Lad ham bare - sagde Nielsen

Af
| Årgang 41 (1966) nr. 02 - side 49-50

Gregers Dirckinck-Holmfeld:

»Lad ham bare« - sagde Nielsen

Vi vil så gerne have, at Car! Nielsen skal anerkendes internationalt, men siger alligevel: fingrene væk! hver gang en udlænding nærmer sig ham. I virkeligheden prøver vi at kvæle vores store komponist med velmenende forsøg på at være endnu klogere på hans musik, end han selv var.

Der er folk, der er så ømme om deres vogn, at de kategorisk nægter at låne den til andre, selv om det gælder livet. For tænk om idioten fandt på at hælde saltsyre i stedet for benzin på den!

Eller hvad det nu er, man er bange for.

Sådan noget lignende har vi det med vores danske musik, især selvfølgelig Carl Nielsen. Det er kun os selv, der kan spille Carls musik, og vi er på randen af et nervesammenbrud, hver gang en udenlandsk dirigent eller musiker nærmer sig ham.

Hvad finder han på? Forstår han Carl Nielsens psyke, hans særpræg, dette uforvekslelige danske, nielsenske? Og kan han overhovedet komme til at forstå det?

Men samtidig vil vi jo så frygtelig gerne have, at Nielsen skal være verdensberømt. Resultatet er, at vi drives ud i den rene schizofreni. Vi kaster os på knæ for udlandet, for at de skal indrømme Nielsen en plads som Danmarks Sibelius, og samtidig ryster vi i bukserne af skræk, hver gang man bønhører os. Mimosen må ikke skamferes, men alle skal vide, den er der.

Carl Nielsen-året bragte flere groteske eksempler. Da Bernstein kom med sin indspilning af »Espansiva«-symfonien, holdt kritiker efter kritiker hænderne op for ansigtet til forsvar. Jamen, hvad er det dog, Bernstein gør, han har jo slet ikke ramt tonen, han spiller for langsomt, for hurtigt, Nielsen bliver knust, gjort til et internationalt nummer!

De samme kritikere må vel være ved at gå i deres grave over, at »Espansiva«-indspilningen er blevet en formidabel bestseller i USA, hvis de da ikke sidder bag deres skriveborde og masochistisk mumler: - Der kan man se, popsmagen triumferer som altid, ødelæg bare Carl Nielsen, og lad os beholde det rene billede i vore hjerter...

Indspilningen af violinkoncerten har fået samme medfart af flere. Tibor Varga har ikke rigtig fat på det for Carl Nielsen karakteristiske, den polske dirigent Jersy Semkow heller ikke, og man er dybt bekymret ved tanken om, hvad der er vederfaret den fjerde symfoni, som nu er på vej i Igor Markevitch' fortolkning. Bevares, Markevitch er jo verdensdirigent, men Nielsens kaglende hønsegård skal man have tilbragt år i det fynske landskab for at begribe. Og det har Markevitch ikke gjort. Efter vor egen Thomas Jensens død, er der jo faktisk ikke nogen, man med overbevisning tør betro en Nielsen-symfoni... siger man.

Ingen har endnu turdet drage konsekvensen og sige, at vi i det hele taget burde holde op med at spille Nielsens symfonier. Men det lurer lige i vandskorpen.

Alt dette bunder i stor, dyb - og komplet misforstået - respekt for Nielsen.

Hvordan var det gået et helt parallelt tilfælde som tjekken Leos Janácek, hvis tjekkerne på samme måde havde forsøgt at monopolisere fortolkningen af ham? Han er om muligt endnu mere »national« og speciel end Carl Nielsen, men i dag spiller man hans operaer på alverdens scener, på alverdens sprog. Alle indrømmer, at det kan lade sig gøre, ligesom det kan lade sig gøre at spille Debussys »Pelleas og Melisande« på dansk, selv om musikken er skræddersyet til det franske sprog.

En engelsk kritiker var inde på spørgsmålet i tidsskrift »The Gramophone« for nogen tid siden. Han skrev bl. a. i forbindelse med Bernsteins indspilning af »Espansiva«:

»Man kan hilse den kendsgerning velkommen, at en dirigent af internationalt format har interesseret sig for denne fine symfoniker, og håbe, at han vil udvide sit repertoire af Carl Nielsens værker. I mellemkrigsårene bød besøgende gæstedirigenter på opførelser af Edward Elgars musik, som - mente man - oftest kom til kort over for egenarten i Elgars musik. Hvis de engelske kritikere havde været mindre ivrige for at opretholde den myte, at kun en udsøgt gruppe af Elgarister havde en lødig opfattelse af mesteren, og havde tilskyndet de internationale dirigenter til at spille hans musik, da ville han i dag være bedre kendt i udlandet...«

Det er jo rart at vide, at det ikke bare er her i landet, man forsøger at pusle sine egne roser til døde. Uden at forstå, at man ved at lade en stor udenlandsk dirigent eller solist gøre som han vil, nok løber risikoen for, at der knækkes en støvdrager undervejs, men samtidig får planten til at vokse dobbelt så højt, som man har set før.

Og så kan man iøvrigt bare spørge Carl Nielsen selv.

Engang dirigerede Wilhelm Furtwängler ved en international musikfest Carl Nielsens 5. symfoni. Nielsen hørte på prøverne, og en eller anden spurgte ham, hvorfor han ikke indvendte noget mod den særlige måde, Furtwängler behandlede hans partitur på. Nielsen svarede kun: - Lad ham bare ...

Eller for at citere hans forord til den »luciferske« suite for klaver:

- Jeg siger udtrykkelig kan opfattes, ikke skal. Enhver kunstner har sin frihed ... Man ser jo så ofte i den udøvende kunst - musik, skuespil - at en svaghed som ved et under kan vende sig til en styrke...

Lad os ikke kvæle en stor komponist ved vores velmenende forsøg på at være endnu klogere på hans musik, end han selv var.