Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 06 - side 186-187

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ANMELDELSER

INFORMATIONSTEORI OG MUSIK

Hiller, L. A.: Informationstheorie und Computermusik, Darmstädter Beiträge zur neuen Musik (Schott & Sohne, Mainz 1964).

Millers »Informationstheorie etc.« er ikke nogen introduktion til emnet, men et optryk af to foredrag, der er holdt i Darmstadt i 1963. l en ret knap, videnskabelig stil meddeles resultaterne af en serie uhyre spændende analyser og komposi-tionsforsøg, der er gjort på universitetet i Illinois. Hvert forsøg er beskrevet så grundigt, at man kan få færden af dets betydning og de muligheder, det åbenbarer; men til gengæld ikke så udførligt, at man kan kontrollere de opgivne størrelser og danne sig et indtryk af usikkerheden, der for vis'se analysers vedkommende må være større end den nøjagtighed, resultaterne er opgivet med.

Den analytiske del af bogen omfatter fire forsøg -: Sammenligning af sonateekspositioner af Mo-zart, Beethoven, Hindemith og Al-ban Berg; variantsanalyse; detailanalyse af Webern; og endelig en syntaktisk teori. Der er tilsyneladende overalt anvendt oktavforlægninger i kodningsprocessen, hvilket gør regnearbejdet lettere og til en vis grad overflødiggør udregning af redundancen; men man får mistanke om, at oktavforlægninger må influere forskelligt på de betragtede stilarter, og svække den musikalske interpretation af resultaterne.

Betragter man kurverne og sammenligner med nodebilledet, vil man opdage en række besynderlige og umiddelbart uforklarlige forhold. For eksempel finder Hiller informationshastighederne pr. sekund for de fire sonateekspositio-

ner med det resultat, at Beethovens e-moll sonate op. 90 har større informationshastighed end de betragtede satser af Hindemith, Berg og Mozart - (Berg har iøvrigt ringest informationshastighed). Et nøjere studium af kurverne viser, at Beethovens førerskab på dette område udelukkende skyldes en kraftigt fordoblet vekseldominantnone-akkord, der gentages hurtigt 12 gange. Her kunne det være rart at vide, hvordan fordoblingerne er kodet

Afsnittet om computermusik er mere i »how-to-do«-stil og vil sikkert interessere komponister. Hiller anvender serielle principper i sine kompositioner, og hovedproblemet bliver derfor at programmere den serielle struktur, han vælger. Det gennemgås meget instruktivt med brug af et til lejligheden opfundet programmeringssprog - MUSI-COMP-sproget. Desværre medfølger ordbog ikke, men der er stof til mange ledige stunder og mulighed for mange fejltagelser, inden man får dechiffreret de hillerske programmer.

Jens Brincker.

ALBANSK FOLKEMUSIK

Doris Stockmann, Wilfried Fiedler, Erich Stockmann: Albanis'che Volksmusik. Band l: Gesänge der Camen. Materialien der 1957 durchführten Sammelexpedition der Deutschen Akademie der Wissenschaften zu Berlin und der Staatsuniversität zu Tirana. Akademie-Verlag, Berlin 1965. VI+302 s. ib. MDN 54,00. (Dt. Akad ..., Veröff. des Instituts für deutsche Volkskunde Bd. 36). Bogens1 emne synes snævert: udgivelse og analyse af 30 sange fra en af de tre stammer, der tilsammen udgør den sydalbanske gruppe af sproglige og musikalske dialekter. Alligevel er det, såvidt man forstår, det solideste bidrag til albansk folkemus'ikforskning indtil nu. Trods

Østeuropas formidable indsats i sådan forskning forblev Albanien en hvid plet på folkemusikkens landkort indtil hen i 1950'erne; det politisk, praktisk og sprogligt så svært tilgængelige lille land havde kun få, ofte mindre tilfredsstillende arbejder at opvis'e.

En tysk-albansk samlerrejse med moderne udstyr fandt endelig sted i 1957, og resultatet var 620 optagelser (30 timer) foruden film, foto og optegnelser, skønsomt fordelt over de tre nævnte områder, såvidt forholdene tillod det. De mange afsavn og vanskeligheder kronedes med held, thi det indsamlede materiale giver et alsidigt og fyldigt billede af den meget gamle bonde-og hyrdekulturs musikalske stil- og udførelsesarter. Senere er dertil kommet albanske og andre forskeres indsamlinger, også blandt nabolandenes betydningsfulde albanske minoriteter; fra Danmark har Birte Trærup været virks'om i dette arbejde.

Man har begyndt udgivelsen med vokalmusik fra den camiske stamme - ikke de camer, der har boet i Albanien i århundreder, men de der kom på den græske side af den nuværende grænse og måtte flytte til Albanien under stærk ændring af livsvilkårene. Et arkaisk repertoire af koriske sange trives blandt disse mennesker, kun et par vugge- og klagesange er solistiske. Sangene udføres normalt kun af mænd eller af kvinder, og markant forskellige stilarter foreligger. Mandssange med to forsangere og et bordunagtigt kor på 3-15 medlemmer er fremtrædende, men også heterofoni og enstemmighed findes. Rytmen er snart ret fri (parlando-rubato), snart stram og danseagtig (giusto), og stilen, delvis korresponderende hermed, stærk melismatisk og forsiret eller med syllabisk tendens. Glissandi og portamenti er udbredte, ekme-liske tonetrin hyppige, men ikke så hyppige, at transskriptionerne opgiver vort vanlige notationsgrund-lag. Alligevel har aflæsnings- og no-tationsproblemerne været uhyre talrige og uhyre store; og ligger end sammenlignende og sammenfattende studier over albansk folkemusik ude i fremtiden, s'å har denne monografi noget principielt at byde på i anden henseende, nemlig i redegørelsen for gengivel-sesproblemerne og i den måde, hvorpå de foreliggende sange er systematiseret og behandlet med snit på alle ledder, også textligt. Flere af texterne er iøvrigt i al deres korthed god folkepoesi, især af erotisk eller historisk-politisk art.

Af de tre forfattere har Doris Stockmann ansvaret for de 65 sider transskriptioner og deres 75 sider analyse, W. Fiedler for analyse, udgivelse og oversættelse af texterne (omtrent samme sidetal), Erich Stockmann for en indledning om expeditionen og folket. De to sidste var expeditions linguist og ledende musikolog. Som præstation er værket imponerende. Metodisk er det i højeste klasse. Også læsere uden særlige albanske interesser vil kunne lære af det til deres egne formål.

Erik Dal.

ALBAN BERGS »WOZZECK«

Alban Berg: Wozzeck. Chor und Orchester der Deutschen Oper Berlin. Dirigent: Karl Böhm. (DGG Stereo 138991/92, også i mono).

l efteråret 1965 udsendte Deutsche Grammophon Gesellschaft den første studieoptagelse af Alban Bergs ekspressionistiske opera »Wozzeck« fra 1921. Indtil da var den eneste foreliggende indspilning en amerikansk optagelse af en offentlig opførelse med Dimitri Mitro-poulos og New York Philharmoni-kerne. Der skal ikke her gås nærmere ind på den ældre optagelse. Den er ikke bedre, end det er at vente, når en enkelt forestilling med

publikum skal foreviges, og nar sangerne ikke kan tale tysk.

Heroverfor hævder den nye indspilning sig næsten urimelig fint, det drejer sig nemlig om en opførelse af ganske usædvanlig kunstnerisk kvalitet. Blandt de medvirkende høres først og fremmest Evelyn Lear som Marie og Dietrich Fischer-Dieskau i titelrollen. Evely Lear redegør yderst gribende for denne tragiske kvindeskikkelse, som fattigdom og ensomhed gør hård; en sær indre varme lægger hun i bibelscenen (3. akt 1. scene) med dens akkompagnatoag-tige vekslen mellem indadvendt læ-s'en (talesang) og voldsomme følelsesudbrud. En næsten skræmmende kulde udviser hun i det første opgør med Wozzeck i 2. akts 3. scene. Karaktistisk for hendes udførelse af partiet er iøvrigt en udstrakt musikalsk nøjagtighed, en klar og præcis' intonation og et i betragtning af hendes herkomst forbavsende godt tysk.

Som Wozzeck lægger Dietrich Fischer-Dieskau en alen til sin vækst som operafortolker og bekræfter endnu en gang, hvilken overraskende alsidig kunstner, han er. Der er i hans fortolkning en mageløs dybde og fremforalt sikkerhed i karaktertegningen, og mere end nogen anden af de medvirkende synes han at have forstået, hvilket genialt udtryksmiddel talesangen er, således som han demonstrerer det allerede i operaens anden scene, hvor vanviddet på en uhyggeligt overbevisende måde synes at ligge på bunden af hans stemme. Andre steder får man s'uverænt beherskede udtryk for den skiftende angst og jalousi, som formørker Wozzecks sind.

De øvrige medvirkende er som helhed meget træffende valgt som typer. Det gælder især de to karikaturer, kaptajnen (Gerhard Stolze) og doktoren (Karl Christian Kohn), den ene oppustet, apoplektisk, nervøs og tyrannisk, den anden på én gang komisk og uhyggelig i sin

lidenskabsløst beregnende ondskab. Scenen, hvor de mødes på gaden og gensidigt generer hinanden efter bedste evne, er ubetalelig (2. akts 2. scene). Man kan indvende, at Kohn ikke aldeles overbevisende behersker de dybere toner i sit parti, og at Stolze i lovlig udstrakt grad anvender en yderst hård stemmeklang især i det høje register, men sådanne indvendinger er ikke af afgørende vægt i çn ekspressionistisk opera, hvor udtrykket, der her ofte er ekstatisk, overspændt eller krast karikerende, går i første række.

De øvrige hovedroller varetages af Fritz Wunderlich, der fint udfylder rollen som den brave soldaterkammerat Andres1, Helmut Mel-chert, lidt intetsigende, men absolut antagelig som tambourmajoren og Alice Oelke, ligeledes noget konturløs som Margret. En lille rolle kan man sige, men hør, hvor sikkert Martin Vantin former den mikroskopiske birolle som idioten.

For den musikalske ledelse står Karl Böhm, og det har han megen ære af. Bergs' komplicerede poly-fone partitur klarlægges smukt og temperamentsfuldt. Militærmarchen, som 5 1. akts 3. scene høres fra scenen, står af en eller anden rimeligvis optagelsesteknisk grund noget uklart og som march betragtet ukarakteristisk. Også i koret af sovende soldater i 2. akts 5. scene drukner nogle detaljer, og i det hele taget yder optagelsen trods bedre teknik og et både smukkere og mere naturtro klangbillede ikke orkestersatsen fuldt den samme retfærdighed i retning af gennemsigtig gengivelse som den ældre Wozzeck-indspilning. Hermed skal dog ikke være sagt, at gengivelsen er grødet, den er som helhed fyldestgørende.

Pladens udstyr er af bedste kvalitet, som man er vant til fra DGG. Det medfølgende teksthæfte rummer libretto m. m. på tre sprog.

Jan Jacoby.

Årgang 41/1966, nr. 06