Hvad er musikpædagogikkens genstand?

MUSIKPÆDAGOGIK

David P. Mc Allester:

Hvad er musikpædagogikkens genstand?

Den amerikanske antropolog David P. Mc Allester påviser i dette foredrag svælget mellem musikpædagogernes og de unges opfattelse af hvad der er »deres egen kulturs musik«. Det må være musikpædagogens opgave at sætte sig ind i de unges musikopfattelse og møde dem dér.

Ved »vor egen kulturs musik» forstår musikpædagoger almindeligvis kunst- og folkemusikken. Disse er begge omhyggeligt »beskyttede« henholdsvis af begreber som »storhed« og »autenticitet«. Begge anses de for at være uskadelige for de unges ører. De skal ikke forsvares over for skoleledelser og ængstelige forældre.

Vi har alle forsøgt at undervise interesserede børn i skolens klasser i dette stof. Men efterhånden som de bliver ældre, ser vi, at eleverne i stigende grad taber interessen for den musik, der undervises i. En foruroligende stor del af de unge glider hen imod den udbredte og vitale musikkultur, som kaldes popmusik, og musikpædagogen bliver mere eller mindre ladt alene tilbage.

Måske kan et antropologisk perspektiv belyse denne åbenbare utilstrækkelighed ved musikundervisningen. Forhåbentlig kan det tillige pege på nogle brugbare undervisningsmetoder, som kunne hjælpe til at komme over, hvad der nærmest må kaldes en fiasko for vort vedkommende.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der i vor musikalske opdragelse lægges stor vægt på det 19. århundredes giganter inden for europæisk musik. Dette er »klassisk« musik, og forståelsen heraf betragtes ofte som hovedformålet med amerikansk musikundervisning. Hvad opførelser angår, så er det de færreste skoler, der tør gå i lag med Beethovens Missa Solemnis; derfor indgår man et kompromis ved at forsøge sig med nogle af giganternes »lettere« korte værker, og den største del af tiden bruges til at fremføre forskellige former for kunstmusik, som ikke er så vanskelig at udføre, men som stadig lyder som det 19. årh.s klassiske musik.

Af denne pædagogiske tradition opstår den mærkværdige kendsgerning, at størstedelen af amerikanerne i skolen undervises i en musik, de næppe beskæftiger sig med uden for skolen. De udsættes for en musik, som antropologisk udtrykt i alt væsentligt tilhører en anden kultur end deres egen. Faktisk synes der for antropologen inden for den amerikanske undervisningsform at være en almindelig diskontinuitet, som sjældent ses i de enklere samfund, hvor en stor del af vor forskning foregår. I de mindre, mere homogene kulturer, som beskrives i de fleste antropologiske værker, findes der ikke nogen teenagegeneration i oprør mod forældrenes værdisystem, men snarere en blød generationsovergang, hvor man indstilles på de samme værdier.

I den sammensatte, hurtigt skiftende amerikanske kultur er vi endnu ikke fuldt ud på det rene med den kulturelle revolution, som pågår.

At vi ikke har et bedre udtryk for oprørsgenerationen end »teenage« eller det skræmte og nedsættende »beatnik« viser, hvor lidt realitet, problemet endnu har for os.

Denne revolutions grundliggende kendsgerning er, at de unge allerede har en kultur. De har et sprog, en dansestil, mål og idealer, en livsform og specielt en musik, alt sammen ting, som næppe er forståelige for den ældre generation.

De lærer denne sub-kultur af deres unge ledere (Kerouac, Ginsberg, Farina, Dylan, Alpert, Baez, Seeger), og det fascinerende for os som musikpædagoger er, eller burde være, at så mange af disse unge ledere er musikere!

Pædagoger i hele landet er opmærksomme på det kæmpemæssige »problem«, som ligger i deres hænder; men den kendsgerning, at det betragtes som et problem og ikke som en chance, afslører, at vi ikke er tilstrækkelig opmærksomme på, at vi faktisk har at gøre med en regulær kulturrevolution. Vi har stadig en tilbøjelighed til på forskellig måde at fortælle den nye generation, at dens kultur kun er noget for børn, at de unge vil vokse fra den, og at bag deres begrænsede horisont venter vinkende den rigtige, værdifulde voksen-kultur dem, og at erhvervelsen af den vil føre rigelig belønning med sig.

På musikkens område fortæller man oprørsgenerationen, at den hurtigt bliver træt af rock'n roll (som forældrene var det såsnart de hørte den), at de smarte »TV commercials«, som de elsker, »ikke er kunst«, og at den urbaniserede folkemusik, de synger, »ikke er autentisk«. Når vi siger det til dem, indser flere og flere af os ikke desto mindre, at vi taler for døve øren - af en eller anden grund er der ikke mere nogen, der lytter til dette budskab.

De voksne, som får kontakt med den yngre generation i øjeblikket, er de, der kan lære sproget - de, der faktisk har indset, at vi virkelig har at gøre med en anden kultur. Det er de sjældne mennesker, som er villige til at lære de oprørske værdier, det er de sjældne mennesker, som kan lade være med at afvise de sidste plader med The Beatles, Bob Dylan eller Thelonius Monk. Der er ved at opstå en hel profession af »teenage-forståere« - næsten som en slags socialrådgivere - de er i realiteten udsendinge til en anden kultur. Men de færreste musikpædagoger er iblandt dem.

Grunden til, at man har brug for disse udsendinge, er, at teenage-kulturen er begyndt at dominere mange områder inden for hele den amerikanske kultur. Den har overtaget kommunikationsmidlerne. Størstedelen af pladeindustrien, filmen, en stor del af TV- og radioprogrammerne understøttes af teenagere. Den ynde og livskraft som præger deres livsstil, har slået an i vore dansesale og modesaloner. Når alt kommer til alt, hvem ønsker så ikke at være ung, smuk og moderne?

Men det er ikke charme alt sammen; deres skingre stemmer har væltet rektorer ved store universiteter, og deres død har chokeret De forenede Staters kongres og resulteret i de forsinkede borgerrettighedslove.

Hvad vi ser idag, er to stærke kulturer, der kæmper om de purunges opmærksomhed og akcept. Og i den kamp har oprørsgenerationen mange fordele fremfor os - mosefundene.

Som det ser ud for den, der betragter kulturen, så har de unges værdirevolution skabt en ny definition af opdragelse. Normalt er opdragelse en del af den proces, som af nogle antropologer kaldes »enkultivering« (d.v.s. at kulturen indprenter sine egne værdier).

Den amerikanske opdragelsessituation idag minder mere om »akkultivering« (d.v.s. at en dominerende kultur påfører en modtagende kultur sine værdier). Enkultivering foregår almindeligvis gennem naturlige former for kappestrid, som til stadighed motiveres af iøjnefaldende belønninger. Akkultivering følger derimod en meget tornefuld vej, fuld af krænkelser, overraskende bagslag og modgang og ofte præget af usikkerhed med hensyn til hvilken kultur, der er den dominerende og hvilken, der er den modtagende.

I denne forbindelse er det min tese, at akkultivering overhovedet ikke er opdragelse, og at undervisningen i Amerika må bringes tilbage til en form for enkultivering. Hvis de to kulturer kan genforenes til en, kan en normal og rigtig undervisningsform genoptages.

Hvad medfører alt dette for musikpædagogerne?

Oplært som de er med det 19. århundredes giganter, befinder de sig som oftest i en verden så fjernt fra »scenen«, at de ikke har begreb om, hvor der »sker noget«. De sender stadig missionærer til teenage-kulturen for at holde alvorlige prækener for døve øren. Hvis vi skal lære musikpædagogen at bruge sin egen kulturs musik, må han se i øjnene, at hans egen kultur omfatter ikke blot hans forfædre, men også hans børn. Børnene er pludselig blevet store, uden at vi har bemærket det, og har skabt deres egen kultur. Vi kan ikke ignorere den eller vente på, at den skal forsvinde - den viser alle tegn på vitalitet og voldsom vækst. Nogle af »teenagelederne er i 30'erne og 40'erne og er stadig ledere af en livlig revolution.

Jeg har ikke i sinde at foreslå, at musikpædagogerne skal begynde med at forlade det 19. århundredes giganter. Hvad enten de oprørske ved det eller ej, eller de er ligeglade, så er disse giganter en del af kulturen. Men jeg vil foreslå, at musikpædagogerne udvider deres horisont til at indbefatte det 20. århundredes giganter. Deres synsfelt må omfatte levende strømninger inden for alle dele af deres egen kultur.

Hvis en speciel form for negergospelsang har udvidet sin funktion til at levere den musik, som forbindes med borgerrettighedsbevægelsen, så må musikpædagogen vide det. Dette er den musik, som bevæger en anselig del af vor ungdom. Musikpædagogen har som historiker og analytiker det professionelle udstyr, der kan hjælpe de unge med at gøre spændende opdagelser i den musik, de allerede elsker. Pædagogen kan pege på metoder udover de intuitive til at skelne det glimrende fra det middelmådige; som i al anden musik.

Hvis blues siger noget om det moderne menneskes dilemma, som får unge mennesker til at lytte, så må musikpædagogen finde ud af, hvad det er, de hører. Han tvinges til at klatre ned fra sin pædagogiske piedestal og lære en hel del af den yngre generation, men han behøver ikke at frygte for sin rolle som lærer. Hans mange års studier, hans særlige discipliner har givet ham noget værdifuldt at meddele. Mange unge mennesker, måske de fleste, reagerer på blues, jazz og rock'n roll uden at vide hvorfor. De ville i forbindelse med undervisningen være glade for at få lejlighed til at få at vide, hvad der virkelig sker musikalsk set. De har meget at lære med hensyn til disse genrers historie og sociale sammenhæng. Det har de fleste af os andre også undervisningen er lige begyndt.

Musik, der doceres udelukkende som en fremadskridende række noder, er musik i et vacuum. Hvis vi skal undervise i vor kulturs musik, må vi kende dens historie i videst mulig forstand - ikke blot dens kronologi, men også dens betydning som en intellektuel kraft. Kunsten har en så væsentlig umiddelbar interesse i sig selv, at vi fristes til at glemme, at den opstår af folks behov, lidelser og glæder. Men i det øjeblik vi lukker døren bag et rum, som kaldes kunst eller musik, vil vi enten opdage, at et hvilket som helst medlem af den unge generation befinder sig der som fange med os, eller at det er lykkedes ham at slippe ud, da han så døren begynde at lukke sig. Dette er en generation med sans for social relevans, og det vil den ikke lade os glemme.

Jeg vil aldrig glemme en oplevelse, jeg havde som student, da jeg sang »Christ lag in Todesbanden« under Nadia Boulanger. Hun standsede os og sagde med et intenst blik: »Men I er unge mennesker, hvorfor synger I som små gamle mænd og koner? Bach var også ung - han var ung indtil sin dødsdag!« Indtil dette øjeblik havde Bach blot været Bach for mig, en ærværdig person. Siden dengang har han været den unge Bach - jeg syntes i hvert fald, at jeg i særlig grad oplevede den spænding, han kan skabe. Det er blot dette, jeg mener med social relevans. Hvorfor skrev Brahms og Pergolesi og John Cage og Charles Ives sådan som de gjorde? Var de unge, var de vrede, hvilket øjeblik i historien udtrykker de?

Et andet relativt uprøvet undervisningsfelt er musikudøvelse. Vi lærer stadig folk noder, mens sådanne profeter som Marshall Mc Luhan siger, at vi er ved at vende tilbage til den mundtlige tradition. Som nogle af Dem ved, befinder vi os i en krise inden for musikudøvelse idag. Man diskuterer f. eks. om tilstrækkelig mange lærer at spille violin, således at vi kan besætte vore orkestre.

Men efterspørgslen efter guitarer er så stor, at der er ventelister alle vegne, mens fabrikanterne forsøger at holde trit. Et hurtigt blik på den oprørske generation vil sige os, at unge mennesker idag er mere musikinteresserede end nogen sinde tidligere, men at det er en musik, som de lærer af hinanden, ikke af deres musiklærere. Det er en musik med sin egen atmosfære, og meget af den kan ikke læres gennem notation. Tyngdepunktet har forskudt sig fra harmoni til melodi, fra fast komposition til improvisation og ornamentering. Næsten uundgåeligt er musikken begyndt at blive påvirket af atmosfæren fra Det nære Østens musik, som så stærkt har udviklet disse områder inden for det musikalske udtryk.

Også på dette område er musikpædagogen glimrende udrustet med sin baggrund og oplæring til at opdage, hvad der foregår og til at lede det, hvis han kan udvikle opmærksomhed over for betydningen af vor kulturelle revolution.

I særdeleshed kan han identificere denne nye musiks mestre, vise ungdommen forskellen mellem mestrene og amatørerne og lade de store musikere fra alle vore kulturs perioder indtage deres plads side om side i musikkurset. Og når der undervises i praktisk musikøvelse, bør vi forsøge at opdage, at nogle af de nye former for udøvelse ikke bare er en fornægtelse af alle normer, men også indeholder nye ideer med mulighed for mange raffinementer. Hvis vi kan opdage dette, så vil vi igen have ladet nogle af de skyklapper falde, som afholder os fra at opdage en vital del af vor musikkultur.

Midlerne til at genoprette kommunikationen mellem den dominerende kultur og den oprørske teenage-kultur er ikke enkle, men de er heller ikke uopnåelige. Det beror på læreren, hvorvidt det vil blive fiasko eller ej at introducere jazz eller blues i klasseværelset. Hvis vi venter på den almindeligvis langsomme proces, som akademisk anerkendelse af »pålidelige« mesterværker inden for populærmusik er, så er vi næsten sikre på at miste vort unge publikums interesse ved at være håbløst umoderne.

Det som det fremfor alt kommer an på, er en sindets og tilnærmelsens fleksibilitet, en villighed til at opdage genialitet i mange musikformer og en iver efter at møde de unge i deres eget land. Og når alt kommer til alt er det også vort land.

oversat af Majken Jacoby