Balletkronik 1966-67

Thomas Viggo Pedersen:

Balletkronik 1966-67

I billedet af den danske balletsæson 1966/67 er Flemming Flindt den altdominerende forgrundsskikkelse. Det er hans første hele sæson som balletmester ved Det kgl. Teater, og som sådan sætter han sit præg på repertoirevalget såvel som på korpset. Dernæst er han den hyppigst opførte og mest produktive koreograf i landet for tiden; og endelig træder denne forgrundsfigur særlig tydeligt frem, fordi baggrunden er noget farveløs.

Sæsonen bragte ikke mange store begivenheder, og balletlivet udenfor Det kgl. Teater lå nærmest brak. Der har ikke været besøg af udenlandske balletensembler; der har ikke været ret mange ting i fjernsynet bortset fra Allan Fridericias uhyre instruktive serie om Bournonville-skolerne. Inge Sands glimrende initiativ med Copenhagen Ballet Theatre har foreløbig kun båret frugt i sommersæsonen 1965. Og Elsa Marianne von Rosen, der med Den Skandinaviske Ballet satte to spændende og velbesøgte forestillinger op i forrige sæson, havde ikke mulighed for at gennemføre noget sådant i sidste sæson, da statstilskuddet ikke er blevet forhøjet i en årrække. Det vil sige, at mens tilsvarende skuespilensembler får de nødvendige midler stillet til rådighed, har man råd til at lade en livskraftig balletgruppe med et stort og stadigt fornyet repertoire sygne hen, trods et mange gange bevist publikumsbehov.

Interessen samler sig da derfor omtrent udelukkende om Det kgl Teater. Repertoiret har her været stærkt præget af Flemming Flindts balletter, og han har været kritiseret for at udnytte sin stilling som balletmester til at få sine egne arbejder frem. Principielt må man dog sige, at når et teater engagerer en produktiv koreograf som leder af balletten, må der heri ligge, at han har såvel ret som pligt til at berige repertoiret med sine egne ting - forudsat, naturligvis, at han ikke derved fortrænger andre værdifulde ting, og at hans egne arbejder har en kvalitet, som gør, at man virkelig kan tale om en berigelse.

Af de fem Flindt-balletter på spilleplanen kom »Enetime« op længe før hans ansættelse som balletmester, og »De tre musketerer« blev ligeledes bestilt af teatret forinden, selv om den først kom på scenen foråret 1966.

Den intense koreografiske gendigtning af lonesco's »Enetime« har et stærkt greb om publikum og kan langtfra kaldes udspillet endnu. Henning Kronstam, Fredbjørn Bjørnsson og Flemming Flindt har hver på sin måde skabt uhyggelige og stærkt virkende patologiske skikkelser som Balletmesteren, men som Eleven har man dog set endnu mere forskellige udførelser. Josette Amiel, der creerede partiet i fjernsynet, var ligesom Solveig Østergaard overlegen, omend ikke bevægende. Mette Mønningen tegnede et sikkert og levende billede af en sophisticated pige fra Hellerup og ydede hermed i første halvdel af balletten sit hidtil bedste. Anna Lærkesen dansede det hele meget herligt, men blev især i anden halvdel af balletten overordentlig gribende ved sin fremstilling af den nøgne og helt elementære rædsel. Den talentfulde Anne Marie Vessel, der havde en grinagtig debut i »Graduation Ball«, havde endnu ikke modenhed til at hæve »Enetime« op over skolekomedieplanet.

»De tre musketerer« er et vældigt show-nummer med hele det sceniske apparat i fuld sving i henved tre timer, men uden megen koreografisk interesse. Den vakte opsigt ved premieren på grund af Bernard Daydé's overdådige scenografi, George Delerue's tyndbenede, men - det skal indrømmes - effektfulde musik og hele sin publikumsappel. Den stod og faldt dog med hovedrolleindehavernes personlige og livfulde udstråling (Kirsten Simone, Henning Kronstam, Niels Kehlet), og da 2.-besætningen (Vivi Gelker, Flemming Flindt, Hans Jakob Kølgaard) kom på efter sommerferien, virkede forestillingen urimelig lang og uinteressant. »Musketererne« viste dog tilfulde Flemming Flindts eminente evne til at fortælle en historie, så at den træder plastisk frem, og til at arrangere et balletkorps, så at det tager sig ud. Som teaterskrædder i ordets gode betydning har han store evner.

Først med »Den forunderlige mandarin«, der havde premiere i januar 67, er vi nået til de balletter, der ligger helt og holdent indenfor Flemming Flindts tid som balletmester. Det var på høje tid, at vi fik Bartóks fortættede partitur realiseret på Det kgl. Teater, og den bevægede smukke fortælling om kærlighed, der er stærkere end vold og brutalitet, blev godt fulgt op af Preben Hornungs dekoration og af Flemming Flindt, der med »Mandarinen« har skabt sit hidtil væsentligste koreografiske arbejde. Hans egen udførelse af titelrollen var intens og gribende, og Vivi Gelkers lokkedue blev af nogle anmeldere hævet til stratosfæriske højder, mens de mere gnavne kaldte hendes præstation udvendig og tom.

Som teaterstykke var »Den forunderlige mandarin« nok så interessant som Flindts næste arbejde, »Galla-Variationer« med musik af Knudåge Riisager. Den havde premiere på teaterets festaften i anledning af komponistens 70 års fødselsdag, der iøvrigt bød på Riisagers »Erasmus Montanus«-ouverture, »Månerenen« og - »Drømmebilleder«! Man funderede - måske lidt naivt - på, hvorfor sidstnævnte stykke ikke passende var erstattet af f. eks. »Etudes«.

»Galla-Variationer« er Flindts første ballet uden handling og gennemspiller som en slags etude alle de stillinger, som to dansere (Kirsten Simone og Henning Kronstam, senere Anna Lærkeren og Peter Martins) kan indtage alene og i forhold til hinanden. Udgangspunktet er den menneskelige krop som et smukt apparat med stænger, hængsler og muskelkraft. Premieren fængslede, men forestillingen vandt dog yderligere ved senere opførelser, da indtrykket af en ingenlunde uinteressant slangemenneskedemonstration veg for noget mere danset.

Flemming Flindt, som lægger stor vægt på den udstyrsmæssige ramme om en forestilling, havde til »Galla-Variationer« hjælp af Bernard Daydé's blanke scenografi (der ganske vist senere er ændret), og denne décorateur stod også for det festlige udstyr til »Ballet Royal«, som var ballettens hyldest til tronfølgeren og prins Henrik ved festforestillingen på sæsonens sidste dag. Atter en triumf for Flemming Flindts sans for det effektfulde med ham selv og Vivi Gelker som to lysende sole med resten af korpset som flatterende baggrund. Efter den usigelig festlige indledning spandt den sig videre i 37 minutter med stærkt vekslende interesse båret af Riisagers fejende elegante musik. Man havde nogle måneder forinden studset over, at netop Vivi Gelker og Mette Hønningen var udvalgt til solodanserinde-titlen, men her viste den første, at hun i en rolle specielt creeret for hende og med en inspirerende medspiller i det mindste havde visse solodanserinde-egenskaber. Samme aften - sæsonens sidste - tog solodanserparret gennem en halv snes år, Ruth og Verner Andersen afsked med teateret i ballet på Højstrup i 5 akt. af »Elverhøj«.

Af sæsonens tre ikke-Flindtske ballet-premierer kom »Jeu de Cartes« som den første i oktober. Koreografen var Stuttgarts idérige og succesombruste balletmester, englænderen John Cranko, som man husker fra revyen »Cranks« og fra Copenhagen Ballet Theatre's opførelse af »L'Estro Harmonico« og »The Lady and the Fool«. Strawinsky's vittige koketteri med små-rapserier fra alle mulige komponister blev her lige så vittigt eftergjort med koreografens citater fra andre balletter; f. eks. blev Balanchine's tre græske muser fra »Apollon« danset med fynd og klem af fem kraftige herrer i gymnastikforeningsantræk. Opførelsen var fin, og det var interessant ved en senere lejlighed at se vor landsmand Egon Madsen fra Stuttgart som gæst i Jokerens parti, der er komponeret netop for ham.

Eske Holm's »Agon« til Strawinsky's ti år gamle musik er koreografens 2. arbejde på teateret. Der var noget spændende intellektuelt over denne 25 minutter lange ballet, hvor skjulte pointer fløj som bolde fra danser til danser. Det forstandsmæssige kunne undertiden grænse op til det fortænkte, men mange steder blev man indfanget af dette konversationsstykke, hvis dæmpede ironisk-muntre undertone var heldigt grebet af de tolv dansere.

Samme aften som »Agon« og »Den forunderlige mandarin« havde også »Holder De af Bach?« premiere med musik af Johann Sebastian. Koreografien var af Stockholms tidligere balletmester, canadieren Brian Mac Donald; og bød den just ikke på avantgardistiske nyskabelser, så var der dog meget kønt i den. Tilmed tog den publikum med storm på grund af dens ofte prøvede, men morsomt gennemførte gags. Fredbjørn Bjørnssons Danselærer heri overgås i underfundig komik kun af hans General i »Graduation Ball«, en rolle, som han har gjort til et så vittigt karakterparti, at publikum på hans gode aftener må have natlæge til deres mavekrampe.

Af det ældre repertoire har der været tre nyindstuderinger. »Drømmebilleder« blev sat kønt op i sæsonens start, og »Rosendrømmen« kom i marts med Niels Kehlet og Solveig Østergaard. Det anstrøg af dekadence blandet med ungpigeromantik, der præger Fo-kin's rosenfantasi, taler vel knap så stærkt til nutiden som til et publikum fra lige før første verdenskrig; men Niels Kehlet hører til de få, der kan honorere Rosenåndens af Nijinskij's henførte personlighed inspirerede krav om en overlegen springteknik og et luftigt-poetisk udtryk.

»Kermessen i Brügge« er den første af Flemming Flindts bebudede årlige Bournonville-opsætninger. Efter planen agtes alle de realisable Bournonville-balletter sat på scenen efterhånden og filmet, sådan at de kan henlægges for atter at tages op om vilkårlig lang tid. Vi vil derfor komme til at se forestillinger, der ikke alle appellerer lige stærkt til os idag, og det er naturligvis et spørgsmål, i hvor høj grad Bournonville-traditionen kan holde sig på dåse. Men sådanne filmsoptagelser vil - måske om føje år - blive dokumenter af uvurderlig betydning for teater og publikum, og initiativet kan ikke noksom påskønnes.

»Kermessen«, der kom op i oktober måned, havde Flemming Flindt og Hans Brenaa arrangeret om på med meget heldig hånd. Dels danser nu alle de tre brødre i stedet for kun de to, og dels kan hele balletten nu danses på kortere tid (5 kvarter) fordi den lammende pause ikke er nødvendig til sceneskiftene i Jacques Noel's dekoration. Forestillingen morede, men kunne med sine sødt-naive løjer ikke undgå at slappes lidt i sæsonens løb.

Med tre Flindt-balletter, tre andre moderne ting og tre klassiske værker må man sige, at der er kommet et antageligt tilskud til det løbende repertoire, og at den talmæssige fordeling af grupperne indbyrdes er rimelig.

Som balletmesteren skal disponere repertoiret, skal han også disponere staben af dansere ud fra sine kunstneriske intentioner. Naturligvis spiller de mest forskelligartede forhold ind her, men som menig teatergænger uden kendskab til teaterets interne forhold synes man, at der undertiden trækkes rigeligt store veksler på enkelte danseres talent og evne til fornyelse, mens andre gode dansere får lov at visne hen i ubemærkethed eller i partier uden for deres egentlige felt. Det vil dog føre for vidt at gå i detaljer hermed på dette sted.

Bortset fra Harald Landers pastiche-agtige, men smukt gennemførte »Grand Pas de deux« i fjernsynet oktober 66 med Toni Lander og Bruce Marks (der begge gæstede teateret i januar 67) er der kun to væsentlige ting at nævne endnu. De hører ganske vist slet ikke til i denne sammenhæng, men man kan dog heller ikke forbigå dem helt.

Det ene er det polske Wroclaw Mime Teater's gæstespil på Falkoner Centret september 66. Mens Marcel Marceau ene mand får publikum til at se hele scenen fuld af mennesker til Cocktailparty eller i en Retssal, illustrerede et mylder af mimere her alle de ting, der foregik i to menneskers tanker, eller de opførte almindelige små stykker blot uden ord. Men trods deres dekorationer og rekvisitter og trods deres ødslen med personer kræver Wroclaw mimerne lige så meget af tilskuerne som Marcel Marceau; opførelsen er ikke komplet på scenen, men bliver det først i tilskuerens bevidsthed. Det er en meget spændende form for teater.

Falkoner Centret dannede også rammen om Fialka-mimernes besøg i december. Disse glimrende, hvid-fjæsede mimikere fra Theater am Geländer i Prag, der begejstrede ved tidligere besøg på Alléscenen, skuffede lidt dennegang. I stedet for en række korte situationer fremstillede de dennegang én lang leddelt historie, der imidlertid var for fortænkt til at gøre sig, trods mange fremragende enkeltheder.