Kalligrafi

DEBUT

Henning Christiansen:

Kalligrafi

»Kalligrafi« er et debut-værk. Ole Buch, som trådte frem for første gang ved radioens gallerikoncert i Tivolis koncertsal den 24. oktober sidste år, er født i 1945 i København og er udgået fra Sangskolen i Fredericiagade. I øjeblikket studerer han under Per Nørgård på konservatoriet i Århus. Ved uropførelsen medvirkede radioorkestret dirigeret af Tamas Vetö; sangsolist var Inge Brynald.

Værket er komponeret i 1964 til fire haiku-digte - gendigtet af Hans-Jørgen Nielsen. Haiku er en japansk digtform, som opstod i begyndelsen af 1600-tallet. Oprindelig er formen en ekstrem kortform, hvor hele digtet udgøres af 17 stavelser fordelt på tre linier; dette metrum overholdes dog ikke i den danske gendigtning. Digtenes kortform har til formål at indkredse en zenbuddhistisk øjebliksoplevelse.

Formens ubestridte mester er Matsuo Basho som levede i det 17. årh., og han er da også ophavsmand til tre af de digte, der anvendes i »Kalligrafi«; det fjerde er skrevet af Ransetsu, som levede på Bashos tid.

Ole Buch siger selv, at »værket skal opfattes som visioner affødt af en sommers indlevelse i digtenes verden.« Han »elsker de vers over al anden poesi, jeg har læst indtil dato.« I værket musikaliserer han sine visioner, så de står i smuk klanggæld til Pierre Boulez.

Orkesterbesætningen er valgt, så den giver rig mulighed for sensibel klangbehandling. Man aner her sigtet mod de lette, luftige penselstrøg, som er den orientalske kalligrafis særkende. Ligesom Boulez finder Buch det unødvendigt at arbejde serielt. De strukturer, som vitterligt findes i værket, er i overensstemmelse hermed hørt eller tænkt uden strukturel organisation.

Der er således tale om komposition på traditionel formgrund - en endelig erobring af det tonesprog, som var nyt i 50'erne. Værkets storform udspringer direkte af trangen til at skabe en atmosfære, som videregiver komponistens egen oplevelse af digtene.

For at give den florlette, flagrende side af et haiku-digt, har Buch undgået lange melodiske linier i orkestersatsen. Han sparer og er karrig helt ned til en staccato 32-del, ppp. Ligeledes søges det melodiske undgået ved rytmisk differentieret gentagelse af den samme tone. Det skal dog siges, at han visse steder arbejder med et decideret Boulez-satsbillede (eks. 1) - de samme intervaller, det rytmisk komplicerede, satsbilledets hele myldr.

Teksten er behandlet således, at ordenes semantiske indhold søges udtrykt. Forholdet kan anskueliggøres ved en gennemgang af den første haiku.

Ordene »midt på ødemarken« indtræder efter en lang orkesterindledning, som afsluttes med hastigt opadløbende og svingende strygere, der giver plads for en liggende, dyb klaverklang. Kort pause. Sangerinden sætter herefter ind med lange nodeværdier, akkompagneret af ødemarksvisioner. Et kort ff-glimt i fl og cl åbner for ordet »lærken« (en nedadgående melisme) og basklangen a-dis giver herefter ordet »syngende« (opaddrejende melisme) den rette baggrund (eks. 2). Det korte ff-glimt i fl og cl høres nu tre gange, obo og claves udbygger den mørke basklang, ordet »syngende« udmøntes i trioler for at afsluttes med en melisme sunget med lukket mund.

Derefter udvides antallet af korte ff-glimt i træblæserne til fem, gentages med stadig større afstand. Stilhed! - kun pianissimo-tremolo i strygerne anes, og sangerinden siger sotto voce: »udenfor --- alt«. Lette paukeslag på det dybe a standser forløbet. Phinis.

På denne baggrund kan det næppe undre, at ordet »cikaden« i det sidste haiku-digt hos Buch udløser en sand glæde over klangen i i-vokalen. Og den får da også lov til at afslutte sangen over en længere melismatisk periode - spinkel græshoppefilen.

En vel lang epilog i orkestret skader dog værkets storform, men på den anden side må man fastholde, at værket rummer smukke enkeltheder. Mikroformen er for så vidt bedre behersket end makroformen, hvilket jo er meget naturligt, eftersom der er tale om et debutværk. Med hensyn til tekstbehandlingen vil jeg dog ikke undlade at bemærke, at haiku-æstetikken - for mig at se - forholder sig omvendt proportionelt til Ole Buch's udlægning.

Hvor der i digtene er tale om reduktion af materialet hen mod en tilstand på grænsen af stilhed, pustes dette materiale her op i den halvt illustrative tekstbehandling. Trangen til at tale, hvor man burde tie i kontemplation, må sikkert ses som et udtryk for kom ponistens unge begejstring og for den vesterlandske kultur i det hele taget.

Med dette værk viser Ole Buch sig som et fint receptivt talent med en ganske habil teknisk viden og evne til at indleve sig i et værks selvskabte problematik. Det er lovende egenskaber for en debutant. Man ser med forventning frem til den dag, hvor receptiviteten sprænges af personligheden.