Anekdoten taler sandt

DEBAT

Som bebudet i sidste nummer af dmt indeholder »Debat« denne gang nogle indlæg i den debat om Carl Nielsen og Bartok, som har udspillet sig i de seneste numre. Der er indlæg fra Torben Meyer samt organisten og komponisten N. O. Raasted.

N. O. Raasted:

Anekdoten taler sandt

Telmányi skriver (dmt, 7/65) om Carl Nielsens sam-iaie med Bartok i Amsterdam i 1920, i hvilken Bar-tók efter fremførelsen af hans strygekvartet spørger Carl Nielsen, om han synes, at den er moderne nok.

Carl Nielsen fortalte Telmányi om den episode og tilføjede - ifølge Telmányis referat: - »Jeg syntes, at det var et underligt spørgsmål, for enten er musikken god eller ej. - Det er ligegyldigt, om den er moderne,« og hertil føjede Telmányi: »Han fortalte mig ikke, hvad han havde svaret Bartók.« - Carl Nielsens svar er jeg, takket være tilfældigt sammentræffende omstændigheder, i stand til at oplyse, da Carl Nielsen i 1924 selv fortalte mig om sin samtale med Bartók. Carl Nielsen og jeg var i 1924 sammen i Heidelberg i anledning af en nordisk musikfest, hvor Carl Nielsens Alladin-musik og »Hymnus amoris« blev opført, og jeg selv fik nogle ting fremført og også medvirkede.

Vi delte værelse i den uge, musikfesten varede, hvilket jo muliggjorde adskillige samtaler, og her var det, at Carl Nielsen fortalte mig om episoden.

Carl Nielsen sagde følgende (som jeg tror at kunne gengive så godt som ordret): »Vi har et dansk skuespil, der hedder »En spurv i tranedans«, i hvilket hovedpersonen, en ung mand, der hedder Peter Ravn, ved handlingens gang kommer ind i fornemme kredse, trods sin beskedne herkomst, l et selskab er der et par unge aristokrater, der vil gøre sig lystige på Peter Ravns bekostning og spørger ham: »Foretrækker De tokayer af gammel eller ny årgang?«, hvortil Peter Ravn svarer: »Ny eller gammel er mig ligegyldigt, blot den er god!« -

Der var altså, som Telmányi bemærkede, ikke tale om en anekdote, men om historiske kendsgerninger. Det anførte ordskifte mellem de to musikere er meget interessant og bør ikke glemmes, da det var karakteristisk for dem begge.

Carl Nielsen og jeg kom flere gange ind på emnet, og han gav mig ganske ret i, at det »moderne« i et kunstværk ikke i sig selv er en kvalitet. En komposition kan være fortræffelig, selv om den er skrevet i traditionel stil, og en anden, der er skrevet i radikal,

moderne stil kan være udmærket, men ikke fordi den er skrevet i nutidigt tonesprog. Man tænker uvilkårligt på en af Jacob Paludans aforismer, hvor han siger: »Hvor originale tanker fattes, melder der sig i rette tid en original skrivemåde«. Det er sikkert skrevet om litterære ting, men det kan udmærket anvendes på alle kunstens områder.

Torben Mayer:

Åbent brev til Knudåge Riisager

Kære hr. Knudåge Riisager. Jeg har med voksende interesse og forbavselse fulgt Deres jagt på »anekdoten« indtil forrige nummer af dmt, da kvintessensen synes at blive, at anekdoten må være frit opfundet af mig i Schandorff-Petersens og min bog om Carl Nielsen.

De kunne straks ved forespørgsel hos mig have fået følgende at vide: Under min indsamling af stof til bogen kom jeg i 1947 til C. N.s mangeårige medarbejder og gode bekendt, pianisten Henrik Knudsen, der både havde en glimrende hukommelse om forhold i forbindelse med C. N. og lå inde med en anselig samling bladudklip, programmer, billeder m. m. Blandt udklippene var et fra norsk »Dagbladet« juni 1931, hvori Hans Tørsleff refererede de meget oplysende udtalelser, C. N. i slutning af 1920'erne gav ham om sit syn på datidens musikstrømninger. Heri refereredes også »anekdoten«, og hvad der findes i bogen (s. 281) bærer autentitetens absolutte præg.

Yderligere spurgte jeg Henrik Knudsen, om han kendte anekdoten, hvilket han bekræftede, og det blev til endnu en gengivelse af den (s. 168). Lad mig tilføje, at Deres formodning om, at konklusionen - »der nok nedsætter Bartók lidt 5 hans bevidsthed« - skulle være forfatternes, ikke slår til. Den er Henrik Knud-sens og ikke falsk. Han sagde dengang til mig, at C. N. brød sig ikke om Bartóks musik og efter episoden i Amsterdam heller ikke synderligt om hans person.

Det førnævnte udklip af »Dagbladet« har jeg afleveret til Det kgl. Bibliotek sammen med et ret betydeligt udklipsmateriale.

Disse linjer blot for at fastslå, at »anekdoten« har sin rigtighed og i hvert fald ikke er opfundet af Deres hengivne Torben Mayer.