Ledere

LEDERE

Det er mere end foruroligende (NB! Se side 88)

Debat-rubrikken bringer Musikkonservatoriets svar på et par af de rejste spørgsmål i dmt's konservatorie-nummer (1, 1966). Om det faktisk nedlagte kompositionsprofessorat kun dette: Når enhver lærer ved konservatoriet i forvejen har mulighed for at undervise i komposition, hvorfor har man så ønsket, at Vagn Holmboes ledigtblevne professorat skulle overføres til netop et »professorat under teorifaggruppen«? Forklaringen kan vel kun være den, at man har haft brug for endnu en teorilærer. Og det er selvfølgelig i sig selv en ærlig sag. Det ændrer bare ikke ved det forhold, at man devaluerer faget komposition ved at slette det som selvstændigt fag på professorat-niveau. Der lyser da også dårlig samvittighed ud af konservatoriets svar. Man taler om det uønskede i »at en enkelt lærer... for en lang årrække skulle have fortrin i undervisningen« og at »begrebet tidsbegrænsede professorater ikke kendes indenfor dansk tjenestemandslovgivning«. Det indrømmes altså, at et tidsbegrænset professorat i komposition ville være en løsning. Det er nøjagtig den løsning, man er nået til ved Musikhögskolan i Stockholm, og for ikke at gå over åen: nøjagtig den løsning, man har fået igennem ved Akademiets Arkitektskole. Har man forsøgt at opnå noget sådant gennemført - eller har man ikke gjort det, f. eks. af angst for at få et positivt svar?

Men mere interessant er svaret i X-sagen. På forhånd var artikelforfatteren gjort opmærksom på, at fremstillingen var »urigtig«, står der. Javist, men man dokumenterede det ikke. Det var samme autoritære postulat, som man nu gentager og stadig ikke dokumenterer. Tror man, at offentligheden i et demokrati kan spises af med det i en principiel sag? Vi vil gerne ændre opfattelse, men på basis af argumenter.

Og interessantere endnu: Man mener i fuldt alvor, at dmt's kilder har været illoyale, fordi de ikke har kunnet fortie, hvad der har forekommet dem at være en række alvorlige fadæser! Ja, man benytter endog samme »kollegiale loyalitet« som undskyldning for, at man mørklægger sagen og ikke kommer med en ordentlig forklaring. Det turde dog være en pligt for en offentlig institution, der angribes.

Sagen drejer sig bl. a. om sådanne institutioners ansvarlighed i et demokrati. Og i dette perspektiv er »svaret« mere end foruroligende. Det er et afslørende symptom på samme ånd, som gør sig gældende i X-sagen. Man sætter »kollegialitet« over retfærdighed.

Musikkritik

Dette dmt behandler musikerkritikkens problemer og især værkkritikken. Interpretations-kritikken, der såvist har sine problemer, må vente til en anden lejlighed. Vi har desuden koncentreret os om to problemer, som kan synes særlig påtrængende, nemlig metodeproblemet og dagbladskritikkens problem.

Litteraturkritikken har i de seneste år været gennem en rensende metodedebat i forbindelse med den såkaldte »nykritik«, hvorimod den løbende musikkritik er præget af megen metodologisk usikkerhed. Ernst Kreneks og Poul Nielsens artikler er at opfatte som invitationer til en musikkritisk metodedebat: Hvilke faktorer er det gyldigt at medtage i beskrivelsen og vurderingen af en komposition? Og noget lignende gælder Peter Brasks og Per Nørgårds artikler om dagbladskritikken: Hvilke krav kan man stille til en dagbladsanmeldelse?