Anmeldelser

Af
| Årgang 41 (1966) nr. 03 - side 92-96

ANMELDELSER

SCHÖNBERGS SAMLEDE VÆRKER PÅ PLADE

Arnold Schönberg: Samlede værker. Album Mil. Dir.: Robert Craft (CBS).

Var det mon som afbigt for tidligere synder begået imod Schönbergs musik, at CBS i 1962 påtog sig den i sandhed alt andet end let løste opgave at udsende hans samlede værker på grammofonplade? Det var det næppe, skønt denne bevæggrund ikke havde været ubillig. Som kunstnerisk leder af dette gigantiske forehavende står nemlig ærkesynderen i forholdet Columbia-Schönberg, dirigenten Robert Craft. Denne mand, der som hovedbeskæftigelse varetager posten som sekretær og majordomus1 hos Stravinsky, bærer ansvaret for nogle af de slettest eksisterende indspilninger af Schönbergs musik -ja i visse tilfælde så ringe, at de pågældende værker havde været bedre tjent med ikke at være indspillet end at bringes til offentlighedens' kundskab i den forfatning, hvori de her forefindes. Så hårdt, så forceret, så unuanceret spiller man ellers kun den musik, man vil til livs.

Det var den samme Robert Craft, der i 1954-56 forårsagede udsendelsen af Weberns samlede værker på plade (Col. 232, 4 pi.), indspilninger, der for mere end halvpartens vedkommende er ulidelige at påhøre, og hvis væs'ent-ligste dyd er, at de overhovedet findes - i det omfang denne omstændighed endnu tør benævnes en dyd. De blev til under de dårligst tænkelige vilkår; ganske vist med særdeles dygtige og studie-rutinerede musikere, men med tre timers optagelsestid afsat pr. plade. Det giver sammenlagt 24 timer i studiet til optagelse af Weberns samlede produktion. Jeg har ingen sikker viden om, at Crafts Schönberg-optagelser fra de sam-

me og følgende år kom til under tilsvarende umulige omstændigheder; men de lyder sådan. En passioneret tro på, at det i en døv verden - i 50'erne var verden og især den amerikanske del deraf nemlig døv for denne musik - alligevel kunne nytte at få denne musik bragt i klingende stand, så godt det nu lod sig gøre, og få den distribueret til de mange potentielle lyttere, har utvivlsomt inspireret foretagendet ~ kanhænde endog med den uudtalte fiffig-idealistiske bagtanke, at fremkomsten af så slette indspilninger dog måtte skabe efterspørgsel efter nogle bedre.

Hvordan det nu end måtte forholde sig hermed, rummer det perspektiver af en vis dybde, at Craft er blevet overdraget det kunstneriske ansvar for det nye og denne gang særdeles prominente gigantprojekt - prominent, fordi bevidstheden om den Schönberg'ske musiks klassicitet er i støt vækst i højden såvel som i bredden, og med den effekt, at der nu til forehavendets gennemførelse stilles et rimeligt mål af selskabets tekniske og økonomiske ressourcer til rådighed. Craft har fået sin chance til at rehabilitere sig og Columbia, og han synes besluttet på at udnytte den. Det er også nødvendigt; thi de senere års Schönberg-indspil-ninger verden over har fra deres gennemgående lave stade for ti år siden beskrevet en brat opadstigende kurve helt op til indspilninger, der må betegnes som værende i topklasse. De nye plader er henvist til at hævde sig på kvalitet, om de ikke skal blive en fiasko.

Også Crafts udvikling har været i hastig stigen siden 50'erne. Som han fremtræder i dag, har han ubestridelige fordele: han er samvittighedsfuld indtil det pertentlige; han har et indgående kendskab ikke blot til den musik, han dirigerer, men til Schönberg og hans kreds' i det hele taget - det er en gammel kærlighed skrivende sig fra før bekendt- og partnerskabet med Stravinsky, og den er uden rust-

pletter: og han er, muligvis af de ovenfor antydede grunde, personligt dybt engageret i projektet. Overfor denne opgave mangler han vel hovedsagelig kun det, der gør en dirigent til en stor dirigent, dette tildels uforklarlige noget, der får musikken til at vælde frem med førstehåndsoplevelsens præg. Selv hvor han er bedst, eftterlader hans gengivelser ofte indtrykket af en mærkelig mekanisk korrekthed, så at man bringes i tvivl om, hvorvidt han i det hele taget tør forlade sig på sin egen musikalske fornemmelse. Balancen i orkesterklangen lader tilbage at ønske - den må man lytte sig til -, og strømmen i forløbet går mere efter metronomen end efter den musikalske fraserings logik. Derfor når han sjældent i topklasse. Dette er unægtelig en mangel, men måske prisen for de andre gode egenskaber og for det enhedspræg, der skulle retfærdiggøre betegnelsen »Samlede værker«.

Indholdet af de hidtil udkomne tre albums på hver to store plader meddeles nedenfor, idet der ved det enkelte værk gøres tilføjelse om tidligere LP-indspilninger. Skulle disse tilføjelser være inkomplette, modtager jeg med taknemmelighed meddelelse herom.

Vol. l

Erwartung, op. 17. Helga Pilarczyk, Washington Opera Soc. Orch. Tidl.: Pilarczyk/Scherchen, Vega 175 (også WER 50001); Dow/Mitropoulos, Col. 4524 (også Phil. 1495).

Die glückliche Hand, op. 18. Robert Oliver, Col. Symph. Orch. & Chorus. 1. gang.

Pierrot Lunaire, op. 21. Bethany Bearslee, Col. Chamber Éns.

Tidl.: Howland/Zipper, Conc.-Disc 1232; Howland/Winograd, MGM 3202; Stiedry-Wagner/Schönberg, Col. 4471; Adler/ Leibowitz, Dial 16; Semser/Leibowitz, Westm. 18143 (også BAM 16); Stein-gruber/Golschmann, Vanguard 1082 (også Amadeo 5009); Pilarczyk/Boulez, WER 60 001.

Violinkoncert, op. 36. Israel Baker, CBS Symph. Orch.

Tidl.: Krasner/Mitropoulos, Col. 4857; Marschner/Gielen, Vox 10530.

A Survivor from Warsaw, op. 46. John Horton, CBC Symph. Orch., Festival Singers of Toronto (dir.: Elmer Iseler). Tidl.: Jaray/Swarowsky, Col. 4664. Vol. II

Verklärte Nacht, op. 4, 2. orkesterversion1). CBC Symph. Orch. Tidl. (1. og 2. ork.-version): Ormandy,

Col. 4316; Winograd, MGM 3630; Stoko wski, Vie. 1739 (også Cop. 8433/8304); Mitropoulos, Col. 5285/6007: Horenstein, Vox 10460; Kletzki, Angel 3526 (med Mahler: 9. symf.); Stoutz, Amadeo 5027; Sebastian, Elektr. 91414. Pelleas und Melisande, op. 5. CBC Symph. Orch. Tidl.: Zillig. Cap. 8069.

3 stykker for kammerork., op. posth. CBC Symph. Orch. 1. gang.

Variationer for orkester, op. 31. CBC

Symph. Orch.

Tidl.: Craft, Col. 5244 (også Phil. 1520). Prelude (af »Genesis«), op. 44. CBC

Symph. Orch. 1. gang separat.

Tidl. (hele suiten): Janssen. Cap. 8125. Vol. Ill

1. kammersymfoni, op. 9, originalvers, for 15 solistinstr.2). Col. Symph. Orch. Tidl.: Dervaux, Dial 2; Horenstein, Vox 10460; Scherchen. Westm. 17086.

5 orkesterstykker, op. 16, originalvers, for

stort ork.3). Cleveland Orch. 1. gang.

Tidl. (version for normalt symf.ork.,

1949): Kubelik, Merc. 50024 (også 50026);

Craft, Col. 5428; Dorati, Phil. 3539. Herzgewächse, op. 20. Rita Tritter (sopr.),

Laura Newell, Paul Jacobs, Georges

Silfies (harpe, harm., eel.)

Tidl.: Nixon, Col. 5099.

4 sange med orkester, op. 22. Regina Sarfaty, Col. Symph. Orch. 1. gang.

Bach: Komm, Gott, Schöpfer, Heiliger Geist. Col. Symph. Orch.

Bach: Schmücke Dich, o liebe Seele. Col. Symph. Orch.

Bach: Præludium og fuga i Es (Set. Anne). CBC Symph. Orcn. Tidl. (de tre Bach-transkriptioner): Ab-ravanel, Vanguard 1092 (også Amadeo 6286).

Kol Nidre, op. 39. Victor Braun, CBC Symph. Ordrr., Festival, Singers of Toronto (dir.: Elmer Iseler). Tidl.: Jaray/Swarowsky, Col. 4664.

2. kammersymfoni, op. 38. CBC Symph. Orch.

Tidl.: Hafner, Col. 4664. Dreimal tausend Jahre, op. 50A. Festival

Singers of Toronto (dir.: Elmer Iseler).

1. gang. Interview med Schönberg (interviewer:

Halsey Stevens).

1) Opr. skrevet for strygesekstet. Der findes to versioner for strygeork., en fra 1917 og en fra 1943. Den sidste brugtes som musik til balletten »A Pilar of Fire«. — 2) Der findes derudover to orkesterversioner fra hhv. 1922 og 1936; ingen af disse er, så vidt jeg ved, indspillet. — 3) Der er tale om den reviderede udgave fra 1922, en let omarbejdning af originaludgaven 1909 på grundlag af indvundne erfaringer under opførelser.

l 1. album rummes udelukkende værker med solist. Det viser sig her, at jo betydningsfuldere rolle solisten spiller og jo bedre han er, desto bedre er også Robert Craft. Især i violinkoncerten med den forunderlige Israel Baker, der spiller solostemmen, som om den slet ikke var vanskelig - hvad den faktisk er - synes Craft også at overgå sig selv i nuancerigdom og plastisk udformning af musikken. Her er man

i den for Schonberg-indspilninger sjældne situation at måtte overveje, om ikke det hele forløber et gran for facilt; dog nej, dette er frem for noget komponistens tribut til virtuoskoncertens tradition, det ville have glædet ham at høre den så ubesværet fremført. - På et højt plan rangerer også ERWARTUNG og PIERROT LUNAIRE. Den første med den uforlignelige Helga Pilarczyk og med Scherchen som dirigent kommer vel i Wergo-udga-ven ind som nr. 1 (overførslen til pladerillen er mindre vellykket i Vega-udgaven), fordi Scherchen er en betydeligere dirigent end Craft; men kvalitetsforskellen er ikke stor. Samme »tolvtonemusikkens prima donna« har sammen med Boulez ydet en toppræstation med de 21 melodramaer op. 21; ganske vist sympatiserer jeg ikke med sidstnævntes1 opfattelse af værket - det er dog andet og mere end et originalt og raffineret klangtæppe -, men udtrykkets flexibilitet og deklamationens præcision og musikalitet er indiskutabel hos Pilarczyk, hvis stemme iøvrigt er trukket for stærkt frem (det gør nu ikke noget under disse omstændigheder). Klenodiet blandt tidligere indspilninger er naturligvis den med Schönberg selv, og med Erika Stiedry-Wagner, Rudolf Kolisch og Ed. Steuermann, der alle var med fra den tidlige tid omkr. 1920, på trods' af optagelsens ringe kvalitet - den stammer fr^ 40'erne - og den mindre heldige balance. Men Crafts indspilning med Beardslee er efter min mening bedre end, hvad man har villet gøret den til. Netop dette andet og mere end klangtrylleri træder i denne musikalsk minutiøst gennemarbejdede og både formalt og klangligt vel-disponerede gengivelse klart frem. Lad så være, at solisten ikke taler tysk som en indfødt, og heller hverken når Stiedry-Wagner i udtrykkets dybde eller Pilarczyk i facetternes mangfoldighed, hun yder dog partiet retfærdighed med særlig accent på de store linjer i hel-

hedsforløbet, som få har vist sig at eje øje eller sans for. - At DIE GLÜCKLICHE HAND, den visionære kortopera, endelig foreligger på plade, appellerer til vor taknemmelighed; og det er godt, for der er heller ikke meget andet at takke for. Metronomtyranni og klanglig ubalance. Bedre held næste gang. - A SURVIVOR FROM WARSAW hører jeg hellere i den mere dramatiske indspilning med Hans Jaray, der med rette tager stærkt kontra-sterende stemmenuancer i brug i fremstillingen af beretningens' realistiske gru. Her må recitatoren beherske engelsk og tysk; John Hortons tysk tangerer det utilstedelige. 2. album er i modsætning hertil ganske helliget orkesterværker uden solist, strækkende sig fra det lille kammerorkester i de 3 (eller rettere: 21/2) posthume stykker til det store senromantiske orkester i det symfoniske digt. Craft er her overladt til sig selv, unddraget samspillets inspiration - og prisgivet det orkester, han har at arbejde med. Det er i hele dette album det kanadiske radioorkester (CBC - The Canadian Broadcasting Corporation), som vel er meget fortræffeligt, men ingenlunde kan tælles blandt de førende symfoniorkestre, som måtte komme i betragtning til løsning af virkelig krævende opgaver. En sammenligning mellem VARIATIONER FOR ORKESTER i denne udførelse og den indspilning af samme værk, som Craft foretog i 50'erne med The Columbia Symphony Orchestra stiller forholdet sig i relief. Med det sidstnævnte, som består af overordentlig dygtige Hollywood-musikere, har man opnået stor præcision i intonation og rytme, men - måske på grund af for kort prøvetid - en musikalsk meget summarisk og utilfredsstillende gengivelse næsten uden nuancer i frasering og dynamik. Med CBC orkestret har situationen været den modsatte. Den rigtige prøvetid har bevirket ulig flere nuancer, en langt omhyggeligere frasering og i det hele taget et mere gennemarbejdet helheds-forløb; men der er steder i Schön-bers musik, der er svære at spille, og det kan man høre. Det rytmiske udviskes, fordi hver spiller sit, og intonationen bliver mildest talt flosset i kanten. Det er en ærlig sag ikke at kunne spille de meget svære steder, bl. a. 5 introduktionen til dette værk, og det burde være en naturlig sag at tage sådanne forhold i betragtning, når et så pre-tentiøst projekt som dette tilrettelægges. - l albumets øvrige værker overstiger kravene ikke orkestrets ydeevne, l det meget lange og for såvidt også meget krævende, men ikke så teknisk intrikate symfoniske digt PELLEAS UND ME-LISANDE er resultatet blevet forbavsende smukt. Man kunne unægtelig have ønsket netop dette værk med en af de store gamle dirigenter, f. eks. Stokowski eller Men-gelberg; men Craft gør virkelig fyldest i tolkningen af denne hy-perromantiske musik, samtidig med at han med stor dygtighed redegør for den ofte særdeles intrikate kontrapunktik, så at man hører det hele, også når fem ledemotiver kombineres' kontrapunktisk. Dette er albummets tour de force, og den er praktisk taget ny på markedet, da den gamle indspilning med Zil-lig forlængst er udgået. - Et værk af samme type, men af langt større popularitet er VERKLÄRTE NACHT, der alene i orkesterversion foreligger i otte af mig kendte indspilninger (og der skal nok være flere). Når Craft ikke Horensteins lidenskabelige glød og ej heller Sebastians og Gewandhausorke-strets fortryllende klangpragt, har han dog forelagt en udførelse, der i kraft af detailbevidsthed og medrivende musikalsk intensitet kan måle sig med de bedste. - Historien om de såkaldte 3 STYKKER FOR KAMMERORKESTER er ikke ubetinget glædelig. Højst interessant både fra et kunstnerisk og fra et historisk synspunkt var det, at de blev fundet, og morsomt er det, at de er med her; men det tredje

»stykke«, som kun er et begyndel-sesfragment på otte takter, om hvis fortsættelse man end ikke kan gisne, burde aldrig være frigivet til offentlig fremførelse. Det har kun interesse for forskningen. Når man nu alligevel ville have det med, havde det været rart, om man havde kunnet læse noder. Her spiller j fagotten basnøgle, skønt der i | Schönbergs manuskript tydeligt *' står tenornøgle, l musik af så tynd r teÏÏs TûTsôm denne er en sådan fejl intet mindre end fatal, og endnu mere uheldig bliver den ved den omstændighed, at stykkerne ikke er udgivet, hvorfor den, der ikke ejer Rufers' Schönberg-katalog med en faksimilegengivelse, er uden enhver mulighed for at konstatere fejlen. De to første stykker er iøvrigt end ikke spillet med den kammermusikalske finhed, der foreskrives i partituret - for slet ikke at tale om den finhed, som en følsom interpret dog måtte kunne fornemme. - Historien om Genesis-præludiet er glædeligere. Dette stykke er her frigivet for første gang. De øvrige satser, der er komponeret af hhv. Tansmann, Milhaud, Castelnuovo-Tedesco, Toch og Stravinsky, kommer jo ikke Schönberg ved. Som helhed er suiten naturligvis umulig (mange kokke... etc.); men initiativtageren og rettighedsindehaveren Nathaniel Shilkret har gjort alt for at holde sammen på den - med det resultat, at den aldrig bliver spillet. Schönbergs præludium for orkester med_tel
Det3. albums righoldighed forbyder en detailleret gennemgang inden for disse rammer. Optagelserne med Columbia orkestret og det udmærkede Cleveland symfoniorkester er de bedste. Med stor glæde modtager man de prægtige ORKESTERSANGE OP. 22, som

indtil fornylig har været holdt skjult for offentligheden, ikke blot den pladehørende, men også den nodelæsende. Solisten er dygtig, men temmelig udtryksfattig, og or-kestergengivels'en burde have været adskilt mere nuanceret - dette er nemlig kammermusik for stort orkester; men indtrykket er dog troværdigt. Endnu mere ubeskåret er glæden ved DREIMAL TAUSEND JAHRE med det meget velsyngende Toronto-kor, og med interesse lytter man til ORKESTERSTYKKERNE OP. 16 i originalversionen med stort orkester i en udmærket indspilning. Den 2. KAMMERSYMFONI er et ejendommeligt værk, som man ikke så hurtigt bliver færdig med. Af de to nu eksisterende dybt forskellige indspilninger af denne om sig selv kredsende musik hører jeg helst Herbt Hafners udførelse, uden at jeg dog tør påstå, at Crafts mere sportsmanlike gengivelse er absolut forkert. BACH-TRANSSKRIPTIONERNE er efter min mening grebet helt galt an. Det er Schönberg og ikke Stravinsky, der har foretaget dem, og det måtte gerne kunne høres noget tydeligere. HERZGEWÄCHSE er lige så ringe udført som i den gamle indspilning; og det vil sige noget. Hvornår får man dog denne sang at høre i en anstændig udførelse?

Albummets største sensation er dog nok det interview med Schönberg, der udfylder de sidste seks minutter på sidste pladeside. Optagelsen er dårlig, stemmen gammel og brudt, og sproget be-herskes kun mangelfuldt; alligevel har dette korte møde med Schönberg på samtaleplanet sin store, ikke blot dokumentariske, men også menneskelige og måske musikalske værdi. Det er ingenlunde den betydeligste af de stemmeoptagel-ser, fru Gertrud Schönberg opbevarer; men den rummer, sin lidenhed til trods, en rigdom af lag: redegørelse, forkyndelse, bekendelse - og ironi, som efterhånden afslører sig for den opmærksomme lytter, og den åbenbarer umiddelbart den sjældne intensitet og autoritet, som hans1 personlighed har udstrålet. Denne korte samtale kan måske hjælpe til at lade Schönberg træde ud af den fjernhedens og utilnærmelighedens kappe, hvori han for så mange endnu er hyldet. Man ser, at hvert nyt album overgår det foregående i indspilninger af særlig interesse, i 2. album op. 44 og de posthume stykker, i det 3. op. 22, a capella koret og op. 16 i originalversionen. Denne udvikling gør sig også gældende i ledsagehefterne. Fra i 1. album at være et fyldigt og udmærket hefte noter og forklaringer til værkerne har det i det sidste udviklet sig til en hel lille samling dokumenter og afhandlinger. Af ganske særlig interesse er de hidtil upubli-cerede skrifter af Schönberg, som her offentliggøres:

Forord til radioudsendelse med

op. 5. Febr. 1950

Programnoter til op. 5. Dec. 1949 Analytiske programnoter til op. 4.

Aug. 1950

Analyse af op. 22 (overs, til engelsk). Febr. 1932 Programnoter til op. 9. 1949 Også analyser og kommentarer af Robert Craft, Eric Salzman, Roberto Gerhard, Glenn Gould m. f l. læses med interesse.

ADVARSEL ! l Ikke alle albums, som udbydes til salg, rummer disse uvurderlige ledsagehefter! Man sikre sig, at heftet er der, og man lade sig ikke spise af med et album uden ledsagehefte.

Status kan naturligvis ikke gøres op på basis af det foreliggende; men det kan konstateres, at serien rummer sin egen interne problematik. Hvor kvalitetskravet ikke indfris, gør nyhedens interesse indspilningerne attraktive. Det er et hårfint spil med respekt for kunsten og spekulation i efterspørgslen. Det absolutte mål kan ikke sættes. Samlede værker på tryk er komponistens værk, som det autentisk

foreligger; samlede værker på plader er lige så fuldt andres værk, altså én mulighed blandt mange -en kollektion, der blot skal være så god som mulig. Helt uundværlig er serien vel kun for de værkers vedkommende, der her bringes for første gang; i alle andre tilfælde er det overvejelse værd, om de eksisterende enkeltindspilninger er at foretrække for disse nye. Schönbergs musik står dog først ved begyndelsen af den træge proces, der hedder etableringen af en op-førelsestradition, og hertil leverer den igangværende serie sit vægtige bidrag — på godt og ondt. Jan Maegaard.

v

TO SCHÖNBERG-B0GER

Karl Heinrich Ehrenforth: Ausdruck und Form, Arnold Schönbergs Durchbruch zur Atonalitet. (Abhandlungen zur Kunst-, Musik- und Literaturwissenschaft, bd. 18. H. Bouvier & Co., Bonn 1963).

j Wolfgang Rogge: Das Klavierwerk Arnold Schönbergs. (For-s'chungsbeiträge zur Musikwissenschaft bd. 15. Gustav Bosse Verlag, Regensburg 1964).

De foreliggende bøger om Schönberg er tilsyneladende begge dissertationer og er som sådan typiske for en »ny bølge« i Schönberg-forskningen, der betragter Schönberg - ikke som vennen eller læreren - men som klassikeren. Den generation af musikforskere, der voksede op i Europa under og efter den anden verdenskrig, var afskåret fra personlig kontakt med Arnold Schönberg, skønt han levede til 1951 og var »europæer« om overhovedet nogen komponist i dette århundrede. For denne generation blev Schönberg en myte, samtidig med at den musik, der udsprang af hans værk, ofte var anstødsstenen i diskussionen med ældre generationer af forskere. Schönbergs værker fik karakter af en udfordring til den enkelte forsker, af noget, man måtte sætte

sig ind i og studere, før man kunne tage stilling til det musikalske univers, der udfoldede sig omkring én.

Såvel Ehrenforths »Ausdruck und Form« som Rogges' »Das Klavierwerk Arnold Schönbergs« er eksempler på en sådan personlig indtrængen i Schönbergs musik, omend de i høj grad bærer præg af forfatternes individuelle talent og begavelse - ja, man fristes til at sige »niveau«.

Rogges bog om klaverværkerne gør man sig lettest færdig med. Alene emnet er mindre interessant, da Schönbergs klaverværker ikke danner en sammenhængende gruppe i hans kompositoriske udvikling (hvilke genrer gør iøvrigt det?). Men klaverværkerne kan ikke engang illustrere Schönbergs klaverstil tilstrækkeligt. Dertil spiller kla-verakkompagnementerne til liederne og klaverstemmerne i ensemblesatserne alt for stor rolle.

Wolfgang Rogge har gennemgået klaverstykkerne op. 11, 19, 23, 25 og 33 analytisk og meddeler mange relevante oplysninger om værkernes egenart. Udtømmende er hans analyser imidlertid ikke, og de kniber ofte udenom på de steder, hvor den klassiske Schonberg-lit-teratur tier. For eksempel er de ultrakorte klaverstykker op. 19 behandlet med megen varsomhed for ikke at sige vaghed. Her kan man nære en national ærgelse ved sin barm: Havde DANSK ÅRBOG FOR MUSIKFORSKNING været bedre kendt, kunne Rogge i hvert fald have draget nytte af Jan Maegaards analyse af op. 19, nr. 1 - den er oven i købet trykt på engelsk.

Også i de mere traditionelle stykker fra op. 11 træffer man på mærkværdigheder: Således beskrives midterdelen af op. 11 nr. 1 (takt 34 ff) som »et nyt motiv«, der oven i købet er trykt som nodeeksempel 5 i bogen. Forfatteren gør sindrigt opmærksom på, at den første »brudte« klang i det »ny motiv« har samme intervalforhold som hovedtemaets tre første toner, hvilket er rigtigt og relevant; men han overser, at det »nymotiv« er en -iøvrigt umiddelbar genkendelig -variation af selve hovedtemaet, hvilket på baggrund af den klaverstil, Schönberg bygger på, er om muligt mere relevant.

Slige lapser skæmmer selvfølgelig en bog med den lidt pretentiøse titel »Das Klavierwerk Arnold Schönbergs«; men Wolfgang Rog-ges analyser er iøvrigt gode at få forstand af og rummer mange fine iagttagelser, der ikke (anmelderen bekendt) har været offentliggjort før. For eksempel den tematiske analyse af op. 23, nr. 2, som er udtømmende, og en meget overskuelig formanalyse af op. 33 a. Man kan derfor med sindsro benytte bogen som en introduktion til analysen af Schönbergs klaverværker, hvilket selvsagt er en nødvendig forudsætning for beskæftigelsen med dem - også den pianist i s k e.

Ehrenforths' bog om Schönbergs gennembrud til atonalitet er væ-

sentlig mere imponerende og original. Forfatteren griber her et emne, der er blandt de vanskeligst tilgængelige i Schonberg-litteratu-ren - nemlig Stefan George-liederne op. 15, som Schönberg selv har kaldt det første værk, hvori det er lykkedes ham at nærme sig et udtryks- og formideal, der har foresvævet ham i årevis. Nogen egentlig analyse af dette centrale værk er aldrig blevet præsenteret før, ligesom kronologien mellem de enkelte sange er dunkel. Det er givet, de repræsenterer stadier i en udvikling frem for en fastlagt stil; men en nøjere kortlæggelse af denne udvikling savnes i en litteratur, der ofte nøjes med at bevidne sin respekt for den »geheime, nicht klar erfassbare künstlerische Logik dieser sphinxartigen Gebilde ...« (Paul Bekker).

Ehrenforth sætter analysen af George-liederne i centrum af sit værk og tager forbindelsen til teksten som udgangspunkt, idet han sammenligner formforløbet i tekst og musik. Derpå følger analysens

vægtigste del - en yderst givende strukturanalyse af samtlige lieder. Så en redegørelse for harmonikken med diskussion af »dissonansens emancipering«. Og til sidst en sammenfatning i kriterier for me-lodik, udtryk og form. Uden at servere en patentløsning eller skarpe definitioner på de diskuterede begreber opnår Ehrenforth at få cementeret grunden under det lidt svage - ofte negative karakteris'e-rede - udtryk »ekspressionistisk form« med en række solide kendsgerninger. Og det er i sig selv et stykke af en bedrift.

Såvel i omtalen af de tidligere lieder som under behandlingen af de senere er Ehrenforth mere hastig i sin gennemgang, hvilket man egentlig må beklage, da det kunne være rart at se hele Schönbergs' lied-produktion behandlet med samme metoder, som anvendes på op. 15. Dette så meget mere, som et samlet overblik over lied-produktionen utvivlsomt ville have styrket syntesen i Ehrenforths bog. Jens Brincker.