Debat

DEBAT

Finn von Eyben:

»Perceptive constructions«

Nedenstående er endnu et bidrag til den debat om Henning Christiansens1 »Perceptive Constructions« for kammerorkester, som har udspillet sig i dmt.

Hvad lydene angår, arbejder komponisten for mig at se direkte i den klassiske musiktradition med »Perceptive Constructions«.

Modsat den stærke fløj af nutidige komponister, der har kastet sig over uortodokse lydkilder, har Henning Christiansen i dette værk valgt et konventionelt instrumentarium. Instrumentalisterne får angivet en klangbehandling, som heller ikke indebærer nogen overraskelser - ingen klangeksperimenter som støjlyd, uvante tonehøjder osv. osv. Værket foreskriver fire forskellige lydstyrker: p, mf, f og ff.

En opførelse af »Perceptive Constructions« lader lydene lyde, som komponisten har skrevet i sit partitur, de skal lyde. Men det er mod denne europæiske musikkonvention med komponist-dirigent-musiker-lytter, mange nutidige komponister med vidt forskelligt sigte og på vidt forskellig vis har reageret - bl. a. med stokastisk musik og chance-music til følge; f. eks. arbejder en komponist som Eric Andersen herhjemme et sted på denne front.

Hertil kommer, at »Perceptive Constructions« betragtet som helhed danner en nærmest wienerklassisk storform: Første sats er statisk, anden sats mobil, tredie sats mere statisk end første sats og fjerde sats mere mobil end anden sats. •

Sammenligner man Henning Christiansens værk med Boulez' »Structures I« for to klaverer (komponeret i 1952) er subjektiviteten langt mere fremherskende hos Henning Christiansen end hos Boulez. Lad mig sammenligne første sats' af »Perceptive Constructions« med »Structures l«a.

l »Structures l«a er variabiliteten i tonehøjde og varighed reguleret i et rækkeprincip, og anslagsart og styrkegrad er holdt konstant, l Henning Christiansens første sats, derimod, er fem forskellige toner (ialt ti) distribueret vilkårligt mellem otte instrumentalister; antallet af instrumenter i det enkelte cluster er vilkårligt afgjort; og styrkegraden er vilkårligt ansat til enten f eller p med en mouche (hvilket musikhistorien har sekellange traditioner for) i sjette cluster i violinstemmen, der som den eneste er uden styrkegradsgen-

givelse. Det eneste metodisk gennemførte i »Perceptive Constructions« førstesats er skiftet mellem ti sekunders lyd og ti sekunders pause.

Overfor det systematisk konstruerede i Boulezs værk står således Henning Christiansens ikke ovenud konsekvente blanding af organisering og usystemati-serede vilkårligheder - en blanding den europæiske kunstmusik ganske vist har århundredlange traditioner fer.

For mig at se er det centrale i »Perceptive Constructions« værkets repetitionsmønstre — den evindelige tilbagevenden af de samme eller næsten de samme lydfænomener, der gennem den faste forudsigelighed borer sig dybt ned i lytterens bevidsthed.

Men har man med denne nedfrysning af det rytmiske opnået en demokratisering af kunstmusikken?

Der ligger begrænset æstetisk information i at demonstrere, at et cluster lyder lidt anderledes, når man skipper halvdelen af dets bestanddele.

Men hvorom alting er - ordet »banalitet« i den in-formationsteoretiske inddeling i »uforudsigelighed og originalitet« overfor »forudseelighed og banalitet« får med Henning Christiansens værk en helt ny klang.

Hans-Jørgen Nielsen:

En kommentar

Der er ingen grund til fortsat at skændes om, hvorvidt Henning Christiansens »Perceptive Constructions« er mere »objektivt« eller »subjektivt« end anden musik, i min analyse af værket og i den senere diskussion her i bladet har jeg omhyggeligt redegjort for den betydning, hvori jeg har anvendt ordet »objektivt« i forbindelse med det omtalte værk.

Finn von Eybens indlæg anfægter, for mig at se, ikke denne sprogbrug. Og den lidt særprægede opfattelse af informationsteori og »wienerklassisk storform« vil jeg af pladshensyn springe over.

Derimod kan der måske - af hensyn til dem, som ikke kender værkerne - være grund til at gøre opmærksom på, at både analysen af Boulez' »Structures l« og af »Perceptive Constructions« er ufuldstændig. Boulez' værk er ikke så gennemorganiseret, som von Eyben synes at antage. Og Henning Christiansens værk er - jvf. min analyse i dmt 7:65 - noget mere organiseret.

Til slut: Talen om »demokratisering af kunstmusikken« forstår jeg ikke. Jeg har svært ved at se nogen forbindelse mellem de betydninger, jeg personligt lægger i ord som »kunst« og »demokrati«.