Anmeldelser

ANMELDELSER

ARISTOTELISKE HAPPENINGS

Jürgen Becker & Wolf Vostell: Happenings. (Rowohlt Paperback, 471 s., DM 19,80). Michael Kirby: Happenings (Dut-ton, New York, 288 s., $ 6,65 el. Sidgwick & Jackson, London, sh. 30).

Diskussionen om, hvilke elementer en happening i virkeligheden er sammensat af, hvem der i virkeligheden opfandt eller fandt ind til dette begreb, om denne form i virkeligheden er en videreudvikling af malerkunsten eller teatret (eller musikken) fortsætter med uformindsket kraft i to store antologier, som sidste efterår udkom i henholdsvis Tyskland og Amerika.

Noget endeligt svar på disse problemer kan ikke udledes af bøgerne (det eneste, man synes at være helt enige om, er, at litteratur, det er det i hvert fald ikke!), men et meget væsentligt materiale lægges frem til belysning af de forskellige synspunkter.

Forfatteren Jürgen Becker og maleren Wolf Vostell har i H a p-p e n i n g s koncentreret sig om at samle et dokumentarisk materiale: avisudklip, manifester, tidstavler, »realiteter« (pornografiske, politiske, trafikale, militære begivenheder, som ukommenterede antydes at ligge til grund for de kunstneriske bestræbelser, der præsteres i bogens øvrige afsnit), fluxus- og happen ingspartiturer, fotografier fra opførelser, pop-art reproduktioner, meninger, biografier etc.

Teaterhistorikeren og maleren Michael Kirby's Happenings indeholder efter et langt, teoretisk og meget væsentligt forord, hvor redaktøren redegør for happeningformens historiske forudsætninger, freimkomst og udvikling i USA, essays, happeningpartiturer samt produktionskommentarer og sceneanvisninger af Alan Kaprow, Red

Grooms, Robert Whitman, Jim Dine og Claes Oldenburg.

Jeg skal i det følgende forsøge kort at sammenfatte de synspunkter, der i bøgerne fremkommer på de tre diskussionspunkter, jeg har nævnt ovenfor. Jeg har til dette afsnit også hentet materiale i et spe-cialnummer af det svenske Konstrevy (nr. 4-5, 1965), som indeholder en del interessante synspunkter på og opfattelser af happening-begrebet og -formen.

Bestanddelene. Der findes tre hovedopfattelser af bestanddelene i en happeningforestilling.

Den absolut enkleste koncentrerer sig om at skabe et environment (dvs. »billedmiljø« eller »rummaleri«). Et meget berømt eksempel på denne type blev skabt i efteråret 1964 af amerikaneren Robert Brown, som i New York lejede et frysehus med slagtede heste, køer og får. Med tråde, sækkelærred og parfume afstak han en rute gennem sit »syns- og lugtteater«. Publikums indsats bestod udelukkende i at vandre ad denne rute og se.

Et environment af en noget anden type blev fremført (-vist?) af franskmanden Ben i Paris i 1964. Forestillingens deltagere blev med en pose over hovedet ført gennem byens gader en times tid. Forestillingens indhold: De tanker, der var fløjet gennem deltagernes hoveder, under »rundvisningen«.

Almindeligvis indlægges environments dog kun som kulisser i mere komplicerede forestillinger.

Disse deler sig igen i to hovedgrene.

Den første nærer, ifølge den svenske maler öyvind Fahlström, »en forkærlighed for en meget åben, fragmenteret form og for ikke-sammenhæng mellem elementerne . .. Ofte lange stykker uden markeret begyndelse eller slutning.«

Eks.: Man tager 100 mennesker, 10 gamle biler og en høstak på en åben mark. Øverst på høstakken anbringes en saxofonist. Bilerne

anbringes i en kreds rundt om stakken. Uden om bilerne står de 100 mennesker i en kreds med grene i hænderne. På et givet signal løber biler og mennesker stormløb på stakken. Forestillingen er slut, når saxofonisten falder. (Kaprow's Tree.)

Den anden arbejder - stadig efter Fahlström - med en mere »sluttet, ikke nødvendigvis collageagtig form, holder en vis afstand til publikum og udformer stykker med en vis vægtighed og overskuelighed udadtil...«

Eks.: Under anvendelse af et stort antal scener, projektører, filmstumper etc. tegnes et billede af byen Chicago. Forestillingen slutter med, at materiale og maskiner destrueres. (Oldenburg's G ay e t y.)

Den historiske baggrund. Der synes blandt de fleste happening-kunstnere at være stor enighed om hvilke navne, man må betragte som forudsætninger for den nye form. Blot er man uenige om, hvem der skal trækkes frem på bekostning af hvem. Kongerækken: Artaud, Schwitters, Tzara, Arp, Ernst, Duchamps, Gro-pius, Satie, det japanske Gutai-teater, Merce Cunningham, Tudor, Cage.

Genren. Det er klart, at en-vironment-folkene går ind for malersynspunktet. Michael Kirby begrunder denne opfattelse således: »Lige siden 1911 eller 1912, da Braque eller Picasso (...) for første gang klistrede et »fremmedelement« op på et lærred, har man arbejdet med fysiske elementer i billedkunsten. Billedet (...) har bevæget sig udad i rummet. Til sidst overtog det hele lokalet og blev til et »environment« og endelig, som et miljø-med-handling, til en happening.«

Samme Kirby slår dog senere i sit essay ind på teater-synspunktet og definerer en happening på følgende måde: »En happening kan beskrives som en hensigtsbevidst komponeret form for teater, hvor en række alogiske elementer, herunder ikke-stiliseret ageren, er samordnet i insulære strukturer.«

Personligt tvinges jeg også - efter de to antologier - til at gå ind for teatersynspunktet. Partiturerne har endvidere overbevist mig om, at egentlig kun den ydre form er ny, at happening-teatret er en ganske lykkelig videreførelse af den arostoteliske teateropfattelse, som i nogle år har stået i skyggen af bl. a. Brechts teorier, skuespil og efterløbere.

Denne opfattelse er baseret på følgende centrale passage i Poetikkens afsnit »Definition og analyse af tragedien«:

»En tragedie er altså en efterligning af en handling, som er alvorlig, og som i sit omfang er fuldstændig; i et sprog krydret således, at de forskellige ingredienser hver for sig er tilsat de forskellige dele; ved hjælp af handlinger og ikke som fortælling; ved medlidenhed og frygt bringende en renselse (katarsis) af sådanne følelser tilveje.«

Erik Thygesen.

DÅRLIGT TRYK

Carl Nielsen: Kvintet for strygere, G-dur, 1888. Samfundet til udgivelse af dansk musik, 3. serie nr. 167. Studiepartitur og stemmer.

Carl Nielsen: Preludio e presto per violino solo op. 52. Samfundet til udgivelse af dansk musik, 3. serie n r. 169.

Naturligvis må man være glad og tilfreds over, at Samfundet til udgivelse af dansk musik i tilknytning til sin nys udsendte indspilning af disse værker også har villet udgive dem på tryk. (Indspillet på Mono: MOAK 18. Stereo: PASK 2003 med henholdsvis Telmányi-kvintetten og Jørgen Fischer Larsen). Imidlertid svarer nodernes kvalitet lidt for godt til indspilningens, til at det er morsomt.

Dette gælder først og fremmest partituret og her igen først og fremmest den første sats, Allegro

pastorale, som sine steder godt kan sætte den læsende grå hår i hovedet. Det skyldes trykkets dårlige kvalitet, som resulterer i, at adskillige detaljer i nodebilledet er uklare og i enkelte tilfælde direkte misvisende, hvilket viser sig ved en sammenligning med stemmerne. F. eks. mangler allerede i førsteviolinens allerførste takt så meget af den sidste node, at de sørgelige rester kun lige kan skimtes. Straks i næste system er g-linien næsten væk og h-linien er fortykket og forskudt - stadig 5 førsteviolinen. Adskillige andre steder mangler node-linien (indtil et antal af 5 i en stemme) nodehalse, fraseringsbuer, dynamiske tegn eller taktangivelser i større eller mindre grad, dog ikke fuldstændig. Endelig har jeg ved et tilfælde opdaget tre manglende d'er 5 førsteviolinens takt 135-136. De er så sporløst forsvundet, at jeg tvivler stærkt på, at de overhovedet nogensinde har været anbragt der. At de s k u l l e have været der, fremgår imidlertid af stem-mematerialet.

De øvrige tre satser er tilfredsstillende m. h. t. nodebilledet, om-end det aldrig er skønt. Omtrent det samme kan siges om stemmerne, som uden vanskelighed vil kunne tjene deres formål.

Væsentlig pænere er noderne til det sene soloværk på trods af det langt mere komplicerede nodebillede. Det er af en standard, man kunne have ønsket og vel også forventet i det miserable partitur. Jan Jacoby.

COMMOTIO X 2

Carl Nielsen: Commotio, Little Preludes. Grethe Krogh Christensen. Lyrichord, Mono LL 148, Stereo LIST 7148. (Orgler: Mar-cussen & Søn, Holmens Kirke, København, og Skt. Paul's Kirke, Århus. Præludier: Festpræludium: Op. 51 nr. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 10, 14, 15, 16, 18, 20, 21, 23, 24, 27, 29).

Carl Nielsen: Commotio op. 58. Præludier for Orgel op. 51. Jørgen Ernst Hansen. Erato Mono

LDE 3215, Stereo STE 50095. (Orgel: Frobenius & Co., Skt. Andreas Kirke, København. Præludier: Op. 51 nr. 2, 3, 4, 5, 6, 8. 9, 10, 11, 12, 13, 15, 16, 18, 21, 22, 23, 26, 27, 28).

Næsten samtidig og som en forsinket hyldest i anledning af 100-året for Carl Nielsens fødsel har ovennævnte to - og som det vil ses -i program-mæssig henseende næsten identiske orgelplader set dagens lys. Lyrichord-pladen udsendtes i USA i efteråret 1965, men er vist først kommet frem her i landet efter nytår; Erato-pladen udkom ved juletid sidste år. Det er synd, at pladerne ikke nåede at komme på markedet i tilknytning til selve festlighederne i forsommeren, for de ville have haft gode muligheder for afsætning. Det er iøvrigt glædeligt, at det lille amerikanske selskab Lyrichord har bestilt flere indspilninger af dansk og skandinavisk orgelmusik hos Grethe Krogh Christensen.

Lige så forskellige disse to indspilninger er, lige så lidt tvivl kan der være om, at vi her står over for to markante indspilninger af Carl Nielsens orgelmusik. Indspilningerne har hver deres mangler og navnlig dyder, og den, der ved en sammenligning prøver at afgøre, hvilken han bør foretrække, bliver sat på en hård prøve, for her er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Hvad udvalget af præludier angår, har pladerne 12 præludier fælles (nr. 2, 3, 4, 5, 6, 10, 15, 16, 18, 21, 23, 27); på Lyrichord-pladen findes foruden op. 51 indspillet festpræludiet »Optakt til det nye Aarhundrede« (komponeret i slutningen af 1900) i en transskription for orgel af Finn Viderø. På pladerne er udvalget af præludier arrangeret i serier efter toneart; ovenfor er de ordnet i nummerfølge for oversigtbarhedens skyld. Nu mangler vi blot indspilninger af nr. 17, 19 og 25 samt de to posthumt udgivne præludier, for at Carl Nielsens orgel-produktion er plade-mæssigt dækket ind.

Rent pladeteknisk er orglet erfaringsmæssigt meget vanskeligt at indspille tilfredsstillende; men her må vi konstatere, at med Peter Willemoes har Erato-indspilningen været i de bedste hænder; det samme kan siges om Eivind Skaa-ning og Peter Slamovitz, skønt der på Lyrichord-pladen (i hvert fald i mit eksemplar af mono-udgaven) forekommer nogen forvrængning i de indre riller; desuden skæmmes Lyrichord-indspilningen af Com-motio af nogle generalpauser eller cæsurer, som synes anbragt af ind-spilningstekniske grunde, men som af helt uforståelige årsager er blevet stående. Til brug for dem, der allerede har anskaffet Lyrichord-pladen, kan det oplyses, at der på plade-etiketten af første oplag forekommer tre trykfejl vedrørende præludierne: nr. 24 spilles ikke to gange, den anden gang er det nr. 29, man hører; og nr. 13 og 17 skal være hhv. nr. 23 og 27; fejlene er blevet rettet i 2. oplag.

Hvad udførelse og registrering af præludierne angår, kan man på nogle punkter være uenig med de to orgelkunstnere; det havde nok været en fordel, om man havde konsulteret de autentiske bemærkninger om udførelsen, som blev offentliggjort i Dansk Kirkemusiker-tidende i november 1930; ikke fordi man behøver at rette sig slavisk efter dem (lige så lidt som efter metronom-angivelserne), men de kunne måske give indtryk af, hvad der klangligt har foresvævet komponisten. Gennemgående spilles præludierne imidlertid med smuk og fantasifuld registrering og frasering; det vil her føre for vidt at gå i detaljer, og endelig må der jo også være råderum for den personlige smag. Dog forekommer Grethe Krogh Christensens brug af svelle-diminuendo i et par slutakkorder lidt betænkelig. En ganske henrivende - og man kunne næsten sige oplagt - spillefejl forekommer hos Jørgen Ernst Hansen i det 8. præludium, hvor han starter i A-dur (melodi: e-d-cis), skønt

stykkets toneart er E-dur (noteret melodi: e-dis-cis).

Commotio er et gigantisk værk, men svært at holde sammen på, navnlig hvad angår den store, flerleddede fuga. Egentlig er værket ganske enkelt i sin form, idet det i dynamisk henseende består af forskellige, klart disponerede kurver; men netop dette gør, at værket er vanskeligt at spille på et moderne pseudo-barokorgel, der med sine klangligt kontrasterende værker hylder helt andre idealer end det symfoniske, som netop Carl Nielsens Commotio med storslået resultat bekender sig til. For at få helhed i udførelsen, bør man nok, i hvert fald i fugaen, undgå for stor klanglig kontrast mellem orglets værker og mere lytte efter det, som binder musikken organisk sammen i store, dynamisk disponerede flader.

Også på dette punkt har begge de foreliggende indspilninger nogle mangler, men især mange dyder, l klanglig henseende synes orglet i Holmens Kirke på pladen at have mer »krop« end Andreas-orglet, men også en tendens til buldre-bas. Begge organister spiller indledningen ret roligt; hvor tit har man ikke hørt denne indledning udført med dårlig registrering og frasering, så man ikke kunne høre, hvad der foregår; navnlig brug af mixturer og aliquot-stemmer synes i slige tilfælde at have bragt uklarhed. Men på begge disse plader står det motiviske fletværk klart, samtidig med at en festlig mixturklang kaster glans over indledningen (Jørgen Ernst Hansen anvender oven i købet pedal-mix-tur). Grethe Krogh Christensen spiller med gennemgående friere agogik end Jørgen Ernst Hansen, hvorved musikkens »drive« kommer smukt frem; til gengæld præsterer Jørgen Ernst Hansen i første del klangligt finere modulerede overgange mellem de enkelte satsdele.

Men som sagt: Man kan ikke sige: denne form for hin, men må vælge mellem to jævnbyrdige pla-

der, hvis man da ikke vil købe dem begge. Og så til slut: Uden at forklejne nogen må det nok være tilladt at udtale et fromt ønske om, at vor hjemlige mester på orglet, Finn Viderø, vil indspille en grammofonplade med Commotio; af de mange, som undertegnede har hørt spille dette vanskelige storværk i dansk orgelmusik, er han den eneste, der har kunnet forløse værket på helt tilfredsstillende måde. Torben Schousboe.

CHARLES IVES: SYMFONI NR. 4.

American Symphony Orchestra dirigeret af Leopold Stokowski. Assisterende dirigenter: David Katz og José Serebrier. Kor fra Schola Cantorum, New York. CBS, Stereo MS 6775. Et halvt århundrede efter tilblivelsen af Charles Ives' fjerde symfoni uropførtes den for nylig under største interesse i Carnegie Hall dirigeret af den 82-årige Leopold Stokowski, og en indspilning for CBS blev foretaget kort efter. En stor del af den amerikanske kritik tiljublede symfonien som et mesterværk, og opførelsen vil næppe blive uden konsekvenser for placeringen af Charles Ives' livsværk. Denne aldeles uafhængige og stort tænkende New England komponist, som fødtes ni år efter Carl Nielsen og døde i 1954, har længe været betragtet som stamfaderen til en linie i amerikansk musik. Men til trods for en langvarig interesse for hans holdning og værker, har man selv i hans hjemland haft største vanskelighed ved at nå til klarhed over, om han først og fremmest var en stor original, eller om han var en sand mester i tonekunsten.

Alene orkesteropbuddet og besværet med at realisere hensigterne i hans fjerde symfoni forklarer, hvorfor værket ikke for længst er kommet til opførelse. At det nu er sket kan måske ses på baggrund af, at visse træk i Ives' musikalske tankeverden i 1916 først nu er kommet på mode. De voldsomme sammenstød mellem helt ubeslægtet musikalsk materiale i symfoniens anden sats, en allegretto, er ikke milevidt fra Stockhausens grupper for tre orkestre.

Symfonien har en religiøs-visio-nær grundholdning, et æstetisk program, som ifølge Ives er menneskeåndens spørgsmål om »hvad« og hvorfor«. Disse spørgsmål fremsættes i førstesatsen »prelude«, mens forskellige svar toner igennem de tre følgende satser. Ives citerer en række New England hymner og traditionelle sange i værkets forløb (»Watchman«, »Tell Us of the Night«, »Yankee Doodle« ocj Handels »Joy to the World« er blandt de mere kendte), men værkets ejendommelige appel ligger i hans anvendelse af et i sig selv traditionelt materiale. Det gør stærkt indtryk på denne optagelse, som har begejstringens gave, og i koncertsalen må det være overvældende.

Efter manges mening er Charles

Ives den største skabende musiker, De forenede Stater har fostret. Det er ikke vanskeligt at erkende, at han både er den mest originale og den mest amerikanske. Hans pendulbevægelse mellem tradition og en dybt personlig virkeliggørelse af en vision er i sin art ur-amerikansk. Om hans værker vil blive hængende efterhånden som de for alvor får lejlighed til at møde et publikum, det ved vi ikke. Men han var mere end en stor opfinder af metoder, som Schönberg og Stra-vinskij senere var i stand til at blæse musik i. Robert Nauer.