Anmeldere på løbehjul

Af
| Årgang 41 (1966) nr. 03 - side 82-83

Per Nørgård:

Anmeldere på løbehjul

Per Nørgårds artikel har tidligere været trykt i Ekstrabladet, hvor den indgik i en serie om kulturkritikkens kår i Danmark.

Dansk musikkritik -?

Hvor er den? Er der nogen dansk musikkritik? Det var dansk musikkritik, De spurgte om, ikke sandt?

Der er slet ikke nogen dansk musikkritik.

l så fald ville vi da have kunnet øjne den i vor hovedstad, København, en mindre verdensstad. Men hvad ser vi der andet end en samling »anmeldere«. Og de anmelder løs, dagligt, alt og alle mellem himmel og jord, som kan synge toner eller blæse violin. Og de anmelder skam ikke af lyst, men af pligt; gud-hjælpemig, over for bossen, bladet, der ikke har fantasi eller vilje til at forestille sig andet ved musikkritik end hr. X's' dagligt udklemte mening om hr. og fru Helealfabetets ydelser inden for snart sagt alle genrer af de sidste 500 års europæiske musik. Forestil Dem, at man satte Torben Brostrøm eller Rifbjerg til at skrive om alt inden for bogverdenen. Kogebøger, børnebøger, rejsebøger, Dante-oversættelser - foruden digte og romaner. De herrer ville muligvis' more sig storartet en måneds tid. Men permanent? De ville skyndsomst betakke sig.

Men det er jo disse vilkår, der bydes musikanmelderen, hvor han i samme festlige, men dybest set inkompetente forvirring anmelder los af operetter, middelaldermusik, orgelspecialiteter, nyeste musik, »brugsmusik« osv., fra det højeste til det fladeste, fra det bredeste til det smalleste og mest forfinede. Og dertil kommer, at han samtidig flied vurderingen af værkerne i dette pêle-mêle-répertoire skal tilkendegive sin uforgribelige mening om, hvordan solisten X, dirigenten Y og orkestret Z spiller, skønt det, de spiller, måske netop er komponisten Æ's nye og for anmelderen absolut ukendte værk!

Under sådanne betingelser er det ikke underligt, at der kun er få blivende begavelser at finde inden for musikkritikernes felt. Den nødvendige alsidighed er at sammenligne med kontorets altmuligmand. Det ustandselige repertoire- og genre-skift har ganske vist samme mulighed for overblik som en jetjager i luften, men også samme mulighed for at botanisere.

Nu er dette overblik også en vigtig ting, og det er karakteristisk, at dagens bedste anmeldere har deres

force i overblikket over musiklivet - dette at fornemme musiksamfundets' indre og gensidige spændinger, påvise fejl og misbrug, se hvor det brænder løs og hvor det kun koger over. Her er der noget af sand musikkritik: aktualitet, perspektiv, udfaldende kraft, konklusion.

Men det »musiksociale overblik« er ikke alt, der er ikke rigtig tid til at dyrke roser, som før sagt. Og de fleste har jo en rosenart, de gerne vil vie sig. Personligt synes jeg, det er synd for adskillige musikanmeldere, som kunne have været fine kritikere, hvis de havde fået lov til at samle sig om - f. eks. dansk musik — eller folkemusik — eller tysk senromantik, for nu at tage nogle eks'empler.

l stedet for er de nu alle på vingerne konstant, med træthed og synsforstyrrelser som uundgåeligt resultat. Der er noget dybt tilfredsstillende, også for erkendelsen, ved pianisten John Winthers gave til anmelderen Frede Schandorf for snart ti år siden: et løbehjul. Med klokke og en lille taske med notesbog på styret. Det sigtede til anmelderens forsøg på at kombinere to koncerter på en aften, men er i virkeligheden symbolsk for hele den samlede musikanmelderstand og dens vilkår.

For nu at tage mit eget felt: faktum er, at Danmark ikke besidder én anmelder, der virkelig er »inde« i den nye musik. Dvs. som har et helt ubesværet og velfunderet forhold til samtlige kompositionsmåder samt overblik over og indsigt i førende uden- og indenlandske komponisters produktion. Der er nogle få unge, der gør et hæderligt forsøg. Klarer de skærene? -hvordan skulle de kunne undgå den omtalte træthed og synsforstyrrelse?

Som sagerne står, besidder Danmark ikke én musikkritikkens Jens Kruuse, Torben Brostrøm, Gustava Brandt, Rifbjerg ... Læs anmeldelserne af en ny betydende digtsamling, sammenlign kvantitet og kvalitet med omtalen af et betydeligt nyere musikværk. Foretag tilsvarende konfrontationer mellem »musikkritik« og romankritik, filmkritik, kritik af en separatudstilling etc.

Ikke sandt? Ikke underligt, at musikken gik ram forbi ved den nylige kunstfondsdebat, hvor lussingerne ellers sad løse af afsikrede. For ingen kendte den! Eller vidste om dens eksistens! Hvor skulle man vide det, ud fra de fire linjer, der tildeles omtalen af et musikværk, hvis tilblivelse har taget mellem fire måneder og fire år?

»At tingene sker, betyder intet, at man ved det, betyder alt,« siger Friedell udfordrende i sin kulturhistorie. Forestil Dem The Beatles uden presse. Forestil Dem »naturfredningen« uden PH, forestil Dem 4

linjer til Fiolteatrets nye stykke! Forestil Dem ligegyldigt hvad uden pressedækning - og dette »hvad« ville have været en bleg asparges i den hjemlige urtehave.

Forestil Dem bare ikke den nye musik (som er musikken, ligesom filmen, digtningen, teatret er de samtidige kunstarter) - forestil Dem ikke musikken uden pressedækning, for det behøver De ikke.

Bare se på de foreliggende fakta.

Der er slet ikke nogen dansk musikkritik.