Trois Poèmes D'Henri Michaux

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 01 - side 3-4

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

POLSK KULTURMÅNED

Hans Riis-Vestergaard:

Trois Poèmes D'Henri Michaux

Lutoslawskis værk for kor, orkester og to dirigenter opførtes ved torsdagskoncerten d. 17. febr. med komponisten og Jan Krenz som dirigenter af henholdsvis Radiokoret og Radiosymfonikerne.

Dette værk er blevet til efter en bestilling fra Zagrebs musikbiennale og uropførtes i kompositionsåret 1963 på denne med Zagrebs radiokor og -orkester under Slavko Zlatíc og komponisten. Værket er siden opført adskillige gange, bl. a. ved Warszawa-festivalen i september 1963 med Krakows radiokor, dirigeret af komponisten, og Det polske Radiosymfoniorkester (Katowice), dirigeret af Jan Krenz. »Trois poèmes« blev i juni 1964 belønnet med Koussewitzky-prisen og omtrent samtidig kåret som 1. vinder på UNESCO's årlige radiokonference i Paris »International Rostrum of Composers«.

Der er betydelige værker, hvis betydning ligger mere i fremtiden end i øjeblikket, og der er værker, som i højere grad dækker øjeblikkets behov (uden at deres betydning for fremtiden dog af den grund behøver at være ringe). At »Trois poèmes« ligger den den sidstnævnte kategori nærmest synes at fremgå alene af dens endnu knap treårige succesfyldte historie hvor det er blevet modtaget som en moden frugt, taget i tidens fylde fra en stor mesters fantasi. Digtene, af den nu 66-årige franske grafiker og filosoflyriker Henri Michaux, er formentlig sammenstillet af Lutoslawski og har tilsammen i deres almenmenneskelige aspekter en universel afrunding:

Pensées, »tanker«, mediterer pessimistisk over menneskelivet som et konturløst »forestillingernes hav, uroligt og omskifteligt, hvorpå »tankerne sejler, i os, mellem os, fjernt fra os, fjernt fra at oplyse os, langt fra at gennemtrænge noget«.

Le grand combat, »den store strid«, opstiller det sejrende og det tabende menneske som typer. Sejren eller nederlaget ligger forud givet i den menneskelige karakter, i den hensynsløse eller den tøvende vilje.

Repos dans le malheur, »fred under ulykken«, affinder sig med tilværelsen, en rolig, men illusionsløs hengivelse i vanskæbnen.

De tre satser, som Lutoslawski bygger op over denne tekst, følger i deres forløb stort set versenes indhold, afmalet med bred pensel og i midtersatsen »Den store strid« med en forrygende dynamisk kulmination: I denne sats griber koret - efter fremstillingen af først den hensynsløse og så den tøvende karakter - tilbage til førstnævnte for kort efter at bringe den i en hektisk kollision med sidstnævnte. Dette sker gennem talekorets mangedobbelte simultantekst, og en påfølgende kollaps lader ane de to karaktertræks splid inden for samme personlighed. Ydersatsernes mere dæmpede dynamik og delvise lighed indbyrdes giver værket som helhed en symmetrisk bueform, begyndende i »tankernes hav« og klingende ud i resignationen.

Besætningen i »Trois poèmes« er for korets vedkommende 5 sopraner, 5 alter, 5 tenorer og 5 basser. Den 20-stemmige sats kan besættes solistisk, dobbelt eller tredobbelt, alt efter de praktiske forhold, l tilfælde af stemmefordobling skal visse passager dog kun synges af én på hver stemme, hvilket giver en art concerto grosso-virkning. Egentligt talekor, med ikke-fikseret intonation, er kun anvendt i midtersatsen. Ydersatserne er sungne og har, bortset fra glissandi, nøjagtig intonation; men til trods herfor er virkningen for det meste talekor-agtig, dels p. gr. af den enkelte stemmes ubundne rytmik, dels p. gr. af mangestemmighedens kalejdoskopiske disposition, der kan sløre klangbilledet indtil det kaotiske. På den anden side står i anden og tredie sats visse passager med fælles-rytmiske stemmer frem som distinkte kontraster.

Orkestret domineres af blæsere: 3 fløjter, 2 oboer, 3 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn, 2 trompeter og 2 basuner, hvortil kommer 4 janitsjarer, harpe og 2 klaverer. Dets funktion er akkompagnerende og koncerterende med koret. Størst selvstændighed har det i forbindelse med midtersatsens kulmination. Som helhed gør komponisten sig fantasifuldt tilgode med det store arsenal af moderne orkestrale virkemidler. Også orkestersatsen er mangestemmig og flimrende.

Den anvendte skrivemåde er kontrolleret aleatorisk: En meget stor del af forløbet er, både for korets og orkestrets vedkommende, bygget op af små repetitionsafsnit, hvis varighed bestemmes i sekunder, og hvis begyndelse henholdsvis ophør angives af et slag fra dirigenten - en teknik, som Lutoslawski også har brugt i »Jeux vénitiens« for forskellige orkestergrupper. Dirigenten har inden for det enkelte afsnit ingen indflydelse på, hvor mange repetitioner den enkelte sanger/spiller når at foretage. Dog skal denne i sådanne frie afsnit selv sørge for overholdelsen af et angivet tempo, hvilket er fastsat gennem nodernes afstand fra hinanden i vandret retning (spatialnotation), idet en vis længdeenhed er lig ved 1 sekund. I visse repetitionsafsnit repeterer den enkelte sanger/spiller til ende, før der gås videre til næste afsnit. I andre er dirigentens slag tegn til øjeblikkelig afbrydelse af afsnittet og påbegyndelse af noget nyt. Det aleatoriske er dog ikke helt fremherskende. De ovenfor beskrevne friere afsnit veksler, navnlig i orkestersatsen, med mere bundne, hvor dirigentens slag kan være ganske taktmæssigt. Alle slag - både de taktmæssige og de, der inddeler det aleatoriske spil - er i partituret angivet ved en lodret pil.

Mens kompositionen således rummer både helt fri og helt bunden rytmik, er den ganske atematisk og atonal. Den serielle skrivemåde er meget sparsom, og de mange småmotiver, der udgør repetitionsafsnittene, bliver i den større sammenhæng amorfe. Lutoslawski har decideret givet ordet prioriteten i dette værk og ladet digterens og ordenes struktur være bestemmende. Den 53-årige polske komponist er herhjemme kendt fra opførelser af bl. a. »Koncert for orkester« (komp. 1954) og den ovenfor nævnte »Jeux vénitiens« (komp. 1961), som er velegnede til at markere linien frem til »Trois poèmes«. Fra et endnu diatonisk præget grundlag i orkesterkoncerten har Lutoslawski gennem værker som »Musique funèbre« for strygere og »Fem sange« med orkester udmøntet sin personlige atonalisme, i begrænset grad præget af seriel teknik, men i udstrakt grad af musikantisk trang. Denne er stærkt overvejende i f. eks. »Jeux vénitiens«, som er det værk, »Trois poèmes« forekommer at være mest beslægtet med.

Årgang 41/1966, nr. 01