Et debutværk

DUT-OPFØRELSER

Henning Christiansen:

Et debutværk

Henrik Colding Jørgensens debutværk »Lapidariske landskaber« til tekster af Ivan Malinovski, der for nylig uropførtes i Stockholm, opførtes ved en dut-koncert den 21. april. Værket analyseres og vurderes her af Henning Christiansen.

l Ivan Malinovski's digtsamling GALGENFRIST fra 1958 (revideret 2. udgave 1964) står LAPIDARISKE LANDSKABER - 5 kortdigte af en billedskabende, imagistisk karakter med et umiskendeligt haiku-præg. Henrik Colding-Jørgensen har formet disse digte i musik august-september 1965 som duetter for alt og baryton, obo, engelskhorn, fagot, viola, violoncello og slagtøjet: Vibrafon, lilletromme, rørtromme og cymb. susp.

På forhånd kan man forudse, at valget af musikalske iklædningsmidler vil være en belastning for komponistens arbejde med digtene. Valget af både alt og baryton medfører, at satserne arbejder noget tungt og massivt, hvilket dog modsvares af, at H. C.-J. har fattet sig i korthed og således ikke er faldet for fristelsen til at puste teksterne op.

Obo og engelskhorn, som formodentlig er indført for at skabe et klangligt balanceforhold til alt og baryton, dominerer klangbilledet fatalt. Der er praktisk taget ikke et øjebliks fred for dem i samtlige sange, bortset fra en enkelt hvisle-hviske-episode, hvor de har instrumenterne ude af munden. Bag denne sikkert bevidste mangel på klanglig nuancering kan

man måske se en idé om at skabe klanglig sammenhæng mellem digtene, men virkningen er temmelig bombastisk.

Den første duet er fortrinsvis bygget på kvartklange, dog således at de første 7 takter bringer samtlige 12 toner, og at de sidste, fra RUBATO hviler i kvartklangen F-C-G (ob.-eng. h.-fg.) og D-A-E i v!c. (eks.).

Digtets to vers er brudt op analogt med dette. 1. vers or fordelt sådan: alt: »ski i luften en gå« - baryton: »skib sejler gavl«. Med fikseret tonehøjde høres så alt: »tændes usynlige horisont«, og samtidig baryton: »på vandets usynlige horisont«, l næste vers indføres en anden idé. Alten talesynger teksten, hvorimod

baryton'en griber vokallydene og synger: »la-----mo

— nå« fra hhv. ordene »lave«, »modstand« og »nat«; på den måde forlænges vokalklangen. Vittigt eller smukt?

l 2. duet forholder H. C.-J. sig illustrerende til digtet. Han koncentrerer sig om ordene »birkens pensel« og »solen«. Et kort og fint forspil åbner for den drømmeagtige, nedadgående melodiske vending H-A-F i fagot, derefter følger samme vending i alten.

Illusionen om birkepenslen mod himlen svækkes lidt af, at det melodisk snarere er en hængepil, det drejer sig om. Men H. C.-J. fortsætter og lader »solen« manifestere sig som en tilsvarende opadgående vending: AS-B-E. Intervallerne vokser ved »vokser«, fagotten griber det høje CIS, transponerer birkemelodien et sekund: solens melodi er transponeret til vi-brafonen, og i et pænt kontrapunkt åbner de for alts og barytons i fikseret tonehøjde og staccato udtalte meget kloge ord: »digtet er færdigt«.

Disse tekst-ord kan opfattes1 dels som en oplysning om, at billedet er et digt, dels som en oplysning om,

at digtet kan opfattes som en krusning på vandet, borte i samme øjeblik, det er læst - et »lyssekund«. H. C.-J. har ikke forholdt sig til denne flygtighed, men sangen er smuk.

Det 3. digts1 første linje har inspireret til hvislehviskelyde fra musikerne, udbygget med cymb. susp. og ordene dukker op i sssss-massen. Nå ja, en plausibel løsning. Digtenes måske smukkeste billede: »forsænket i sig selv« osv. er udtrykt i en rytmisk forskudt, unison sang, farvet af en vibrerende vibrafon-brøndklang og svævende lange toner i det øvrige instrumentarium. Det er ganske ligetil, men viser tydeligt den begrænsning, den illustrative opfattelse af komponistens opgave rummer, hvor det drejer sig om at udtrykke kortformen og ånden i digtene (Poul Borum har i Vindrosen talt om det »Webern-agtige« ved Malinovskis kortdigte). Men det er ikke bare H. C.-J. som skal skoses for det. Det lader til, at det er et alment musikalsk problem p. t.

De sidste to sange virker ikke helt overbevisende -heller ikke på baggrund af H. C.-J.s illustrative ud-tryksidé. Selve 4. digts billede af byen som forsvinder som gløder, der slukkes, virker bl. a. som en angstvision. Men H. C.-J. beskæftiger sig vist ikke med den side af sagen. Gløderne skildres ved hurtige kromatiske løb, det sprutter formodentlig i dem. De to sangere går med oprejst pande hånd i hånd med stor tertz om munden og djærve store septimspring i støvlerne. Det er ikke nogen god sang. Til afslutning skal sangerne råbe, mf og rytmiseret: . ./. ./... : »eksi/ste-rer/denne by« og sige (brudt op af fordelingen mellem de to stemmer): »ikke længere«. Ja, det er banalt.

Det sidste digts rolige rytme, som åbner sig i et kort lysglimtende sekund, indbyder ikke til de lidt komiske rytmestød sangen er bygget på. Sekvensen: »så brat herud / med et så blind« virker stivbenet og ubehjælpsom.

Man har som helhed det indtryk, at H. C.-J. har arbejdet grundigt og meget tænksomt med disse sange. Af partituret fremgår det, at de er skrevet i Frankrig. Det forpligter naturligvis ikke, men lidt esprit havde ikke været at foragte.

Der er adskillige komponister, som i dis'se år føler sig tiltrukket af poetiske kortformer baseret på haiku-traditionen. Kortdigte har ligesom den egenskab, at de klinger videre, fortsætter langt ud over de få ord, som danner dem. Der er nok ingen recept på løsningen af deres musikalske problem, men måske kunne man til en begyndelse fordre, at musikken skulle have de samme egenskaber - klinge videre ud over de få toner, som danner formen. At anvende musikken til at illustrere digtene, er en for ringe rolle at tilbyde den.

Dette værk er komponistens debutværk, og af en debutant kan man naturligvis ikke kræve fuldgyldige værker. Det er en selvfølge, at ovenstående kritiske bemærkninger skal læses på denne baggrund. Der kan nemlig, trods alle indvendinger, ikke herske tvivl om, at komponisten har talent - et talent af den robuste slags, som i det foreliggende værk især ytrer sig i grundig omhyggelighed og en evne til at udtrykke sine ideer præcist og uden unødigt fyld.

Det er gode egenskaber. Og man må håbe, at talentet efterhånden modnes og i højere grad finder frem til sin egenart, således at der ikke gribes ved siden af, som i forbindelse med disse digte.