Kritik af København's musikkritik

DAGBLADSKRITIKKEN

Peter Brask:

Kritik af København's musikkritik

Peter Brask - komponist og mag. art. i smgl. litteratur - er af dmt blevet forsynet med det meste af en måneds københavnske musikanmeldelser. Læsningen har tilsyneladende fået hårene til at rejse sig på hans hoved, og i denne lille analyse giver han chokket videre.

1. Hvad laver egentlig musikanmelderne?

Dette er en dokumentarisk artikel uden større dokumentation. Efterkommende Dmts ærede ordre'har undertegnede gennemlæst den københavnske dagbladskritik af 28 musikalske begivenheder i perioden 3. februar 1966 til 18. marts 1966. Mit formål er sammenligning af anmeldelser af samme musikhændelse for at iagttage den journalistiske kritiks sprog og kritikernes arbejdsmåder.

Undersøgelsen er ikke videnskabelig, (l Sverige undersøges for tiden teaterkritikken videnskabeligt. Herfra kan hentes metoder til en dansk universitetsopgave (speciale, magisterafh.) om vore forhold!). Hvad her siges, bygger kun på gennemlæsning og eftertanker - ikke på en systematisk bearbejdelse af stoffet. Chancen for fejltagelser er ret stor. Men det er netop som en menig læser, jeg vil ytre mig. Jeg kan læse (mit fag: litteraturvidenskab); jeg er fortrolig med en rimelig mængde ældre og ny musik og er ikke musikhistorisk eller -teoretisk ganske uvidende. Kort sagt: det må være mig tilladt at repræsentere den »dannede« læser.

Jeg har kunnet bemærke den enkelte kritikers reaktionsmønstre og udtryksvaner; et psykologisk studium, der endda forgrener sig til det patologiske gebet, l enkelte tilfælde har jeg skimtet æstetiske ideer bag anmeldelserne; i flertallet konstateret journalistisk engagement - også udstrækkende sig til a-musikalske fænomener: »Kongen overværede F. Anderssons forkølelse«, forsøg på at drive »operapolitik«, tvivl på nytten af at kunstnere får mad, endsige belønninger, og ikke løn som forskyldt efter kritikerens mening. Gossip. — Men dette udgør en beskeden del af stofmængden.

Jeg har ikke kunnet foretage bedømmelse af kritikkens sandhed: det ville kræve indgående studium af

samtlige koncerter på bånd; tværtimod har jeg nøjedes med at studere avisernes rapporter. »Undersøgelsen« er rent sproglig.

Hvad selve sprogkvaliteten angår kunne her godt leveres en lille liste over bommerter, idiotismer og mørk tale, men en ret stor med associationsgaloppa-der og skruede metaforer... med visse hovedleverandører. Da sproget er kritikkens medium, er disse formalier ikke betydningsløse for læserens orientering.

Fordelingen af spaltemængden på begivenhederne: Nogle få operaer sluger mindst en trediedel af hele mængden. Selvfølgelig fordi her også er teatralske fænomener at beskrive: i det ydre er operaen den mest sammensatte af musikbegivenhederne. Men jeg tror, at operaens pladsforbrug også beror på et musikalsk reaktionært borgerskabs kærlighed til genren, som ikke er uden forbindelse med, at en opera betyder en stor økonomisk investering, - og med at den er den mindst abstrakte musikform. - Kritikerne gør sig vittige over, at dette publikum klapper lige rasende begejstret for det slette som for det gode -men de ofrer selv lige så mange ord på det.

Der skal ikke skrives kortere operaanmeldelser, selv om man kunne ønske sig mindre plads til udvortes spektakel og mere til analytiske bestræbelser. -Men der skal skaffes mere plads til de øvrige musikalske begivenheder.

Det vidner om vort musikalske barbari, at aviskøberne lader sig afspise med omtaler af Torsdagskoncerter eller DUT-arrangementer, hvis omfang rangerer med de banalere trafikuhelds og aldrig opnår lige status med et voldtægtsforsøg ... end sige rovmord eller sportstriumfer. Den ærede presse ved nok, hvilke lidenskaber den helst vil kildre.

For dette skal anmelderne ikke anklages! De bruger nok hvad plads de får. - Jeg vil snakke for min syge moster Musica: sammenligner man med behandlingen af litteraturen, ser man først rigtig hendes trange kår. Selv bøger på ret lavt underholdningsniveau får omtale. - Igen kan man få økonomiske mistanker: omtalte bog kan sælges (eller give underskud) - men omtalt musik bliver næppe udbudt endnu engang (undtagen hvis den er en opera, hvilket bekræfter tanken).

Tilbage til teksterne. Se nu bort fra idiosynkrasier som hindrer deres bærere i overhovedet at fatte, hvad de hører. Og se bort fra usaglig, men medmenneskelig velvilje, der vises en rejsetræt solist, et symfoniorkester med trange kår, en opera uden økonomi, og enkelte debutanter uden talent. (Satanisk glæder man sig over den store jubelanmeldelse af »Døves orkester«). - Ja, så må man komme til, at der trods de resterende både saglige og ærlige bestræbelser ikke står ret meget om musikken i avisen.

Ved kammerkoncerter er omtalen af de enkelte værker af liden udstrækning - men pladsen i avisen er en funktion af koncertantal og den enkelte koncerts borgerlige betydning. Der bliver for en kammerkoncert med fem numre ca. 45 ord pr. værk. Det er at gøre nar af avislæseren! Dette har enkelte kritikere opdaget, og de indskrænker sig derfor til dommen over værkerne: nr. 1 kedeligt, nr. 2 sindssygt, nr. 3 koldt, men vittigt... Andre gør noget mere rimeligt: sparer deres omtale til kun ét værk og må så lade de øvrige undgælde derfor; dette princip er ikke tilfredsstillende, men dog en art fremskridt.

De kniber med be skrivelsen af værkerne - som jo netop skulle være hovedopgaven. Den er vigtigere end dommen, som de fleste har så travlt med!

Herpå vil man måske høre indvendingen »men det er så svært at sige noget om musik!«. Svar: »skift stilling!«

En væsentligere indvending er: »vi kunne sige mere, hvis vi udtrykte os mindre populært - men så kan læserne ikke forstå os!«. Jamen hør nu her! Måske siger Deres redaktør sådan, og smigrer således Deres intellektuelle dovenskab, - men så hils' ham og spørg: »hvem er da disse læsere?« Med undtagelse af de fine lejligheder, hvortil De, højtærede hr. kritiker, har at møde i festdragt og ferieteint, tilstås De ikke mere spalteplads end Meteorologisk Institut - altså kan det ikke være Deres pligt at fungere som offentligt tågehorn (vogt jer for den flyvende Hollænder, børn!), men opgaven for Dem er at blinke til de sjældne få og indforståede. De har ikke andre læsere! Blad om på litteratursiden, når De inden så længe er færdig med at tælle trykfejlene i Deres sidste anmeldelse, - hvem

skrives der mon for dér, — analfabeter? — De fore'.ar: Deres læser forventer at De gør Deres bedste! —

Når der anmeldes klassiske værker samler kritikken sig om udførelsen. Jeg er ikke virtuos-fan, jeg er musik-dyrker. Jeg vil hellere læse om værkerne- det kunne da være at kritikeren, når udførelsen var over et vist niveau (synker den derunder, må han gøre anskrig) kunne lytte efter værket og ikke efter små-varianter i realiseringen - måske kunne han ligefrem opdage noget om det!

Usikkerhed og manglende kompetence afsløres klarest ved behandlingen af vor tids musik.

Samtidsmusikken burde stå i enhver musikkritikers ene interesse-brændpunkt. Det er en skandaløs tilstand, som ikke findes inden for nogen anden art af kunstkritik, at en væsentlig del af medlemmerne af et kritiker-korps er uduelige i deres embede, så snart emnet er et værk fra det 20. århundrede! Vanen sløver - og måske finder man, at dette forhold er »naturligt«, ja, man opspinder endog begrundelser for at det må være således. - Hvis kritikerne ønsker at være noget ved musikken, og ikke bare være hvad man i den brave samfundsanalyse kalder borgerskabets lakajer - så kunne de tage deres kolleger indenfor billedkunst og litteratur lidt i betragtning og konstatere, at man inden for disse gebeter ikke kan opretholde tilværelsen som fossilernes konge. - Naturligvis har en kritiker alle borgeres ret til at mene hvad som helst om hvad som helst. Men hans tilfældige personlige mening vedkommer kun offentligheden, hvis han i forvejen har overbevist den om sin fremragende personlighed. Der er næppe nogen af de her læste og påskrevne critici som bør regne med, at noget er interessant, blot ved at de siger det.

Dette være sagt af kærlighed til musikken og medlidenhed med anmeldere i et umusikalsk land.

Må jeg slutte med en henvisning til pluk fra 8 af de 28 betragtede anmeldelser (se tillægget). Og vise, hvorledes man nemt kan gøre pudsige iagttagelser.

Se anm. af Charles Ives' klaversonate fra 1919: »Concord Massachusetts 1840-60« (værk nr. 5). Her rokeres - ubevidst? - med værkets tilkomstår, som det nu passer i kritikernes kram. Ingen oplyser, at det er 1919. Kun én (5.4) citerer værkets titel. En positivt vurderende placerer det »i begyndelsen af vort århundrede« (5.5) for rigtig at gøre Ives' avantgardisme imponerende. Den mest negative (5.1) taler om fantasterier »fra 20'erne«. Anmeldelsen 5.3 er så overfladisk, at den tror at kunne slå 3 værker med det ene udsagn, at de er for sent på den - men værkerne A og B er nutidige, Ives' 47-årigt! Alle hefter sig ved værkets (psykologiske?) længde. Kun en angiver den i fysisk tid (tillige?), den varer 40 minutter, ellers er den »umådeholden, kilometerlang« eller simpelt hen: »uendelig«! En beskriver visse formelle egenskaber ved den (5.5), en anden de associationer den giver ham (5.2). - løvrigt er det karakteristisk for forfatteren af 5,1, at han ofte nærmer sig det injurierende i sine formuleringer - det er ham, som i udsagn 7.3 insinue-rer, at en fremtrædende dirigent modtager bestikkelse!

Anmeldelserne nr. 6 er præget af større samvittighedsfuldhed. Det har forpligtet, at man kendte komponisten i forvejen. Måske også at han er en nulevende københavner. - NB Jeg mener ikke noget med »klike« (den slags hører til det idiosynkratiske), men at de skrivende virkelig har følt deres pligter mod deres medborger og - iøvrigt - kollega. Det finder jeg sympatisk.

Nummer 8-anmeldelserne viser spændvidden fra det sagligt begrundede, sågar med horisonten udenlands (8.2) til det grotesk fordomsfulde i 8.4 og 8.7, hvis ophav kommer til samme resultat, skønt den ene mener, at værket er fup, og den anden, at det er ærligt. Hvad forårsager deres enighed? Det gør deres fordomme - den enes pladderkristelige, den andens jubelsocialistiske. Her ses klikerne! Menighedsblade.

Kendelse: Anmelderne er for lidt optaget af selve musikken. Kun halvdelen af dem forekommer åbent lyttende og ærligt berettende. Omkring en tredjedel af dem har ikke orienteret sig i deres fagområdes udvikling efter 1900 - deres anmeldelser kunne være skrevet af deres egne oldeforældre. Med større berettigelse.

Dom: Skylden er at fordele ligeligt mellem på den ene side kritikerkorpset og på den anden det sociologiske forhold, at det ikke er lykkedes danske pædagogiske institutter at skabe et rimeligt dannet publikum. Straffe: Til institutionerne: afskaffelse af faget sang, indførelse af faget musikkundskab (ikke »spil selv«); til kritikerne: livsvarig overværelse af den moderne musiks fortsatte vækst og udvækster, - at afsone i diverse koncertsale.

• 2. udsagn

Første tal angiver værket, andet tal en kritiker. Overspring markeret (...).

•

1.1: en vis beherskelse af eksperimentalmusikkens virkemidler

1.2: ... håndelag og et vist forhold mellem udsagn og

længde 1.3: glat, næsten steril elegance ... intelligent... mere

end egentlig musikalsk givende.

•

2.1: her er der kommet musik ud af eksperimenterne

2.2: vinder ved nøjede bekendtskab (Værket opførtes for 2. gang).

2.3: køligt beregnet, vel timet og spirituelt underholdende.

•

3.1: gennemgangsværk af... denne unge sympatiske komponist...

3.2: viser den unge komponist i spændende ny jagt på s l ag batteriets klangressourcer.

3.3: elevarbejde ... skal skrives1 og spilles ... men ikke i TV.

•

4.1: temmelig overflødig

4.2: forældet

4.3: primitive og æggende rytmer.

•

5.1: Med amerikaneren Charles Ives uendelige fantasterier fra 20'erne havde Bækkelund i let- og sværvægtig klaverbehandling gjort det ellers standhaftige H&M til et B&W./Det hører til epokens tvangstanker at gøre Ives til geni. Han var fantast og nedskrev, hvad han afreagerede ved klaveret. Det er et psykologisk mere end et kunstnerisk fænomen.

5.2: (.,.) den spændende og næsten ukendte for ti år siden afdøde amerikaner Charles Ives. Han har skrevet et uhyre af en klaversonate, l fyrre minutter spiller værket på en måde, der ikke har noget at gøre hverken med form, sonate eller europæisk tradition. Men det er spændende, en verden af amerikansk hjemstavn, naiv idyl og prærierealisme. Man hører, man ryster på hovedet, lader tankerne fare og hører igen, bjergtaget af den musik, der i hvert fald har noget på hjerte.

5.3: Værker af A, B samt amerikaneren Charles Ives var nok af vidt forskellig art, men fælles for dem er, at de, sådan som de præsenteredes i aftes, kappes om at bringe ideer til torvs, som forlængst er bragt derhen og forsvundet igen. (...) Den kilometerlange sonate af Charles Ives (...).

5.4: (...) programmets længde syntes1 ikke motiveret af dets indhold./ l så henseende var Charles Ives' »Concord Massachusetts 1840—60« typisk. Hvis man finder en fornøjelse i at lytte historisk, kunne man naturligvis' glæde sig over alt det, der her peger frem i tiden - helt hen til pop-art for den sags skyld. Blot at det i den grad er blandet op i det mest umættelige epigoneri, at det i alle henseender umådeholdne ved dette værk nærmest føltes som udtryk for »den rigdom det er ikke at have noget«. For at citere programnoterne (...). 5.5: Charles Ives, den amerikanske avantgardist, der i begyndelsen af vort århundrede sad helt isoleret og skabte en rad værker af sjælden originalitet. Ja, så særpræget og fascinerende er Ives' musikalske udsagn, at det nok var hans værk, der blev aftenens mest givende musikalske oplevelse, l alle værkets fire satser sker der en sammenhob-ning af de mest forskelligartede elementer uden at helheden alligevel bliver montageagtig: alt er organisk bragt ind i Ives' egen højst komplicerede klaversats og hans for sin tid særprægede harmoniske stil.

•

6. (Kun konklusionerne medtages her:)

6.1: (...) sprængfuld af ideer der tilsyneladende forbinder sig med hinanden som syrer og baser. Alligevel, konsekvenser trængte sig på, så interessen blev holdt fangen.

6.2: det kniber at følge X trods klarheden i hans præmisser. Nogen musikalsk syntese var svær at øjne ved første overhøring. (...) et væsentligt led i X's udvikling mod en friere, klangglad stil, hvis endemål man imødeser med spænding.

6.3: X's programnote citeres, og der fortsættes:)

en formidé som med vekslende tydelighed viste sig at være hørbar og ikke bare tænkt (...) det konstruktive kobles (...) ikke sammen med et totalt overbevisende kompositorisk tag om tingene. (...) taget enkeltvis' virkede mange af stykkerne til gengæld udmærket. (...) Hele værkets stilløshed, dets frejdige sammenblanding af alle mulige elementer (virkede) kun forfriskende.

6.4: (lad konstruktionen så høre værkstedet til...) så kan man glæde sig over det færdige kunstværk, hvor man møder X som en seriøst mediterende personlighed, der har allieret sig med espressivo-et som sit bærende medium. (... værket fængslede ved ...) udtrykkets mangfoldighed og viste en kompositorisk fantasi, der søger sig nye veje, hvor et mål allerede er nået.

•

7. (udsagn om dirigenten:)

7.1: gav værkerne en intet mindre end suveræn udførelse

7.2: værkerne opførtes med den prisbelønnede X på podiet.

7.3: at X også hoppede på den opgave, undrer vel ingen, den egenskab har hele komponiststanden netop hædret ganske kontant. X går ind for alting, derfor står han for ingenting, l dette spil er musikere at betragte som lejetropper, skønt det ikke er værdigt for de bedste.

7.4: (. ..) ny musik, X førte frem med sin utrættelige interesse for samtidskunsten.

7.5: X (...) atter i færd med at varetage det hverv, han har været beskæftiget med i en menneskealder - fremførelsen af ny musik

•

8. (Et udenlandsk, originalt og europæisk bemærket tragisk symfonisk værk modtages således:)

8.1: sådan kan en komponist tale om sin egen tid. Jeg ved ikke om det er stor musik, men stærkt og rystende virker det umiddelbart.

8.2: Jeg har fået et stærkt indtryk af alvoren og styrken i dette værk ved opførelser med det polske nationalorkester. - (Men her...) var det som orkesteret spillede uden sympati og overbevisning. (Værket) fremstod som en musikopfindelse, ikke som det slående nytænkte kunstværk det kan være

8.3: ikke uden styrke, men det der bevæger (...) er forestillingen om ofrene i Hiroshima hvem værket er tilegnet. (...) det er lige ved at virke letkøbt ved en sådan intention.

8.4: hvis X havde kaldt stykket »Larm på en S-togs-station« så havde publikum næppe siddet og grubiet over deres »livsangst«, men været klar over, at der ganske enkelt er tale om talentløs gøren grin med borgermusikken. (...) bare om en måneds tid vokser der krokus og andre forårs-bromster frem, og mon ikke vi har lov til at tro, Vor Herre er så dejlig gammeldags, at Han (...) lader dem vokse frem, selv om de skal visne kort efter. - Jeg tror godt, De forstår, hvad jeg mener!

8.6: lidenskabelig og derfor sært dragende i sine sorte visioner...

8.7: en passiv smertelig atmosfære, der sikkert er ægte følt. (...) Men for mennesker, der i livet ser en kamp for et stort mål, for en lykkelig fremtid, en kamp, der vil ende med sejr, for dem må sådanne værker synes som en forsinket senromantik, som bagfra haster ind i en udvikling, der er ved at løbe fra den.