Fremstød for Carl Nielsen

CARL NIELSEN

Svend A. K. Roewade:

Fremstød for Carl Nielsen

Under Carl Nielsen-festivalen sidste forår nedsattes en international Carl Nielsen-komité. Svend A. K. Roewade, der er den ene af komiteens to danske repræsentanter, skriver her om komiteen, dens hidtidige indsats og hvad den har på programmet fremover.

Den 9. juni 1965, 100 års-dagen for Carl Nielsens fødsel, blev den Internationale Carl Nielsen Komité dannet i København, og meddelelse herom blev offentliggjort i den danske presse såvel som i den udenlandske. Man fik lidt at vide om hvad komitéens hensigter var, og om hvem der var medlemmer. Men ud over dette kender man ikke noget til os. Hvad fortager komitéen sig rundt i verden? Hvad er komitéens planer ud over hvad der hastigt blev meddelt sidste sommer? Hvad er den Internationale Carl Nielsen Komité, og hvordan blev den til?

Før jeg kommer ind på vort arbejde og fremgang siden sidste sommer, vil jeg først i korte træk give en beretning om hvordan komitéen blev til. Før den Danske Ballet og Musik Festival 1965 begyndte, var der slet ikke planlagt noget om en sådan komité. Det hele voksede ud af festivalen. Ved en sammenkomst en af de første dage af festivalen traf jeg nogle musikfolk fra udlandet, som var kommet hertil for at fejre vor store komponist. Der blev talt og diskuteret meget denne første dag, og dette fortsatte hele festivalen igennem. Denne snak og diskussion var især livlig mellem tre, som mødtes for første gang ved ovennævnte sammenkomst - John W. Barker fra USA, Edward Neill fra Italien, og undertegnede her fra Danmark. Meget hurtigt fandt vi ud af, at vi alle havde siddet hver i sit land og tænkt på at arbejde for Carl Nielsen - denne danske komponist, som vi beundrer og som vi syntes, at musikverdenen ikke kendte nok til. Og hver især havde vi også påtænkt et eller andet projekt. Meget tidligt i vore samtaler bestemte vi os til at slå os sammen om Carl Nielsen-planerne. Men hvordan skulle vi nu slå os sammen, når vi til daglig ville være så mange tusinde kilometer fra hinanden? Det blev starten til komitéen; på denne måde kunne vi holde hinanden underrettet om hvad sker i de forskellige lande, som er repræsenteret i komitéen, og hvert medlem vil gøre sit for at arbejde for denne sag i sit eget land. Problemer kan diskutetes i breve, og vi ville kunne hjælpe hinanden på forskellige felter. Barker, Neil og jeg besluttede os til at få andre lande med fra begyndelsen, da en sådan komité med bare tre medlemmer aldrig ville kunne virke effektivt. Da Danmark som komponistens fødeland kunne bruge endnu et medlem, blev musikforlægger Dan Fog spurgt, om han ville slutte sig til os.

Vi fik et »ja«. Edward Neill kontaktede sin gode bekendt i Paris, Paul Gilbert Langevin (sekretær for L'Association L'Harmonie du Monde) som allerede havde præsenteret Carl Nielsen for det franske musikpublikum gennem blandt andet en serie radioudsendelser og koncerter i L'Harmonie du Monde. Langevin telegraferede »ja« før festivalens afslutning. Dernæst blev det bestemt, at vi skulle spørge den engelske musikolog og Carl Nielsen-ekspert Robert Simpson fra B.B.C. (kendt for sin bog »Carl Nielsen - Symphonist«, London 1952) om at repræsentere England og være komitéens formand. Lige før 100 års-dagen ankom Simpson til København, og da han var meget begejstret for vore planer, fik vi straks et fyndigt »ja« fra ham. En ung dansk-canadisk journalist og musikolog, John Kraglund fra Toronto, var på besøg i København for at skrive om festivalen, og blev hurtigt indrulleret som komitéens medlem for Canada. Vi var nu syv medlemmer repræsenterende seks lande med planer om flere medlemmer i løbet af det næste år. Den 9. juni begyndte komitéen sit arbejde og nedlagde en krans på Carl Nielsens grav. Og så spredtes vi for at tage fat i hver sit land.

Ni lande er nu repræsenteret, og de nuværende medlemmer er i gang med at skaffe flere. Aktiviteten har ikke været lige så stor i alle lande, men dette er kun naturligt. Kort fortalt er der hidtil sket følgende:

Komitéens sekretær, John W. Barker har været yderst aktiv i USA. Siden sidste sommer har han været i gang med at danne »The Carl Nielsen Society of America«, og for nylig har han kunnet meddele, at dette Society nu er en realitet, og at folk er begyndt at melde sig som medlemmer. Præsident er Leonard Bernstein, og andre store dirigenter i Amerika er blevet inviteret til at blive »Vice President« (Eugene Ormandy, Max Rudolf og Mitchell har sagt »ja«). Barker selv er sekretær, og Thomas Walker, en anden amerikaner som for nogle år siden kom til Danmark for at studere Carl Nielsens musik på et Fulbright-stipendium, er med-sekretær. De er i færd med at undersøge mulighederne for at udgive bøger og grammofonplader i løbet af de nærmeste år. Der har allerede været en del fremgang på dette felt, og nærmere oplysninger herom kan snart ventes. Det er også hensigten at etablere et Carl Nielsen-arkiv i Amerika, til brug for studerende og andre interesserede. Ved The Eastman School of Music i Rouchester, New York, findes der allerede en meget værdifuld Carl Nielsen-samling omfattende alle hans trykte værker. Samlingen er opbygget i de senere år af musikforlægger Dan Fog.

Amerika lytter til Carl Nielsen meget mere end før - 100 års-dagen i fjor har også hjulpet noget her. Bernsteins indspilning af »Espansiva«, som har gjort så stor lykke herhjemme, er også blevet en »best-seller« i USA. Det amerikanske grammofonselskab »Lyrichord« har udgivet en LP-plade med Grethe Krogh Christensen fra Holmens kirke med orgelværket »Commotio« samt et udvalg af 18 præludier og festpræludium. En indspilling af sjette symfoni udkommer til foråret med Ormandy og Philadelphia-orkestret, og andre værker er også planlagt til grammofonindspilninger i nær fremtid (en del af dem er allerede indspillet). Og Bernstein tænker på flere Carl Nielsen-plader. Endelig kan man meddele fra Amerika, at man arbejder på at få udsendt en »paperback« udgave af »Min Fynske Barndom« i Reginald Spinks oversættelse fra 1953. Denne vil formentlig udkomme i løbet af dette år. Man har også forhandlinger igang om udgivelse af andre Carl Nielsen-bøger, både tidligere udgivne bøger og oversættelser og original-arbejder.

l Italien har der også været en del fremgang. Den italiensk radio har udsendt Kueblik-koncerten fra Tivoli uforkortet, og Maggio Musicale Fiorentino spiller i løbet af denne sæson en af Carl Nielsens symfonier, og desuden arbejder man på at få danske kunstnere til Italien for at spille forskellige værker ved andre koncerter. Edward Neill har vakt stor interesse med en lang artikel om Carl Nielsens musik, og han har også fået et italiensk Carl Nielsen society dannet. Som kunstnerisk leder af et italiensk grammofonselskab har Neill planer om at indspille med Arne Skjold Rasmussen så mange som muligt at klaver-værkerne.

I Frankrig, der hidtil har været et af de lande, som ikke har vist særlig interesse for Carl Nielsen, har man nu haft succes med nogle af værkerne. Langevin har fået en del spillet i L'Harmonie du Monde, og det forventes, at den franske afdeling af CBS snart ville udsende Bernsteins indspillinger af den tredje og femte symfoni.

Fra dansk side kan man meddele, at vi forbereder forskellige planer som vil blive offentliggjort i løbet af den allernærmeste fremtid.

l Danmark kender vi naturligvis Carl Nielsen, men alligevel er der meget, der kan gøres her for vor berømte komponist. Sidste sommer under festevalen var der en af gæsterne fra udlandet, der sagde til mig, at det var vidunderligt at høre så meget Carl Nielsen ved de forskellige koncerter. Jeg var enig med ham i, at det var vidunderligt, men jeg måtte også fortælle ham, at han ikke skulle regne med, at det var sådan i det daglige, for vi opfører i det store og hele Carl Nielsens værker alt for sjældent.

Den Internationale Carl Nielsen Komité kæmper for hans musik i udlandet, men også her i hans hjemland må vi kæmpe for ham. Han skal nemlig sættes på programmerne imellem Beethoven, Mozart, Bach, Tjaikovskij, Stravinsky og de øvrige store verdensnavne, for det er der Carl Nielsen hører hjemme.