Cage 66

Af
| Årgang 41 (1966) nr. 02 - side 35-35

LEDERE

Cage 66

Det er nu omkring ti år siden John Cage, som i dette nr. præsenteres af de svenske komponister Lars-Gunnar Bodin og Bengt Emil Johnson, begyndte at vække opmærksomhed. Og siden har hans idéer vist sig at have forbavsende epokal gennemslagskraft. Cage' åbne æstetik er også slået igennem i andre kunstarter, f. eks. er flere af de vigtigste happening-praktikanter elever af Cage - se Erik Thygesens anmeldelse af nye happeningbøger. Musikken har måske for første gang i historien været basis for en bred kunstnerisk strømning.

Men som tiden er gået har disse idéer i hvert fald for musikkens vedkommende etableret sig som en ny konvention; efter Weberns Nachfolge kan man tale om Cage' Nachfolge. Dels er idéerne indgået i den almindelige normal-modernisme - de opleves ikke forpligtende i samme grad som før, men kombineres af visse komponister nu frit med elementer fra den serielle Darmstadt-tradition. Dels kan man, som det både direkte og indirekte fremgår af Eric Andersens New York-rapport, iagttage visse udmattelsestegn hos hans mere konsekvente efterfølgere.

Da Cage dukkede op, kunne hans musik nok se ud som et radikalt brud med den hidtidige modernistiske tradition. Men i hvert fald under én synsvinkel har han siden vist sig at være en konsekvent fortsætter af denne tradition: Adorno har beskrevet udviklingen i den musikalske modernisme som en række forsøg på at aflaste subjektet mest muligt i forhold til musikkens materiale objektivitet. »Karlheinz får lydene til at lyde som Karlheinz; jeg vil have dem til at lyde som lydene,« skal Cage have udtalt. Et skridt videre altså.

Imidlertid har han i virkeligheden kun formået at flytte subjektiviteten fra komponisten over i tilhøreren; hans musik forbliver på et nulpunkt, hvor kunsten delvis forkastes til fordel for virkeligheden. Og i de allerseneste år har der hos komponister som f. eks. Jan W. Morthenson og herhjemme Henning Christiansen vist sig ansatser til en musik efter nulpunktet: Pelle Gudmundsen-Holmgreens artikel om hans »Repriser« kan med lidt forsigtighed også tolkes i denne retning. Her er Cage allerede en klassiker, snarere end en aktuel udfordring.

Carl Nielsen internationalt

l sommer var det 100-året for vor store landsmands fødsel. Det blev fejret med det tilbørlige dannebrogsfarvede skær i alle øjne, og at selv små spørgsmål omkring komponisten kan sætte lidenskaberne i kog, viser Nielsen/Bartók-debatten i dmt, som fortsætter i dette nr. Men hvad nu? - dmt indeholder denne gang, foruden anmeldelser af nyudgivne og -indspillede Nielsen-sager, et par artikler som behandler komponisten under en international synsvinkel.

Svend A. K. Roewade fortæller om den nydannede internationale Carl Nielsen-komité, der arbejder på at udbygge komponistens internationale position. Men spørgsmålet er dog, om ikke disse bestræbelser for at lykkes skal parres med en ny og noget mindre dannebrogsfarvet holdning til komponisten fra hans egne landsmænds side.

Derom handler Gregers Dirckinck-Holmfelds artikel. Digteren Jørgen Gustava Brandt har meget præcist talt om vor »nydelse af selve den nationale indadvendtheds skjulte mereværd«. Er det den, der gør sig gældende?