Knudåge Riisager 70 år

Af
| DMT Årgang 42 (1967) nr. 01 - side 14-14

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Tage Nielsen

Knudåge Riisager 70 år

Knudåge Riisagers 70 års fødselsdag er en mærkedag i dansk musikliv; ikke mange har dér spillet en rolle så stor som hans. Man har trukket på hans administrative intelligens og sunde sans fra mangfoldige sider, noget der alene fremgår af antallet af hans tillidshverv - det er enormt; en samlet opregning fylder en hel spalte i den blå bog.

Posten som direktør for Det kongelige danske Musikkonservatorium har vel nok betydet den største belastning af hans organisatoriske formåen. Den var vist oprindelig tænkt som et halvdagsjob, men viste sig snart at kræve en hel mands fulde arbejde og mere til, Navnlig har de seneste år været en vanskelig periode, præget af store reformer: nye studieplaner, ny lærerstruktur osv. Og den, der skriver disse linjer, kan bevidne, at det i visse afgørende faser af denne komplicerede proces kun var vægten af Riisagers personlige indgriben, der fik sagerne til at glide. Dette reformarbejde er nu lykkeligt tilendebragt med en konsolidering af hele den danske konse Watoriesituation som resultat. Der er lagt et solidt fundament for yderligere udfoldelse, og lykkes det os ikke at udnytte disse muligheder, er det i hvert fald ikke Riisagers skyld.

Men når det 20. århundredes dansk musikhistorie skal skrives, vil det alligevel vise sig, at Riisager -alt andet ufortalt - har ydet sin mest gennemgribende og varige indsats på anden måde - først og fremmest som komponist men også som Inspirator og pioner.

Da han i begyndelsen af 20'erne vendte hjem fra Paris som datidens mest kosmopolitisk orienterede danske komponist, må det hjemlige musikmiljø have forekommet ham indelukket og provinsielt. Han lagde sig i hvert fald med al sin energi i selen for at få vinduerne smækket op for de dengang dominerende strømninger i europæisk musik. Som skribent og i sin egenskab af formand for Unge Tonekunstneres Selskab, som foreningen dengang hed, introducerede han navne som Satie, Milhaud, de Falla, Strawinsky, Bartók og Prokofiev for det danske musikpublikum og skabte dermed et røre ikke ulig det, der i nyeste tid har behersket den hjemlige arena. Og også i Riisagers egen musik kan der konstateres visse træk, der mere end antyder en parallel mellem dengang og nu. Således at forstå, at elementer, der i en stor del af 50'ernes og 60'ernes musik har været af dominerende betydning - elementer som farve, klang og selve den elementære lyd, altid har spillet en væsentlig rolle for komponisten Riisager. (I en TV-udsendelse for nogle år siden fortalte han, at det at komponere for ham er som at skabe mosaikker af farvede klodser). Det er vel bl. a. derfor at han med større åbenhed end de fleste af sin egen og forresten også af yngre komponistgenerationer har fulgt de senere års udvikling.

Befriet for en betydelig del af sine administrative byrder får Riisager nu heldigvis mulighed for igen at vie sin kraft på nye farvede mosaikker og præge dem med sin humor, sin følsomhed og kombinatoriske fantasi.

Årgang 42/1967, nr. 01