Det kgl. danske Musikkonservatorium fyldte 100 år

Af
| DMT Årgang 42 (1967) nr. 01 - side 33-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Det kgl. danske Musikkonservatorium fyldte 100 år

Det kgl. danske Musikkonservatorium fyldte 100 år med pomp og pragt i begyndelsen af januar 1967. Begivenheden markeredes af en kammermusik-matiné i forbindelse med modtagelse af en række udenlandske konservatoriedirektører, en symfonikoncert med Sjællands Symfoniorkester dirigeret af Eifred Eckardt-Hansen om lørdagen den 7. januar, begge koncerter overvejende med dansk musik på programmet. Søndag den 8. blev der budt på jazz-matiné og galla-forestilling i Det kgl. Teater med Carl Nielsens ouverture til »Maskerade« (dirigeret af John Frandsen), balletterne »Enetime« og »Månerenen«, den sidste til musik af Knudåge Riisager (dirigeret af Poul Jørgensen) og »Graduation Ball« (dirigeret af Johan Hye-Knudsen).

Mandag den 9. januar, som fejredes som den egentlige festdag, blev der lagt kranse på stifterens og de første direktørers, Gades, Hartmanns og Paullis grave. Der var modtagelse af gratulationer samt en jubilæumskoncert overværet af kongen og kulturminister Bodil Koch i spidsen for en Odd Fellow-Palæsal fuld af konservatoriets gæster. Efter kongesangen og Lumbyes »Champagnegalop« uropførtes Thomas Koppels op. 22 »Concert Héroïque for 3 klaverer og orkester med kor og vindmaskine«. Direktør Knudåge Riisager og kulturminister Bodil Koch talte, hvorefter Niels W. Gades »Elverskud« opførtes. Koncerten blev dirigeret af Arne Hammelboe. Efter en let souper dansedes der til tre orkestre, bl. a. Det nye Radiodanseorkester ledet af Ib Glindemann, til langt ud på natten.

Det var en stor aften som slutning på en strålende fest-weekend.

Ved gratulationsceremonien mandag formiddag udtalte Mp Fs formand, Henning Bro Rasmussen:

Mp Fs lykønskning

For 27 år siden fik den musikpædagogiske eksamen status som en statsprøve, der skulle aflægges ved Det kgl. danske Musikkonservatorium. Denne beslutning fulgtes ganske kort tid efter op af beslutningen om på konservatoriet at etablere et kursus, der skulle føre til aflæggelse af den pædagogiske del af denne eksamen.

For knap to år siden optoges den komplette uddannelse til musikpædagog på musikkonservatoriets studieplan, således at de musikpædagogstuderende fra at være kursuselever, gæster i huset, nu er egentlige konservatorieelever med alt hvad deraf følger af fordele for de studerende og dermed for musiklivet.

Det kgl. danske Musikkonservatorium skal på denne festdag fra de statsprøvede musikpædagoger - de fleste er uddannet her i huset - prises for positiv medvirken og konstruktivt klarsyn i planlægningsarbejdet omkring den musikpædagogiske uddannelse og eksamen, et arbejde, der har en afgørende andel i den høje pædagogiske og musikalske standard, som de konservatorieuddannede musikpædagoger har.

Musikpædagogisk Forening ønsker tillykke med 100-års fødselsdagen og ønsker trivsel for Det kgl. danske Musikkonservatoriums virke fremover, herunder selvfølgelig specielt trivsel for musikpædagogikken i huset. Vi ønsker at det må lykkes konservatoriet at komme til at udfolde denne fortsatte trivsel i et nyt og til formålet velegnet hus. En sådan trivsel er uundværlig i dagens Danmark, ligesom et forøget samarbejde mellem konservatoriets, ja konservatoriernes lærerstabe og de i marken arbejdende musikpædagoger er uundværlige i den situation, hvori vi nu befinder os.

Musikpædagogisk Forening ønsker gode studievilkår for de studerende på konservatoriet og har derfor med glæde bidraget til den fond, der fra anden side er taget initiativ til.

Vi havde derudover gerne doneret konkrete ting, som f. eks. indretning af en stribe øverum til de studerende, pædagogisk studiemateriale, instrumenter, som anvendes i det pædagogiske arbejde, men må begrænse os til en enkelt ting, som jeg nu skal have den glæde at overrække konservatoriets direktør med de hjerteligste lykønskninger fra Musikpædagogisk Forening.

Da Det kgl. danske Musikkonservatorium for 100 år siden etableredes, skete det på en dansk amatørmusikalsk baggrund, der spændte, som vi hørte og så det forleden, fra Kuhlaus sonatiner til Weyses kantater. Vi vil gerne her i 125-året for Weyses død fejre såvel konservatoriets 100-års fest som 125 års-mindet om Weyse ved at overrække et samtidigt eksemplar af Weyses samlede kantater og hymner. Vi finder, at dette eksemplar bør høre hjemme på Det kgl. danske Musikkonservatorium, idet det har tilhørt og på bindet bærer Ludvig Alexander Tuteins navn. Ludvig Alexander Tutein var stiftsskriver og justitsråd, levede fra 1798-1875 og var yngre broder til den i Weyses livshistorie så berømte Julie Tutein.

Hjertelig tillykke!

ALFRED BRENDEL 3.-5. februar 1967

Det er altid med spænding man imødeser mødet med en stor kunstner, som man kun kender fra det fjerne, fra podiets ærbødige afstand. Det var derfor forståeligt, at så forholdsvis mange var mødt op. For det første gjaldt det Alfred Brendel, for det andet et stort behov, som Mp F nu endelig igen imødekom ved at invitere til et interpretationskursus for pianister.

Til enhver art for undervisning hører der som bekendt mindst to personer; een der kan sine ting og forstår at give dem fra sig, og een der ikke blot ønsker at lære noget, men som formår at tilegne sig det hørte. Det er en konstant given og tagen. For at tilhørerne kan få den oplevelse at høre værket »gro«, at være vidne til at det tager form, må parterne være. i stand til at inspirere hinanden til at yde det bedste. Vi var alle fulde af beundring for de tre elevers indsats, deres talent og dygtighed: Elisabeth Westenholz spillede Schumanns Symfoniske Etuder, Anna Christoffersen Beethovens op. 101 og begyndelsen af Schumanns klaverkoncerts 1. sats, Amalie Malling Mozarts klaverkoncert i c-mol og Schumanns »In der Nacht« og »Grillen«. Disse opgaver blev gennemgået fordelt på fredag og søndag.

Lørdag aften var helt viet Schubert. Efter en indledning med Impromptu i Ges-dur læste Alfred Brendel et foredrag - spækket med demonstrationer ved klaveret - der især belyste modsætningen i den klassiske og den romantiske musik, hvorved han tegnede et billede af Schuberts uhørt nye skrivemåde, hans forbavsende behandling af harmoniforbindelser, hans specielle gruppering af det tematiske materiale, som står over for hinanden som fjerne verdener. Såvel Schumann som Liszt har høstet af hans stil. Hans klaver-sats er ikke en transskription af orkesterklangen, men dens metamorfose. Det var betagende at lytte til Brendels sensible og raffinerede gengivelse af de seks Moments Musicaux, af fantasien i f-mol for fire hænder med Gürtler som storartet partner og af en sonate-sats.

For mig blev dog søndag eftermiddag højdepunktet. Brendel virkede mere afslappet og veloplagt, og han løste den pædagogiske opgave meget kunstnerisk ved kloge, altid musikalsk underbyggede anvisninger. Det var en fornøjelse at opleve, hvordan spillet blev rettet og »modelleret«. Han har sin ganske bestemte opfattelse og mening, han kender de pianistiske virkemidler til bunds, og han savner aldrig de rette ord til at klarlægge sine tanker. Man tilgiver ham gerne en vis skuespiller-attitude, når han dermed tydeliggør sin vejledning og intensiverer sin påvirkning, lige så lidt som man kan acceptere den under hans eget spil, som er så klart og fængslende, så musikalsk beåndet, at det så vist ikke behøver dette tilskuestillen af medievende følelser - tværtimod.

Hans gennemgang af stykkerne foregik successivt, over korte perioder, i detailler, således, at resultatet for så vidt blev en Brendel-imitation. Man savnede henvisning til et helhedssyn, en helhedsopfattelse, som dog i al interpretation bør være det primære, det der motiverer anvisningens nødvendighed og konsekvens. - Der faldt en hel del principielle bemærkninger f. eks. den ofte gentagne henvisning til det harmoniske stillads som det vigtigste område i hele musikken indtil vor tid. Brendel mener, at (node) - figuren hos Schubert ofte skal opfattes triolisk, når den ledsages af trioler. Han viste nogle eksempler, hvor det lyder indlysende rigtigt; men hvordan man skal erkende hvornår den skal spilles triolisk og hvornår ikke, kunne ikke siges. Interessant var hans bemærkning om »overflødige« akcenter, som en sanger eller stryger ville udføre espressivo, men som en pianist hellere skal underspille. At de mindste nodeværdier skal spilles særdeles tydeligt, at buer over to ottendedele ikke altid er »suk« (som så ofte i Barokken) og at synkoperede noder hos Mozart spilles adskilte med bevægelsestendens hen til det 1. taktslag, at en ottendedelsnode, som er bundet til det foregående og som følges af en ottendedelspavse hos Mozart skal betones, ligeså en optakt, som har bindebue til 1. taktslag, at man endelig ikke må glemme at spille legato-passager artikuleret - alt dette og meget andet blev meddelt.

Det var et inspirerende kursus, som vi er taknemlige for. Lad os få mere af den slags.

Ilse Meyer.

Skolemusikorientering

Mp F har til en række skolemusik-institutioner i Storkøbenhavn sendt nedenstående skrivelse.

Da foreningen imidlertid gerne vil orienteres om forholdene over hele landet, skal vi bede de medlemmer, der er knyttet til institutioner af nævnte art, om at meddele kontoret de adresser, hvortil vi kan sende ligelydende breve.

»I Musikpædagogisk Forening pågår for tiden en drøftelse af de statsprøvede musikpædagogers ansættelsesvilkår - herunder aflønningsvilkår - ved den frivillige skolemusik i forbindelse med kommuneskolerne.

Da forholdene fra sted til sted er meget varierende, og da vi gerne ønsker et overblik over de eksisterende forhold, skulle vi være Dem meget taknemmelig, dersom vi måtte modtage en redegørelse for de omtalte forhold vedrørende skolerne i Deres embedsområde.«

Ansvarshavende redaktør for Musikpædagogen: Henning Bro Rasmussen.Legater

Legatansøgninger sendes til Musikpædagogisk Forenings kontor, Puggårdsgade 13, Kbh. V.

Mp Fs hjælpefond. Fondets formål er at yde økonomisk hjælp og støtte til Musikpædagogisk Forenings aktive medlemmer, der som følge af sygdom, høj alder, uforskyldt arbejdsudygtighed eller lignende har økonomisk hjælp behov. Legater af hjælpefondens midler kan søges året rundt. Intet særligt skema.

Mp Fs medlemslegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ældre eller syge medlemmer. Legatkapitalens renter udbetales med summer fra kr. 200,- til kr. 400-årligt til ældre eller syge, ubemidlede medlemmer. Disse skal have vseret medlemmer af Mp F i mindst 7 år. Legatet kan oppebæres i indtil 5 år. Motiveret ansøgning stiles til Mp Fs bestyrelse og indsendes til kontoret inden 15. april. Intet særligt skema.

Musikpædagog, frk. Augusta Jürgensens mindelegat, stiftet af frkn. Anna og Astrid Jürgensen. Døtre af legatstifternes kusiner og fætre samt ældre eller svagelige kvindelige medlemmer af Mp F kan efter ansøgning modtage legatportioner, navnlig til rekreationsophold. Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor. Legatet søges inden 15. april.

Gudda Behrends legat. Legatkapitalens renter benyttes til understøttelse af ældre enker efter musikere, der ved deres død var aktive medlemmer af Mp F, eller trængende ældre kvindelige musikere. Motiveret ansøgning stiles til Mp Fs bestyrelse og indsendes til kontoret inden 15. april. Intet særligt skema.

Mp Fs elevlegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ubemidlede musikelever. Legatet kan søges af elever i violin, bratsch, cello og klaver. Eleverne skal være fyldt 8 år, men kan ikke modtage legatet efter at de er fyldt 21 ar. Kun de medlemmer af Mp F, der har taget den fuldstændige fagprøve og som har været medlem af foreningen mindst ét år, kan undervise legat-nydende elever. Den legatsøgende elev vil komme til at spille for en komité i slutningen af indeværende sæson. Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor. Legatet søges inden 15. april.

Legat.

Fabrikant, cand. pharm. Andreas Mørup-Petersen og hustru Marie Mørup-Petersen, født Sonne-Hansens mindelegat for svagelige og rekonvalescenter. Ledige er nogle legatportioner, hver på kr. 1.000,-. De kan tildeles unge privatlærerinder, uanset om disse er eller har været ansat ved privatskoler eller er eller har været beskæftiget for egen regning med undervisning. Ansøgerne skal blot ved lægeattest dokumentere, at vedkommende trænger til rekreation, og det forudsættes, at vedkommende er mindrebemidlet. Ansøgere, der mener at opfylde betingelserne for at få legatet, kan henvende sig til landsretssagfører E. Mørup-Petersen, Reventlowsgade 30, mezz., Kbh. V. Legatvejvisere.

På Mp Fs kontor ligger to bøger om legater til gennemsyn for interesserede:

1. Vejviser for legatsøgende, 12. udgave 1964 med oplysninger om alment tilgængelige legater.

2. Deres stipendiemuligheder til udlandet udgivet af undervisningsministeriet, 1963.

Medlemmer, der ønsker at gennemse bøgerne, bedes henvende sig til kontoret.

Blokfløjtestævne

»Studiekredsen for Blokflojtelærere«s årlige efterårskursus på Vallekilde højskole under prof. Ferdinand Conrads ledelse blev en dejlig og berigende oplevelse for de ca. 50 deltagere, der var mødt op. At det var et lykkeligt initiativ kredsen tog, da den i 1963 inviterede prof. Conrad herop for at lede disse kurser, blev påny bekræftet, og en mærkbar højnelse af det instrumentale niveau er det direkte resultat af Ferdinand Conrads arbejde i de forløbne år. Den ingenlunde lette opgave at gennemføre et 6-dages instrumentalkursus med så mange deltagere med højst forskellige forudsætninger, således at alle får udbytte deraf, mestrer Conrad som få andre. Med sin årelange erfaring, store kunnen, sit musikalske og pædagogiske talent og sin enorme vitalitet formår han at give alle deltagere noget positivt med hjem.

I år havde Ferdinand Conrad foruden sin frue og trofaste medarbejder Dorothea Conrad taget sin lærerkollega fra Musikhøjskolen i Hannover, gambespilleren Heinrich Haferland med herop til at tage sig af de gambeinteresserede.

Blokfløjteundervisningen, som hr. og fru Conrad deltes om, omfattede såvel elementær metodik som krævende sololitteratur fra barokken, bl. a. sonater af Händel og Barsanti. Under gennemgangen af sidstnævnte værker gav Ferdinand Conrad en forbilledlig klar og systematisk indførelse i grundprincipperne for højbarokkens forsiringspraksis med særligt henblik på affektlæren. For de særligt interesserede demonstrerede fru Conrad i tilknytning hertil generalbasspil på cembalo og viste, hvor meget der kræves i retning af flexibilitet, variationsevne og finfølelse for at kunne præstere et levende og musikalsk continuoakkompagnement.

Ideen med at kombinere et blokfløjtekursus med et sideløbende kursus i viola da gamba viste sig at være vellykket. Heinrich Haferland har en særlig egne til at klargøre tekniske problemer på en naturlig måde, og hans musikalske instruktioner var i høj grad inspirerende. Haferlands gennemmusikalske spil gjorde et stort indtryk, og mange af deltagerne var overraskede ved at høre, at en viola da gamba råder over så rigt et udtryksregister.

Udover den mere metodisk prægede instrumentalundervisning dyrkedes sammenspil i mindre grupper, såvel rene blokfløjte- og strygegrupper som blandede ensembler, der yderligere fik en spændende kolorit takket være de fremmødte krumhorn- og sordunblæsere. Der spilledes musik fra flere epoker, især senrenæssance og barok, men også vor egen tids musik var repræsenteret.

Det er Ferdinand Conrads store fortjeneste at ingen bliver svigtet på et kursus som dette, og det er ham da også magtpåliggende, at alle får lejlighed til at spille i orkester, hvor der af hver enkelt kræves disciplin, koncentration og præcision. Af de forhåndenværende instrumenter blev der sammensat et orkester, der under Ferdinand Conrads inspirerende ledelse med stor virkning bl. a. udførte en prægtig suite af Joh. Herm. Schein.

Som et vigtigt led i det daglige program indgik korsangen, som ikke mindst for instrumentalister udgør et værdifuldt og udviklende supplement til den musikalske skoling. Dette fik man rig lejlighed til at erfare i Conrads levende og stærkt dynamiske interpretation af Heinrich Isaacs »Officium de resurrectione Christi«.

Til ugens største kunstneriske oplevelser hørte de små aften-»koncerter«, som de tre lærere gav for deltagerne. Det var en sand fryd at høre disse fine musikeres fortolkning af værker, som for en stor dels vedkommende mange af deltagerne selv har arbejdet med, og her fik lejlighed til at høre i mønstergyldig udførelse.

Jørgen Glode

Årgang 42/1967, nr. 01