Kunsten og teknologien

Af
| DMT Årgang 41 (1966) nr. 06 - side 172-174

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIK OG TEKNOLOGI

Billy Klüver:

Kunsten og teknologien

Billy Klüver, der er ingeniør ved Bell Telephone Co. i USA, er en af de få teknologer, som har praktiske erfaringer med samarbejde mellem kunstnere og teknologer. Det er fortrinvis billedkunstnere, han har arbejdet sammen med, og hans artikel tager sit udgangspunkt i dette samarbejde, løvrigt synes hans ræsonnement at være repræsentativt for avantgardetænkningen i USA i disse år.

Teknologien har altid været nært forbundet med kunstens udvikling. Aristoteles mente med »techné« både kunst og teknologi. Og da de to områder blev skilt hentede de stadig næring hos hinanden. Nye tekniske opdagelser er blevet taget op og udnyttet af kunstnere, og kunstnere har bidraget til teknologien.

I dette århundrede har kunstnerne også været optaget af teknikken som emne: Futuristernes entusiasme, dadaisternes eksperimenter, Bauhausbevægelsens og konstruktivisternes optimisme - alle har de rettet blikket mod teknologi og videnskab og dér hentet stof.

Men trods denne interesse er kunsten stort set forblevet en passiv tilskuer til teknologien. Kunsten har så at sige kun været interesseret i videnskabens og teknologiens biprodukter. Og teknologiens indflydelse på kunst kan tydeligvis også være negativ: Kameraets opfindelse bidrog til det figurative maleris død, og vi er for øjeblikket vidne til, hvordan datamaskinen er ved at vinde indpas i musikken og det nonfigurative maleri.

Det jeg i det følgende skal beskæftige mig med, er en NY form for vekselvirkning mellem på den ene side videnskab og teknologi og på den anden side kunst og liv.

Med en indrømmelse til en aktuel videnskabelig jargon, vil jeg definere det som et nyt grænseområde mellem disse fænomener. Et grænseområde hvor kunstneren aktivt udnytter en ingeniørs opfindelsesrigdom og dygtighed til at opnå sine formål; hvor kunstneren ikke vil være i stand til at gennemføre sine intentioner uden ingeniørens bistand; hvor kunstneren inkorporerer ingeniørens arbejde i kunstværket.

Med andre ord: Ingeniøren opfinder ikke bare en ny proces, en ny færdighed, som kunstneren kan anvende i forskellige sammenhænge for at skabe nye æstetiske variationer - han er også med til selve skabelsen af et specifikt kunstværk. Jeg vil påstå, at en sådan kunstnerisk udnyttelse af ingeniøren ikke blot er uundgåelig, men også nødvendig.

Lad mig illustrere, hvad jeg mener med nogle eksempler på eksisterende værker. Eksemplerne er hentet fra billedkunsten og fra grænseområdet mellem billedkunst og musik.

Det første eksempel er Jean Tinguelys selvdestruerende maskinskulptur, som mere eller mindre ødelagde sig selv den 17. marts 1960 i Museum of Modern Arts skulpturgård i New York.

I denne maskinskulptur var der nedlagt nogle tekniske ideer, som hovedsagelig var bidrag fra min daværende tekniske medhjælper, Harold Hodges. I maskinen var der otte elektriske kredsløb, som kontinuerligt blev sluttet efterhånden som skulpturen arbejdede sig frem mod sin endelige skæbne.

Motorer startede, røg vældede frem, mindre maskiner forlod den større for at give sig til at flyve. Og for at få hovedkonstruktionen til at falde sammen havde Hodges udregnet en metode, hvorefter visse bærekonstruktioner ville smelte på grund af overophedning. Et andet sted blev samme metode anvendt til at tænde lys.

Det andet eksempel er to transformatorer til neonlys, som vi lavede til to billeder af Jasper Johns.

l det ene tilfælde var lys'et bogstavet A, i det andet tilfælde bogstavet R. Det nye var, at Johns ikke ville have nogen ledninger i forbindelse med billederne. At sammenkoble batterier med en spænding på 1200 volt ville have været upraktisk og farligt. Derfor begyndte vi med 12 volts-akkumulatorer og lavede en multivibrator, som ved hjælp af en transformator gav en spænding på 1200 volt.

Resultatet blev, så vidt jeg ved, verdens første transportable neonskilt. Den tekniske udrustning - den havde en værdi af 400 dollars - blev monteret bag på Johns maleri.

Det sidste eksempel er Rauschenbergs store skulpturgruppe »Oracle«, som blev vist i New York sidste år. Den er både skulptur og musik.

»Oracle« var resultatet af tre års arbejde, hvorunder hele to fuldstændige tekniske systemer nåede at blive fuldendt og kasseret. Det endelige system gør det muligt at høre lyden fra fem radioapparater - et i hver af gruppens fem skulpturer. Men hvert apparat er kontrolleret fra en centralt manøvrepult, som samtidig er den ene af skulpturerne. Der er ingen strømførende ledninger mellem skulpturerne, og de er alle frit bevægelige på hjul.

Alle disse eksempler har ét tilfælles: De er løjerlige set fra en ingeniørs synspunkt. Hvorfor i al verden skulle man smide ni tusind dollars bort for at kunne kontrollere fem radioapparater samtidig i ét rum?

Jeg vil gerne understrege, at de her beskrevne konstruktioner teknisk set er meget enkle. Men alle projekter krævede en ingeniør eller anden teknisk sagkyndig, hvis kunstnerens intentioner skulle opfyldes. Og det er et betydningsfuldt punkt, at kunstneren ikke rigtig kunne forudse resultatet.

John Cage skriver kompositioner, hvor tilhøreren er tvunget til at acceptere, at alle de lyde, man hører under forløbet, er lige værdige. Robert Rauschenberg har lært os at et maleri er en genstand blandt andre genstande og underkastet samme psykologiske og fysiske påvirkninger som andre genstand. Claes Oldenburg lader i sine happenings aktørerne spille sig selv, selv om de som oftest ikke er klar over det; han skriver sine happenings med en bestemt person i tankerne og lader vedkommendes specielle nervøsitet, generthed, sensualitet blive en del af forestillingen.

Den eksisterende kunsttradition kan derfor ikke sige os meget andet, end at de tekniske elementer i de her omtalte værker er dele af værket i lige så høj grad, som farven er en del af maleriet eller tonen en del af musikstykket. Det er således umuligt at behandle lydene i »Oracle« som en del af kunstværket uden at acceptere det samme for radioapparaternes vedkommende.

Jasper Johns har allerede vist billedets bagside i ovennævnte arbejder, og derigennem bliver man vel tvunget til også at acceptere de ikke fuldt så elegante bagsider, billederne er udstyret med.

Men hvis radioapparaterne er dele af værket - hvordan så med ingeniøren, som har konstrueret dem?

På samme måde som Oldenburg arbejder med menneskers særlige karaktertræk i sine happenings, må kunstneren arbejde med ingeniørens særegenheder og særlige arbejdsmåde. Og på denne baggrund kan jeg erklære mig for at være en del, en integrerende del, af de lige omtalte kunstværker. Jeg er ikke nogen violinist, som tolker et mesterværk og er glad for det. Men jeg er ingeniør og som sådan et råmateriale for kunstneren.

Måske vil man hertil indvende, at det er problematisk om det omtalte grænseområde mellem kunst og teknologi virkelig eksisterer, når det kommer til stykket. Hertil er følgende at sige:

Vi véd alle, at teknologien er blevet en del af vort liv. Og vi véd også at det er svært at se noget der skulle hindre den i at blive det i endnu højere grad. Ingen anden kultur har så meget som taget til orde mod den vesterlandske teknologi. Jo hurtigere u-landene kan få den, des hurtigere vil de have den.

Og i spektrets anden ende har vi nu systemer, i hvilke vi ikke rigtig ved, hvor maskinen hører op og mennesket begynder. Jeg tænker her især på det amerikanske rumprogram, som har konfronteret os med det nye og måske umenneskelige mål, at systemet skal fungere - ingen fiaskoer er tilladte, ingen menneskelige faktorer må have indvirkning på projektets succes.

Rumprogrammet skaber en ny cheftype, som er totalt ansvarlig. Jeg læste fornylig, at præsident Johnson har givet den elektroniske industri den opgave, at løse Apalachia-problemet. Vi står nu over for at skulle udnytte biprodukterne fra Cap Kennedy, og der kommer stadig flere.

Den store igangsætter af hele denne tekniske omvæltning er datamaskinen. Med stort besvær oversætter vi ethvert aspekt af den menneskelige virksomhed til datamaskinesprog. Jeg tror faktisk at datamaskinen vil vise sig at være alle tiders største psykoanalytiker.

Men hvad fører alt dette til?

Ingeniørerne må være psykoanalytikere, men de er jo ikke visionære. John Cage har for nylig skrevet en bemærkelsesværdig artikel med titlen »Hvordan forbedre verden«. En af hans iagttagelser gav mig, en fantasiløs ingeniør, noget af et slag i ansigtet. Cage påpeger, at der findes hundreder af aftaler mellem nationer, aftaler som fungerer uden politiovervågning. Specielt de tekniske spørgsmål behandles aldeles friktionsløst. Det ser ud som om teknologi medfører gensidig forståelse.

Iagttagelsen er så simpel, at man bliver bange, når man opdager, man ikke selv har gjort den. Jeg tror at Cage' iagttagelser helt legitimerer påstanden om at teknologien vil kunne fremtvinge en løsning af problemer som distribution af levnedsmidler og boliger. Mad og tag over hovedet er menneskehedens to hovedproblemer. Dadaisternes forslag om gratis mad og konstruktørere og filosoffen Buckminster Fuller's forslag om gratis boliger til alle vil blive realiseret.

På den anden side er de muligheder, ingeniøren kan forestille sig med hensyn til den fulde udnyttelse af teknologien, så begrænsede og så temmelig få. Han er som sagt ingen livsvisionær. Men kunstneren har visioner af livet. Kun kunstneren kan skabe forvirring og alligevel klare sig. Kun han kan udnytte teknologien i fuldt omfang.

John Cage har foreslået følgende: Lad ingeniørerne tage sig af orden og kunst i konventionel forstand, og lad kunstnerne tage sig af uordenen og livet. Og jeg vil gerne tilføje: Lad kunstnerne også tage sig af teknologien.

Sammenfattende kan det hævdes, at kunstnerne først og fremmest må begynde at anvende teknologien, fordi teknologien er ved at blive helt integreret i vores liv. »Teknologi er en forlængelse af vores nervesystem,« s'om Marshall Mc Luhan hævder i »Understanding Media«. Og for det andet kan man derudover hævde at kunstnerne må betjene sig af teknologien, fordi teknologien har brug for dem. Teknologien må afsløres og betragtes nøgen.

Kunstnernes arbejde ligner videnskabsmandens. Der er tale om en undersøgelse, som måske ikke giver meningsfulde resultater. Som oftest ved både videnskabsmanden og kunstneren det først bagefter.

Det jeg foreslår er, at kunstnerens udnyttelse af ingeniøren skal frembringe nye måder at betragte teknologien på og således give os et nyt greb om livet i fremtiden. Husker De den store strømafbrydelse for nogen tid siden i New York?

Den blev omtalt i alle verdens aviser. Og jeg ville ønske, vi vidste mere om, hvordan det gik til. Man talte meget om, hvordan folk lige pludselig blev venlige og hjælpsomme. Det hele kunne have været en kunstners idé. For at åbne vores øjne for noget.

I fremtiden vil vi blive konfronteret med teknologiske systemer, der er lige så komplicerede og vældige som det elektriske kraftforsyningssystem i det nordøstlige USA. Og deres eneste formål vil være at intensivere vores eksistens' gennem øget bevidsthed.

oversat af Hans-Jørgen Nielsen.

Årgang 41/1966, nr. 06