Anmeldelser

ANMELDELSER

MUSIKALISK BILLEDSKRIFT

Erhard Karkoschka: »Das Schriftbild der Neuen Musik» (Hermann Moeck Verlag, 165 s.). Hittilis har det saknats t.o.m. en allmän översikt i bokform over den nya musikens notation. Inte bara partiturläsarna - den intresserade allmänheten och hela gruppen yr-kesmusiker - har varit rådvill infor det virrvarr av symboler som till-kommit under de senaste 15 à 20 åren, utan även tonsättarna själva, i siná egna verk. Någon internatio-nellt normgivande symbolnotation har man knappast kunnat enas om och var och en har sökt egna lös-ningar, som tagna for sig kan te sig praktiska och lättlästa men som samtidigt kolliderar med andra no-tationsmetoder, dar samma tecken kanske betyder det rakt motsatta. Så har t. ex. Aloys Kontarsky fun-nit fem identiska tecken, som alla - hos olika tonsättare - betyder pizzicato på en flygelsträng eller också dampning med hånden av en sträng. Vilkendera som avses får framgå av sammanhanget, men det är inte alltid det gor.

Grunden for en gemensam nota-tionspraxis är främst en fullständig inventering av alla hittilis brukade tecken och en analys av deras mu-sikaliska betydelse. Notationen av ett musikstycke maste utgå från musikaliska och speltekniska krav, inte vara ett grafiskt sjalvandamål. De s.k. grafiska partituren (naturligtvis är all nedtecknad musik »grafisk») blir till musik bara genom interpretens eller interpreternas egen musikaliska fantasi och har sitt egentliga konstnärliga varde just som grafik, utan omedelbara musikaliska kvaliteter. Ett partitur är båda symbol for en musikalisk struktur och spelanvisning och des-så aspekter är intimt förbundna. En högt differentierad struktur kan överhuvudtaget inte definieras utan säker kontroll också over det musikaliska realiserandet. Å andra si-

dan har många exakt och entydigt noterade partitur misstagits for »grafiska», på grund av sin ovana gestalt. En analytisk genomgång av hela repertoaren av tecken och metoder är alltså synnerligen nöd-vändig.

En sådan bok har nu kommit, med Erhard Karkoschkas »Das Schriftbild der neuen Musik» (Celle 1966), som med sina 165 sidor i stort format och tre utomordentligt uppställda separata tabeller utgör ett oundgängligt kompendium for alla som har anledning att sysla med partitur till ny musik. Hela bokens senare hälft består av ut-förligt kommenterade exempel från olika tonsättares verk, dar de olika tecken och deras lämplighet disku-teras i ett musikaliskt sammanhang, inte som separata foreteelser.

De forstå 15 sidorna upptar en allmän, resonerande inledning samt en diskussion om olika metoder av s.k. tempererad notation, dvs. en notation dar alla toner noteras som likvärdiga foreteelser, inte som av-ledningar av en nu foråldrad diatonisk grundskala. Med några över-tygande exempel visar Karkoschka lämpligheten av »Equiton»-systemt, jämfört med det också temperera-de »Klavarscribo» och med traditionell notation.

Resten av boken upptar en tabellarisk översikt over alla tecken, indelade i fem grupper: precis notation, ramnotation, antydande notation, musikalisk grafik och elek-trofoni - de två sista är med nöd-vändighet kortfattat resonerande, med hänvisningar till den avslutan-deexempeldelen.De tre forstå grup-perna indelas i sin tur horisontellt i tempo, metrum, tidsvärden, ton-höjd (register, tonfärg), tonintensi-tet, artikulation, nya tecken for spe-ciella syften och aktioner, gruppering, formering, partituranordning samt vertikalt i tecken for resp. alla olika instrument, for dirigent, for tangentinstrument, for stråk- och knäppinstrument, for blåsinstru-ment, för den mänskliga rösten, for slag- och bullerinstrument och slut-

ligen tecken för ad libitum-spel, tillsammans 240 grupper. Denna gruppering har sedan systematise-rats i de nämnda tre separata över-siktstabellerna, en utomordentligt praktisk och användbar losning.

Urvalet av verk till exemplen beror inte av några musikaliskt kvali-tativa värderingar, utan endast deras lämplighet som illustration till notationstekniska problem. Andå står naturligtvis denna lämplighet i relation till rent musikaliska kvaliteter, och av 126 företrädda verk är närmare hälften skrivna av en liten grupp om 13 tonsättare. Till de oftast citerade verken hör Lige-tis »Aventures», dar långa förkla-rande anvisningar intar en framträ-dande plats och som »ger exakt besked om förlopp av en sådan subtilitet, att något motstycke knappast finns hos någon annan tonsättare. Även notationstekniskt är det anmärkningsvärt,» fortsätter Karkoschka, »hur många tecken och bilder som Ligeti utveklat, och maste utveckla för att med precision kunna formedia mångfalden i sin fantasi.» Detta är också för Karkoschka det centrála problemet: att möjligast exakt kunna formedia en möjligast komplex musikalisk struktur och göra den både fattbar för läsaren och speibar för interpreten.

Karkoschkas arbete är en av de väsentligaste musikböcker som ut-kommit på länge och man kan on-ska inte bara att den snart vinner insteg i kursplanerna för musikforskning vid universiteten och vid musikhögskolan, utan också att den skaffas av alla lekmän med något intresse för den nya musikens notationsproblem. Och inte bara notationsproblem: att något känna till grunderna för notering av ny musik ger redan det en annan och rikare syn på musiken själv.

Ove Nordwall.

VENEZIA OG MUSIKKEN

»Collana di Musiche Veneziane Inédite o Rare I-VII.« (Udgivet af Fondazione Giorgio Cini, centre di cultura e civilta, San Giorgio Maggiore, Venezia. - Istituto per la Collaborazione Cultura, Vene-zia-Roma; Carisch S. p.A., Milano; Universal Edition, Wien, London, Milano. 1961-63.) Bag manchettens imponerende opbud af fonds, institutter og forlag skjuler sig et interessant initiativ, der er taget op af det venetianske Giorgio Cini-fond: udsendelsen af en række kildeskrifter og studier, der belyser byen Venezias kulturelle og historiske betydning. Ikke mindre end treogtyve serier udgives af fondet om så forskellige emner som Venezias historie, musik, dialektforskning, museumskataloger, kunstsamlinger etc., etc.

Musikken er rigt repræsenteret i denne udgivelse - naturligvis må man tilføje, da Venezia ikke blot har æren af de første nodetryk, men også tæller en imponerende række komponister af musikhistorisk betydning blandt sine borgere. Giovanni Gabrielli, Antonio Caldara og Antonio Lotti er for eksempel repræsenteret med en snes værker i serien Musiche Venete. Og den her behandlede serie Musiche Vene-ziane Inédite o Rare rummer i sine syv bind mere end tyve komponistnavne fra Willaert og Antonfran-cesco Doni til Giovanno Battista Bassani og Baldassare Galuppi.

Hovedvægten er lagt på den sene renæssancemadrigal, der optager fire af de syv bind. Mest enhedspræget er bindet med ni fem-stemmige madrigaler af Joseffo Zarlino, der var kapelmester ved Markus-domen i femogtyve år. Zarlino er i dag bedst kendt for sin vægtige teoretiske traktat Le Isti-tuzioni armoniche; og de ni madrigaler, der er hentet fra så forskellige steder som Uppsala, Verona og Augsburg, hører ikke til de mest spændende i genren. Rytmisk er de ret udifferentierede med en overvejende homofon sats, der dog krydres af en dissonansbehandling, som går noget ud over, hvad teoretikeren Zarlino anbefaler i sin traktat. Et forsøg på et snit 5 den vene-

tianske madrigals historie giver bindet med ni madrigaler af Willaert og hans efterfølgere - nemlig Vin-cenzo Ruffo, Marcantonio Inge-gneri og Claudio Monteverdi. Her møder man fire generationer af komponister, der står i direkte lærer-elev forhold, og som gennem stamfaderen har forbindelse med den nederlandske polyfoni, hvis mester Josquin underviste Willaert. Og dette møde burde næsten være obligatorisk for alle musikstuderende, der vil forstå baggrunden for barokken og hele funktionsharmo-nikken. Med Bukofzers »Music in the Baroque Era« ved hånden er selv den nødtørftigste klavergen-nemgang af disse madrigaler et inspirerende kig ind bag de musikhistoriske kulisser.

Mere specielle og pudsige forekommer genoptrykket af to antologier fra henholdsvis 1544 og 1601: Antonfrancesco Doni's »Dialogo della Musica« og digteren Francesco Bozzas »l diporti della Villa In Ogni Stagione«. Sidstnævnte værk, der er en forgænger for Vivaldis, Marcellos og Scarlattis »Årstider«, er et hyldestdigt, som Bozza har fået fem kendte madrigalister til at komponere. Romeren Nanino har taget sig af fortalen; Zarlino-eleven Giovanni Croce komponerer »foråret«; berscianeren Lelio Bertani, der ligesom Luca Marenzio tilhører Contino-skolen, har sat musik til »sommeren«; »efteråret« er komponeret af mantovaneren Ippolito Baccusi; og »vinteren« har selve Filippo De Monte komponeret i en næsten lassus-præget stil. Ligesom bindet med Willaert og hans efterfølgere gav et interessant længdesnit i selve den venetianske skole, får man her et spændende tværsnit i den italienske madrigal-situation år 1600. Og både Naninos og Bac-cusis værker giver et klart billede af »den gamle stil« og dens levedygtighed på dette sene tidspunkt.

Et lignende - omend mindre klart - tværsnit giver Antonfrancesco Donis »Dialogo...«, der lader fire personer diskutere den musikalske

situation anno 1540 og underbygge deres argumenter med små tredive madrigaler for tre til otte stemmer, der er føjet ind i teksten. Doni har selv skrevet digtene og sat enkelte i musik, mens han til de fleste tekster har brugt eksisterende kompositioner af tidens musikere som Willaert, Archadelt, Cipriano (de) Rore, Verdelot og andre. Som adskillige af tidens »dialoger« indeholder denne megen omsvøbs-snak og konventionelle fraser, der gør de forbindende tekster tunge at læse, hvortil kommer et ikke alt for let italiensk og en sand flod af navne, der måske har været datidens dannede læsere velbekendte, men som kun alt for sjældent vækker associationer i den almindelige danskers hjerne. Adskillige af kompositionerne er imidlertid interessante - således en ottestemmig fransksproget madrigal »A tuot jamais«, af Jaches Buus, der er et helt kontrapunktisk svendestykke.

De tre sidste publikationer i rækken giver mere spredte indtryk af Venezias musikalske formåen: Den kirkelige musik er repræsenteret af en Missa Regina Coeli« af Giovanni Matteo Asola for dobbeltkor. Bortset fra den venezianske dobbeltkor-teknik er messen præget af Asolas udtrykte beundring for pa-lestrina og forekommer trods sit sene kompositionsår, 1588, ret gammeldags.

Barokken tegner sig kun for et bind - nemlig Gipvanni Battista Bassanis solokantater for en stemme og generalbas, der er realiseret af den venetianske musikforsker G. F. Malipiero. Bassani, der virkede i Bologna i slutningen af det syttende århundrede, var nærmest specialist i solokantater, hvoraf han fik udgivet ikke mindre end elleve samlinger. De her udgivne stammer fra samlingerne L'armonica delle Sirene (1680) og Languidezza amoroso (1698) og er fine eksempler på den italienske belcanto samtidig med, at de viser mange harmonisk interessante enkeltheder.

Sidst i rækken kommer den mere letbenede rokokko i skikkelse af Baldassare Galuppis »Passatempo al Cembalo«, seks sonater komponeret i 1780'erne, da Galuppi havde indstillet sin omflakkende tilværelse som operakomponist og slået sig ned i Venezia. Sonaterne er overordentlig idiomatiske med masser af forsiringer, korte nodeværdier og akcentuerede rytmer. Uden at komme på højde med Do-menico Scarlattis cembalosonater i originalitet eller i umiddelbar charme er Galuppi-sonaterne små, velformede virtuosnumre, der nok kan finde anvendelse på en af vore cembalisters programmer, og dertil vel et af de sidste skud på cembalomusikkens stamme. Ligesom en række andre værker i Collana di Musiche Veneziane ... er det musik, man gerne vil høre i koncertsalen - både på grund af dens egenværd, men også fordi det gængse repertoire (og her tænkes især på renæssance-madrigalen) er forbløffende begrænset i forhold til det behov, der er for stykker af denne art. Selv om Collana de Musiche Veneziane ... langt fra kan måle sig med de store denkmäler-udgaver i grundighed eller i rigdom, er værket behagelig overkommeligt for den privatmand, der enten lider af en forklarlig musikhistorisk interesse, eller savner musikalske kilder at øse af.

Jens Brincker.

EN BOG OM EN HAPPENING

»24 Stunden« - en antologi. (Ver-lag Hansen & Hansen, Itzehoe. D-mark, 24).

Den 5. juni sidste år fandt der fra klokken 0-24 en såkaldt »happening« sted i Gallerie Parnass i Wuppertal. Det er denne happening, der nu er søgt foreviget i bogform. Men efter min terminologi kan forestillingen næppe benævnes »happening«, idet der ikke er tale om en »total« forestilling eller nogen form for superstruktur, l hvert fald ikke ud over 24-timers rammen. Der er tale om et nummerstykke,

der varer 24 timer. Der drages tilsyneladende ingen konklusioner af de 24 timer. Det er et døgn.

Selve publikationen er ejendommelig. Flademål: højde 10,5 cm, bredde 7,5 cm. Når den ligger på bordet, rager den 4,5 cm op; det er dog lidt afhængigt af, hvor meget den har været åbnet. Heraf går ca. 2 cm til den tyske maler Wolf Vostells: »beschäftigen sie sich 24 stunden mit mehl« - en lille plasticpose med mel, der ligger i et rum fremkommet ved, at de 2 cm sider er gennemskåret i et kvadrat.

De medvirkende er/var billedkunstnerne Wolf Vostell og Joseph Beuys, komponisterne Nam June Paik og Eckart Rahn, forfatteren Bazon Brock, cellisten Charlotte Moorman samt Tomas Schmit. Der berettes meget gennem fotografier (Ute Klophaus), men de er desværre ikke særlig informative; karakteristisk nok ses på nogle af billederne en tilskuerskare, der består af foto- og filmsapparater.

Flere af de medvirkende har dog også udtrykt sig i en tekst, som stedvis er ganske givtig.

Joseph Beuys ser dejlig ud. Hans beskæftigelse med fedt eller margarine, eller hvad det nu er, virker smuk, alvorlig og ægte barok, fordi den ligesom er noget i sig selv. Men når Vestell arbejder med for eksempel kød, er det, som om det har »urene«, måske for let tilgængelige associationer. Også Beuys tekst er god - i tidens ånd en kvalificeret pseudofilisofi.

Charlotte Moorman ser himmelsk skøn ud, når hun nøgen, drapperet i gennemsigtigt plastic spiller cello med henført og smukt ansigt og løst hår. Elverpige. Jugend. Paiks barnagtige og groteske robot K 567 hensætter mig derimod i undren.

Kan vi ikke få ham og uhyret hertil, så vi kan se, hvad det er?

Endelig er der Tomas Schmit, og ham har jeg svært ved at sluge. Hans aktion foregår uden publikum og afbrydes, hver gang der kommer nogle sådanne ind i lokalet. Han skriver: »was sollte ich noch

dokumentieren? höchstens das entsprechende tun, dieses buch zu einem buch-nur-für-mich machen, alle exempláre dieses bûches aussen dem meinigen zu unvollständigen machen.«

Problemet er: Hvad er vigtigst -happeningen, forestillingen »som sig selv« lige netop det sted og til den tid, opførelse finder sted -eller det, der kommer ud af det senere, som for eksempel denne bog og myterne om forestillingen?

Det sidste er naturligvis en legitim mulighed, men så skulle resultatet gerne være mere spændende end denne bog. Ved at lave en bog eller lignende kunne man jo bringe en kunstnerisk holdning ud til et større publikum end det, der overværer den aktuelle happening.

Men er dette mål ikke klart indeholdt i opførelsen, bliver en viden om, at der efter en happening -god eller dårlig - vil opstå nogle myter og »spændende« fotografier til en korrumperende viden. Denne viden svækker nemlig ansvarligheden over for den ting, der skal laves på det bestemte sted i den bestemte tid.

Per Kirkeby.

LLOYD'S EFTERLADTE ARTIKLER

LI. S. Lloyd og Hugh Boyle: Intervals, Scales and Temperaments. (Macdonald &. Co., London 1963).

Læsere af »Grove's dictionary ...« vil kende navnet Lloyd fra adskillige artikler om akustiske emner. Efter Lloyds død har Hugh Boyle samlet og udgivet en række af Lloyds talrige - ofte kritiske eller polemiske - artikler og essays om de tre hovedemner intervaller, skalaer og temperaturer. Med Lloyds hyppige henvisninger til eksisterende engelsksproget litteratur og hans varme interesse for Helm-holtz, giver artiklerne et interessant billede af den akustiske debat, der aldrig rigtig er slået igennem herhjemme, men er blevet dyrket med ildhu i de angelsaksiske lande, hvor der ikke eksisterer noget voldsomt skel mellem humaniora og naturvidenskaber.

Lloyds store kærlighed var det rene interval i modsætning til det »veltempererede« falske, og en del af hans synspunkter vil derfor forekomme antikverede for en generation, der har lagt den ligesvævende

temperatur til grund for sit tonale system. Men hans forkærlighed er musisk betinget - ikke talteoretisk, og derfor læser man hans tanker med udbytte og tilmed med fornøjelse, da han besidder angelsaksernes evne til at udtrykke sig videnskabeligt uden tårer.

Hugh Boyle har forsynet bogen

med et stort tillæg, der omfatter forklaringer på de mest anvendte akustiske og matematiske termer, anvisning på selvbyggede monochorder og gode tabeller. Så man kan også læse »Intervals, scales and Temperaments« med udbytte, hvis man er begynder på det aku-

stiske felt.

Jens Brincker.