Prisma-parafrase

Af
| Årgang 41 (1966) nr. 03 - side 86-87

Aksel Borup-Jørgensen:

Prisma-parafrase

Aksel Borup-Jørgensens »Prisma-parafrase«, der er skrevet for Prisma-ensemblet, uropførtes af dette den 21. april. Komponisten fortæller her om sit værk.

DIE PHILOSOPHISCHE GESCHICHTE ALS DIE WISSENSCHAFT VOM URSPRUNG IST DIE FORM, DIE DA AUS DEN ENTLEGENEN EXTREMEN, DEN SCHEINBAREN EXZESSEN DER ENTWICKLUNG DIE KONFIGURATION DER IDEE ALS DER DURCH DIE MÖGLICHKEIT EINES SINNVOLLEN NEBEN-EINANDERS SOLCHER GEGENSÄTZE GEKENNZEICHNETEN TOTALITÄT HERAUSTRETEN LÄSST.

Citatet er hentet fra Nutida Musik 1964/65, nr. 5-6, side 172, der ikke angiver nogen sikker kilde. Som motto ville denne tekst være fortrinlig. Den er hermetisk som en kodemeddelelse og virker derfor absolut interessevækkende. Den har fascineret mig omtrent på samme måde som kompliceret seriel musik: den bibringer en fornemmelse af en nærmest ufattelig logik af højere orden.

Der er mange grunde til at den er kommet med som eneste sammenhængende tekst i Prisma-parafrase. Som eneste grund skal her anføres: Hvem kan nænne at snitte i sådan en tekst?(1) Tekstunderlaget i værket iøvrigt er ganske tyndt (hvilket må kunne fremkalde visse betænkeligheder når det tages i betragtning, at værket er konciperet som et vokalværk) og syner forsvindende lidt i forhold til spillekommentarerne, der til gengæld er mange og lange.

Af partituret kan udlæses et overdrevent pedanteri med ligegyldigheder og en tilsvarende summarisk behandling af væsentlige ting. En sådan disproportion kunne tyde på en mangel både på reelle og serielle hensigter - at denne formulering er hørt før, er helt i pagt med den i stykket til princip ophøjede eklektiske fremgangsmåde.

Kort sagt: Prisma-parafrase er et opkog på alskens effekter i ny musik fra den sidste halve snes år. Der er hugget en skefuld hist og en håndfuld her, både af de ting, der har virket tiltalende og frastødende.

Dog har det været svært helt at befri sig fra ambitioner, f. eks. seriøse bestræbelser for at få formen bragt i orden, eller ønsket at stadig overholde den gode gamle regel, at musikken skal være hørt, dvs. at komponisten må have en absolut forestilling om og kontrol over, hvordan det kommer til at lyde. Dette har også udstrakt sig til at gælde, hvor der foreskrives improvisationer eller det, der er værre. - Derved placerer stykket sig i et konventionelt-traditionelt hjørne, hvilket eventuelt kunne formodes at indebære en ironisk distance til de virkemidler, der er brugt.

Men i samme åndedrag må indskydes, at de effekter, der måske for tilhøreren-tilskueren kan te sig grinagtige, oftest fra komponistens side har haft en musikalsk »seriøs« hensigt. Lad os betragte et par eksempler: kaffemølle bruges kun for at opnå en mere sober klangvirkning end med den almindelige (og temmelig rædselsfulde) orkester-skralde. Sugerør i mælkeflasker, tomme trækasser og Bo Nilssons batteri af vinflasker betyder en instrumentationsmæssig differentiering af slagtøjets klangfarve, dvs. noget, der henvender sig til øret, ikke til øjet(2).

De ikke-seriøse hensigter er ofte bedre skjult og mere ambivalente(3).

Som gennemgående idé gælder destruktionen af intervallet (omtalt af Ligeti i forordet til Apparitions).

Fra Berios Circles stammer et lille glasstav-spil, fra von Biel brugen af metaltumling på klaverets strenge.

Per Nørholms Fragment VI har inspireret til brugen af trillefløjter og B Lewkovitch med sine Improperier til en samtidig aflevering af alle stavelserne i et tekstled, her f. eks1. benyttet ved ordene TO-TA-LI-TÄT HER-AUS.

Der forekommer ikke synderlig mange præcise tonehøjdsangivelser i partituret, og når de forekommer, er det ofte i forbindelse med spillemåder, der tilslører opfattelsen af intervallerne (jfr. Ligeti). En effekt af nyere dato er på den anden side (»hinsidan«) at lade strygerne frembringe en ubestemmelig, vrinskende tone (Barkj Lidholm).

Nogle virkninger overtages ubeskåret, andre tilpasses til sin plads i sammenhængen. F. eks begyndelsen af Karl-Erik Welins næsten sakrale L'essai du pianiste, hvor tangentlåget lukkes med en uhyre nænsomhed. Indføjet i slutningen af Prisma-parafrase sker der en dybtgående omformning af dette, når pianisten, under opfarende udråb fra nogle musikkolleger, taber tangentlåget med et brag.

I værkets henåndede mellemdel løber mange tråde sammen. Klangbilledet med diskrete lyde af claves og »frøer« er hentet fra et Darmstadt 1962 opført stykke af franskmanden Jaques Galonne. Det musikalske forløb er en blanding af forenklet forudbestemthed (simpel determination) og en vis »styret« tilfældighed (aleatorik). Her forekommer den foroven citerede tyske tekst for anden gang i sin helhed, men s.a.s skjult for tilhøreren. Musikerne har teksten stående foran sig og æder sig tavst igennem den med 1 bogstav per pulsslag, nogle forfra, andre bagfra (krebs), etc., og afleverer ved visse vokaler en tone; konsonanterne virker som pauser. Tilfældighedsmomentet ligger deri, at enhver følger sit individuelle pulstempo, man kan betegne det som en indkalkuleret »fysiologisk subjektivitet«.

Den elektroniske musiks virkninger forekommer hyppigt, men i en puristisk udformning, der undsiger sig enhver form af syntetisk frembragt lyd og kun betjener sig af det forhåndenværende levende ensembles muligheder.

Afslutningsvis må siges, at Prisma-parafrase se afgjort er musik, der henvender sig til hjemmemarkedet, en omfattende præstation af vælske skikke.

At den er udstyret med spillekommentarer på tysk, ofte i nørklet Die Reihe-stil} modsiger ikke dette, men er kun at betragte som en leflen for forbrugerne, en salgsteknisk fidus i stil med den engelske tekst på vore hjemlige cigaretpakker. Det virker mere tilforladeligt på den måde. For eksempel:
1000 GR GETROCKNETEN ERBSEN WERDEN IN FINEN UMGEKEHRTEN TOM TOM VON MITTLERER GRÖSSE LANGSAM HINEINGESCHÜTTET, ERSTENS AUS EINER HÖHE VON ETWA 75 CM UND DANN NACH UND NACH AUS ABNEHMENDER HÖHE, SO DASS EINE ABKLINGENDE LAUTSTÄRKE ENTSTEHT.

Fodnoter:

(1) Som »Lesemusik« betragtet er den et meget morsomt eksempel på at den højeste grad af konstruktivitet ved en overfladisk betragtning kan have en besnærende lighed med de rene tilfældighedsprincipper.

(2) Ligeså i slutningen af stykket, hvor 1. janitsharen med slangebøsse afskyder 3 ærter mod den store tam-tam. Det har ikke været muligt at udløse den til grund liggende klanglige vision på mere dækkende vis: nogle på samme tid skarpe og runde metalliske lyde meget tæt på hinanden, efterfulgt af diskrete og mere spredte trommelignende lyde i diminuendo-accelerando (som opstår når ærterne springer videre hen ad gulvet).

(3) Den hyppige brug af andenhånds-effekter er muligvis et selvopgør, forårsaget af kritikkens strenge tale om »udenlandsk kunstgødning«.