uden titel

Alexander Stoffregen +

Alexander Stoffregen døde i begyndelsen af april, 82 år gammel. Han var elev af Louis Glass nogle år og tog derefter til Paris, hvor han studerede hos E. Risler og L Levy. Det må være her, han udviklede sin specielle anslagsmetode, der gav mulighed for en virtuositet, som mange af vore pianister, der har været hans elever, bærer vidnesbyrd om.

Han debuterede i 1906 og var i en årrække en meget anerkendt udøvende pianist og lærer. Det var dog først omkring 1919, at han for alvor tog fat som pædagog, samtidig med at han trak sig tilbage fra koncertlivet. Hvilken beåndet lærer var han ikke! Han førte sine elever med sikker hånd igennem alle stilarter. Intet var ham fremmed.

l 1924 oprettede Alexander Stoffregen sit konservatorium i den store villa på Skt. Knudsvej. Han underviste selv ofte 12 timer daglig, og den sidste time var lige så inspireret som den første.

Et kapitel for sig var elevkoncerterne. Der var 4—6 koncerter årlig i Hornung &. Møllers sal. Det blev til ca. 150, før de blev flyttet til Hindsbergs sal.

Der blev udgivet en masse øvelser samt en klaverskole. Begge dele krævede dog en personlig kontakt med Stoffregen selv eller med hans lærere for at give det fulde udbytte. Desuden har han

skrevet et større værk om forsiringer. — Tiltagende døvhed tvang ham til at sætte arbejdstempoet ned, men til det sidste havde han elever, der ikke ville slippe ham.

En stor lærer, en stor musiker og et stort menneske er gået bort. Anna Veibel.

EJNAR KAMPP

Den nye musiklederuddannelse - er den tidssvarende?

Når man står midt i folkemusikalsk og skolemusikalsk arbejde mærker man tydeligt vanskelighederne med at finde egnede medarbejdere til de forskellige grene af arbejdet - simpelthen fordi der ikke rigtig findes tidssvarende uddannelser. Man kan komme ud fra et seminarium med musik som liniefag, man kan komme fra universitetets musikafdeling eller fra konservatoriet med en musikpædagogisk eksamen - og alligevel er det langtfra sikkert, man kan gøre fyldest i et virkeligt folkeligt musikarbejde før man har tilegnet sig en stor mængde supplerende viden og færdigheder.

Uden at gå ind på en nærmere analyse af de nævnte høje uddannelser kan man vel summarisk sige, at man godt kan slippe ud fra et seminarium på musikpædagogisk set meget lempelige vilkår, at universi-tetsuddannede folks pædagogiske forudsætninger ofte er tynde, og at selv nok så statsprøvede musikpædagoger ofte har en alt for snæver begrænsning - f. eks. er klaverpædagoger hyppigt bedre rustet til at uddanne pianister (og det får de som regel aldrig brug for) end til at lære almindelige folk og deres børn at spille klaver og dyrke musik og s'ang til husbehov. (Hvor mange af dem kan f. eks. påtage sig hold-undervisning?)

Man kan derfor komme ud for at måtte alliere sig med en musikalsk cyklesmed, skomager eller brandmand, hvis teoretiske baggrund måske er knap så solid, men som med praktisk erfaring og sund sans kan gøre bedre fyldest. Desværre er der også for få af dem, så det er på høje tid, at der nu endelig kommer en musikeruddannelse - dels for at opfylde et behov og dels for at opdyrke nye arbejdsfelter.

Ingen bør benægte, at der er lagt et samvittighedsfuldt, grundigt og dygtigt arbejde i udformningen af denne nyskabelse, og der bør synges mangestemmige lovsange til initiativtagernes pris. Men for en, der står midt i det praktiske arbejde med de omtalte »almindelige folk« giver det fremlagte grundlag også anledning til en række kritiske bemærkninger, l almindelighed kan det vel siges, at det hele virker for akademisk, og at man netop må sætte spørgsmålstegn ved det tid s'svarende. Der eksisterer en ulyksalig tradition blandt musikpædagogisk interesserede musikmennesker som nærmest må karakteriseres som en

forestilling om, at vi skal stige ned til folket (almuen), opdrage dem og lade dem nærme sig vores eget niveau ved at lade dem få s'mag for den store og ædle kulturmusik (som har bidraget til at gøre o s dannede og kultiverede). Det er et farligt og aldeles ufrugtbart synspunkt. Mange af disse ånder har tusind gange mere at lære af »folket« (også om musik) end de selv vil være i stand til at lære fra sig. Denne indstilling er medvirkende til mange ulykkelige tilstande, den giver næring til flad pop, fordi den vender sig fra sund populær musiceren, den hjælper til at gøre de såkaldte musiske fag til en luksus i stedet for en livs-nødvendighed, den afføder rindalisme og hjælper samtidig de mest forrykte »avantgardister« til al den indflydelse, de ikke fortjener, og det værste af det hele: den fremmer snobberiet.

- Og spørgsmålet om det tidssvarende. Kritikken må ikke misforstås derhen, at en sådan uddannelse skal være dagsaktuel eller modepræget. Men det burde være en nærliggende tanke, at i folkemusikalsk arbejde bør man især støtte sig til folkemusik. Man kan i den sammenhæng godt se bort fra, at folkemusik også optræder som modefænomen for tiden, dog i lidt snævrere kredse og i en lidt råt importeret form, og at både snobberi og popperi er blandet i moden. For bag om modepræg og smart udnyttelse ligger der tendenser til en meget regulær og meget frugtbar udvikling, som går ud på, at flere og flere mennesker får lyst til at dyrke musik i en tilgængelig form, flere og flere får trang til at udfolde sig aktivt musikalsk - at synge og spille sammen. De vil søge de steder, hvor de kan komme til at udfolde sig, men nok ikke fortrinsvis under alt for traditionelle former med standardiserede kor- og orkesterformer. Tværtimod vil denne udvikling naturligt domineres af guitar- harmonika, mandolin, banjo og andre typiske folkeinstrumenter og med den stadig større internationale orientering vil også mange former for folkedans komme ind i billedet.

Overfor denne udvikling er den nye musiklederuddannelse relativt svagt placeret. Såvidt det fremgår kører den i ret traditionelle baner både med hensyn til stofkredsen og hele atmosfæren - for meget præg af seminarieretningslinier, blå betænkninger og musiklivets sædvanlige kirkemusikalske slagside.

Uden en grundig gennemgang af studieplan og eksamenskrav kunne kritikken dog uddybes med at fremhæve enkelte punkter, hvor rammerne vel tildels giver mulighed for en fortolkning og for et indhold af ægte folkemusikalsk karakter, hvor det imidlertid ikke blot burde være en mulighed, men et afgjort krav. F. eks. er det for snævert, hvis »ensembleledelse« består i arbejde med skole-strygeorkester eller blæse-orkester, fordi der i første række er brug for elementært sammenspil - med mange forskellige slags instrumenter. Den stift og traditionelt skolede musikleder vil let komme til at stå hjælpeløs overfor et orkester på fire klarinetter, en kontrabas, tre guitarer, en banjo og et klokkespil, - men s'elvfølgelig bør han også uddannes i at lede strygeorkester. Om faget »udførelsespraksis« har man den mistanke, at det mere vil dreje sig om ældre og nyere kirkemusik, barokværker m. m. (og det er bestemt dejligt) end om mere moderne ting eller spillemandsmusik og New Orleans'-stil. »Praktik i musikkundskab« kan let tænkes at få slagside henimod henimod at tælle takterne i Haydns symfonier, men kunne blive et spændende og værdifuldt fag, hvis man medtager en alsidig orientering om folkemusik og moderne musik fra nær og fjern. Meget afgørende er klaverets placering i hele denne sammenhæng - og klaverets rette brug. Hvis man kunne komme bort fra at lade eleverne lære enkelte klaverstykker i årets løb med henblik på at have noget at vise frem ved prøver og eksaminer og så i stedet virkelig udvikle praktisk klaverspil - herunder harmonisering fra bladet, gehørspil og becifringsspil, så var meget nået. Glimrende er det at forlange en vis spillefærdighed på flere instrumenter, men det er en stor fejl (hvis der overhovedet skal være en folkemusikalsk tanke med uddannelsen) ikke at gøre

guitar og harmonika til vigtige støtteinstrumenter. »Dansk folkelig sang« kan også blive et udmærket fag - især hvis det ikke bliver alt for meget domineret af højskolesangbogen og skolesangsrepertoiret, men virkelig giver indblik i det righoldige materiale, der findes af ældre og nyere folkesang, med al den saft og kraft der er at hente her. »Musikteori« kan man aldrig risikere at lære for meget af, men måske tør man håbe på, at musiklederne især lærer noget om ar-rengementsteknik for de meget forskelligartede besætninger, de vil komme ud for.

Naturligvis er afspænding og rytmik i allerhøjeste grad vigtigt, men det burde ikke kunne lade sig gøre at praktisere det uden om dansen, l forvejen er det en skandale, at ikke alle musikstuderende såvidt mu-idt lærer at danse - stildanse og folkedanse - ikke i en stiv og støvet form, men rigtig levende folkedans, polka, vals, czardasz, mazurka, menuet og kolo og habanera osv. En meget væsentlig del af al musik gennem tiderne er enten direkte knytet til dans eller inspireret af dans, tænk som dans. Derfor burde det være en selvfølge, at musikanten, der skal spille en mazurka, og især musiklederen, der skal få ham til at spille den, har en forestilling om hvad en mazurka er for en slags dans. - Rent bortset fra, at udviklingen rimeligvis også fører med sig, at det bliver mere og mere udbredt at arbejde med folkedans og danseensembler sideløbende med kor- og orkesterarbejde.

Den nye musiklederuddannelse indeholder så mange indlysende rigtige, positive og sympatiske træk. Derfor er det vigtigt at den får en drejning bort fra det akademisk traditionelle over imod det levende folkemusikalske. Så kan den blive ikke blot tidssvarende, men epokeskabende.

Musikpædagogisk Forening

Kontor: kl. 9—13 (undtagen lørdag) Puggårdsgade 13, København V. Telefon (01) 11 4021. Postgiro n r. 26284.

NMPU-TIDSSKRIFTABONNEMENT Puggårdsgade 13, København V. Postgiro n r. 135008.

MUSIKPÆDAGOGEN udgives af Mp F's bestyrelse. Ansvarshavende redaktør: Henning Bro Rasmussen.NORDISK MUSIKPÆDAGOGISK UNION (NMPU)

NMPU afholder sin næste nordiske kongres i Finland i 1967. Om enkelthederne kan De læse i nedenstående referat a styrelsesmødet.

Protokol fort vid NMPlhs styrelsesmöte den 22. maj 1965 i Helsingfors.

Närvarande från: Danmark Henning Bro Rasmussen; Norge Jens Bugge-Olsen; Sverige Åke Uddén, Erland Annmo; Finland Matti Rautio, Gudrun Helander. Matti Rautio hälsade de närvarande styrelsesmedlem-marna välkommen och tackade Presidenten Åke Uddén, sekr. Erland Annmo, Yngve Hären och Sverige for den fint genomförda, välplanerade kongressen i Stockholm 1964.

§1

Mötet förklarades utlyst i laga ordning och man ena-des om följande dagordning:

1. Val av president, vicepresident och sekreterare för NMPU enligt stadgarna.

2. Planeringen av kongressens verksamhet.

3. Eventuella andra forslag enligt §5.

§2

Enligt stadgarna §3 moment 2 valdes Matti Rautio till president for NMPU. Till vicepresident och sekreterare valdes Gudrun Heiander. Det nyvalda presidiet tackade för förtroendet väl vetande det stora ansvar det påtagit sig.

§3

Åke Uddén överräckte högtidligen NMPU:s protokoll-bok till nyvalde Presidenten Matti Rautio.

§4

Styrelsen beslöt att kongressen halls 3.8-9.8 1967 i teknologbyn Otnäs nära Helsingfors.

§5

Som huvudtema vid kongressen godkändes Finlands forslag: Musik i relation till den övriga konsten. l sidotema: Folkmusiken, II sidotema: vår tids musik.

§6

Planeringen av kongressen och dess program disku-terades.

§7

På Presidenten Matti Rautios forslag beslöts att an en gang försöka få Island och Färöarna med.

§8

Föreslogo att undersöka möjlighet för musiklärarnas kompetens som gallande i alla nordiska länderna.

§9

Presidenten förklarade sammanträdet avslutat. Helsinfors som ovan Gudrun Helander sekreterare Juste ras:

Matti Rautio

Bl LAGA

Det föreslagna huvudtema »Musik i relation till den Övriga konsten« vann allmänt gillande. Arnnet ger å ena sidan möjlighet til jämförelser t. ex. (konst- och musikhistoria i gymnasiet), å andra sidan berikar det musiklärarnas allmänbildning. Témat kan olika dagar varieras t. ex. på följande satt:

musik och arkitektur

musik och bildkonst (t. ex. impressionismen)

musik och rörelsekonst

musik och dramatik

musik och poesi (Lied)

Sidotemat Folkmusiken skulle aktivera kongressdell-tagarna genom att de aktivt musicerat Det foreslogs att varje land skulle namnge ett visst antal folksånger som duplicerade skulle tillställas alia kongressdellta-gara. Jens Bugge-Olsen foreslog flere finská folksånger då de är minst kända. Vidare foreslogs folkdans-lag från varje land.

Foredrag med demonstrationer och audiovisuella me-del foreslogs. Arnnena borde grupperas förande vuxna och barn var för sig. Vidare foreslogs att en del före-dragare kunde leda var sin arbetsgrupp. Demonstrationer av både skolmusik, solosang, instrument och ensemblespel ansågs vara mycket viktigt. Åke Uddén foreslog analys av Sibelius mest kända verk. Jens Bugge-Olsen foreslog ämnet Nervosität och prestation. Matti Rautio foreslog skolkonserter med konferencier. Henning Bro Rasmussen önskade utom programmet, alltså fore eller efter kongressen en kurs för musikskolelärare. För att få Island och Färöarna med foreslogs privata kontakter. Den nyaste musiken borde även vara företrädd i programmet. Som ett eventuellt nytt forskningstema foreslog H. Bro Rasmussen Rytmik och avspänning.