Om det menneskelige grundlag for kunsten

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 01 - side 23-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

DEBAT

Der er til dette nr. indkommet nogle afsluttende indlæg i den Carl Nielsen/ Bartók-debat, som har udspillet sig i de seneste numre af dmt - de bringes i næste nr., hvor et af emnerne er Carl Nielsen. Debatten drejer sig i dette nr. om kritikkens sprog, hvor cand. psyk. Jørgen Pauli Jensen retter et angreb på Hans-Jørgen Nielsens sprogbrug i en artikel i dmt's november-nr.

Jørgen Pauli Jensen:

Om det menneskelige grundlag for kunsten

Nedenstående betragtninger, som er provokeret frem af Hans-Jørgen Nielsens artikel »Efter Zero« (dmt november 1965), skal ikke tages som et personligt angreb på Hans-Jørgen Nielsen (som jeg ikke kender), men dog som en tilslutning til Ernst Kreneks synspunkter som fremført i hans indlæg »Om røversproget i den moderne musiklitteratur« (dmt, marts 1965).

Ernst Krenek protesterer mod den pseudovidenskabelige brug af matematiske og videnskabelige udtryk, som en kreds af moderne komponister og deres musikakademiske profeter gør sig skyld i. Hans-Jørgen Nielsens artikel fremtræder som et typisk eksempel på denne genre. Han arbejder desuden med så rummelige, ikke nærmere definerede begreber, at de i realiteten ingenting siger. Derfor må et forsøg på at forstå en sådan artikel uvægerligt føre ud i en række spørgsmål. F. eks. skrives der, at »»kunsten« -alså delvis forkastes til fordel for »virkeligheden«.« Hvilken kunst og hvilken virkelighed? Er kunst da noget uvirkeligt? Er der tale om en psykologisk virkelighed (noget oplevelsesmæssigt) eller en fysisk virkelighed (registreret på måleinstrumenter, men dog nødvendigvis aflæst og fortolket af mennesker)? En såkaldt dagligdags virkelighed eller måske bare en virkelighed i »al almindelighed«? Hvis det sidste er svaret, kunne man let komme til at tænke på kapelmesteren, der blev forespurgt om der skulle spilles en stor eller lille terts og svarede: »Bare en ganske almindelig terts«.

Hans-Jørgen Nielsen skriver om Henning Christiansen, at han søger en formverden, der ikke må »forråde den etik som dikteres af den tilgrundliggende skepsis mod subjektivismen«.1) Hvis der skal være nogen mening i denne sætning, må der formentlig være tale om et såkaldt normativt (foreskrivende) udsagn i retning af: »Man bør ikke være subjektiv« eller »Et kunstværk bør ikke bære vidnesbyrd om sin skaber«. Men kan man virkelig i alvor tro på, at noget, der

1) Forfatterens fremhævelse. Red.

frembringes af et menneske ikke også bærer præg af dette menneske? Hans-Jørgen Nielsens artikel leverer et glimrende bevis for, at dette ikke er muligt, hvis man bruger ordet »subjektiv« i betydningen »afhængig af subjektet«.

Men lad os se på, hvad naturvidenskabsmænd har at sige om videnskabens menneskelige grundlag. Her vil et par citater være på sin plads.

Fysikeren Werner Heisenberg: »Det viser sig, at selve de dele, stoffet er opbygget af, og som før blev anset for at være den yderste objektive virkelighed, overhovedet ikke mere kan betragtes »an sich«, i sig selv - og at vi faktisk kun kan gøre vort kendskab til disse smådele til genstand for den videnskabelige forskning«. »Heller ikke inden for naturvidenskaben er det altså mere naturen, der er forskningens genstand, men den af mennesket udsprungne natur, og for så vidt møder mennesket også her atter sig selv«.

Fysikeren Alexander Wood: »Det er sansefornemmelsens karakter, som bestemmer om en lyd er musikalsk«.

Citater med samme indhold vil man kunne finde hos Niels Bohr, Einstein og mange andre naturvidenskabsmænd fra vort århundrede.

Man har altså i moderne naturvidenskab med stor beskedenhed afskrevet troen på, at forskningens genstand er uafhængig af forskeren og derved gjort sig videnskabens menneskelige grundlag bevidst.

Ejendommeligt og lidt tragikomisk virker det derfor, at man inden for en del af moderne kunstskriverier prøver at gøre f. eks. musik mere »objektiv« ved udstrakt brug af tal- og ordmagi. Intet bliver mere objektivt (dvs. «subjektuafhængigt) blot derved, at det beskrives i tal og med fremmedord. Hans-Jørgen Nielsens artikel og Henning Christiansens musik demonstrerer umiskendelig subjektafhængighed, som alt andet menneskeskabt. Der skrives f. eks. »l modsætning til »traditionel« musik er formernes organisation ikke legitimeret ved komponistens private valg, men ved objektive principper, som er umiddelbart erkendelige.« Det følger logisk heraf, at »traditionel musik« (hvad det så end er) åbenbart ikke er umiddelbart erkendeligt. Formen er ikke legitimeret (?) »ved komponistens private valg«, skrives der. Jamen er det da en anden end Henning Christiansen, der har komponeret dette stykke musik? Hvis dette ikke er tilfældet, kan værket vel også tages som udtryk for komponistens valg og stræben. Det er vel ham, der har valgt at tage stopur ind i kompositionsprocessen og derved bl. a. lagt vægt på nøjagtighed (i fysisk forstand, men vel ikke derfor nødvendigvis også musikalsk set). Dette kan vel fortolkes som en stræben mod at undgå al spontaneitetog følelsesliv og erstatte dette med noget mekanisk og intellektuelt. At værket står som et udtryk for komponistens personlighed, siger han desuden selv i følgende citat: »Regelmæssigheden er et adækvat udtryk for værket som helhed og for min holdning i det hele taget.« Men hvordan kan man så bagefter tale om anonymitet og objektivitet i forbindelse med dette værk? Står disse ord måske for en bestemt klangoplevelse eller lignende?

Til slut i artiklen læser man følgende: »De (Henning Christiansens værker) kræver kun én ting, som til gengæld er ny: Man må acceptere simpliciteten.« Da ordet «simplicitet« ikke er nærmere defineret, må man vel antage, at det blot betyder enkelhed eller usammensathed. Men hvad nyt er der i dette? Påstanden bygger bl. a. på udtalelser fra en videnskabsmand. Men man kunne lige så godt påstå det modsatte: man må acceptere det komplicerede. Såvel i videnskab som i musikudøvelse har man i århundreder beskæftiget sig med begge dele. Indenfor videnskab er forskeren nødt til at udvælge og isolere nogle få faktorer, for at have disse faktorer under kontrol; men dette sker for at resultaterne kan belyse f. eks. en principiel diskussion, hvorved resultater (som måske kunne synes enkle og ubetydelige) altså kommer til at indgå i en større helhed, l psykologi er man f. eks. ofte nødt til - af pædagogiske og videnskabelige grunde - at behandle intelligens, hukommelse, følelsesliv etc. hver for sig; men heraf følger ikke en tro på, at et menneske kun består af fornuft eller kun af følelsesliv eller at et menneske eksisterer uden relationer til andre mennesker. Med andre ord: i nogle situationer er forenkling på sin plads, i andre er det mere hensigtsmæssigt at betragte mere komplicerede forhold. Der er intet nyt i dette.

Hans-Jørgen Nielsens artikel udtrykker en begejstret hyldest til Henning Christiansen, som åbenbart har skabt noget, som aldrig er set (eller hørt) før, og på grundlag af principper, som vi her møder for første gang i verdenshistorien. Mange ville gerne have mere mening i artiklen end dette; men det kræver, at for-

fatteren medgiver sine personlige definitioner af verbale udtryk som f. eks.: etik, virkelighed, subjektivitet, objektivitet, anonymitet, simplicitet, formens indre centrum, traditionel musik, flade former, afdramatiserede former (har de været dramatiske?), præcise fornøjelser (menes der f. eks. intellektuelle i modsætning til spontane og/eller følelsesmæssige?). Dækker alle disse ord blot over det faktum, at musikværket er inddelt i bestemte, fysisk set nøjagtige tidsafsnit (taget efter stopur eller andet måleinstrument)? Det skal her bemærkes, at fysisk set lige lange tidsrum ikke behøver at blive oplevet som lige lange. Eller skal man blot tage det hele som symptomer på en flugt fra kunstnerisk spontanitet og skaberglæde over i en overdreven intellektualismen, som man selv ikke inden for naturvidenskaben tror på?

Jeg spørger bare, og det skulle glæde mig, om dette indlæg måtte give anledning til debat.

Hans-Jørgen Nielsen:

Om det sproglige grundlag for diskussioner

- Om det menneskelige grundlag for kunsten, hedder Jørgen Pauli Jensens artikel. Det handler den ikke om. Derimod handler den om min måde at bruge sproget på. Diskussionen er da ikke så meget en musikdiskussion som en diskussion om musikdiskussionen. Naturligvis havde det være bedst at diskutere Henning Christiansens værk.

På den anden side er den argumentationsform, Jørgen Pauli Jensen betjener sig af, så udbredt, at det kan være af principiel interesse at undersøge dens gyldighed. Den er i stand til at gøre en hvilken som helst diskussion til en sproglig skindiskussion.

Først må jeg dog afvise den letfærdige måde, hvorpå Kreneks angreb på moderne musikkritik anvendes mod mig. Det hævdes, at min artikel er præget af genrens »pseudovidenskabelige brug af matematiske og videnskabelige udtryk«. Det passer jo ikke - der findes ikke ét matematisk eller fagvidenskabeligt udtryk i min artikel. Et enkelt citat af en videnskabsmand er alt i den retning. Og i modsætning til Jørgen Pauli Jensens egen brug af videnskabsmænds udtalelser er mit citat rent beskrivende og skal ikke bevise noget.

Derimod har jeg i min artikel anvendt visse almenbegreber, som ikke nødvendigvis er videnskabelige. Og det er da også mod disse begreber, angrebet sættes ind. De har åbenbart været svære at forstå for Jørgen Pauli Jørgensen. Det er kedeligt; men årsagen er ikke så meget manglende definition fra min side, som hans eget firkantede forhold til sproget.

l modsætning til moderne filosofi og sprogvidenskab (Wittgenstein og Hjemslev f. eks.) opfattes almenbegreberne som faste størrelser, l stedet for at undersøge, hvad jeg mener med dem i min sammenhæng, køres der frem med en række private opfattelser af disse ords indhold. Imidlertid er ord ikke andet end operationelle størrelser, hvis betydning helt afhænger af konteksten. Et ord er ikke altid det samme ord.

Og indenfor den kontekst, min artikel danner, skulle det nok være klart, hvad jeg mener. De vigtigste begreber er netop defineret ved konteksten, resten kan slås op i en ordbog. Det er især min brug af begrebsparrene kunst/virkelighed og subjektivt/objektivt, der kritiseres, og her viser Jørgen Pauli Jensens misforståelser af sproget og logikken sig også tydeligst.

Er kunst da noget uvirkeligt? spørger han. Bag spørgsmålet må ligge følgende slutning: 1. Nielsen opfatter kunst og virkelighed som modsætninger. 2. Det modsatte af virkelighed er uvirkelighed. 3. Nielsen påstår altså at kunst er uvirkelighed.

Nej, det gør jeg så sandelig ikke. Spørgsmålet er et brud på al logik.

Ordet »virkelighed« betyder naturligvis ikke det samme overfor ordet »uvirkelighed« som overfor ordet »kunst«. Det er som »høj« overfor henholdsvis »runde-tårn« og »tordenskrald«. Og min brug af ordet »virkelighed« er netop defineret ved at det stilles overfor ordet »kunst« - en ældgammel modstilling. »Virkelighed« betyder som operationel modsætning til »kunst« naturligvis den del af det værende, som ikke er bearbejdet kunstnerisk.

Og Jørgen Pauli Jensens spørgsmål om, hvorvidt denne virkelighed er af psykisk eller fysisk art, er altså helt irrelevant, for så vidt de angår ordet »virkelighed« i en helt anden betydning.

Min brug af begrebsparret subjektiv/objektiv udsættes for samme firkantede og pseudo-logiske behandling. Heller ikke her undersøges hvordan begreberne operationelt anvendes i min artikel. De betragtes ud fra en definition, hvor subjektiv er det samme som »afhængig af subjektet«, og der køres så frem med henvisninger til videnskabsmænd, som blot skal bevise flosklen, at »alt er subjektivt«, al den stund »objektivitet« i betydningen »uafhængig af subjektet« ikke kan tænkes.

Det kan vi ikke blive uenige om. Men - som det tydeligt fremgår af min artikel - bruger jeg heller ikke begreberne på den måde. »Disse anskuelser er ikke subjektive; de er objektive, idet de bygger på argu-

menter« - sådan anvender Hjemslev dem i sin bog om sproget. Og på lignende måde bruges de i min artikel.

Henning Christiansens værk kaldte jeg i artiklen »objektivt« for så vidt de - som jeg skrev - bygger på »principper som er umiddelbart erkendelige«. Og musik som ikke bygger på sådanne principper kaldte jeg følgelig »subjektiv«. Så simpelt er det.

»Det følger logisk1 heraf, at traditionel musik åbenbart er uerkendelig,« hedder det videre. Nej, det gør det ikke. Logikken er fortsat holbergsk. Af de præmisser, jeg opstiller i min artikel, kan man ved logikkens hjælp højst slutte, at de principper, hvorefter formen organiseres, er uerkendelige i traditionel musik. Og det er jo noget helt andet end at selve musikken er uerkendelig.

For kort at repetere tankegangen i min artikel:

l »traditionel« musik organiserer komponisten sine former på en måde, som ikke kan udledes af et bestemt princip; derfor kalder jeg denne musik for subjektiv. Henning Christiansens værk kalder jeg derimod for objektivt, fordi der - jvf. min analyse af værket - ligger et erkendeligt princip til grund, nemlig en mekanisk spilleregel, der fungerer som objektivt og kontrollerbart korrellat mellem værket og modtageren.

At Henning Christiansen selv har valgt denne spilleregel ,og at den er udtryk for hans private holdning, gør ikke værket mindre objektivt i den betydning, ordet anvendes i min artikel.

Endelig er Jørgen Pauli Jørgensen utilfreds med min brug af ordet »ny« i forbindelse med sætningen »Man må acceptere simpliciteten«. Sætningen hentyder - som enhver, der blot er nogenlunde orienteret i de seneste års musikdiskussion, vil vide - til en ofte citeret udtalelse af Boulez: »Man må acceptere kompleksiteten.« Og på dette aksiom hviler hele den musikalske 50'er-modernisme.

Det er på denne relative baggrund, det har mening at anvende ordet »ny« om den modsatte fordring, Henning Christiansens værk stiller. Hvis min modpart havde været bedre inde i den sammenhæng, jeg benytter ordet »ny« i, havde han sikkert ikke opfattet det så absolut og håndfast.

Til slut: Jeg har i ovenstående replik anvendt en del fremmedord og begreber. Deres betydning er som regel defineret ved konteksten. Og herefter skulle vejen så være banet for en fornuftig diskussion om det egentlige - musikken.

1) H.-J. N.s fremhævelse.

Årgang 41/1966, nr. 01