synes helt klart. Ikke én ansøger, der havde over b+ i hovedfagsbedømmelse blev afslået optagelse i foråret 1965, X havde a- i sit hovedfag og højere gennemsnits-karakter i bifagene end flere andre. Fejlen måtte gøres god igen; han måtte optages.

Men rådet afslog igen. Mod al sund sans holdt det fast ved sin oprindelige afvisning.

Så søgte X optagelse ved konservatoriet i Århus, aflagde prøve og bestod. Prøverne forløb dårligere end i København, og det gav anledning til yderligere at rode op i sagen. De to statskonservatorier har nemlig principielt fælles optagelseskrav. Hvordan kunne man så lade en aspirant komme igennem i Århus på et ringere grundlag end det, man afviste på i København?

l efteråret mødtes konservatoriedirektørerne Knudåge Riisager og Tage Nielsen samt professor Svend Westergaard for at drøfte problemet, men uden egentlig at løse det. Det interessante ved dette mødes forløb var imidlertid Svend Westergaards argumentation for afvisningen af den unge komponist. Ingen, der blot i ét fag havde opnået karakteren slet kunne optages på konservatoriets hovedskole, hævdede han. X havde fået slet i teori, dvs. han havde fået c + , men det måtte svare til slet.

Nu gad man jo nok vide, hvilken afgrundsdyb bundskraber et c så står for, når et c+ er slet. Man har ikke før hørt om, at der fandtes noget ringere end slet. Rent bortset fra, at konservatoriet ikke kan opvise noget fortilfælde med hensyn til anvendelsen af karakteren slet i denne forbindelse. Hvis slet skulle være et begrab, der f. eks. dækkede både c og c + , hvorfor benytter man så ikke generelt den betegnelse?

Supplerer man dette forsøg på at dække over begåede fejl med andre mærkværdigheder i sagens forløb - som at professor Tage Nielsen blev tilkaldt fra for at deltage i bedømmelsen af X's opgaver, men blev sendt hjem igen som ikke-godkendt censor efter at Per Nørgård ganske uberettiget blev afvist som medlem af optagelsesudvalget - ja, så får man et billede af et konservatorium, der ikke har noget, der ligner orden i foretagendet.

Og ser man affæren i større sammenhæng, står det klart, at kredse på konservatoriet i København bevidst modarbejder et af læreanstaltens vigtigste fagområder: kompositions-undervisningen. Man afviser noget så sjældent som et kompositionstalent (oven i købet et dokumenteret talent), man ønsker ikke at opretholde et professorat i komposition, man lader gladelig konservatoriets mest søgte kompositionslærer forsvinde og med ham eleverne.

Det er foruroligende.

Årgang 41/1966, nr. 01