Dynamoen Lavard Friisholm

ÆRESMEDLEM

Per Nørgård:

Dynamoen Lavard Friisholm

Ved DUTs generalforsamling, fredag d. 30. september blev dirigenten Lavard Friisholm valgt til æresmedlem af foreningen. Han bliver i den anledning portrætteret af den nuværende formand for DUT, Per Nørgråd.

Ved DUTs generalforsamling fredag den 30. september udløste valget af et æresmedlem et minutlangt bifald hos alle tilstedeværende; det var den 54-årige Lavard Friisholm der blev valgt, og hans takketale var uforfalsket, indigneret »Friisholm« og udløste endnu et, lige så langt, bifald. Læserne henvises til at læse talen under denne artikel - og de vil se at Friisholm endnu en gang var på krigsstien på andres vegne. Dette er vel nemlig det karakteristiske for DUTs' 3. æresmedlem, at han altid har været i aktion for dét, som han har følt en velovevejet, næsten kølig, pligt overfor: det nye, dét musikalske udtryk der kæmpede for at bane sig vej.

En sådan holdning har naturligvis ofte resulteret i misstemning hos de inkarnerede bevarere og dyrkere, for hvem den årvågne iagttagen og de lynhurtige insatsaktioner på nye felter og for nye komponister fornemmedes som »holdningsløshed«. Helt perfidt udtryktes dette af en af den unge musiks inkarnerede hadere, en »anmelder« der fastslog at Lavard Friisholm gik ind for alting og derfor stod for ingenting! Uartigheden i hele anmeldelsens indhold kan måles med dumheden i den anførte sætning. »Jeg er ikke for fastholdere,« siger Rifbjerg i et digt (om sæbe), - det samme kunne siges af Friisholm i hvilket måske er en af de afgørende grunde til den uomtvisteligt rensende virkning han har haft i dansk musikliv. Hvad havde været lettere end »trofast« forsat at vie sig de komponister alene, som han selv er gået i brechen for i sin tid, da de var unge og uprøvede, og som nu står som velmeriterede »klassikere« i dansk musik. Holmboe og Koppel, tidligere Høffding, Jørgen Bentzon og Rusager, senere N. V. Bentzon og Thybo, er de navne der først falder en ind, når man tænker på Friisholms indsat i 40'erne og 50'erne. Idag når man ser et pladeomslag til Holmboes 7. og 8. kvartet blive brugt til æselspark mod den unge danske musik, tænker man med dobbelt taknemmelighed på Lavard Friisholm, som nok kan studse og skælde ud over en ny notation eller instrumentalvirkning »over grænsen« men hver gang går ind på sagen med frisk mod og et drilsk smil - aldrig stivnet, fornem og væk.

Gennembladninger af Dansk Musiktidsskrift fra 40'erne og 50'erne giver indtryk af, i hvor stor gæld danske komponister står til Friisholm; ikke et år uden adskillige uropførelser af de unge danske, hvor dirigenten for »Unge Tonekunstneres« orkester og fra 1944 »Collegium Musicum« hed det samme som violinisten, og senere bratschisten, i Erling Bloch-kvartetten. At Friisholm har uropført værker med radioorkestret, Tivoli-orkestret og Randers byorkester nævnes blot for fuldstændighedens skyld. Der går en lige linje og en klar og stærk holdning igennem disse år op til foråret 1966 med uropførelsen af Pelle Gudmundsen-Holmgreens »Repriser«. »Repriser« betegner sammen med enkelte andre værker en helt ny indstilling i dansk skabende tonekunst (se sidste nr.), og Friisholms betydning som fødselshjælper for Gudmundsen-Holmgreens nye musik fremgår klart af følgende data: det var Friisholm der bestilte »Chronos« til uropførelse i foråret 62, det var ham der bestilte »Collegium Musicum-koncert«, uropført foråret 64 og det var ham der bestilte »Repriser«. Denne aktivitet for at stimulere et mærkeligt og betydeligt talent til stadig klarere personlighedsudtryk har med sin trefoldige impuls til skabelsesprocessen utvivlsomt været af primær betydning - (hvilket nogle vil hylde og andre beklage!).

Som Friisholm bestilte Holmboes »Collegium Musicum-koncert« (efter beregnende at have inviteret til hyggelig frokost i Trørød) således bestilte han den uglesete Gunnar Bergs »friser« på et tidspunkt hvor det ikke var spor populært ... m.m. ... m.m. En anden facet af denne aktivitet er de mange danske førsteopførelser på tidlige tidspunkter af især Bartoks store orkesterværker, men også Honegger, Hindemith m. f I. Hvis dette er at »stå for ingenting«, så er det sig stadig fornyende liv — ingenting. Og så er hans virke i DUT endda forblevet uomtalt, men det er den samme historie: mange års stædig indsats for samme sag, udveksling, fornyelse, impuls: bestyrelsesmedlem fra 1942, formand fra 1958 til -65, stadig bestyrelsesmedlem. Efter Jan Maegaards korte, kætterske og banebrydende formandsskab var Friisholm den oplagte fortsætter på en bred, ekspansiv basis, en pulserende aktivitet udgik fra foreningen i de år, ikke mindst fordi formanden forstod dét uvurderlige i at sætte sine bestyrelsesmedlemmer i sving på alle mulige måder. Der var opbrud i dansk musik, og det passede Friisholm og fik hans dynamiske virketrang til at gøre mirakler, en formandsindsats der kulminerede med indbydelsen til verdensmusikfesten i København 1964.

Nu er han eks-formand og æresmedlem, tiden til at gå ned i sin have og passe grise. - Lur ham; han kommer altid igen!

LAVARD FRIISHOLMS TAKKETALE EFTER UDNÆVNELSEN TIL ÆRESMEDLEM Det ville være naturligt, om jeg idag holdt en seriøs tale om musikkens høje mål, om vore dejlige medlemmer - »vort store dejlige musikpublikum« - måske ville det være naturligt at tale om sammenhold, om kunst om livsholdning, kammeratskab og om musikken efter døden.

Men det er ikke muligt.

I en måned har nogle betydelige personer i vort musikliv benyttet disse smukke ord til at afreagere deres mereværdsfølelser over for vor tids musîk.

På en snæversynet og uværdig måde har man forsøgt at nedvurdere vor talentfulde ungdom - både den skabende og den udøvende - (iøvrigt også musiklytterne) - man er gået så vidt som til at benytte disse smukke ord i et forsøg på et slags justitsmord mod mennesker, som gør det arbejde »de føler sig kaldet til«, eller rettere: Som gør det arbejde de skal gøre. Derfor DUT: Øg aktiviteten - bliv virkelig aktiv - skab bedre værker og endnu bedre opførelser, lad det blive naturligt at vor tids kunst hører vor tid til!

I skal alle have tak for den glæde, I har bragt mig i dag. Netop i DUT vil jeg gerne være æresmedlem ...

DANSKE VÆRKER UROPFØRT AF LAVARD FRIISHOLM

Niels Viggo Bentzon: Kammerkoncert nr. 1, Tripelkoncert op 94 VI symfoni, Kammersymfoni op 139.

Gunnar Berg: Triptico gallego, Vision, Friser.

Axel Borup-Jørgensen: Cretaufoni.

Erling Brene: Concerto for orkester, Concerto for blæserkvintet og strygekvartet.

Bernhard Christensen: Klaverkoncert, »Vesterhavet« (symfonisk digtning).

Karl Clausen: Tema med variationer.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Chronos, Collegium Musicum-koncert, Repriser, Mester Jacob.

Peder Holm: Pezzo concertante.

Mogens Winkel Holm: Kontradans, ballet.

Vagn Holmboe: Lille ouverture, concertino no. 2, concertino 1936, 2 kantater, V. symfoni, Concerto nr. 2, 4, 6, 7, 8, 10, 11. Collegium Musicum-koncert, Koncert for Violin, Obo og Kammerorkester, »Skoven« for soli, børnekor og orkester op. 67.

Finn Høffding: Det er ganske vist.

Herman D. Koppel: Musik for strygere op. 6, Symfoni nr. 3, Intermezzo apricco, Sinfonietta op. 41.

Jan Maegård: Kammerkoncert nr. 2.

Thorvald Nielsen: Symfonisk ouverture.

Per Nørgård: Nocturner.

Ib Nørholm: Kenotafium, Serenade til Cincinnatus, Relief l og II.

Knudåge Riisager: Ouverture »Den krøllede Fritz«, Sinfonia Serena, »Archaeopteryx«, Kantate.

Poul Rovsing Olsen: Miniaturer, Sinfonia op. 40, Festouverture, Capriccio op. 46.

Finn Savery: Form 63.

Sv. S. Schultz. Ouverture »Champétre«, Ouverture »Kaffehuset«,

Leif Thyboe: Koncert for Kammerorkester.

Svend Erik Tarp: Concerto op. 39. Serenade 1940.

Flemming Weis: Introductione Grave, Femdelt form III, Invertion for strygere 1937.

Henning Wellejus: Lille Suite op. 1, Concerto piccolo op. 29, Ouverture »Postvognen ruller.«

NOTE: De fremhævede værker er blevet til på Friisholms bestilling.