Debat

DEBAT

Debat indeholder denne gang en række reaktioner på dmts konservatorie-nummer (1.66) — bl. a. et svar fra Musikkonservatoriet. Herudover bringes de afsluttende svar i debatten om musikkritikkens sprogbrug mellem Jørgen Pauli Jensen og Hans-Jørgen Nielsen.

Knudåge Riisager og J. Harder Rasmussen:

En berigtigelse

Artiklen »Det er foruroligende« i Dansk Musiktidsskrift nr. 1, 1966, blev den 5. februar forelagt konservatoriets direktør til hastigt gennemsyn. Allerede på dette tidspunkt blev artiklens forfatter gjort opmærksom på, at fremstillingen var urigtig. Da artiklen ikke desto mindre blev offentliggjort, må følgende nødvendigvis oplyses:

Artiklen kan kun bero på oplysninger, der er videregivet til forfatteren under tilsidesættelse af de mest elementære hensyn til den loyalitet, som påhviler medlemmer af kollegiale og faglige forsamlinger og råd. Da Det kgl. danske Musikkonservatorium ønsker at respektere disse hensyn, er konservatoriet forhindret i at optage en drøftelse af artiklens konkrete indhold. Man må derfor indskrænke sig til ved underskrevne direktør og konsulent at meddele læserne, at den givne fremstilling er præget af urigtigheder, fordrejelser og fortielser, og at fremstillingen derfor er værdiløs som grundlag for de beskyldninger, der er rettet mod personer og organer ved konservatoriet.

l en ledende artikel i samme nr. meddeles, at Det kgl. Musikkonservatorium er »blevet træt af at have faget komposition indenfor sine mure«, samt at man har »nedlagt professoratet i komposition«. Det første er urigtigt, jvf. konservatoriets program for 1966/67. Om det iøvrigt mangelfuldt betegnede professorat følgende:

Professor i komposition og teori Vagn Holmboe ansøgte den 17. april 1965 om afsked. Konservatoriets teorifaggruppe anmodede i skrivelse af 11. maj 1965 undervisningsrådet om at udvirke, at det ledigtblevne professorat ved opslag måtte blive benævnt »professorat under teorifaggruppen«. Man ønskede ikke ved den forestående nybesættelse at indicere, at en enkelt lærer — og dermed en enkelt æstetisk opfattelse - skulle have fortrin i undervisningen. Begrebet tidsbegrænsede professorater kendes som bekendt ikke indenfor dansk tjenestemandslovgivning. Forslaget blev anbefalet af undervisningsrådet og godkendt

af ministeriet for kulturelle anliggender. Med denne ordning har man understreget det eksisterende princip, at enhver lærer ved konservatoriet, der godkendes dertil af undervisningsrådet, kan undervise i komposition, såfremt han søges af en studerende.

Povl Hamburger:

Apropos X-sagen

Vi befinder os i Liege ved udgangen af 1750'erne. Den unge vordende komponist André Ernest Modeste Gré-try søger en lærer i komposition. Allerede ved den første undervisningstime kommer han stikkende med en hel messekomposition, som læreren imidlertid omgående lægger til side. l stedet rækker han ham en kort cantus firmus: »Tilføj en stemme til denne bas og værs'go node mod node og godt med modbevægelse. Og så frem for alt - ikke flere messer!«

Dette skete for to hundrede år siden, - men det er jo også længe siden.

Bo Wallner:

Happy-end i Stockholm II

Ett lättförklarligt missförstand har insmugit sig i Göran Frants artikel i dmt 1966, nr. 1, om Musikhögskolan i Stockholm och den nya musiken. Han menar att det föreslagne kursinstitutet inte löser problemet om den allmänna konservatismen i instrumeptalutbildningen. Studiet av den nya - även den radikála - musiken förblir en liten specialitet vid siden av den »riktiga« undervisningen.

Givetvis har man rätt i denna sak. l min promemoria om Den högre musikutbildningen i Sverige finns under kap. Den moderna musiken och ett kursinstitut dock ingenting som utsäger att det föreslagna kursinstitutet bara skall vare till for eleverna.

Tvärtom! l de interna planerna - som Fant alltså inte kan ha kant till - ingår som en mycket väsentlig uppgift vidareskolningen av Musikhögskolans och konservatoriernas lärare. Detta för att man därefter skali kunna tillgodose kravet på en allmän kunskaps-spridning.

Jens Brincker

Rimskij-Korsakof/Stravinskij

I dmts leder (1966 nr. 1, pag. 1) anføres, at »man måske (var) sluppet for en så besværlig person som . , . Stravinskij«, hvis hans lærer Rimskij-Korsakof ikke havde været profess'or i komposition på konservatoriet i St. Petersborg ...

For at denne besynderlige konklusion ikke uimodsagt skal stå som dmts specielle version af musikhistorien, skal det oplyses, at Stravinskij aldrig har været elev på konservatoriet i St. Petersborg. Han studerede jura ved universitetet dér og fik privatlektioner hos Rimskij-Korsakof, der »... was a most unusual teacher. Though a professor at the Conservatory himself, he advised me not to enter it.« (R. Craft: Conversations with Igor Stravinskij, pg. 39).

Ovenstående oplysninger ændrer måske ikke tendensen i dmts leder. Men det må dog være rimeligt at holde Rimskij-Korsakof til gode: Han var klogere end som så.

Jørgen Pauli Jensen:

Sprog og menneske

Hans-Jørgen Nielsens svar på min kritik af hans sprogbrug overrasker mig ikke, men skuffer nok noget. Jeg havde faktisk ventet at blive oplyst om, at hvis jeg ikke forstod hans artikel, så var jeg dum - en slutning jeg ikke kan godtage. Men det skuffer mig, at mit indlæg ikke kunne føre til frugtbar debat. En frugtbar debat kræver jo bl. a., at man prøver på at finde fælles ståsteder (f. eks. sprogligt og begrebsmæssigt), samt at man respekterer modparten og hans synspunkter. Den (velkendte) holdning, som kommer ti! udtryk i H.-J. Nielsens svar peger ikke mod, at en gensidig respekt og forståelse skulle være mulig. Af den grund må dette indlæg blive et afsluttende svar på en debat, som jeg mener kunne være af stor principiel og pædagogisk betydning (jfr. nedenstående punkt 1).

Det vil være unyttigt at behandle H.-J. Nielsens indlæg påstand for påstand, hvorfor jeg blot skal fremføre følgende:

1. H.-J. Nielsens synspunkt, at dette skulle dreje sig om en »skindiskussion«, fordi der diskuteres sprogbrug, finder jeg uacceptabel.

H.-J. Nielsen skriver, at jeg misforstår sproget og sætter derved sin egen sprogbrug som værende lig med sproget i almindelighed. Men man kan faktisk kun slutte, at jeg misforstår H.-J. Nielsens sprog.

Det er selvfølgelig sådan, at man i snævrere fagkredse eller andre smågrupper vil føre et sprog, præget af fagudtryk, fremmedord og speciel slang; men det er vel lige så selvfølgeligt, at hvis man vil formidle noget (f. eks. musikoplevelse) via sprog til et større publikum, så må man undgå for specielt sprogbrug og definere fagudtryk, hvor de ikke kan undgås.

Det er ikke et skinproblem, om man oplyser om musik i det ene eller andet sprog. Tilstræber man ikke et sprog, som er forståeligt for en større gruppe (det kan sagtens være klar tale alligevel), jager man mange mennesker langt væk fra det, man skriver om - i dette tilfælde musik. Man taler for tiden om »musiklivets fatale isolation«, men hvor kan det være anderledes, når - efter mit skøn - for mange af de skribenter, der skal oplyse om musik, anvender meget uforståelig og vagt defineret (eller udefineret) fagjargon. Hvis der så desuden indtages' den holdning, at hvis folk ikke forstår, så er det deres egen skyld, da har man nået et pædagogisk set meget lavt niveau.

Bl. a. dette fører da også til, at alt for mange mennesker har den anskuelse, at musik er noget meget »fint« og uforståeligt, som er reserveret et overbegavet mindretal. Og det synes jeg personlig er ærgerligt, især når man fra bl. a. musikpsykologisk forskning ved, at musikalitet ikke er en mystisk, nedarvet evne, men en helhed af færdigheder, som i høj grad kan op-trænes, samt at den indstilling, man påføres overfor musik, i høj grad bestemmer musikoplevelsen eller om man i det hele taget interesserer sig for musik.

2. H.-J. Nielsens bemærkning om, at der i hans artikel ikke findes »ét matematisk eller fagvidenskabeligt udtryk« er meget oplysende for mig, selv om jeg ikke helt kan forstå, hvorfor han så bageftter vil bevise egen »klar« tale og min sproglige uformåenhed ved at henvise til sprogvidenskab og filosofi.

H.-J. Nielsen prøver at gendrive mine synspunkter med filosofisk argumentation. En fagfilosof, som jeg har konsulteret, oplyser, at han hverken kan finde hoved eller hale i H.-J. Nielsens svar, bl. a. på grund af flere kategorifejl, især en sammenblanden af metafysiske påstande med flere andre arter af påstande.

3. H.-J. Nielsen skriver, at jeg kører frem med en række private meninger om ords indhold. Det, jeg har gjort, er bl. a. at fremdrage en (af flere mulige) definitioner af ordet »subjektiv« (nemlig = afhængig af subjektet) og gennemføre denne i mit indlæg. Det er mig naturligvis en stor ære, at sådanne definitioner tilskrives mig, men jeg må vist renoncere på denne ære.

Vedrørende begrebsparrene kunst/virkelighed vil jeg oplyse om, at jeg udmærket kender dem, da jeg har speciale i æstetik og musikpsykologi. Jeg synes, hele dette begrebspar er noget metafysisk vås', som ikke har ført æstetikken videre.

Vedrørende erkendeligheden af principper efter hvilke form organiseres skal her kun siges, at det er et psykologisk spørgsmål, som kun kan afgøres ved hjælp af en psykologisk analyse (af komponistens hensigter i relation til »modtagerens« oplevelser). Det kan ikke afgøres ved hjælp af argumenter.

4. Jeg bliver gjort opmærksom på, at et ord er forskelligt alt efter hvilken sammenhæng, det forekommer i. Dette er mig velbekendt fra gestaltpsykologisk tankegang og diskussioner med filosoffer. H.-J. Nielsen gør selv opmærksom på en vigtig sammenhæng ved at fortælle, at jeg burde have kendt en påstand af Boulez (»Man må acceptere kompleksiteten«), som jeg forøvrigt godt kender.

Den sammenhæng, som jeg tænker på, er sammenhængen mellem de skrevne ord og læseren. Ord har ikke uden videre samme mening for forskellige læsere. Jeg synes, det skulle være indlysende, men i stedet for at acceptere en sådan tankegang, bebrejder H.-J. Nielsen en læser, at han (her fejlagtigt) ikke har samme baggrund som H.-J. Nielsen selv. De pædagogiske konsekvenser heraf? Se under punkt 1.

Der skrives i lederen af samme nummer af dmt: »Det er hensigten at inddrage extra-musikalske aspekter«. Den holdning, som H.-J.- Nielsen indtager, får en til at tvivle lidt på, at denne hensigt er helhjertet. Forudsat altså, at de extra-musikalske aspekter skal behandles af fagfolk.

5. Jeg får at vide, at mit forhold til sproget er firkantet. Det kunne være morsomt, men ikke oplysende, at vide, hvilken form H.-J. Nielsens sprogforhold har (svaret er måske »Den rigtige« eller »pæreformet«).

6. Udsagn som »Man må acceptere komplexiteten« eller »Man må acceptere simpliciteten« kaldes for »axiomer«. Dette er igen misbrug af ord. Der er jo kun tale om agitatoriske slagord.

7. H.-J. Nielsen kalder min opfattelse for »håndfast«, og dette er sandsynligvis rigtigt. Det er jo ikke givet enhver at svæve omkring i Platons idéverden uden fast jordforbindelse.

Jeg kunne af. eks. jordbundet og naivt godt finde på at spørge (hvem ved jeg egentlig ikke): »Hvem er enige om, at alle kræfter bør sættes ind på at formidle glæden ved musikoplevelse til så mange mennesker som muligt?« Derefter ville jeg spørge om, hvordan fagmænd såsom musikhistorikere, filos'offer, sociolo-

ger, musikere, psykologer og pædagoger kan bidrage til denne opgave, idet den ganske givet kun kan løses effektivt ved hjælp af tværdisciplinært samarbejde. Jeg efterlyser derfor et tidsskrift, hvor fortrinsvis filosoffer udtaler sig om filosofiske forhold, psykologer om psykologiske, musikhistorikere om musikhistoriske, etc., etc. Eventuelt ligefrem sådan, at flere forskellige fagfolk samarbejdede om samme artikel.

Jeg ved godt, det er naiv ønsketænkning. Tonen i H.-J. Nielsens svar lader formode, at det. vil vare adskillige år, før tværvidenskabelig kontakt for alvor kan etableres på det musikalske område - her i landet.

Hans-Jørgen Nielsen:

Til Jørgen Pauli Jensen

Kære Jørgen Pauli Jensen; jeg er ked af, at mit svar tilsyneladende har såret Dem.

Ad 1: Ved at mene, at De har misforstået sproget, sætter jeg mit eget sprogbrug lig sproget i almindelighed, hævder De. Logikken halter påny. Jeg har kun hævdet, at De misforstår m i t sprog, fordi De har misforstået sproget i almindelighed. Og det er lige præcis' det modsatte og det rigtige. - De har ret i, at det ikke er noget skinproblem, om man skal oplyse om musik i fagsprog eller 5 et mere populært sprog; det er endda et centralt problem. Det har jeg da heller ikke hævdet, og det handlede Deres første indlæg heller ikke om. Dér forsøgte De derimod at anfægte min sprogbrugs psykologiske etc. gyldighed, og det er dér, De har indviklet Dem i skinproblemer. De må holde problemerne ude fra hinanden.

Ad 2: De forstår ikke, hvorfor jeg henviser til sprogvidenskab og filosofi i mit svar. Det burde være indlysende. - Deres argumenter mod mig var »videnskabelige« og måtte selvfølgelig gendrives på samme plan. - De henviser samtidig til en unavngiven fagfilosof, som bl. a. mener at have fundet »flere kategorifejl«. Men hvorfor må jeg så ikke få at vide præcis hvilke fejl? Det er uvederhæftigt at indføre forblommede antydninger af denne art uden nærmere redegørelse. Og forøvrigt må jeg bedrøve Dem: Jeg har ikke sammenblandet kategorierne.

Ad 3: De mener, at begrebsparret kunst/virkelighed er »noget metafysisk vås«. Det synes jeg er noget vås - hvor er f. eks. argumenterne? Det er da vel ikke den logiske fejlslutning, De mødte op med i Deres sidste indlæg? - De mener også, at formprincippers erkendelighed er et »psykologisk spørgsmål«. Javel, men hvis man ved »erkendelighed« mener det, der kan erkendes ved en ren formanalyse, er det psykologiske moment aldeles irrelevant. Og ud fra min artikels kontekst, kan man kun forstå erkendeligheden på sidstnævnte måde. De må holde videnskaberne ude fra hinanden.

Ad 4: Jeg har under ingen omstændigheder bebrejdet Dem, at De ikke har sa.rme baggrund som jeg. Jeg har højst påvist, at Ueres argumenter var uholdbare. Det er ikke det samme! Og når De uden videre begynder at blande en dmt-leder ind i en diskussion mellem Dem og mig og mistænkeliggør redaktionens reelle hensigter, nærmer vi os bunden.

Ad 5: Bunden er nået: De spørger, om mit forhold til sproget er »pæreformet«! Mit forhold til sproget er naturligvis fodformet - ingen overgreb på virkeligheden her.

Ad 6: Naturligvis kan man til enhver tid også kalde en sætning som f. eks. Sartres »eksistensen går forud

for essensen« for et »propagandistisk slagord«. Men den er samtidig et axiom. Det er ikke mig, der misbruger ordene.

Ad 7: Vi er stort set enige om det ønskelige i et »tværdisciplinært« samarbejde. Men et sådant samarbejde kræver bl. a., at deltagerne har en temmelig sikker fornemmelse for deres egne videnskabers grænser. Denne fornemmelse synes desværre ikke at være helt sikker hos Dem - f. eks. når De synes at ville reducere æstetikken til i det væsentlige at være et spørgsmål om psykologi. For fagæstetikken fra Aristoteles til Max Bense, altså den æstetiske grundlags-forskning - en disciplin som desværre ikke kendes ved danske universiteter, men nok ved svenske og tyske - er psykologien kun en underordnet hjælpedisciplin, som tjener til belysning af visse særområder. - Deres hengivne Hans-Jørgen Nielsen.